Home

Om angst

IMG_2623

Det er svært at vide hvordan man fremstår sådan udefra, men sommetider får jeg fornemmelsen af, at I derude tænker, at det virkelig kører på skinner herhjemme hos os. Nygifte og lykkelige tjek, dejlig dreng der trives tjek, ny skøn lejlighed tjek. Osv. Har jeg ret?

Og vi trives også, mega meget, og vi er lykkelige og glade.

Men…

Jeg kæmper altså med mine ting. Ting jeg har kæmpet med lige så længe jeg har kunne huske. Angst. Jeg er i en god periode lige nu, tror jeg. Men det fylder stadig meget og det irriterer mig grænseløst og det gør mig også ked af det.

Jeg har snakket om det herinde før. Om at jeg ikke er den typiske særlig bekymrede eller overtænkende person – eller hende den perfektionistiske. Slet ikke. Jeg er af natur temmelig afslappet. Jeg har som oftest den indstilling, at det hele nok skal løse sig. Jeg stresser ikke over småting. Jeg er tager det meste med et smil. Jeg er social og jeg er ikke bange for om folk dømmer mig, det må de sgu om.
På den måde er jeg i balance her i livet, synes jeg.

Men. Så er der mit kringlede sind, det sind der gør mig bange for alle de irrationelle ting, som jeg ikke burde være bange for. Og som jeg godt kan se, er helt og aldeles fjollede. Men som jeg bare ikke føler at jeg kan komme ud af.

Det kommer til udtryk på mange områder. Som med mine små ting, jeg absolut skal have med mig i tasken, for at føle mig tryg. De beroligende piller, vandflasken, en næsespray. Ting som jeg alligevel aldrig bruger, men som jeg ikke føler jeg kan uden. Falsk tryghed er hvad det der.

Det kommer til udtryk når jeg får et mindre angstanfald over at sidde på et resort og vide, at det nærmeste hospital er 1,5 time væk. Fordi, tænk nu, hvis jeg skulle blive så angst, og hjælpen var 1,5 time væk. Det er lang tid, tænker jeg.

Jeg fik styr på mine tanker og det påvirkede ikke vores ferie, men jeg havde det alligevel lidt svært med det, især om aftenen, hvilket selvfølgelig gjorde et eller andet ved min lykke.

Her hvor vi bor, går en ældre dame rundt. Jeg ser hende flere gange om ugen. Hun sidder de samme steder. Hun har fedtet hår, beskidt tøj og så har hun helt tydeligvis en diagnose og nogle meget invaliderende tvangstanker. Hun sidder og tæller, banker sine fødder ned i jorden bestemte antal gange, drejer sit ansigt, to gange til venstre og så to gange til højre.

Mit værste mareridt er at ende som hende. At sindet på en eller anden måde tager over fornuften og at man intet kan stille op. Det skræmmer mig helt vanvittigt meget.

Fordi det ville jo betyde, at jeg ville miste alt det jeg har kært, det som virkelig betyder noget. C ville nok gå fra mig, og jeg ville ikke være i stand til at tage mig at mit barn, det vigtigste i mit liv.

(Det er virkelig personlige tanker, helt herinde fra mit inderste, så vær rar at tag godt imod det).

Jeg har ikke tvangstanker som sådan. Men jeg kan bare se, at jeg er typen, der måske, måske ikke, kunne gå hen og udvikle det. Da jeg var gravid havde jeg noget med, at jeg blev angst, hvis jeg ikke kunne finde bestemte ting. Og det var ikke ting jeg skulle bruge vel at mærke. Så selvom jeg sagde højt til mig selv “Emilie, du skal ikke bruge de sko før til sommer, så det er fuldstændig ligegyldigt, om du går op på loftet og leder nu, eller om du venter”. Men jeg kunne ikke lade det ligge. Jeg blev angst, hvis jeg ikke rykkede på det. Først da jeg havde fundet skoene, kunne jeg slappe af. Tåbeligt, ikke? Og tilmed gjorde det mig utrolig ked af det. Jeg følte jeg var ved at miste besindelsen og det gjorde mig bange.

Da Saxo blev født, forsvandt tankerne ret hurtigt og nu går jeg ikke og leder efter ting, jeg alligevel ikke skal bruge. Men det sidder hele tiden i mig. Tanken om, at det enten kommer tilbage eller at jeg finder på noget nyt og tosset..

