Påskestatus fra sommerhuset

Alt ånder fred og ro i det lille sommerhus. Klokken er 21, ungerne dejset om for længst (frisk luft og natur, du gør noget ret fantastisk lige der), pejsen varmer, fødderne er oppe og ved siden af mig står en skål med chokolader -hvem har brug for mere? Vi er først nu rykket indendørs, efter at have været ude non-stop siden i morges. Ungerne har tonset rundt i haven med morfar, vi har spist påskefrokost, nogen (ikke mig) har fået løbet, vi har gået små ture, været på stranden og spist store is og jeg havde faktisk helt glemt hvor vidunderligt det er at spise sin mad fra en grill udenfor. Wauw. Jo, denne påske kan i den grad noget og jeg under simpelthen alle danskere det her fantastiske påskevejr. Jeg synes faktisk vi fortjener det. Lad det endelig bare fortsætte.

 

Det slog mig lige at i morgen er min fødselsdag. 31 år (!) fuck det lyder altså lidt gammelt synes jeg? Jeg mødte C da jeg var 21. Nå men så gik der lige et årti, a hvad? Ej det er så vildt at tænke på. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde faktisk. Men taknemmelig det er jeg dog. For livet og kærligheden.

Men tilbage til min fødselsdag. Jeg har aldrig gået sådan helt vildt op i at skulle fejre mig. Og i år har der været meget om mine ører her op til, så jeg har simpelthen ikke nået at planlægge noget som helst. Ej heller en fødselsdagsfest. Så det bliver forhåbentlig bare en stille og rolig dag her i sommerhuset i morgen, måske en tur på stranden igen, inden vi kører retur mod Frederiksberg, hvor jeg tænker vi tager noget sushi takeout i gården. Et eller andet. Lyder det ikke også helt ok? Det synes jeg.

Jeg håber I nyder ❤️

Børn gør det vi gør

Annonce for Oral-B

Glædelig påske i stuerne, jeg håber I nyder ferien lige så meget som os. Jeg har teamet op med Oral B og det er der kommet et lille skriv ud af : )

At børn spejler sig i deres primære omsorgspersoner og gør det vi gør – og altså ikke nødvendigvis hvad vi siger de skal gøre, giver for mig så god mening, og det er noget jeg altid har i mente i forhold til måden vi herhjemme “opdrager” vores børn. Så vidt det er muligt prøver jeg, at være det gode eksempel selv snarere end at fokusere så meget på alt det jeg vil have at børnene skal gøre. Et meget konkret lille eksempel er, at jeg ikke beder dem om at sige tak for mad – i stedet siger jeg det bare selv hver aften, og håber på at de med tiden vil gøre det samme.

Jeg er jo på ingen måde ekspert og prøver mig også bare frem, ligesom alle andre, med med dette er jeg ret sikker i min sag – det virker efter hensigten, er min klare oplevelse  – i det mindste herhjemme.
Jeg synes at jeg har nogle helt almindelige dejlige og høflige børn, der udviser stor empati for folk omkring dem og ingen af dem er blevet opdraget på gammeldags manér. Der bliver ikke råbt, ikke skældt ud og i langt de fleste situationer har børnene lige så meget at skulle have sagt som os voksne. Selvfølgelig har vi det sidste ord, men ja, der bliver helt bestemt lyttet til alle herhjemme, uanset alder.

En af de ting hvor vi voksne bestemmer suverænt er dog ved tandbørstning, det er klart. Vi kan jo ikke have at der kommer huller i de små tænder. Heldigvis har vi aldrig haft de store problemer med at børste deres tænder, det er egentlig altid gået nogenlunde smooth. Isolde på halvandet år er dog stadig ikke helt vild fan af børstningen, men her hjælper det klart at storebror samtidig får børstet sine bisser. Hun er hans største fan. Og har vi en aften, hvor der ikke er mere af give af, fordi det er blevet for sent og børnene er for overgearede, har vi også en lille hjælpende hånd i form af en vildt smart app, Disney Magic Timer (hent den på app-store) som gør det der skal til for at vi kan få lov at børste det der kræves. Den er altså guld værd, gør tandbørstningen det sjovere for dem begge og gør det lettere for os at overholde de 2 minutters tandbørstning der anbefales.

En ting der også klart har medvirket til en sjovere og nemmere børsterutine er vores nye elektriske tandbørster. Børnene har hver fået en Oral-B børnetandbørste, en Frozen og en Star Wars + matchende tandpasta og jeg kan love jer for, at det har vagt begejstring hos dem begge. Børsterne har små hoveder og er bløde, så de passer perfekt til de små munde og tænder.

