Happy weekend

Om graviditet og angst

IMG_0785

Jeg kan ærlig talt ikke huske, om jeg har været inde på præcis dette emne (graviditet og angst) før her på bloggen. I så fald, kan I bare scrolle videre.

Det som dette indlæg skal handle om, er nemlig angst og graviditet – noget jeg har på fornemmelsen ikke så sjældent går hånd i hånd – uanset hvor klar på og lykkelig over sin graviditet man ellers er.

Jeg har, til de af jer der ikke ved det, lidt af angst siden jeg var lille. Angsten kommer i flere forskellige former og jeg har haft gode perioder og knap så gode perioder. Min angst er på en eller anden måde med mig hver dag, oftest blot som en hurtigt tanke der strejfer mig –  og heldigvis yderst sjældent  viser den sit ansigt og når den gør, går det hurtigt over igen. Det er jo dejligt og en af grundende til det, er nok at jeg har haft enormt mange år til at arbejde med denne angst og måske det også spiller ind – at jeg er et sted i mit liv, hvor jeg oprigtigt er lykkelig helt ind til benet.

For mig er angsten meget fysisk, i og med at jeg faktisk ikke er typen der bekymrer mig særligt. Jeg er ret afslappet hvad angår de fleste ting, jeg er på ingen måde perfektionistisk (som mange med angst er), jeg er ligeglad med hvad andre mener om mig og grundlæggende synes jeg selv jeg gør det ret godt. Jeg føler jeg hviler i mig selv og derfor har jeg sommetider haft svært ved at se hvorfor denne her angst alligevel sommetider viser sig.
Men jeg har lært at anskue det på en måde, som jeg selv synes giver mening: Det er 100% menneskeligt at føle angst og det gør dig ikke mærkelig eller skør. I virkeligheden er angst en helt naturlig reaktion. Det er ok og du er ok.
Selv har jeg fra tid til anden glæde af at læse dette dokument, som på en god måde beskriver hvad angst er og hvorfor angst bl.a ikke kan føre til at du bliver sindssyg – noget der sommetider har skræmt mig.

For at give et konkret eksempel på en angst-situation for mig, så fik jeg f.eks et mindre panikanfald en dag jeg var på vej ned for at handle i et supermarked, mens vi var på ferie i Australien. Saxo og C var blevet hjemme, grundet et heftigt regnvejr, og jeg skulle blot lige ned og have et par småting. Jeg nåede aldrig derned, for på vejen panikkede jeg fuldstændig, med stor ubehag, hjertebanken, panikfølelse og tør mund. Det kom så pludseligt og uventet, at jeg var nødt til nærmest at løbe tilbage, mens jeg måtte ringe til C, så han kunne berolige mig. Jeg panikkede altså fuldstændig og det var til trods for at jeg intet imod supermarkeder har.

Ovenstående sker ekstremt sjældent, så efterfølgende var jeg helt slukøret – fordi jeg følte det tog mig tilbage til en tid (for mange år siden) hvor sådanne episoder var mere hyppige. Men hurtigt indså jeg, at det var ok. Ja, jeg panikkede og det var ekstremt ubehageligt i øjeblikket, men det var OK og jeg klarede den, som altid. Videre i livet..

IMG_1492-680x454

Anyway, ovenstående var blot en lille introduktion, for det jeg egentlig gerne ville fortælle om, er min angst i forbindelse med at skulle være gravid igen. Sagen er den at min angst tog til under min graviditet med Saxo, hvilket jeg tror var grundet en del bekymringer og bl.a scanning på scanning på scanning for at sikre, at der intet i vejen med Saxo.
Ud over det var graviditeten fuldstændig fantastisk og vi var SÅ lykkelige og spændte.

Men. Jeg oplevede nogle nye sider af mig, som jeg aldrig havde oplevet før og som jeg bestemt ikke brød mig spor om.