Jeg er altid meget åben, hvis folk spørger ind til min angst, men det er sjældent at det sker. For på en eller anden måde omgiver jeg mig ikke med mennesker, der dealer med noget lignende, hvorfor det kan være svært, at sætte sig ind i mit sind. Hverken min familie, min mand eller mine veninder kan nikke genkendende til noget af det. Heldigvis for dem.

Men det ville være rart, hvis jeg havde en person jeg kunne ringe til, når tankerne om hvorvidt jeg en dag bliver sindssyg eller ej, presser sig på. Jeg gad virkelig godt have min egen ekspert på området, en der kunne sætte mig på plads, banke lidt selvtillid ind i mig. For det er jo det jeg mangler. En tro på, at jeg godt kan selv. At jeg ikke behøver falsk tryghed i form af ting, telefonopkald, hospitaler i rækkevidde osv.

Men hvor finder man lige sådan en? Giv lyd hvis du er der ; )

Nej, ikke at dette indlæg skulle fungere som en eftersøgning, men alligevel, hvis I kender en god psykolog eller psykoterepeut der har speciale i lige præcis det jeg tumler med, så må I faktisk rigtig gerne sige til. Det er en jungle derude, og jeg har prøvet mange, men jeg er klar på noget nyt, kan jeg mærke.

Og god tirsdag til jer alle. Nu vil jeg smutte til “tirsdagsgryde” med mine aller bedste veninder. Har ikke set dem siden vores bryllup og jeg glæder mig for vildt til at catche op over en god middag og et glas vin <3

   

39 kommentarer

  • Malene

    Kan anbefale dig at få en psykolog som har specialiseret sig i den metakognitive metode. Prøv at læs mere om metakognitiv terapi. Vh

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • P.s. Tror ikke at C går fra dig, sådan lige.
    Min mand er pt. ret ramt på sin psyke og kunne ikke drømme om at gå, og slet ikke lige nu. Medgang og modgang, du ved. Sådan har C det helt sikkert også <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Puha. Sikke et fint indlæg – jeg er stor fortaler for at man snakker mere om psykisk sårbarhed. Så tak for det – du er sej.
    Det virker som om at det er angsten for angsten der fylder mest hos dig, hvilket er helt helt normalt tænker jeg. Går du i nogen form for terapi? Det kan klart anbefales.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne-Sofie K Hansen

    Kære Emilie

    Jeg går hos en psykolog i Hellerup ved navn Line Kamstrup.

    Jeg begyndte hos hende, da jeg fik stress, og vi fandt frem til, at jeg også lider af angst.

    Hun hjælper mig til at forstå mig selv og giver mig redskaber til at komme ud af angsten, når den rammer.

    Hun er kyndig indenfor mindfulness og har en spirituel tilgang. Den tiltaler mig, men hun kan godt skrue ned for den (så at sige), hvis det ikke er noget for dig.

    Giv hende et ring og du kan med det samme høre, at hun er rar og tager imod med åbne arme.

    Hun betyder alt for mig i dag.

    De bedste hilsener,
    Anne-Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Jeg har haft utrolig gavn af hypnose mod angst. Den fortæller underbevidstheden der ikke er fare på færde. Se mere her: https://hypnostreaming.simplero.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Hvor er det pudsigt, at du skriver det her indlæg lige nu og ikke mindst at jeg støder på det, for jeg er egentlig ikke fast læser af din blog (ikke af nogen særlig årsag, btw).
    Men jeg har – som Tine – også lige fundet ud af, at det jeg har troet var angst faktisk udspringer af OCD, hvor jeg er obsessiv, dvs har tvangstanker. Og har læst lidt op på det og er kommet frem til, at jeg er på tanke-hændelse delen (hvis jeg tænker sådan og sådan, så sker det og det).
    Har fået henvisning til psykolog, så jeg skal også til at undersøge “markedet” og finde den psykolog, som jeg skal betale for at rode op (/rydde op) i mit kringlede sind.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Kære Emilie
    Hvis du har mod på det, kan du overveje meta kognitivterapi som gruppeterapi, her har du mulighed for at møde helt almindelige mennesker, som tumler med lignende angstproblematikker. Tjek cektos.dk de starter løbende grupper op. Jeg har ingen aktier i firmaet, men bruger dem i mit professionelle virke med god effekt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Jeg kan virkelig sætte mig ind i det du skriver. Jeg har selv angst og for nylig har jeg igennem udredning i psykiatrien fundet ud af, at det er OCD jeg lider af, har altid troet det var angst. Jeg har tvangstanker, ikke tvangs handlinger, derfor har jeg aldrig overvejet, at jeg skulle have OCD. Jeg går til psykolog nu, (kognitiv terapi) samt får medicin. Jeg lever et normalt liv med min kæreste og lille datter. Men desværre fylder der psykiske til tider. Stort knus til dig- ved hvordan du har det <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Du må endelig finde en dygtig psykolog. Kognitiv adfærdsterapi kan rykke virkelig meget ved angst og OCD, og det behøves slet ikke fylde på den måde i dit liv. Husk at angst er super, super ubehageligt, men det er en følelse – den er ikke farlig, og den forsvinder igen. Uanset hvor angst man bliver, kan man aldrig ‘gøre sig selv sindsyg’, selvom det kan føles sådan. Der er nogle helt andre kemiske ting i hjernen på spil i forbindelse med diagnoser som fx skizofreni, og det er heldigvis ikke noget, man selv er i stand til at ‘fremtvinge’. PS. På Psykiatrifondens hjemmeside er der et ‘mentalt motionscenter’ med nogle ret fine øvelser, man selv kan starte med. 🙂 Line