Og mor her er også glad, for vi ved jo godt at en elektrisk tandbørste eftersigende skulle være meget mere effektiv og sund for tænder og tandkød, i forhold til en almindelig manuel. Min sørger endda for at jeg husker at børste alle tænderne og ikke børster for hårdt. Og så er den pæn! Rose Gold, hallo <3

Bruger I elektriske tandbørster hos jer?

 




På det seneste

Har C og jeg været en smuttur i Sverige sammen, uden børn. Luksus

Bliver vi igen og igen og igen bekræftet i at det her med at have bedsteforældre til nabo er den bedste beslutning vi nogensinde har taget, og i øjeblikket er det ekstra belejligt. Jeg skriver det her fordi I stadig er mange der spørger om det fortsat fungerer. Familier er forskellige men jeg kan kun sige go.

Har jeg fundet ud af (ja ja jeg er lidt sent på den) at der findes en app der hedder Jodel og en gruppe der hedder bloggergossip. Måtte selvfølgelig lige ind og lure med. Og jeg indrømmer – det var faktisk helt underholdende, altså lige indtil det handlede om mig selv og min familie. Så var det pludselig overhovedet ikke fedt længere. Jeg vil gerne opfordre ALLE der skriver tråde og kommentarer derinde til at huske på at bloggere også er mennesker med følelser.

(Edit: det jeg synes var underholdende var nogle af de her helt stereotype ting som bloggere, inkl. jeg selv gør, som bliver italesat. Det kan jeg se det morsomme i. Men det er ikke underholdende at læse lede ting. Ikke om mig selv, men bestemt heller ikke om andre, uanset om jeg kender dem eller ej)

Er appen nu slettet igen for mit vedkommende, og det var den eneste rigtige beslutning, men for mig har det her klart sat tanker igang. Jeg kan egentlig godt håndtere folks lede kommentarer om mig. Men snart har jeg en skoledreng og når han begynder at læse, skal han så kunne finde tråde, hvor hans mor evt. er omtalt negativt – eller endnu værre ham selv? Det kan jeg ikke lade ske og derfor har hele det her Jodel som sagt sat seriøse tanker igang hos mig.

Er jeg begyndt at gå helt uden mascara. Og sikke dejligt befriende det er. Nævnte det på story og nævnte så også, at jeg synes jeg godt nok ser noget træt ud. Mange foreslog lash lift med farve af vipper og tak for det. Jeg vidste slet ikke der var noget der hed lash lift, men det skal klart prøves og jeg har booket tid om et par uger.

Apropos at se træt ud, har jeg altså tænkt mig at blive blond blond igen. Leverpostejhår og ingen mascara gør ikke noget synderligt godt, hehe.

Klapper jeg i hænderne over veganske pølser fra Anamma som jeg lige har kørt et IG samarbejde med. Sidste sommer var det et projekt for mig at finde mad til grillen, men nu kan jeg købe dem lige nede i Føtex og hurra for det.

Nu har naboen lavet aftensmad til mig, så jeg er den der er smuttet ❤

En forvirret lille en

Et godt mix af bl.a ægte lækkert forårsvejr og dermed lysten til at være ude hele tiden, at have været græsenke, fordi min mand har drukket vin i Paris (slet ikke misundelig nej nej) og et kæmpe behov for bare at stene, efter ungerne er puttet om aftenen, har holdt mig fra tasterne på det seneste. Men nu passede det lige med alting og derfor et lille hej fra mig.

Alt er godt i øjeblikket. Jeg er glad og helt vildt forårskåd, gud hvor er det tiltrængt, men jeg kæmper altså stadig lidt med at finde ro i, at jeg ikke ved hvad fremtiden bringer (det ved man selvfølgelig aldrig I know) – og nok mest af alt, at jeg ikke ved hvad jeg ønsker den skal bringe. Jeg har enormt svært ved at mærke mig selv for tiden. Hvad ønsker jeg, for familielivet, arbejde, for mig selv. Den ene dag vil jeg det ene, den næste dag noget helt andet. Det er virkelig skørt og underligt at have det sådan her og jeg husker ikke at jeg nogensinde har været så forvirret, som jeg føler mig netop nu.
Jeg talte med en god veninde om det i sidste uge og hun har det på fuldstændig samme måde, hvilket var befriende at høre. Vi blev enige om, at det sikkert er ganske normalt, her hvor vi er lige nu i livet. Gennem tyverne kørte det bare og der var ligesom hele tiden en plan: Starte på uddannelse, gøre uddannelse færdig, få et barn, et arbejde, giftes, få et barn mere. Bum og nu er vi her, 30 år gamle og har i princippet opnået mange af de “obligatoriske ting”. Og var det så bare dét? Min veninde har fået et ægte voksenjob, som hun i princippet kan have resten af hendes liv. Nu har man kæmpet for det, anstrengelserne på uddannelsen har båret frugt. Men er det så overhovedet det man vil?