Bl.a fik jeg det man vist nok kalder tvangstanker (correct me if I’m wrong), som udmundede sig i, at jeg havde et stort behov for at have kontrol – men en kontrol der var helt irrationel og som jeg i øvrigt sagtens kunne se var temmelig mærkeligt. Men jeg kunne ikke slippe den.

To eksempler:

1. Jeg kunne ikke have neglelak på, da jeg simpelthen ikke kunne klare tanken om, ikke at kunne få det af hurtigt nok. Jeg kunne ikke klare fornemmelsen af at noget sad fast på mig. Jeg har aaaaltid elsket at gå med neglelak, så dette føltes helt skørt for mig.

2. Jeg kunne panikke, hvis jeg ikke kunne finde et eller andet specifikt her i lejligheden – også selvom jeg slet ikke skulle bruge den ting.

Den med neglelakken var jo nem nok – jeg tog bare ikke neglelak på, men den sidste ting var rigtig slem og ødelæggende, for i sådan et hjem har man jo hundredevis af ting, som man ikke altid lige ved hvor er, right?
Jeg husker en fredag aften, hvor C var taget i byen med vennerne. Jeg vågner om natten ved 01 tiden og pludselig ruller tankerne. Hvor lå den der kørepose som vi lige havde købt til Saxo? Jeg ledte overalt, mens min vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere og jeg var på randen til panik. Pludselig fandt jeg den, hvorefter jeg kunne synke sammen og slappe af igen. Det skal lige siges at jeg var omkring 6 måneder henne, hvilket betød at der jo i hvert fald var mindst 3 måneder til at vi skulle bruge den åndssvage kørepose.

Det var noget af det mest ubehagelige, fordi jeg aldrig rigtig følte mig tryg. Mine tanker styrede mig og desværre ikke omvendt, selvom man jo i virkeligheden altid kan styre tankerne. Det havde jeg bare ekstremt svært ved i den periode.

IMG_1647-680x470

Heldigvis (thank god) er jeg kommet mig helt og fuldstændig over de tanker og det skete egentlig kort tid efter Saxo var født. De er helt væk nu. Sommetider kan jeg godt tænke “hvad nu hvis jeg skulle få en tanke igen”, men jeg lader den være og siger noget i stil med “Hej tanke, det er ok du er der, men jeg gider ikke beskæftige mig med dig”, og så er det ovre.

Det er i øvrigt noget jeg sidste år fik lidt hjælp til at tackle gennem en fantastisk kvinde ved navn: Sisse Find Nielsen. Hende kan jeg varmt anbefale til alle der døjer med angst og jeg ved at Sisse også er knalddygtig til alt omhandlende depression og stress.

Som sagt var der en del bekymring i gravidteten. Og jeg håber jo sådan, at jeg kan skyde skylden på lige præcis det i forhold til min angst dengang.

Men hvad hvis jeg ikke kan? Hvad hvis tvangstankerne er opstået af hormonerne der raser i kroppen under sådan en graviditet og hvad hvis de dermed kommer igen i min næste graviditet også selvom jeg (forhåbentlig) får en helt uproblematisk en af slagsen? Hvad hvis graviditeten bliver bekymringsfuld igen måske i endnu højere grad, man ved jo aldrig?

Jeg kan mærke, at i takt med, at sådan en graviditet ikke nødvendigvis ligger så langt ude i fremtiden længere (men heller ikke lige om hjørnet altså), så fylder ovenstående tanker efterhånden lidt og det irriterer mig. Jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal deale med det endnu, men jeg tror det bliver noget med, at tage kontakt til en professionel, som forhåbentlig kan støtte mig og få lidt “fornuft banket ind”, så jeg forhåbentlig kan nyde en eventuel ny graviditet 100%.
Jeg ved ikke om det nogle steder stadig er et tabu, at få professionel hjælp til sine issues?! Men min holdning til sådan noget er ret klar: SØG HJÆLP og det kan altså kun gå for langsomt.