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna

    Jeg lider også af angst og tvangstanker, og har gjort det on and of gennem hele livet. For to år siden blev set rigtigt slemt, og jeg turde nærmest ikke ud af min lejlighed. Det udviklede sig til en depression. Nu er jeg kommet rigtigt langt i min recovery. Jeg gik til en psykolog der arbejde med tankefeltsterapi, og det har virkelig hjulpet mig en hel del 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Har du egentlig fortalt C om alt det her? Så kan han vel bekræfte han ikke ‘bare lige’ går fra dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Jeg læste på et tidspunkt den artikel du linkede til om angsten for at blive sindssyg (måske handler det i virkeligheden også meget om angsten for angsten?). Det var fint og rammende og jeg kan både genkende en del i det du skriver her og kende det fra mig selv. Så vidt jeg husker påpeger artiklen, at antidepressiv medicin kan være en hjælp mod angst, dvs. kun i en periode og kun sammen med samtaleterapi (det handler om at indlære nye tanke- og handlebaner, som kan fortsætte efter medicinen droppes). Jeg skriver det fordi jeg har fået en psykolog, der anbefalede mig netop dette. Jeg stejlede først og mente at det ’slet ikke var mig’, men psykologen er fantastisk dygtig (jeg har prøvet en del). Hun er i øvrigt i Kbh (indre by). Du må bare skrive hvis du vil høre mere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emiliblog

      Angsten for angsten er netop det jeg døjer med : )
      Jeg vil for alt i verden gerne undgå medicin, hvis muligt og føler bestemt ikke at jeg har brug for det : ) Men hvor sejt at du har haft god virkning : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • H

    Hej Emilie, jeg har selv døjet med angst i perioder i mit liv. Har ligesom dig haft en hel tryg opvækst, i kernefamilie. Jeg har gået hos en god privat psykolog som jeg varmt kan anbefale – hun har fået banket ind i mit hoved at jeg IKKE KAN blive sindssyg. Jeg passer mit jurastudie på 5. år, arbejder på et advokatkontor, har kæreste, lige købt ny bolig og ingen som møder mig tror at jeg kan have tanker om at være angst for at blive skør eller angst for at angsten overtager mit liv – hvilket var min værste frygt. OCD findes i 10000 forskellige variationer. Og alle har en grad af det. Måske skal du tillade dig nogen af de ting du gør, og kalder falsk tryghed? Ikke irritere dig over det. Vi har en advokat på arbejde som altid har en lille nødhjælpskasse med i sin taske. Det har han altid haft, og det giver ham tryghed. Og han er altså succesfuld, GLAD, 60 år og har en skøn familie. Jeg var også bange for at ende som en af de “skøre” på psyk. Men via. psykolog har jeg nu en indre overbevisning om, at det gør jeg aldrig. Og den tro havde jeg ikke for bare et par år siden…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Av, et fint indlæg, Emilie. Det er så dejligt, for nogle der tumler med lidt det samme at læse og at nogle siger det højt. Jeg tænker også, det er dejligt for dem, der ikke gør, at få større forståelse for angst. For angst er nemlig irrationel, i modsætning til frygt. Det er så fint beskrevet. Tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Kæreste Emilie
    Hvor er jeg bare imponeret over, at du sådan deler ud af dine tanker om dit sind. Vi er mange, der har angst. Nogle kun forbigående, men som du og jeg er det noget, der bor i os og kommer frem til overfladen, når det lige synes.

