Madklubben og søde bloglæsere

24/05/14

Hej venner. Håber I har haft en dejlig lørdag i solen? Vi har. Vi sov til kl 9.30 alle 3, bum. Derefter gik vi en lang tur i det gode vejr, spiste is på Frederiksberg Allé og mødtes med gode venner. Jeg prøvede en sej kjole fra Ganni, men endte dog med at købe denne i stedet. Så flot!
Her til aften fik Saxo lidt lækkert mos, serveret i sengen. Mmm mmm mmm. Alt i alt en skøn dag!

Untitled-2

Igår faldt jeg over dette blogindlæg, som jeg skrev tilbage i september, hvor jeg var gravid i 5 måned. Jeg havde glemt at jeg havde skrevet det, og at læse det igen bragte gode følelser frem. Derfor fik jeg altså lyst til at dele det igen.
Her 8 måneder efter indlægget og snart på 5 måned i mor-rollen, er status at det at få et barn har levet 100% op til mine forventninger. Jeg synes simpelthen det er det fedeste i hele verden og Saxo er det bedste der er hændt os. At vågne op hver morgen og kigge ned på sin stor-smilende baby er bare det største.
Klart, jeg kan få babyfnidder, men når jeg gør sørger jeg for at lave en veninde-date og komme lidt ud af huset uden baby. Og det er skønt. At være uden ham for en stund. Men endnu skønnere at vide at man har en familie at komme hjem til. Det kan anbefales!
Og nu til indlægget:

“Forholdvis hurtigt efter min kæreste og jeg mødte hinanden for snart 4 år siden, begyndte vi at snakke og drømme om den dag vi skulle have børn. Jeg har, særligt de seneste par år, haft et ønske om, at livet skulle handle om noget mere og større end bare mig selv, fester, studie osv. Jeg føler, at min kærlighed er så stor. Min kæreste mærker det jo hver dag, men jeg har længtes efter at dele mere ud af den. Giver det mening?
Det er lidt sjovt, det første folk siger når de ser min mave er ?Hvor gammel er det nu du er?? Og derefter ?Var det planlagt?? Det er selvfølgelig sagt i god mening, men jeg synes det er ret interessant. Jeg ved godt at rigtig mange 25 årige på ingen måde er færdige med, at være sig selv og gå i byen, og måske føler de ikke at de har nået at opleve nok til at ?slå sig ned?. Men sådan har jeg det bare slet ikke. Måske har det noget at gøre med, at jeg har gået i byen siden jeg var 14 år. Jeg har festet så meget, været så vild og har lavet alle mulige crazy ting. Jeg føler på ingen måde, at der er noget jeg ikke har ?nået?, og det er dejligt at have det sådan.

Jeg synes at samfundets idé om hvordan man lever ?rigtigt? er skør. Gør skolen færdig, få en ordentlig uddannelse, en god karriere, bliv gift, slå dig ned, køb et hus ? og så kan man få børn ? og når folk så endelig når dertil, er det måske for sent? Måske finder de ud af at de har svært ved at få børn og skal bruge flere år inden det lykkedes, hvilket jo er virkelig trist.

Når jeg mærker og ser måden min kæreste kigger på mig, holder om mig, aer min mave og snakker til vores kommende barn, gør det mig så lykkelig, at det gør helt ondt. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at jeg ville ønske vi var startet noget før. Også selvom at 25 år idag er en ung alder at få børn i. Mine forældre fik mig da de var 22 og 24 år og det er jeg lykkelig for nu. Lykkelig for at de kommer til at spille så stor en rolle i mine børns liv og ikke mindst lykkelig for, at min elskede farmor på 71, som er friskere end de fleste 40 årige, når at opleve mine børn vokse op. Jeg føler mig så heldig og jeg bliver helt bange for at jinxe det lige nu, men jeg måtte bare skrive det ned.
Livet er noget helt fantastisk og jeg glæder mig til alt det jeg har i vente”

^^^ Hvordan har jeres oplevelse af at få barn/børn mon været? Har det været som I drømte om? Eller har det været hårdere? Jeg var selv kolikbarn og ved fra mine forældre, at det ikke var en leg da jeg kom til verden. Det var hårdt arbejde. Men jeg var vist nok det hele værd ; )