Dette blev jo virkelig til et personligt indlæg af slagsen, og selvom jeg meget nødigt vil opfattes som hende med angsten,  så føler jeg nærmest at det er min pligt at dele og det gør mig intet at vise mine skæve sider frem – især ikke, hvis der skulle sidde bare én derude, der har eller har haft det som jeg og som måske kan finde trøst i at vide, at de ikke er alene om at være lidt “små-crazy”  ; )

   

17 kommentarer

  • […] samtlige 9 måneder, hvilket selvsagt gjorde, at jeg blev utrolig bekymret. Anyway, det kan I læse mere om her, hvis I har […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan ikke sige noget klogt om angst, andet end at det er modigt af dig at skrive om det.

    Så kan jeg til gengæld sige: Hvor er du en smuk gravid 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hej Emili,
    Tak for et rigtig godt indlæg <3 Det er dejligt at du bare har det grundlæggende godt og det er dejligt at du deler disse tanker med os andre.
    Jeg er også en af de mange der slås med angst. Som du skriver, så er det lidt en følgesvend og jeg lever også med den – men jeg tror ikke på den! Mit blev udløst af stress på mit sygeplejerskejob. Derefter kom panikangst og helbredsangst, så jeg søgte også hjælp. Jeg har også fundet en fantastisk psykolog og jeg ser hende stadig engang imellem, så tankerne presser sig på.
    Det kan være tanker meget lignende dine. Vi har ikke børn, men vil rigtig gerne – men der kommer også en masse "Hvad nu HVIS". Derfor har jeg valgt at se min psykolog løbende, så jeg føler mig godt parat <3 … for børn vil jeg have! Basta!
    Jeg har ligesom dig haft en masse gode år, og omkring juletid fik jeg et panikangst anfald i Føtex. Vildt ubehageligt og de samme tanker, åh nej, bliver man nu bombet tilbage til dengang hvor det hele var lidt svært. Men nej, tiden er anderledes og jeg vil ikke blive bange for det mere… selvom jeg nærmest ikke kunne cykle hjem fra Føtex grundet svimmelhed og rystende arme og ben.
    Jeg er virkelig glad for at du deler det her 🙂
    Det betyder meget for mange og forhåbentlig også for dig selv!
    Knus og mange tanker
    (Håber I fik afklaret om det skulle være Josty ;-))

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rosa

    Tak for endnu et meget fint, følsomt og ærligt indlæg. Det gør mig så glad på flere planer. Først og fremmest fagligt fordi jeg er psykolog og bliver så glad hver gang nogen taler om det at have dårlige dage eller perioder som noget helt almindeligt og ikke-sygeligt eller diagnosekrævende. Vi skal sådan passe på, når nutidens trang til at forstå alting videnskabeligt og til at sætte i bokse får os til at forsimple, hvordan det er at være menneske. Vi har alle svære dage og dårlige perioder. Det er ikke mange år siden, at det, som du beskriver som angst, ville være beskrevet som “jeg blev rigtig bange og kunne ikke helt forstå hvorfor. Men jeg fik det bedre igen.” Jeg kan godt lide at sætte i bokse, når det giver os en følelse af samhørighed og normalitet, som jeg kan læse nedenfor i kommentarerne, hvor en læser kan se sig selv i din beskrivelse og bliver lettet. Men jeg bliver nervøs, når dét at have tendens til angst bliver sygeliggjort, og man føler sig anderledes, unormal og forkert. Derfor bliver jeg så evigt glad over at læse din reflekterede beskrivelse af, hvad det vil sige at være dig, når du bliver bange.