    Jeg har udover almindelig angst OCD, hvor jeg er nødt til at tjekke en masse ting. Kogepladerne, lyset, elkedelen, låsen osv. Føler også nogle gange, at jeg er ved at miste besindelsen, men det ved jeg godt, at jeg ikke gør. I modsætning til MM, tror jeg ikke, du skal have fat i en psykiater. Angst er en neurose, som psykologer er rigtig gode til. Psykoser er mere for psykiatere. Ved ikke om du kender forskellen?

    Nå, men jeg får i hvert fald hjælp hos en rigtig god psykolog, som har hjulpet mig meget langt til at blive min egen “sunde stemme” (den, du efterlyser at kunne ringe til). Hvis du vil have hendes navn, kan du skrive mig en mail. Men jeg er ikke helt sikker på, om hun er noget for dig. Hun arbejder nemlig meget med barndommen, og det husker jeg, at du siger, at du ikke finder relevant. Men altså… Hun arbejder ikke med udgangspunkt i, at man behøver have haft en skidt barndom for at få angst. Som dig har jeg også haft en tryg barndom og gode forældre. Men der kan stadig godt være nogle ting, man kan have “lært” forkert og som derfor giver angst senere i livet. Meget svært at forklare egentlig 🙂
    Uha, dette blev meget langt… det ligger mig bare ret nært det her emne, som du nok kan fornemme 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Det er så vigtigt, at du tør dele dette. Jeg lider selv af angst for søvnløshed. Hvis jeg ikke kan sove flere nætter er jeg bange for ikke at kunne klare hverdagen og i yderste instans blive sindsyg. Løsningen for mig er accept af angsten – at “gå med den”. Ligesom et kornaks i strid modvind, der bøjer sig med vinden og dermed ikke knækker. Denne teknik har jeg lært ved mindfulness-meditation, som jeg virkelig kan anbefale. Jeg ligger stadig søvnløs nogle gange, men jeg går ikke i panik over det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Hej Emilie

    Jeg har det faktisk langt hen ad vejen på samme måde som dig. Jeg får også angst over mange ting og har desuden været rigtig rigtig syg med angst i mange år. Jeg er det stadig, og nogle dage er det så slemt, at jeg også får tankerne: “Mister jeg besindelsen? Er jeg ved at falde fuldstændig fra hinanden? Hvad sker der med mig?”. Jeg har døjet med meget lavt selvværd, og gør det stadig. Der er rigtig mange årsager til dette, som jeg selvfølgelig ikke vil komme nærmere ind på her. Men grundet det dårlige selvværd og en masse uløste indre konflikter i min ungdom, har jeg kæmpet meget med OCD. Min OCD er anderledes. Jeg skal gøre bestemte ting, men der er ikke et facit. Jeg ved ikke hvornår, jeg har gjort disse ‘ting’/handlinger tilstrækkeligt, før jeg mærker roen. Nogle gange er det handlinger, der tager mig flere timer at gennemføre, som for andre kun tager minutter. Det har virkelig besværliggjort min hverdag. Jeg ved, at min psyke ikke er OK – ellers ville jeg ikke have det sådan, som jeg har det. Og derfor starter jeg til psykolog (igen) på torsdag. En ny en. Jeg har også haft besvær med at finde en, der kunne give mig netop den hjælp, som jeg står og mangler til at lære mig selv bedre at kende og få det godt med mig selv. Jeg tænker måske også, at en psykolog, kunne være god for dig. Jeg kan sagtens forstå, at angsten gør dig bange. Den skræmmer også mig. De tanker man nogle gange kan tage sig selv i at tænke, kan være ret uhyggelige, synes jeg. Sindet er en mærkelig størrelse. Du virker stærk og som en med en god selvindsigt, Emilie. Jeg kender dig jo ikke, men jeg synes bare det er virkelig fint, hvordan du deler dine tanker med os. Det viser også bare, at du er bevidst og god til at mærke efter. Netop derfor tror jeg nu ikke, du skal være så nervøs for, om du mister besindelsen. Så længe du erkender, at noget er galt og du søger hjælp, for at fixe det, så er jeg sikker på, at det nok skal gå. Beklager mit lange svar. Jeg følte mig bare inspireret til også at dele lidt af mit inderste med dig.

    Jeg håber, du får hjælp til at arbejde med din angst. Held og lykke, og tak for et fint og personligt indlæg.

