Livet lige nu

Vi er tilbage fra de døde. Sygdommen har sluppet sit tag, hverdagen kører på fuld blus igen. Det er både rart og udmattende og jeg veksler mellem at elske det og virkelig bare have lyst til at leje vores lejlighed ud, købe en flybillet til de varme lande og smutte med hele familien. Det kan vi ikke, jeg ved det godt, men det ville være dejligt.

Indkøringen i børnehaven er også i gang igen – og til jer der skriver og ikke helt forstår hvorfor jeg skriver børnehave, “for hun er da kun lige blevet 2 år i sommers” kommer her forklaringen:  Hun går selvfølgelig ikke allerede i børnehave, man er nemlig 2 år og 10 måneder når man starter i børnehave i DK og Isolde er nu 2 år og 3 måneder. Men for hende er børnehave hvad det hedder. “Nu starter du snart i storebrors børnehave”, “Nu skal vi ned i børnehaven og hente” osv osv. For hende er det børnehave og derfor er det også sådan vi omtaler det. Men det kunne I jo heller ikke vide <3

Når det er sagt så føler jeg heller ikke at man kan kalde det en vuggestue – hun er nemlig startet på en mellemstue med børn i alderen 2 år- 3 år. Det er helt genialt synes jeg. Der er ingen bittesmå babyer og alle børnene er på nogenlunde samme niveau, det synes jeg er så fedt.

Havde vores institution ikke haft de tre stuer, en for de mindste 0-2 år, en for de mellemste 2-3 ish år og en for de ældste, så havde jeg nok ventet med at sende hende afsted til hun skulle i børnehave, altså droppet vuggestuen helt, hvis hun alligevel skulle have skiftet 6-7 måneder senere. Men sådan er det altså ikke.  Så ja, det er forklaringen : )

Men altså, det hele går godt, indkøring, livet, business. Jeg synes vi løber så stærkt og glæder mig fortsat til at kunne få nogle sammenhængende timer derhjemme hvor jeg kan arbejde målrettet på Nirrimis Det har jeg jo ikke haft endnu. To timer har jeg fået indtil nu og det er på den nærmeste café, hvor jeg også sidder nu.

Jeg har vildt mange følelser for tiden – Så er jeg helt lykkelig den ene dag og den næste er jeg tung og træt og opgivende. Meget af det kan jeg mærke at jeg kan takke Nirrimis for. På de gode dage er jeg helt oppe at ringe, men hvis der så lige er en mindre god dag så panikker jeg helt og tænker straks, at det hele bare var begynder-held. Men helt overordnet er det virkelig gået over al forventning (og keep in mind at jeg er typen der taler mig selv og mine projekter ned). Det startede som et nu-prøver-jeg-lige-det-her-projekt. Og på super kort tid er det bare vokset.

Og nu kan jeg mærke hvor meget det egentlig betyder for mig, hvilket er super skræmmende – også især at skrive ned og ud til jer. For jeg er verdensmester i at bilde mig selv (og måske også andre) ind, at ting ikke betyder noget. Ser I, så er det nemlig meget lettere ikke at blive såret, såfremt det ikke går. Ak ja.. Min søde mand griner af mig, han synes jeg er så sjov og siger at jeg skal slappe af, selvom det er ham der normalt stresser af os to. Jeg tror aldrig at han har set mig sådan her før, men det er jo også første gang at jeg sådan helt ægte har haft min egen business. Det har jeg selvfølgelig også med bloggen, men for mig er det alligevel en helt anden følelse. Det kan slet ikke sammenlignes.

Men ja, det betyder skide meget for mig (nu er det ude), og jeg er evigt taknemmelig for jer der støtter. TAK!

Hvad ellers? Jo, ligesom mange andre, gør jeg mig tanker om, hvordan jeg gerne vil have at mit 2020 ser ud. Det er jo snart for søren! Jeg har pt to ting på listen der står højest:

Business
Self-care

Jeg skriver lidt mere om det snart.

Og så håber jeg at I har en dejlig torsdag x

 

Ægte mandag

SÅ skal jeg da lige love for at det er blevet mandag. Vi vågnede klokken 07.00 til regnvejr og et styks feberramt og helt ulykkeligt barn. Saxo var syg i sidste uge, nu er det så Isoldes tur, selvfølgelig.
Så børnehave og indkøring må vente. Har helt ondt af min mand, der jo kom hjem fra solskin, vino og drengetur i San Fran i går, noget af en omvæltning, haha. Men okay, jeg ved, at han, familiemennesket #1, ikke ville have været et sekund længere væk fra børnene. Og vi to har da også krammet og krammet og krammet siden han returnerede. Helt fjollet. Et eller andet gør det, at være væk fra hinanden, få lov at savne. Det er nok meget sundt en gang i mellem.

