Weekenden og et nyt jakke-køb

unnallmed-4

^^^ Jakke: Meotine

Fredag klokken 17.17. C og jeg er netop returneret til vores hjem, efter en god lang og kold gå-tur rundt her i Frederiksbergs gader.

Her er (nogenlunde) rent i hytten, i hvert fald er her ryddet op, og aftensmaden (vi skal have hot-dogs, min med torsk) er forberedt.

Så nu venter vi sådan set bare på, at vores lille mand kommer hjem. Han er blevet hentet i børnehaven af farmor i dag, og så har de hygget sig, og er muligvis taget en tur på biblioteket.
I går var det olde der hentede.
Vi er så taknemmelige over, at han har to sæt bedsteforældre og en oldemor (og i øvrigt også en moster og en onkel), der gider ham så meget som de gør. Det er mega priviligeret for os, og på hans vegne varmer det mit hjerte helt vildt. Og jeg tror kun det er super sundt og godt for ham, at han ikke udelukkende er knyttet til mor og far.

Jeg har ikke set ham siden i morges, og jeg glæder mig oprigtigt til at se ham lige om lidt.
Der er bare to timer til at han skal i seng, og det er fint, men også kun fordi jeg ved, at vi nu har hele to dage sammen.
Jeg glæder mig til denne weekend, der ligesom sidste weekend, bliver en weekend helt uden planer.

img_8387

Lørdag 10.44: 

C og Saxo er taget til fodbold og jeg nyder at have lejligheden for mig selv et par timer.
Jeg har taget verdens længste bad, lyttet til mit yndlingsmusik (pt lytter jeg til The Weeknd’s nye album: Starboy. Genialt) og nu tror jeg snart at drengene kommer hjem.
Saxo er der hvor han, i weekenderne, ikke altid behøver sin lur, men jeg tror nu alligevel han får en i dag. Vejret er så smukt og jeg har masser af energi, så jeg satser på at lokke C med ud og gå en lang tur med klapvognen. Han er godt nok lige ved at være for stor til den, men han elsker at ligge og snorke i den.

Hvornår stoppede jeres børn med middagsluren?

Og hey, har I forresten set mit nye jakke-køb fra Meotine? Jeg er helt og aldeles forelsket i jakken og satser på at erhverve mig den i en lang sort udgave også. SÅ pæn altså!

Dejlig lørdag til jer x

Processed with VSCO with a5 preset

 

Om mig, mig, mig…

Processed with VSCO with hb1 preset

1.Jeg lider stort set aldrig af “fomo”, og det er faktisk rigtig rart. Tag f.eks hvis barnet er syg og jeg må droppe en aftale eller fest, eller hvis jeg kan se, at alle andre, pånær mig selv er inviteret til et fedt event, rører det mig meget sjældent.

2. Til gengæld lider jeg måske lidt af fomo i forbindelse med mit barn. Har i sinde at være en del af så meget som muligt i de første år.

3. Jeg er typen, der ofte spørger folk jeg ikke kender særlig godt, om hvordan de har det. Jeg synes det er så mærkeligt kun at snakke om mig selv, f.eks til et lægebesøg eller en body-sds-session, så jeg må altid lige høre f.eks hvordan læge eller instruktør går og har det. Jeg tror at nogen synes det er meget rart at blive spurgt, andre synes det er dybt underligt. Haha.

4. I det hele taget kan jeg godt lide, at snakke med andre mennesker og høre deres historier.

5. Jeg er også typen, der kan finde på, at spørge ret direkte, tror jeg? Hvordan har du det inderst inde? Trives du på jobbet? Har du mødt en ny fyr? Skal I have børn? Altså de spørgsmål, der dykker lidt længere ned.

