En god dag

Mallorca og at rejse med et barn på halvandet

P8010435
Unxxtitled-1

Hermed lidt billedespam og  tanker om vores første rigtige udenlandske ferie sammen som en familie på tre.

At rejse med en lille fyr på halvandet er først og fremmest skønt, berigende og livsbekræftende. At opleve verden gennem hans øjne er noget helt, helt andet end vi førhen har været vant til. Der var fokus på de små ting. Han studerede sandet på stranden mellem sine hænder, alle hunde og katte skulle klappes og det kunne snildt tage 15 minutter at gå til stranden, selvom den lå 100 meter fra hvor vi boede. Jeg synes det var meget specielt og virkelig dejligt at “få lov til”, som en familie, at være så intenst sammen i 17 dage.

Det var en helt igennem skøn ferie, hvor vi virkelig fik hygget og slappet af. Men det var ikke afslapning, som dengang vi bare var to og ferien var også krævende. Som forældre var vi virkelig PÅ og de sidste dage inden vi rejste hjem, var vi mættede. Vi var som sagt afsted i 17 dage, men 12 eller 14 dage kunne altså også have gjort det for os.

Selvom sommeren nu går på hæld, vil jeg alligevel prøve at fortælle hvad der virkede for os på vores rejse, med et barn på halvandet :  ) Så here goes:
P8150964 P8010481 P8150971
P8030588 P1010817P8010375 P8020524 P1010836 P8050638 P8030577 P8020530 P8140880 P8010238 P8050722 Untitled-1 P8010410
Untitled-1P8010465
Untitlelld-1
P8050665 P8050727 P8010280

Til flyveturen:

Vores paraplyklapvogn var HELT genial at have med på ferien. Det startede allerede i lufthavnen, hvor vi fik lov at tage den helt med ud til gaten. Virkelig nemt og lige til.
Vi brugte klapvognen under hele ferien og Saxo sov alle middagslure i den. Husk en paraply til at skærme for solen, den kan ikke undværes.

Da vi rejste derned fløj vi klokken 16, mens Saxo var frisk og veloplagt. Halvdelen af flyet var tomt, hvilket vi var rigtig glade for, da der derfor var plads til at Saxo kunne lege på de tomme sæder mens vi var i luften. Vi havde ellers pakket nyt legetøj og downloadet film på Viaplay. Men ærligt, så gad han ikke rigtig noget af det. Det var meget mere spændende, at rende rundt og charme de andre rejsende. Det var fint, men jeg var glad for at turen ikke varede længere end den gjorde, pyyh ; )

På vej hjem fløj vi klokken 11.30, lige til middagsluren. Saxo faldt i søvn på mig da flyet lettede og jeg måtte vække ham, da vi igen var på dansk jord. Han sov altså hele vejen og det fungerede perfekt, bortset fra at jeg sad virkelig dårligt, haha. Næste gang skal Saxo helt klart have sit eget sæde, og jeg vil altid anbefale, at man lige betaler det ekstra, så man har det mere plads.

I kufferten:

Tøj:
Man pakker altid for meget, ikke?
Det gjaldt også for os denne gang. Når man bor i beskedne Danmark, glemmer man nogle gange hvor varmt der rent faktisk kan være sydpå. Mallorca var ekstremt varmt og det eneste man havde lyst til at have på, var en meget tynd og let kjole, også om aftenen. Jeg havde taget stort set hele Saxo’s garderobe med, fordi jeg tænkte at jeg ikke gad mangle noget dernede. Det var også fint nok, men jeg fik hverken brugt natdragter, sokker (!) eller langærmede bluser. Det eneste han rendte rundt i var t’shirts og shorts. Set i bakspejlet ville jeg ønske at vi havde taget nogle lette skjorter med til ham. Vi havde tilmed en vaskemaskine, så det var virkelig begrænset hvor meget vi havde behøvet.

Til stranden:
En UV dragt til beskyttelse mod solen var helt uundværlig og Saxo brugte sin hver dag. Vi havde denne fra Petit Crabe/Little Columbine.

Hammam håndklæder. Med et barn har man altid 1000 ting med når man skal ud, derfor er det rart med noget der ikke fylder eller er for tungt. Vi droppede de store klassiske frottéhåndklæder til stranden og tog i stedet 3 hammam håndklæder med. De fyldte næsten intet og var helt perfekte.