    På et personligt plan bliver jeg også glad for at læse dit indlæg. Jeg har selv tendens til at opleve samme slags angst som dig, læst meget om emnet, selvfølgelig set en dejlig psykolog og har selv klienter i terapi med samme problemstillinger. (Når man går hos en psykolog, skal man ret hurtigt føle en lettelse, ro og følelsen af at “det her skal nok gå”. Hvis ikke man har det sådan i løbet af de første sessioner, så prøv en anden.) Der er særligt én ting, jeg hæfter mig ved i din beskrivelse af din angst, og det er, at du nu ved, AT og HVOR du kan hente hjælp samt at du fortjener den uden at behøve at forklare. Så dermed: hvis din angst bliver værre med en fremtidig graviditet, så går det også nok, fordi der er hjælp at hente. Hos din skønne mand, din familie og veninder og hos en prof der er bare er der for dig. Det er ikke sikkert, at du nogensinde finder svaret på, hvorfor du har angst, men jeg kan love dig, at du lærer så meget om dig selv og får en særlig forståelse for, hvordan psykisk sygdom kan føles som frygten for at blive sindsyg. Det giver en meget fin tolerance og åbenhed over for andre mennesker – fx vil jeg gætte på, at du aldrig kunne tænke om en deprimeret, at de bare skal tage sig sammen? Det tror jeg (bl.a.) er fordi du ved, hvordan det føles ikke at kunne styre sine tanker. Og det er fandme en kæmpe gave i livet. På et helt overordnet plan tror jeg også, at vi lærer om os selv, at vi kan klare os igennem selv meget svære situationer, fordi vi har prøvet det og er kommet ud på den anden side. Igen og igen.

    Desuden: Saxo tager ikke skade af at se sin mor være lidt ude af sig selv – tværtimod har børn godt af at se voksne være kede af det og holde op med det igen, for så føler de, at de selv er gode nok, selvom de har det svært.

    Det var endnu en lang kommentar fra mig – jeg håber, at du kan bruge noget af den
    Bedste hilsner
    Rosa

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise H

    Jeg er simpelthen så glad for at læse sådan et indlæg. Det føles som om, at du har sat ord på mange af mine tanker, og det, der hjælper mig mest, er faktisk at høre andre fortælle, at de har det ligesom mig. Det gør det på en eller anden måde normalt for mig, og på den måde kan jeg overbevise mig selv om, at jeg ikke er ved at blive skør – for det kan virkelig føles sådan engang i mellem! Tusind tak for at dele – både dine tanker, dokumentet og navne på gode personer, der kan hjælpe. Det er sejt – du er sej! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • emiliblog

      Det gør mig SÅ glad – så er det det hele værd sådan at krænge sit indre ud

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie G.

    Umådelig velskrevet indlæg – tak for en skøn blog.

    Oooog…jeg bliver nødt til at vide, hvor kjolen/skjorten på 1.billede er fra? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hej Emilie, det er så fint et indlæg du skriver. Jeg har også CU og haft nogle symptomer på angst, fordi jeg blev så meget en control freak, hvilket fanmer kan være svært at være, især når man har en kronisk sygdom, der driller meget. For et års tid siden følte jeg mig meget magtesløs (uden at vide det) og tog derfor ekstrem kontrol over alt jeg kunne komme i nærheden af for at kompensere for ikke at kunne kontrollere min sygdom selvom jeg prøvede med kost og livsstil. Inden da havde jeg gået til psykolog i flere år og brugte det sindssygt meget i den periode og efterfølgende også – og nu PRALER jeg simpelthen nærmest med det, hver gang jeg kan komme til det, fordi det var så rart og vigtigt for mig og jeg tænker, at alle med det mindste har godt af at få snakket med nogle proffer om de ting, man kan gå og kæmpe med – så kæmpe kadeau for at sætte ord på dine tanker og dele dem med os! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • emiliblog

      Hvor dejligt at du også ser sådan på det – det burde alle virkelig. Det er nemlig så rart og vigtigt, ja! : )

      Ps. Har du prøvet Body-Sds? Det har fjernet alle mine symptomer på CU – som I ALLE. Jeg har dog altid haft det i meget mild grad, så måske der ikke har skulle så meget til at “fjerne” min sygdom – men jeg vil stadig anbefale det til alle – tænker det er værd at prøve. Nå det var lige et sidespring ; ) God lørdag til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      >