SÅ men altså: I dag er jeg igen igen taknemmelig for to jobs uden faste mødetider eller pressede deadlines. C er lidt mere hængt op end mig, det er klart, men vi talte netop i morges om, hvor rart det er, at vi ikke skal diskutere hvem der nu skal blive hjemme med børnene. Havde jeg haft et “rigtigt job” havde jeg højest sandsynlig været temmelig presset nu. Med sygdom hos den ene i sidste uge, og sygdom til den anden i denne uge. Pyyh, jeg får helt stress ved tanken. Jeg vil aldrig derhen, ikke mens de er små. Nope, nix – kommer ikke til at ske

I dag bliver altså en rolig dag. Jeg skal passe og pleje Isolde. Hun har fundet fidusen med at se film på Min Bio. Mest Alfons Åberg. Det er helt genialt og gør det altså lidt nemmere at være syg.

Jeg skal sende de ordrer der tikkede ind på Nirrimis i går, Tænk, der kom en fra Canada. Er det ikke skægt?

Og så skal jeg drikke en hulens masse te. For jo, jeg fornemmer også sygdommen i kroppen. Det kunne jo ikke være anderledes.

I øvrigt så har jeg den vildeste trang til at tage væk for tiden, kender I det? Simpelthen bare smutte fra det hele sammen med familien. Jeg elsker vores hverdag utrolig højt og ville ikke ønske den anderledes, så det er ikke dét. Jeg tror bare jeg savner at se noget andet end de samme gader på Frederiksberg, mærke mig selv, udvide horisonten lidt. Vi har rejst én gang i år og én gang sidste år. Begge gange til den samme ø.
Jeg savner at se noget andet nu. Og leder konstant efter familier at lade mig inspirere af. Familier der har gjort noget anderledes. Hoppet på et fly til en øde ø, kørt Europa rundt i en gammel bil, bare et eller andet anderledes..

I virkeligheden er en rejse slet ikke på bedding lige nu, fordi fokus kommer til at være på børnehave-opstart og min egen lille business i den kommende tid. Men vi drømmer om en forårstur. Måske faktisk til San Francisco. For ud over at C har en god ven der, så har den ven også en fantastisk kæreste og to skønne unger. Så en familietur derned kunne lige så vel være en mulighed. Til foråret. Nu må vi se.

Med ønsket om dejlig mandag til jer! x

Dårlig samvittighed, mig-tid!

Reklame for Matas 

Shiiiit venner! Jeg har set så meget frem til denne dag. Søndagen hvor jeg ikke er ene voksen i huset længere, efter en lang uge, og faktisk også 3 dage i sidste uge, hvor jeg har været alene med børnene, fordi C har været udenlands. Først med arbejdet og dernæst en drengetur til San Fraaaaan, hvor hans gode ven bor. Slet ikke misundelig, nej nej ; )

Jeg ved godt at der seje mødre derude, der er vant til at deres mænd er meget væk. Det er jeg ikke, så jeg kan slet ikke klage og jeg synes også det har været nogle rigtig fine dage. Men jeg må indrømme at i går lørdag, den var lige lidt tough at komme igennem og der glædede jeg mig altså for alvor til at være to voksne i huset igen. Det er bare bedst.

^^^ Dejligste og velduftende fod-badesalt!

Så men alt godt!

Jeg startede lige dagen i børnehaven – arbejdssøndag og den stod på rengøring af hele huset. Bare helt kanon.. Ej, jeg elsker faktisk forældreinvolveringen, ville ikke have det anderledes og synes egentlig altid, at det er  rigtig fedt når man kommer derhen og i gang. Det er hyggeligt og socialt og rart at få snakket med de andre forældre. Men altså, nu er jeg til gengæld også helt smadret..

Det er eftermiddag og inden vi skal spise middag med hele familien inde ved siden af, så har jeg meldt mig ud for et par timer. “Casper, du tager børnene og så går jeg på badeværelset”. Så det gjorde jeg. Jeg tog et langt varmt bad, mens jeg lyttede til god musik, brugte mine yndlings-produkter fra My Moments, knipsede et par billeder, følte mig helt skøn og lækker og ZEN.