    Vh. C

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabella

    Jeg er ”kun” 18 år, så jeg er nok ikke personen du leder efter, Dog vil jeg fortælle dig min egen historie. Jeg har hele mit liv haft angst, og i mine teenager år udviklede denne angst sig til tvangstanker (OCD). Sammen med disse tvangshandlinger udviklede jeg anoreksi med tendenser til bulimi, og røg ind og ud af sygehuset hele tiden. Efter 4 år kom jeg ud på den anden side, og følger i dag stadig den kostplan fra sygehuset, og kan ikke spise alene. Ikke nok med det har jeg altid været meget bekymret, og har derfor også altid tænkt sygdomstanker, som kræft osv, lige så snart det mindste udslæt optrådte på min krop. Min angst er en konstant uro, og især om aftenen og natten kan et angstanfald indtræffe. Jeg er henvist til sygehuset igen, og går derude til samtaler om min angst. Selvom det virker skræmmende, har jeg haft stor glæde af sygehuset og det psykiatriske team derude. De er jo professionelle, og kender alt til deres stof. Derudover har jeg været til et par angst foredrag med søde Lene, som er psykoterepeut specialiseret i angst (da hun selv har haft det), og får rigtig meget postiv feedback. Her er et link til hendes hjemmeside:
    http://www.leneikolding.dk
    – Jeg ønsker dig alt det bedste fremover, og håber du kommer ud af disse forfærdelige tanker. En ting jeg har lært er, det ”bare” er tanker, og man faktisk selv styrer det hele deroppe… Selvom det virker totalt uoverskueligt til tider. Jeg har også selv været bange for, jeg kunne gå hen og blive helt sindssyg til sidst, som damen på bænken, men det ved jeg jo godt ikke sker, så længe der er hjælp at hente. Mange knus herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emiliblog

      Tak for din kommentar. Hvor er det godt at du har fået det bedre, efter alt det du har været igennem. Tak for dit tip og kæmpe knus til dig

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Marie Lei Lange

    Smukke du! Jeg vil mene, du skal have fat i en psykiater. En klog én sagde engang til mig, at man skal bruge en psykolog, når man har en naturlig reaktion på noget unaturligt, der sker i ens liv (eksempelvis at man mister en forælder), og man skal have en psykiater, når man har en unaturlig reaktion på naturlige ting, der sker i ens liv.(Når man eksempelvis freaker ud over ikke at kunne finde sine sommersko. I november). 🙂
    Jeg kender en knald-god psykiater. Om hun er ekspert på lige dit område, ved jeg ikke, men hun er sej! Skriv mig en mail, hvis du vil have et telefonnummer.
    Og jeg er egentlig ikke i tvivl: You’re gonna be JUST fine! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kristine L Christensen

      Hvor er jeg fan af at se at i som blogger tager jer tid til at læse hinadens indlæg og bruger tiden på at kommentere! Jeg kommentere sjældent. Men jeg bliver sku lidt glad over at se at i bakker op om hinanden og giver hinanden tips ligesom man ville gøre på de fleste andre arbejdspladser! Så det blev jeg simpelhen nødt til at sige højt. Forsæt med jeres fantatiske arbejde begge to! Så blot en ros herfra 🙂 God dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Rosa

      Kære MM og Emilie. Jeg er som psykolog meget uenig i det råd og tror, at Emilie vil have rigtig godt af at starte hos en dygtig psykolog der har erfaring med angst – særligt kognitiv adfærdsterapi har god effekt på angst. Jeg er til gengæld helt enig i din allersidste sætning <3

      Jeg sender dig en mail imorgen med et par råd til din videre færd, og du kan jo bare bruge dem, der giver mening for dig. Mit vigtigste råd er, at man altid skal være kræsen med dem, man deler sine inderste tanker med – hvis det ikke føles helt rigtigt, så er det det ikke og så forsøg med en anden psykolog hvor kemien er der. Terapi skal batte, og når det gør, er det magisk. De bedste hilsner, Rosa

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Jeg er også meget uenig med MM. Jeg blev også anbefalet psykolog fremfor psykiater, da psykiatere primært bruges, hvis der i behandlingen skal medicin ind over. Skal der ikke det, så er psykologer at foretrække. Desuden er det typisk kognitiv terapi man har brug for, når der er tale om angst og det er sådan noget psykologer kan.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • M