Medicin: 
Saxo havde en enkelt dag på ferien, hvor han pludselig fik 40 i feber og der var vi glade for, at vi hjemmefra havde taget termometer + børnepanodil med, selvom det sikkert også let kunne findes på Mallorcas apoteker.

Mad:
Saxo elsker sin havregrød og vi havde derfor taget en pakke havegryn med. Just in case, det var svært at opdrive i Spanien. Vi ankom til lejligheden ret sent, og der var det perfekt at kunne give Saxo en skål havregrød inden han skulle sove.

Hotel eller Airbnb? 

Mallorca er helt igennem skønt og tilmed virkelig børnevenligt – noget som var vigtigt for os. Alle restauranter har højstole og børnemenuer, og der ligger legepladser på hvert et gadehjørne. Det gør, at man som børnefamilie føler sig meget velkommen.

Inden vi bestilte rejsen snakkede vi virkelig meget om, om det nu ville være fedest at bo privat i en lejlighed/hus eller om vi skulle gå imod alt vi står for og bestille et hotelophold på et børnevenligt hotel, sammen med resten af DK, Tyskland og England  ; )

Vi endte med at booke to lejligheder i hver sin ende af øen, gennem Airbnb. Det første sted vi boede hed Porto Cristo og var et dejligt lille sted, med en helt fantastisk strand. Byen var dog ret kedelig og Porto Cristo er ikke et sted, vi vil tage til igen.
Lejligheden var meget autentisk og der var ingen aircondition, hvilket sgu blev lidt pres i længden. Men vi klarede den fint trods temperaturer på 37 grader og vi havde nogle helt fantastiske dage der.

Lejlighed nr 2 lå i Portals Nous/Bendinat og var fantastisk. Både lejligheden og området. Det var et ret eksklusivt område, uden hoteller og der var derfor næsten ingen turister, hvilket virkelig passede os godt. Derudover lå der rigtig mange dejlige områder i køreafstand (ca 20-30 min) fra byen. Vi lejede bil (hvilket virkelig kan anbefales) og her besøgte vi Soller, Palma og Valldemossa. Næste gang vi skal en tur til Mallorca bliver det helt klart Portals Nous/Bendinat vi vil gå efter igen. Der var skønt.

Jeg er glad for at vi valgte at bo privat, fordi det bare er en anden oplevelse end hotel og fordi det giver mulighed for f.eks selv at kunne lave mad. Vi valgte bevidst lejligheder, hvor der var opvaskemaskine, vaskemaskine og mikroovn og ingen af delene kunne vi have undværet. Aircondition på hele ferien er et must næste gang.

Strand eller pool?

Begge lejligheder lå ca 100 meter fra stranden, men kun lejligheden i Portals Nous havde en pool. Jeg troede, at Saxo ville være gladest for poolen, men det viste sig, at det var stranden der var det helt store hit. I poolen var han begrænset til den lille børnepool, som han ikke rigtig gad. Han ville ud på det dybe hele tiden og aller helst ville han løbe rundt på det glatte gulv omkring poolen, hvilket mor her, selvfølgelig ikke brød sig om. På stranden var han fri. Han legede så godt i vandkanten og det var virkelig et “helle” for os. Selvfølgelig havde vi øjenene på ham konstant, men vi kunne alle slappe af og han hyggede sig virkelig. De første 10 dage, var vi på stranden hver dag, og flere dage sov han middagslur i sin klapvogn under parasol på stranden. Det spillede : )

Rytme og sovetider:

Helt naturligt blev Saxos rytme skubbet et par timer frem og han gik i seng ved 22 tiden og vågnede ved 9 tiden. Det var helt perfekt for os. Jo, det havde da været rart med lidt mere voksentid om aftenen, men at vågne klokken 9 hver morgen frisk og veloplagt, var langt vigtigere for os. Vi gjorde i øvrigt det, at vi typisk spiste stor frokost på restaurant og lavede let tapas hjemme om aftenen. Vi gad ikke rigtig ræset med at skulle putte i klapvogn ude om aftenen, for derefter at bære et sovende barn (som stensikkert ville vågne) op i seng senere. Saxo blev altså puttet hjemme alle aftener og det tror jeg var trygt og rart for ham.
Til middagslur sov han i klapvognen, enten på stranden eller i skyggen under et træ.