Ja ja, alle de tanker. Mon ikke vi finder ud af det hele før eller siden? Jeg tror det. Men ja, for tiden øver jeg mig altså ekstra meget på at være i nuet, at være taknemmelig for det jeg har og på at lade tankerne være. Hvad med jer? Kan I relatere?

Nu vil jeg lukke computeren i. Jeg er helt og aldeles træt efter en virkelig dejlig lørdag, hvor vi har været udendørs fra morgen til aften. I morgen tror jeg at turen går ud til noget hav <3
 

 

Kropspositivisme, Lotte Arndal og en gladere mig

Det er absolut ingen hemmelighed at jeg har skulle bruge både måneder og år på at finde tilbage til min ‘egen krop’ efter begge mine graviditeter. Og ja, jeg ved det da godt -min krop har hele tiden været min, både før, under og efter jeg har båret mine børn og den er i øvrigt helt fantastisk, i alle størrelser, min seje krop.

Hurra for al den krops-positivisme der er at finde alle steder i øjeblikket. Det er virkelig fantastisk at der bliver sat så meget fokus på mor-kroppen og jeg tror det er med til at gøre det lettere for rigtig mange kvinder, at holde af sin ‘nye krop’ med hvad der dertil måtte høre af ekstra kilo på sidebenene, en blødere mave, strækmærker og bryster der højest sandsynligt er blevet lidt, hvis ikke meget, saggy.

Jeg vil dog stadig gerne slå et slag for, at det faktisk også er ok, ikke at føle sig super tilpas i sit hylster efter graviditet (eller når som helst). Så længe man har et realistisk billede af hvad der ‘er galt’ og så længe man ser på sin krop med omsorgsfulde øjne. Giver det mening?

Nej, du kan selvfølgelig ikke forvente at du stadig ligner dig selv fra dengang du var 18 år og trænede i fitness flere gange om ugen. Nogle kvinder kan sikkert få et vaskebræt, men det er vel?! de færreste sådan et kommer let til, efter børn og delte mavemuskler og hvad ved jeg. Og ja, strækmærker er der ikke så meget andet for end at embrace, et evigt minde om det du og din seje krop har præsteret. Groet et freaking menneske. Fucking sejt jo.

Men men. Jeg synes altså også det er helt ok, gerne at ville ændre på ting og jeg kan godt mærke at det for mig, i disse tider nærmest føles helt fy fy at sige. Er der nogen der kan genkende det?

Jeg har det sådan her: Thumbs up big time til alle, der er med til at sprede krops-positivisme og til dem der bare owner deres smækre kroppe uanset hvor mange børn født eller flødeboller indtaget.

Men også kæmpe thumbs up til alle der ender med at få lavet bryster, får korrigeret deres kejsersnitsar eller dem som tager kampen op mod strækmærkerne på en skønhedsklinik.

Og thumbs up til dem der må indse, at de ekstra kilo der sneg sig på under graviditeten ikke gør en glad. Måske betyder de at man føler sig begrænset i alt lige fra tøjvalg til intimitet, til glæden ved en snarlig sommer hvor man igen skal hoppe i bikinien.
Thumbs up til alle der gør noget ved dét de ikke er tilfredse med også, mødre eller ej.

Beklager min lange intro her, men jeg følte den skulle med. Det jeg egentlig gerne vil fortælle jer er at jeg de sidste 12 uger har været på et helt vildt godt online forløb hos dejlige Lotte Arndal, Kost og livsstil hedder det. Forløbet er en gave til mig, derfor: Reklame:

Mit eget helt personlige mål var at tabe de sølle 3-4 kilo, der lige akkurat gjorde, at alt mit mit tøj strammede på en virkelig irriterende måde og min egen selvtillid haltede lidt bagefter, når jeg stod foran spejlet. Mit mål var også at blive lidt stærkere og sidst men ikke mindst at blive bedre til at tænke over, hvad det var jeg proppede i munden.