      Er SÅ uenig.. Psykiater er netop når samtaleterapi skal kombineres med medicin. Og den der sondring mellem naturlig og unaturlig gør jo ikke en angst mindre angst.. Så det var ikke så smart skrevet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emiliblog

      Som alle de andre også siger, så tror jeg heller ikke at det er en psykiater jeg skal bruge, men tak smukke <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg har det helt lige som dig. Rigtig rigtig dumt og det fylder, når jeg nu tænker over det, mere end det burde i mit liv. Men på en måde er det blevet en del af mig og mit liv. Ind imellem bliver det for meget, men ellers tænker jeg ikke særligt over det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Tak for dit mod og din åbenhed. Det er virkelig flot, du vil dele. Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Kære Emilie. Jeg har tænkt på at kommentere så mange gange, når emnet har været om angst. Du er ikke alene. Jeg har selv (haft) fobi for vand og fobi for blod.
    I min praktik som psykologi studerende på en angstklinik for børn, følte jeg, at jeg blev nødt til at få en fornemmelse af hvad børnene gennemgik i vores behandlinsprogram. Jeg “tog tyren ved hornene”, meldte mig på et særligt hold for voksne med vandskræk, og arbejdede sideløbende med mine tanker omkring den angst, der var forbundet med det. Og det hjalp! Jeg har endnu ikke lært at svømme 100% men jeg tror ikke længere jeg skal dø, når jeg er i vandet. Jeg er i kontrol. Jeg er nemlig allermest bange, når angsten får mig til at miste kontrollen, og mine tanker løber afsted med mig. Jeg kan på det varmeste anbefale kognitiv adfærdsterapi eller mindfulness baseret kognitiv adfærdsterapi i din kamp mod angst.

    Jeg ved ikke om du ved det, men man kan jo få tilskud til angstbehandling, hvis man får en henvisning fra sin læge? Der er for det meste rimeligt lange ventetider, men måske det er værd at vente på?

    Kærlig hilsen
    Malene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Jeg sys du er virkelig sej og selvfølgelig er du ikk alene 😊 tror alle dealer med et eller andet, jeg er enormt selvkritisk, heldigvis er ingen af os perfekte, men så ville verden da også være et kedeligt sted❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er så sej og modig! Og som jeg har skrevet før er du ikke alene 🙂 Jeg har været gennem hele møllen og kan stadig komme det når jeg er presset. Kender du angstforeningen eller Psykiatrifonden? Super god, gratis og anonym rådgivning 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emiliblog

      Nej, har aldrig benyttet mig af det, men må tjekke det ud.

      Tak for tip <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hvor er det sejt, at du sådan kan sætte ord på det og at du er åbent omkring det. Du er IKKE alene. Vi er mange der tumler med noget oppe i hovedet. Jeg har så meget respekt for at du tør skrive ærligt om dette emne, det gør at man ikke føler sig alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Hej Emilie.
    Jeg synes du er sej, intet mindre. Især fordi, at du tør tale åbent om det.
    Jeg har selv haft diagnosen “depression” på mig for ca. 4 års tid siden og føler mig heldigvis ovenpå igen, stoppet med medicin osv. Men jeg kan sagtens forstå din tankegang, og hver gang jeg er den mindste smule ked af det eller i et opgivende humør, tænker jeg ofte “åh nej, er jeg nu deprimeret igen” (groft skåret ud). Min point er blot, at jeg tror heldigvis/desværre, ikke at du er alene med dine tanker og det synes jeg altid er en eller anden form for trøst, hvertfald for mig.

    Virtuelt kram til dig. jeg synes du klarer det hele vildt godt og er hvertfald en kæmpe inspiration for mig 🙂

    Kram fra Mille.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Åh jeg kan genkende ALT det du skriver, søde Emilie! Det hele!

    Desuden har jeg fået at vide af en professionel, at det hos os med angst er ret almindeligt at det presser sig mest på om aftenen og ved sengetid. Jeg ved ikke hvorfor, men det er det samme her. Og det giver mig nu en lille smule ro, at det er sådan for flere. Fordi så ved jeg, at det er angsten der er på spil om aftenen og ikke fordi jeg reelt har noget at være bange for. Giver det mening?

    Jeg kan anbefale en god psykolog, men det er i Odense, så det giver nok ikke så meget mening for dig? Ellers er du altid velkommen til at sende mig en besked 😘😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emiliblog

      Ja det giver faktisk rigtig god mening! Tak.
      Odense bliver for langt væk, ellers 1000 tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Home