Om mig

En ferie lakker mod enden

Processed with VSCOcam with a5 preset

Vores ferie lakker mod enden og mens det meste af mig slet, slet ikke er klar til at forlade dette kæmpe store skønne land, glæder en lille del af mig, sig til at komme hjem i vante, trygge omgivelser, samt til at komme ordentlig igang med 2016. Der kommer til at ske en masse nye spændende ting i forbindelse med Just Spotted + med min blog her, og dertil kommer en del personlige ting, såsom vores bryllup, som jeg selvfølgelig glæder mig helt enormt til. Måske et lejlighedskøb og forhåbentlig også en graviditet – men det må gerne ske hen imod slutningen af året. No stress. Vi får se. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad 2016 har at byde på for os : )

Vores ferie har været intet mindre end skøn. For det første har det betydet sådan ca alt for mig, at kunne være så intenst sammen med de to, jeg elsker allermest, på en helt anden måde end hvad der er muligt i (pt kolde) Danmark.

Det har været fantastisk at have muligheden for, at være så nærværende overfor Saxo og følge ham på helt tæt hold. Noget jeg synes jeg mangler i hverdagen. Man lærer sit barn at kende på helt nye måder, når man bruger alle døgnets vågne timer med det. Det har også været fedt, at se Saxo blive endnu tættere med C. Han er nærmest blevet helt far-syg, og deres bånd virker til at være blevet endnu stærkere.

I forhold til at rejse med en 2-årig har der klart været udfordringer. Vi kender jo vores barn ud og ind, og vidste det på forhånd, hvorfor vi virkelig havde skruet alle forventninger helt, helt ned. Og det var vigtigt og den helt rigtige ting at gøre.
.
Grunden til at vi tog til Australien i første omgang, handlede jo om, at jeg har en del af min familie hernede, og at vi selvfølgelig gerne ville besøge dem. Derudover føler jeg stærkt for landet, fordi jeg bl.a har boet hernede, og ville gerne vise min bedre halvdel, hvad det lige præcis var, jeg blev ved med at tale om igen og igen, hver gang snakken gik på skønne steder rundt omkring i verden.

Så ja, det primære formål for vores tur var, at besøge familien og ellers bare slappe så meget af som muligt sammen. Vi har udelukkende befundet os i og omkring Sydney og har altså hverken kørt op af kysten, set de populære attraktioner, som f.eks Ayers Rock eller The Great Barrier Reef – og der er i det hele taget en masse, som vi ikke har gjort, fordi det har været umuligt med en 2-årig (med usandsynligt meget krudt i …). Og det er helt okay.

Havde jeg ikke haft familie her, havde vi nok aldrig rejst så langt med et lille barn. Ikke så meget pga flyveturen, som jo bare skal overstås – men mere fordi, at havde vi haft en hel masse forventninger om, at se og opleve så meget som muligt (det vil man vel gerne hvis man vælger at bruge en masse penge på at tage om på den anden side af jorden ) så var vi nok blevet skuffede. Fordi det ville ikke have været sjovt. Kan I følge mig?

Ferie med en 2-årig er skønt, sjovt, berigende og helt fantastisk. Men det er også til tider hårdt arbejde og det er stadig nogenlunde faste rutiner, et roligt tempo i børnehøjde, putning til lur klokken 12, børnevenligt aftensmad klokken 18, hjemme klokken 20 til sovetid osv. Selvfølgelig sat lidt på spidsen, men overordnet sandt, da et barn jo selvfølgelig stadig har brug for de her faste rutiner for at fungere optimalt. Ferie eller ej.

Så sent som i dag, efter vi havde været til middag hjemme hos min familie, tog jeg mig selv i, virkelig at have lysten til at tage ud og få et par drinks, eller måske bare slentre op og ned af strandpromenaden med en is i hånden. Det var lørdag aften, vejret lunt og hele Manly summede af liv, mens vi slentrede hjem med Saxo på armen. Men fordi klokken allerede var over hans sengetid, var det ikke en mulighed. Nogen ville måske tænke, jamen hvorfor puttede I ham ikke bare i klapvognen, men der kan jeg kun sige, at børn virkelig er forskellige og at jeg har en søn, som bestemt ikke kan falde til ro, når det sker for meget omkring ham. Han er alt for nysgerrig og socialt anlagt samt har helt sikkert en FOMO ; ) Han har brug for de faste rutiner, grød, tandbørste et mørkt rum og en blød seng for at han vil overgive sig. Giver vi ham det, kvitterer han til gengæld med at sove på 10 minutter og gerne i 11-12 timer. Børn er forskellige.

Heldigvis for os, har min familie været så søde til at passe Saxo, hvilket har betydet at vi har haft op til flere middage, frokoster, shoppeture og en hel dags sightseeing i Sydney, bare os to. Det har været guld værd. Virkelig.

Helt overordnet vil jeg mene, at der findes mere optimale aldre end lige præcis 2 år, hvis man skal rejse langt og vil opleve meget, men så længe man er okay med at sætte sig selv og sine behov til side, samt være omstillingsparat og kunne skrue alle sine forventninger heeeelt ned, så skal man bare give den gas med rejseriet. Det er min opfattelse.

Jeg er simpelthen SÅ glad for at vi sprang ud i det og jeg vil for altid se tilbage på lige præcis denne ferie med et kæmpe stort smil. Og smukke Australien, vi kommer tilbage, bare vent..

   

1 kommentar

  • Så enig i det du skriver. Vores måneder i Thailand var også på Elises betingelser og det er nemlig helt okay. Det er bare så vigtigt at afstemme forventninger og enig – det er SÅ fedt at rejse med børn, så længe man bare er realistisk. Og ja børn er forskellige og det samme med forældre:) Lyder til vi har holdt ferie på meget samme måde:)
    Glæder mig til at følge jeres spændende 2016!! Lyder allerede som et dejligt år <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om mig