Jeg har et dejligt og yderst afslappet forhold til mad. Måske lidt for afslappet? ; ) Jeg spiser sundt og varieret det meste af tiden synes jeg. Men jeg har en hang til sukker. Særligt chokolade. Og snacking, åh snacking. Og så er jeg typen, der aldrig siger nej til noget. Aldrig nej til et ekstra stykke kage, aldrig nej til dessert efter middagen – det kunne ikke falde mig ind og slet ikke når alle de andre skal have.
Der er også klart et eller andet socialt aspekt i det for mig. Jeg synes det er død-kedeligt at skulle lade mig begrænse, da det gode liv for mig i høj grad altid har handlet om at spise lækkert. Og jeg har i øvrigt heller aldrig følt, at det gjorde det svært for mig at være glad for min krop. Men det var før børn. Efter børn, eller måske bare med alderen, skete der et eller andet. Og jeg har virkelig skulle lære at min afslappede ja-hat hvad angår mad, kombineret med mit også vældig afslappede forhold til motion (læs: ikke eksisterende), simpelthen ikke kunne gå op, hvis jeg samtidig gerne ville have det godt i min krop.

Men det har vist sig ikke at være så ligetil for mig at få styr på balancen, så Lotte kom på en opgave gav mig en virkelig tiltrængt hjælpende hånd.
Jeg kom som sagt på hendes online forløb, som også indebar at hun fungerede som min personlige coach. I 8 uger skulle jeg HVER DAG sende Lotte billeder af ALT hvad jeg spiste og drak. Dertil skulle jeg sende hende dagens aktivitet, hvor meget jeg havde gået (hun anbefaler 10.000 skridt om dagen), om jeg havde fået trænet (3 x ugentligt) og lavet mine hjemmeøvelser (5 minutter hver dag).

Min oplevelse af forløbet:

Kost:
For mig fungerede Lottes plan for min kost genialt. Man får ikke en decideret kostplan og alt mad er sådan set tilladt, men gennem Lottes online videoer får man tips til hvordan man sammensætter sin mad, hvad der skal begrænses og hvad der skal spises meget af. Derudover er der ikke noget der hedder snacking. Kun 3 måltider om dagen. For mig gav dette vildt god mening, fordi det nok ofte er her jeg kommer til kort. Pludselig har jeg, allerede inden frokosten, indtaget en müslibar, en banan, nogle kiks, en smoothie og sådan fortsætter det måske hele dagen og så mister man hurtigt fornemmelsen for hvor meget man egentlig har indtaget.

Træning:
Jeg var flittig med min blide hjemmetræning, der bl.a bestod af vejrtrækningsøvelser, men måtte indse at det at skulle træne 3x ugentligt ikke var noget jeg kunne få til at hænge sammen med familieliv og hjemmepasning. Er sikker på at nogen vil tænke, at det da bare er et spørgsmål om prioritering, i så fald ville jeg ikke prioritere det, da det ville gå for meget ud over resten af familien.
Det tog mig en måneds tid at være ok med det, og i stedet endte jeg med 1x ugentlig træning.

Jeg nåede op på mine 10.000 skridt hver dag. Jeg sørgede for at få dem flettet ind i min hverdag, og i stedet for at cykle til alt gik jeg.

Jeg trives rigtig godt med forløbet og synes især den daglige kontakt med Lotte var super fedt.
Lotte er hård og lægger ikke skjul på hvad hun mener, men sikke en gave at have sådan en ekspert lige ved hånden. Jeg blev vældig glad for hende og også lidt misundelig. Sikke en powerkvinde og nu endda gravid med nr 4 barn!

Resultat:
Ret hurtigt, allerede i uge 6 mener jeg, fik jeg faktisk smidt de ønskede 4 kilo. Tænk, at det skulle være så simpelt og nemt? Og hvorfor var det at jeg ikke meldte mig til dette forløb langt tidligere?
Kiloene blev smidt uden at jeg på noget tidspunkt følte at jeg manglede noget. Jeg spiste alt det jeg plejer, dog tilsat ekstra mange grøntsager.

Nu:
Ud over at jeg føler mig vældig meget bedre tilpas og at mit tøj ikke længere strammer, så har jeg også lært noget simpelt, men vigtigt: At der er nødt til at være balance i tingene. Jeg kan ikke bare sige JA til mad og nej til motion, nu jeg har en nogenlunde præference for min vægt, for at føle mig tilpas.
Det er jo så simpelt, men jeg synes egentlig først nu at jeg forstår det sådan rigtigt.
Hvis ikke jeg får dyrket motion, hvis jeg i snit går 1500 skridt dag, jamen så kan jeg sgu ikke tillade mig at spise den dessert, heller ikke selvom aaaalle de andre gør det.
Jeg må tage ansvar for mig selv og det har været lidt af en øjenåbner. Og det hele værd.

Næste step, for mig, bliver at finde en motionsform jeg kan se mig selv dyrke på den lange bane. Jeg tror nok jeg skal nå dertil someday, men er også bevidst om, at jeg ikke kan det hele på een gang. Og for nu er det familielivet med to små børn der skal gå op.

I kan finde Lottes online forløb lige her.