Og nu sidder jeg så her i sengen og skriver.

Honestly, så er det så vigtigt for mig sommetider at sige “SÅ, nu tager jeg lige et par timer for mig selv, mens du tager børnene”. Jeg er rigtig dårlig til det. Jeg vil så gerne være med, hele tiden. Og får lynhurtig dårlig samvittighed over at prioritere mig selv. Det er så åndssvagt! Kender I det?

Faktisk bare nu, der kan jeg mærke, at jeg synes det er sådan lidt forbudt, at tage tiden her, for vi burde jo være samlet. Men jeg trængte til det, og lige om lidt går det løs med middag og hygge, hvor jeg så igen kan være fuldt til stede.

Jeg har jo teamet op med Matas og for tiden bruger jeg altså udelukkende deres produkter fra serien My Moments. Jeg skrev også om dem her, hvor jeg fortalte det her med, at jeg virkelig er glad for at holde det helt simpelt når det kommer til produkter. Jeg duer ikke til 100 forskellige, vil bare have gode produkter, der gør hvad de skal. Og så er det helt perfekt for mig.
Og det synes jeg oprigtigt at My Moments gør. Og så er det et pænt design oveni hatten, helt perfekte til at have stående på badeværelset eller som en god gave til en veninde.

Deres Relaxing Bodycare serie er heeelt vildt lækker og alle deres produkter er i øvrigt produceret i Danmark. De indeholder ingredienser med dokumenteret effekt, har et højt økologisk og naturligt indhold og ingen kritiske indholdsstoffer. Og så er priserne nogle man kan være med på. De ligger fra 69.95-199 DKK.
Jep, og de er i butikkerne nu.

Håber jeres søndag har været dejlig, de damer <3

 

Pakket uge

Klokken er 10.20 og jeg har netop sat mig til rette nede på Grød på Falkoner Allé. Mit ældste barn er hjemme med mormor, han er syg med høj feber, lille, store skat : ( Min yngste har jeg netop vinket farvel til nede i børnehaven.
Vi startede indkøring i fredags og det går bare godt altså, men gør det ikke altid det, de første dage hvor man stadig er der, der hvor det endnu ikke er helt så seriøst ? ; )
Hun falder så fint ind med de andre børn, henvender sig til pædagogerne, leger og leger – alt det hun ‘skal’.
I går og i forgårs spiste hun frokost dernede, mens jeg sad i køkkenet. Og i dag er jeg smuttet i halvanden times tid for første gang. Jeg henter hende igen når de er færdige med frokosten. Og så er det hjem og afløse mormor, der selv skal på job.

Det er en crazy uge det her. Sygdom, indkøring, arbejdsdag i børnehaven, farvelmiddag for veninde.
Og så er det også ugen for åbent hus på diverse friskoler. I tirsdags var Sax og jeg til en såkaldt optagelsessamtale på en af dem vi håber på. Angstprovokerende much, meeeen vi nailede den, synes jeg. Så nu må vi se.

Så er der Nirrimis (reklame for egen virksomhed, I guess) der sender mig på posthuset, eller GLS-biksen for at være præcis, hver eneste dag lige pt. Det er ikke fordi jeg siger at det bare er en forretning der kører på skinner, overhovedet ikke. Det er jo også helt nyt, men der er tydeligvis noget potentiale, og det vil jeg gerne gribe. Det ér min drøm, ikke nødvendigvis Nirrimis for altid, men det at udfase kampagner, hvilket allerede er sket ret meget, hvis nogen skulle have lagt mærke til det, arbejde med noget der ikke har MIG og min familie som omdrejningspunkt. Det er en kæmpe drøm. Så jeg klager ikke, det er jo lige præcis som det skal være.

Og oveni dette har min bedre halvdel været på verdens mest fortjente ferie med drengene, på den anden side af kloden (billeder af blå himmel og palmer og vin til frokost er hvad jeg har modtaget i disse dage, grr). Jeg under ham SÅ meget den tur. Men selvfølgelig løber jeg så også dobbelt så stærkt, det giver sig selv.