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • sofie

      Hov, jeg fik vist lige trykket enter –> med hensyn til body-SDS er det en af de ting, der står øverst på listen, når jeg om lidt skal ud af en medicinkur og jeg så skulle få tilbagefald. Det lyder virkelig holistisk, og jeg tror, det er en tilgang, som er mere effektiv end somatisk symptombehandling!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for fine tanker. Hver gang jeg læser et indlæg, hvori du berører det lader det til, at du håndterer det så fint. Dejligt at du netop lægger vægt på, at det ikke hænger sammen med, hvordan man ellers er som person og at det sagtens kan “ramme” selv det menneske, der hviler allermest i sig selv. Jeg synes altid selv at jeg har hvilet godt i mig selv, men fik i gymnasietiden pludselig et tilfælde af et eller andet. Jeg blev sendt til neurologisk afdeling og blevet undersøgt i hoved og … de måtte tilkalde en læge med mere forstand på den slags, men de fandt ikke noget og sendte mig hjem med beskeden om, at det måtte være stress eller lignende, der gav disse ganske ubehagelige symptomer (syns, hørelse, taktikfornemmelse osv. var påvirket). Jeg har siden da haft tilfælde lignende dette og har lært at kende min krop særdeles godt at kende. Dog har jeg efter jeg har fået børn nu oplevet to reelle angsttilfælde og føj, hvor er det modbydeligt 🙁 Det ene var på mit arbejde, hvor jeg efter et møde med (hvad jeg tænker har været en psykopat – no joke) endte til krisepsykolog lige efter. Jeg var overbevist om at han ville bortføre mine børn og stjæle min identiet. Jeg kunne slet ikke tales til fornuft. SÅ ubehageligt. Mit seneste tilfælde var under min barsel med Villum, hvor jeg lige pludselig så rotter alle steder og Filip måtte tage hjem fra arbejde (og min mor måtte tage “barn” syg dagen efter hehe). Nå, men lang smøre. Jeg kan ikke sige præcis hvad der gør, at disse anfald kommer og gik i en periode efter og var bange for at det skulle komme igen, hvilket i sig selv var ved at drive mig til vanvid. Jeg gør det samme som dig og bladrer videre i tankerne og nægter at beskæftige mig med de dumme af slagsen. Jeg har i de år jeg har haft tendens til “den slags” brugt meget energi på at være flov og undrer mig over, hvorfor jeg er så svag. Nu ved jeg, at tingene ikke hænger sådan sammen og jeg synes derfor, at det er så fint at du er med til at sætte fokus på det ved at være så ærlig her. Et par rodede tanker herfra. Bettefisen er netop vågnet fra sin lur, så hopper videre uden lige at få læst kommentaren igennem…Kram til dig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • emiliblog

      Kram til dig Charlotte og tak for din kommentar. Det lyder utrolig ubehageligt det du har dealet med og selvom jeg intet kender til hverken at se syner eller pludselig tro at andre mennesker vil en ondt, føler jeg med dig. Jeg tror nok jeg var smuttet til lægen, hvis det var mig.

      Men tror også det er vigtigt at huske på, at man blot er et menneske og livet går op og ned. Vi kan ikke være 100% i balance hele tiden og det er ok at have udsving.

      Du er super sej at du fortæller din historie og vi finder alle vores egne måder at deale med ting på – ingen skal være flove og det er bestemt ikke et svaghedstegn at have angst eller andre psykiske lidelser.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bente Hejlesen

    Hej Emilie .. Du får lige en hilsen fra Moster Bente .. har lige læst din blok om angst og blev meget berørt .. Du har haft det meget værre end jeg var klar over.. men hvor er du bare sej, at komme videre i så fin stil .. Stor hilsen og knus til dig og din lille familie.
    Moster Bente.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • emiliblog

      Tak min kære moster, hvor er du bare sød. Jeg håber at vi snart ses <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Happy weekend