6. Og det med f.eks at spørge om, om folk skal have børn, fandt jeg, via Emilys super gode indlæg og alle de mange kommentarer dertil, ud af er et no go. Jeg fik faktisk lidt røde ører fordi jeg selv har spurgt løs, men jeg har bare, hånden på hjertet, aldrig tænkt over, at det var et forbudt spørgsmål.
På en eller anden måde har jeg nok bare regnet med, at hvis folk ikke ville tale om det, at de så et eller andet sted bare sagde det. Kan I følge mig? Fordi det var det jeg 100% selv ville gøre. F.eks “Nej, vi skal ikke have nogle/flere børn” eller måske bare “Jeg synes det er lidt for privat at snakke om”. Det ville jeg synes var et helt og aldeles fair svar.
Jeg kan selvfølgelig sagtens se, at det ér et privat spørgsmål, og at man kan ramme et rigtig ømt punkt, og så er det ikke så hensigtsmæssigt.
Og jeg vil helt klart tænke meget mere over det i fremtiden  i hvert fald. Man lærer hele tiden : )
Fik i øvrigt et “tillykke” tilbage i september af min mands gode ven (!). Jeg tror det var en kombination af en food-baby og min lidt for stramme sweater. Suuuuuper akavet, men jeg kunne virkelig ikke gøre andet end at grine. Mange mænd kunne altså have godt af at lære, at man ikke nødvendigvis er gravid, hvis ikke man har en helt flad mave (har jeg ikke haft siden jeg var 17 hah).

7. Jeg er ikke særlig korrekt. I rigtig mange henseender. Og mange ting “som man bare ikke gør eller siger” kan jeg godt finde på. Og faktisk har jeg været ked af det over det, da jeg ofte (mest da jeg var yngre) har følt mig ret anderledes og en smule underlig.
Et eksempel: Engang da jeg var teenager, var jeg ude at spise på café med nogle veninder. Ved siden af os sad et par, som havde fået en forkert ret ind på bordet, hvilket de højlydt brokkede sig over. Jeg synes den ret så vildt lækker ud, så jeg sagde til dem, at jeg da gerne ville overtage den. Og det gjorde jeg så. Mine veninder synes det var SÅ pinligt og mærkeligt gjort af mig, men jeg synes bare det var ret naturligt. Hvorfor skulle det mad gå til spilde?
Jeg ville ikke tilbyde at overtage andres mad den dag i dag, for jeg er trods alt blevet ældre og tænker mere over tingene, men for 12 år siden var det altså ikke noget problem.

8. Jeg er mega nysgerrig anlagt og jeg er åben over for mange ting. Jeg har f.eks engang spurgt C om vi ikke skulle få en tantra-massage sammen og jeg mente det ganske alvorligt. Han afviste dog blankt. Hah : D
Jeg er også interesseret i spirituelle ting. Overvejede engang numerologi, selvom jeg er ret glad for mit navn. Synes bare det er død-spændende.

9. Jeg elsker terapi og var det ikke for prisen, ville jeg gå til det en gang om ugen. Elsker at andre kan få mig til at lære mere om mig selv. Det er fedt.

10. Jeg gad også godt prøve par-terapi en dag. Jeg synes vi har et helt fantastisk forhold, hånden på hjertet og vi trænger ikke. Men det ville da bare være pisse spændende -igen havde det ikke været for prisen.

11. Vores udfordringer herhjemme går mest på, at min mand synes jeg er et rodehoved, big time. Jeg synes han er en rengøringsfreak ; ) Han synes også jeg er for doven til at gå ned med skraldet. Jeg synes jo bare at man først går ned med en skraldepose når den er fyldt, eller hvad?

12. Jeg vil gerne lære at meditere.

13. For tiden spiser jeg rigtig mange appelsiner. Rigtig, rigtig mange. Appelsiner er jo totalt undervurderet.

14. Jeg ser mig selv som en yoga-pige inderst inde. Der er bare lige den lille detalje, at jeg ikke dyrker yoga. Men en eller anden dag, så bliver det mig I ser cyklende helt frisk, med en høj knold og en yoga-måtte under armen. Just you wait.

15. Jeg har kridhvide øjenbryn, hvis ikke jeg husker at farve dem. Det ser meget skørt ud. Til gengæld er de fyldige med mange hår og det er jeg glad for.

16. Jeg er så dum til matematik og er begyndt at grue for den dag jeg har et skolebarn ,som jeg skal hjælpe. Godt han har en far. Til gengæld kan jeg være behjælpelig med de fleste andre fag. Dog heller ikke kemi ; )

17. Jeg glæder mig faktisk lidt til at træde ind i mine tredivere. Jeg er stadig kun 28, så der er lidt tid endnu, men jeg frygter slet ikke at blive ældre. Gider dog bare ikke rigtig få rynker og slap hud. Men det er der jo råd for.