Det er også lige præcis nu jeg bliver ekstra opmærksom på og taknemmelig for vores lille landsby i byen. Min far der bager croissanter med ungerne, mens jeg render ned med de ordrer jeg skal have sendt.
Og i øvrigt også min far der puttede begge børn i tirsdags, så jeg kunne få sagt god rejse til min veninde.
Min søster i går og mor i dag, der hygger om Sax om formiddagen, så indkøringen ikke behøver sættes på pause.
Og Olde der kommer med mad og overskud i morgen til fredagshygge og VMD – som mine børn åbenbart eeeelsker, jeg selv not so much, som i overhovedet ikke! Haha..
Ja og det er så også i disse dage at eventuelle tanker omkring at forlade byen, der i ny og næ popper op, bliver fuldstændig pist væk. Det er simpelthen for skørt at flytte fra dem der virkelig betyder noget..

Jo jo, så ugen er pakket, jeg er sikker på at det er hverdagskost for rigtig mange. For os er det meget, men sådan er vi jo alle så forskellige i temperament.

Jeg elsker det rolige, tiden, nærværet. Jeg gør mig så mange tanker for tiden. Om hvordan samfundet er skruet sammen (og nej, det er jo ikke noget nyt, at jeg tænker på det, men for tiden bare ekstra meget). Om hvordan man kun er ‘noget’ hvis man realiserer sig selv. Og mindre hvis man sætter tid først. All that jazz…..

Jeg føler ikke vi endnu har fundet ‘opskriften” på det gode liv for os. Men jeg synes vi har gjort det godt so far. Med plads til masser af forbedring..

Måske er det lidt ekstra travlt disse dage, men humøret er stadig højt her og jeg håber også at jeres uge er rar, hvad end I foretager jer <3

 

Sidste officielle hjemmedag

I dag har været den sidste officielle hjemmedag for Isolde og for jeg. I morgen fredag starter hun i børnehave.

Dagen startede med at vi afleverede Saxo dernede og at Isolde spurgte mig, med tårer i øjenene (jo, den er altså god nok), om hun ikke nok bare måtte blive og lege, da jeg sagde at vi skulle gå. Så var vi ligesom igang.

Ja og sådan har det faktisk været den sidste måneds tid. Bevares det er hurtigt glemt når vi cykler videre og tager på legeplads og hun ved jo stadig ikke hvad det for alvor indbærer at gå i institution, men det at hun gerne vil blive, det er sgu da et fedt udgangspunkt for institutionsstart. Nu det skal være.

Der er så mange der både omsorgsfuldt og nysgerrigt har spurgt og spørger ind til mig: “Er du klar” “Nå hvordan har mor det så med det”? “Bliver det ikke helt tomt derhjemme nu”?

Og det kommer fra et godt sted, det ved jeg, men jeg har også fornemmet en vis forventning om, at jeg har det svært med det, at det bliver hårdt at give slip på min lille skat, nu vi har gået hjemme det længere osv. osv.

Der er stadigvæk denne her tendens til at man bliver forventet at være en overbeskyttende mor, en mor der ikke kan give slip, hvis ikke man sender sit barn i institution når det er 10 måneder gammel. Ligesom dengang at en, rent faktisk udannet i børn, spurgte mig: “Er det for hendes skyld eller for mors skyld”? Pakket ind med et glimt i øjet og et skævt smil, men alligevel så tydeligt fuld af fordomme om, at denne her udskydelse af institution var for mors skyld.

Pyha. Og jeg kan næsten ikke.. Jeg bliver SÅ træt og håber simpelthen så meget på at vi en dag rykker os videre herfra..

Jeg glæder mig helt vildt meget til at Isolde skal starte og jeg har det så godt med det. Det har jeg fordi jeg vitterligt føler at hun er så klar som man kan blive. Hun snakker om den børnehave på daglig basis. Giver udtryk for at hun ikke vil med hjem, at hun vil blive og lege. Hun snakker om de andre børn, nævner deres navne, leger at hun vinker til mig og siger “heeej heeej, mor” og vi taler om, at bliver hun ked af det kan Maiken trøste, hvortil hun siger: “Neeej, jeg er bare glad”.

Jeg føler ikke at timingen kunne være bedre lige præcis nu, og jeg er så klar. Jeg glædes over den lange tid vi har haft sammen og glædes over at hun forhåbentlig vil glædes over at have en hverdag – stadig sammen med os, med mig, men altså også i børnehaven, med små venner og nye udfordringer.

Hvis ikke den såkaldte indkøring kommer til at forløbe nogenlunde smertefrit, som jeg (måske naivt) forventer, så er det meget muligt at jeg trækker i land og fortyder det hele. Men for nu vil jeg glæde mig og se frem mod dette nye kapitel med et stort smil.

Ønsk os held og lykke <3