Et lille tip

Vi havde inviteret min farmor til at komme og være sammen med os den sidste uge. Det var SÅ rart. Rart at være tre om Saxo og bare generelt rart og virkelig hyggeligt med lidt ekstra selskab. Næste år kunne vi godt finde på at rejse sammen med et vennepar med børn eller sammen med flere fra min familie.

Det var ren lykke, da vi for en uge siden ramte Vesterbro igen. Vi havde alle tre savnet lejligheden og især Saxo var helt ekstatisk. Jeg tror virkelig at han havde savnet det trygge og vante. Vi kom hjem søndag og allerede mandag røg han i vuggestue. Jeg havde måske forventet, at han lige skulle vænne sig til det, måske endda, at han ville blive lidt ked af det, men da jeg gik, storsmilede han mens han vinkede og sagde “hej heeeeej”. Han er virkelig glad for den vuggestue og det gør mig SÅ glad.

Det var vist det for nu. Allerede om 4 måneder går turen til Australien og jeg må indrømme, at jeg efter denne ferie på Mallorca faktisk er lidt ekstra nervøs. Før var jeg kæphøj og tænkte nåja, det gør vi da bare. Men det ér omstændigt at rejse med børn, det er det bare. MEN det er også fedt og jeg tror det er vigtigt, at man også bare springer ud i det. Det bliver hårdt, men det bliver (forhåbentlig) mest fedt og i sidste ende er det det værd : )

10 kommentarer

  • Line

    Var der en barneseng og højstol, der hvor i boede eller havde i det med hjemmefra?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Allan

    Flotte billeder Emili 🙂

    Mallorca er helt igennem fantastisk. Jeg har været der mange gange, både alene og sammen med familien. De seneste år har jeg taget en masse billeder af strandene på Mallorca, også Porto Cristo og Portals Nous. Det har jeg sat sammen til en strandguide, og måske kan du bruge den næste gang i skal af sted? 🙂

    Et godt strandtip i nærheden af Portals Nous er Cala Falcó. En lille, men utrolig hyggelig strand med en fin strandbar. Der er ellers ingen bygninger i nærheden af stranden.

    http://www.mallorca-beaches.com/mallorcas_strande.htm

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise rohde

    Hej emili. Er lige faldet over din beskrivelse af Mallorca. Har du evt. Et link til den lejlighed i boede i portals nous? Hilsen Louise

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lucy

    Hej 🙂

    Leder i øjeblikket efter en god rejseklapvogn. Den du linker til, kan ryglænet ligges helt ned til vandret og er der plads til at benene kommer op, når Saxo skal sove (altså at benene ikke “hænger”)?

    Mvh.,

    Lucy

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • emiliblog

      Ryglænet kan lægges helt ned men benene hænger desværre ud over.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    TAK for dine smukke smukke billeder. En blog der er ligeså levende skal man virkelig lede længe efter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det lyder da bare som en rigtig god tur og er så enig ift. strand/pool i den alder. Her var Villum også i sit es de dage vi var på stranden i ferien. Ellers kan jeg anbefale en “freds swimtrainer”. Vi lånte en af vores venner og har nu købt en selv. Man lægger barnet i den og så kan de selv svømme rundt. Så hyggeligt at have ham med på det dybe vand sammen med pigerne og så er den så meget federe end de der typiske ofte gule babybaderinge, hvor barnet bare sidder passivt. Og super tip med de håndklæder. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Hold op, hvor kan vi spare meget plads, hvis vi alle fem snupper sådan et med frem for de store tykke håndklæder…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Dejligt du gad at dele nogle erfaringer – ser skønt ud!
    Mangler selv kjoler til en kommende rejse så ville høre hvor din sorte kjole på billede tre og den hvide kjole er fra? ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Det lyder som en rigtig skøn tur. Vi kigger pt efter lejlighed/hus på Mallorca til næste sommer med vores lille datter . Har du et link til lejligheden i Portals Nous/Bendinat ?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En god dag