18. Hvor andre måske er bange for edderkopper, sociale sammenkomster eller højder, har jeg (bl.a) en fobi for ting der sidder fast på mig. Det er noget der kom til mig i min graviditet med Saxo. Og det er faktisk virkelig irriterende. Tag f.eks de der enkelte øjenvipper, som, imo, er SÅ flot at have på – det kan jeg slet ikke holde ud, fordi jeg ikke bryder mig om følelsen af, at jeg ikke selv kan få vipperne af når jeg ønsker det.
Har det på samme måde med neglelak, og sådan noget shellac, som jeg har hørt skulle sidde rigtig godt fast, er mit værste mareidt. Bliver helt klaustrofobisk ved tanken, tosset, I know.

19. Jeg har aldrig haft problemer med uren hud, til gengæld har jeg virkelig grimme øreflipper og konsekvent korte og grimme negle. De kan ikke blive lange, før de flækker. Suk.

20. Jeg er SÅ lykkelig og taknemmelig over min mand, mit barn og min familie. På dét punkt har jeg altså virkelig været heldig. Så er der andre ting, hvor jeg har været knap så heldig, men det er næsten ligemeget, så længe jeg har min familie : )

21. Jeg er alt for ærlig ; )

En trang til….

Processed with VSCO with a5 preset

^^^ Verdens dejligste i sit fodboldtøj den anden dag.

Yes yes yes, langsomt men sikkert kommer overskuddet tilbage. Selvom januar stadig er mørk og kold, kan man godt fornemme, at dagene bliver længere nu. At lyset ændrer sig lidt. Og dét gør altså et eller andet ved mig. Før vi ved af det, er det sgu forår, venner. YES.

Jeg har haft en rigtig god dag i dag. Skyndte mig at få arbejdet lidt her til morgen og smuttede derefter i svømmehallen med min yndlings gravide veninde, der venter barn nr 2, en lille dreng, til april! Vi svømmede mange baner og gik så en tur i sauna, inden vi sluttede af med en omgang lækker frokost.
Så rar en måde at bruge sin dag på. Vi har aftalt at vi laver det til en fast ugentlig date, og det passer mig så godt. Mig der ingen motion dyrker. Min evige dårlige samvittighed. Det bliver der lavet om på nu, hører I? For svømning, er da en ret fin form for motion, ikke sandt?
Måske ikke en af dem hvor man ser resultater, men det gør heller ikke noget. Bare jeg får rørt mig lidt.

Jeg craver virkelig wellness for tiden og i går aftes måtte jeg låne mine forældres badekar, og mens C puttede Saxo, tændte jeg en masse duftlys og lod mig sænke ned i boblerne. Dét var dejligt.

Ud over en wellness craving, har jeg også en shoppe-trang for tiden.
Gider ikke shoppe tøj til nu, og kigger altså udelukkende efter ting jeg kan have på til forår og sommer. Vil gerne udfordre mig selv lidt, især på farveskalaen (jeg har stort set kun sort tøj) og overvejer altså denne Custommade bluse i…. lyserød (!) Tror godt jeg kunne se det for mig. Måske.

Jeg har også for nylig købt en hel masse nyt makekup. Foundation, blush, mascara, et øjenbryns-kit. Det lyder sikkert fjollet, men jeg har virkelig længe slet ikke orket at have makeup på nærmest, så det er store sager for mig, at jeg nu har, og det fejrede jeg altså med at købe lidt stort ind. Og det gjorde mig også glad.