   

5 kommentarer

  • Eyglo Stefansdóttir

    Hvor er det er smukt indlæg 🙂 Jeg blev helt rørt, med tårer i øjnene og det hele!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg syntes, det var det vildeste at blive mor. På den gode måde. Og jeg har virkelig hørt den dér “hvor gammel er du?” mange gange, da jeg havde en 2 måneder gammel søn på min 18-års fødselsdag. Og han blev 4 år i torsdags, og det bliver både hårdere og federe med tiden. Og jeg glæder mig, til han forhåbentligt snart skal være storebror og er glad for, at jeg har så mange unge år at dele med ham. Jeg føler ikke, jeg er gået glip af noget (andet end tømmermænd), men det afhænger jo af, hvilken person man er. Jeg synes sagtens, man kan realisere sig selv og opleve ting med børn på sidelinjen. Og det er virkelig et relevant emne og vigtigt at få rusket lidt op i de fastkørte samfundsindstillinger omkring, hvordan man bør få børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Zenia

    Kære Emilie
    Dette indlæg rammer virkelig på en af mine sentimentale dage 🙂 Jeg bliver helt rørt af dette indlæg og kan på mange punkter genkende mig selv, i det du skriver. Min kæreste og jeg har været sammen i snart 8 år, ægte high school kærester, og vi fik vores første barn her i marts måned. Vi begyndte også tidligt at tale børn, og jeg gjorde det klart, at jeg ikke ville vente, til jeg var 30 år. (Vi er hhv. 25 og 26)
    Og selvom vi har været sammen så længe var det, det helt rigtige tidspunkt at få børn på. Vi har været unge, vi har boet hver for sig med venner, jeg er startet uddannelse og han følger drømmen som selvstændig, vi har flyttet sammen da alt andet simpelthen var for fjollet, og vi har til sidst købt lejlighed sammen. Mangler godt nok ringen på min finger, men ellers går alt hvis som det “skal” 😉
    Efter 9 måneders venten og forventen er vi så blevet et lille perfekt menneske ekstra. Og selvom han kun er 10 uger, føles det som om vi har haft ham for altid. Jeg mener, hvordan har vi kunne være uden?! Jovist, det er hårdt til tider, og nogle dage kunne man både sove hele dagen væk, og smide ungen ud af vinduet. Men når det lille menneske smiler til en, glemmer man alt. Og ens verden kunne ikke være mere perfekt. Jeg ville næsten ønske, at man kunne sætte tiden i stå eller gøre minutterne lidt længere. For det går så stærkt. Hvor er den lille dreng som knap kunne se og som allerhelst ville ligge på sin mors bryst HELE tiden?!
    Nåh, men for at vende tilbage til dit spørgsmål, nu blev det lidt langt, hov 🙂 Så forventede jeg, at det bare ville være så stort. Kan ikke forklare det anderledes. Og nu kan jeg kun sige, efter dette nye liv har joinet os, at starte en familie er det største! (…Og jeg fortryder næsten, at vi ikke var gået i gang noget før) 😉
    BTW jeg er vild med din blog! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie K.

    Godt emne du har taget op. Jeg har ikke selv oplevet det endnu, er halvvejs i graviditeten, og det begynder først rigtig at kunne ses nu. Men jeg er 24 og min kæreste 25. Men jeg er glad for vi gik i gang med projekt baby tidligt for det viste sig vi skulle bruge 1,5 år på det og fik hjælp. Heldigvis lykkedes det i første behandlingsforsøg. Man kan aldrig vide, uanset alder, hvor lang tid det kan tage at opnå en graviditet og jo længere tid man venter jo sværere bliver det. Det synes jeg man skal have med i tankerne.
    Og er helt enig mht. de forventninger om studie, job, hus osv. Jeg er færdig til sommer og min kæreste næste sommer og vi bor stadig i lejlighed hvor der er fin plads til den lille det første stykke tid. Så det hele skal da nok gå, og vi har masser af kærlighed til den lille dreng som gemmer sig i maven.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Du er bare den skønneste. Simpelthen.
    camillakolby.blogspot.dk

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Madklubben og søde bloglæsere