photo IMG_3582.png

I de sidste par måneder, hvor du har ligget i min mave har du haft hovedet op og numsen ned. Jeg har kunnet mærke dit lille hoved helt tydeligt i toppen af maven og dine små ben har sparket mod mine ribben. Du lå så godt der og intet tydede på du havde lyst til at vende dig. Derfor havde jeg muligheden for enten af føde dig med numsen først, få kejsersnit eller for at få foretaget et vendingsforsøg. Jeg overvejede alle muligheder grundigt inden jeg til sidst tog beslutningen om et planlagt kejsersnit. Lægerne prøvede at overbevise mig om et vendingsforsøg, men jeg havde sådan en stærk fornemmelse af at du lå som du gjorde af en grund. Det eneste jeg ville var at få dig ud sund og rask.

Det planlagte kejsersnit var sat til at skulle foregå mandag d 13 januar. 9 dage før min termin. Jeg glædede mig sådan, men var samtidig også lidt nervøs over nu at fået en dato. Hvordan skulle jeg kunne sove i dagene op til?!

Dog nåede jeg aldrig at bekymre mig, for natten til tirsdag, d 7 januar, gik mit vand lige pludselig. Samme dag havde jeg været meget aktiv. Jeg havde shoppet de sidste nødvendige ting til dig, været til jordemoder, spist frokost ude og handlet stort ind i Føtex. Om aftenen kunne jeg ikke finde ro. Din far og jeg havde lagt os til rette i sengen, men jeg vendte og drejede mig og følte mig slet ikke tilpas. Klokken blev 02.00 og jeg sov stadig ikke, i stedet gik jeg på toilettet, da jeg følte jeg skulle tisse. På vej derud kunne jeg mærke at noget blev vådt, men tænkte ikke at det var noget. Da jeg havde tisset lagde jeg mig tilbage i sengen og pludselig begyndte det at sive. Det blev ved og ved og sengen blev plaskvåd. Jeg var slet ikke i tvivl om at vandet var gået. Jeg vidste, at har man en baby der ligger på den måde du gjorde, må man ikke rejse sig op efter vandet er gået. Derfor ringede jeg hurtigt til fødegangen og fik besked på at blive liggende i sengen og ikke bevæge mig. Jeg måtte ikke engang tage tøj på. Fødegangen sendte en ambulance ud og imens vi ventede rendte din far (lettere panisk) rundt og prævede at pakke den taske der var så vigtigt for mig at få med. Ambulancen kom inden for 20 min og jeg blev fragtet ned på en båre, og så var det afsted til Hvidovre. Din far kørte i vores egen bil lige bag ambulancen.

 photo saxo1.png

Da vi ankom til Hvidovre, blev vi mødt af en venlig jordemoder, som startede med at lytte til dit hjerte. Du havde det godt og nu kunne vi slappe lidt mere af. Jordemoderen forklarede os at om natten laver de ikke kejsersnit medmindre det er akut, og da du jo havde det fint, kunne vi sagtens vente til det blev morgen. Dette havde jeg det fint med, og glædede mig til at få sovet lidt. Dog blev det ikke til meget søvn, for kort tid efter begyndte mine veer! Dette var bestemt ikke en del af planen, og veerne tog hurtigt til og begyndte at gøre virkelig ondt. Jeg måtte jo stadig ikke rejse mig, så under veerne lå jeg og krampede sammen i sengen. Jeg lavede mine vejrtrækningsøvelser, men intet hjalp. Jordemoderen kom ind to gange i timen for at sikre sig, at jeg ikke åbnede mig for meget og at du hele tiden havde det godt. Din far kyssede mig og aede min hånd.

Endelig blev det morgen og jeg var ved at være godt utålmodig. Jeg havde stærke veer, jeg havde ikke tisset siden vandet gik derhjemme og jeg var sulten og tørstig men havde fået besked på at faste. Og endnu mere, jeg længtes efter at møde dig nu. Jordemoderen fortalte os, at de først var klar til at lave kejsersnit kl 13 og selvom det føltes som hundrede år, var vi lykkelige. Nu var det tæt på.

Da klokken endelig blev 13 blev jeg hentet og kørt op til operationsstuen. Jeg blev taget imod af en narkoselæge, en børnelæge, en jordemoder, en sygeplejerske og nogle andre, hvis funktion jeg ikke kendte. De var alle sammen venlige og smilende og der var en rigtig god stemning på stuen. Jeg fik sat en masse elektroder på min krop og narkoselægen gjorde klar til at lægge min bedøvelse. Jeg synes ikke det gjorde ondt overhovedet. Da mine ben begyndte at summe var det skønt. At slippe for alle de smerter jeg havde haft de sidste 10 timer passede mig så godt. Da de begyndte at skære kunne jeg fornemme det, men ikke mærke smerte. Der gik ikke mere end 3-4 min før du var ude. Du blev lagt direkte op på mit bryst og det var en helt fantastisk følelse. Din far, som havde holdt min hånd under hele forløbet, kyssede skiftevis dig og mig, inden han fik lov at gå med jordemoderen hen for at veje og måle dig. Du vejede 3180 gram og var 51 cm lang. Du skulle hverken suges eller have hjælp til noget. Du kom ud og var helt, helt perfekt. Alle på stuen ønskede os tillykke og fortalte os hvor fin en baby du var. Din far og jeg var så stolte og lykkelige <3
 photo saxo3.png photo saxo2.png

Efterfølgende blev vi kørt til opvågningstuen, hvor vi skulle ligge indtil jeg kunne bevæge mine ben. Det kunne jeg efter en lille time, og så blev vi kørt over på barselshotellet, hvor vi blev to nætter inden vi kunne tage dig med hjem og fortsætte vores liv, som en familie på tre.

Saxo baby, vi elsker dig så højt <3

 photo IMG_3571.png

Hele forløbet fra at vandet gik til vi blev udskrevet fra hospitalet har simpelthen været så positivt. Jeg har følt mig enormt tryg og for mig har kejsersnittet været det helt rigtige. De to døgn vi var på Hvidovre Hospital forløb strygende og alle har været så søde. Vi fik vores egen stue, hvor vi alle tre kunne være, der var et lækkert menukort, hvor vi kunne bestille alt det mad vi havde lyst til og var vi i tvivl om noget var der sygeplejersker til rådighed hele døgnet. Jeg havde ikke turdet håbe på at det ville være så godt.

I øvrigt tusinde tak for alle de fødselsberetninger I har sendt mig. Jeg har ikke fået svaret tilbage, men jeg poster dem løbende her på bloggen over det næste stykke tid <3