Slutteligt har jeg også en lyst til at lave lidt om på mig selv. Overvejer at farve mig mørkhåret. Ikke mørk-mørk, bare en farver der matcher min bund lidt bedre. I virkeligheden ér jeg ret lys, men mine nærmest hvide spidser, får bare min udgroning til at se vild ud (bevis her).
Så jeg overvejer noget mindre lyst i spidserne. Men stadig koldt og ikke for mørkt. Hmmmm. Hvad synes I? ; )

Hav en dejlig tirsdag aften x

Om bryllup

mm6a4474_29697071562_o-1

Jeg har i dag givet et lille mini interview om vores bryllup til en bryllupsblog, og det sendte mig direkte tilbage til den helt fantastiske sensommerdag i september, hvor C og jeg sagde JA til hinanden foran vores familie og en hel røvfuld lækre venner. Åhh hvor er det gode minder altså.
I virkeligheden var det ikke JA’et der betød noget for mig. C og jeg sagde nemlig ja til hinanden for længe siden. F.eks da vi valgte at få et barn sammen, og også længe før det egentlig. Jeg elsker at vi er mand og kone, men det har ikke ændret noget som helst ved min opfattelse af vores forhold. Det er det samme som det hele tiden har været. Fantastisk, kærligt, sjovt, trygt  – det aller bedste.

untitldded-1
mm6a4204_29182224464_o-1

Men brylluppet var alligevel så særligt, og da jeg sådan kiggede tilbage i dag, blev jeg altså helt rørt. Og faktisk også en lille smule trist, fordi det jo er overstået.
Tænk, jeg skal aldrig planlægge verdens fedeste bryllupsfest igen. Det er da lidt sørgmodigt. Jeg gad SÅ godt opleve det hele igen, for dagen var perfekt, men den gik alt for hurtigt.
Men sådan er det ikke og derfor er jeg også bare virkelig virkelig glad for, at vi valgte at få vores fotograf til at komme og være en del af hele dagen, og både sørge for knivskarpe billeder og en flot og stemningsfuld video. Så kan vi for evigt se tilbage. Det er guld værd!

29521081510_851069c874_o
mm6a5235_29809629585_o

Hvis I har nogle spørgsmål til vores bryllup (gætter på at der sidder en del og er i fuld gang med planlægningen lige nu), så må I altså bare spørge løs. Jeg vil altid gerne fortælle om vores erfaringer og give gode tips videre. Så ja, sig endelig til!

Se evt flere billeder samt vores video her:

Og ellers må I bare have en lækker mandag. Jeg vil smutte ned og hente verdens dejligste dreng om lidt. Og så skal vi have handlet ind, til en eller form for aftensmad vi alle kan være med på.

mm6a5620_29773919076_o

Still here

img_593ddd8-1

^^^ Hue: Ganni (affiliate).

Jeg er her stadigvæk. Blot hvis nogen skulle være i tvivl. Det går bare ikke så vaaaanvittigt stærkt herhjemme pt. Jeg har dog en rigtig god grund til det. Og det skal jeg nok åbne op for, på et tidspunkt : )

Jeg ville egentlig have lavet et “siden sidst” indlæg til jer nu her, men helt ærligt? Siden sidst er der intet sket, der er værd at skrive om. Det er ikke løgn, haha. Jeg føler mig meget lidt inspirerende for tiden. En rigtig superblogger. Eller ikke.

Der er vist virkelig bare gået hverdag i den herhjemme. C afleverer S i børnehaven hver morgen, jeg henter hver eftermiddag. Og når vi kommer hjem leger vi med biler og hører virkelig høj børnemusik indtil C kommer hjem ved 17/17.30 tiden. Hvis da ikke mine forældre banker på og spørger om de må “låne” S til lidt hygge og leg. Det er de virkelig gode til for tiden og det er altid en stor hjælp. Og S elsker det.
Jeg tror egentlig, at jeg er ok god til at lege, men intet slår min fars skills, det er sikkert og vist. Han er og bliver #morfargoals og jeg er SÅ taknemmelig. Det er stadig den bedste beslutning vi har taget – at blive naboer til mine forældre.

Hvad ellers?

Det lader til at alle enten er eller skal ud at rejse. Og selvom det ikke er spor pænt, er jeg ret så misundelig. Så jeg bruger mine aftener på, at kigge på og overveje forskellige destinationer. Jeg ved stadig ikke om vi kommer afsted. Om vi kan få det til at hænge sammen med min mands job, og andre ting. Han har en del (arbejdsrelateret) rejseaktivitet her til foråret. Bl.a en tur til Kina (som jeg allerede lidt frygter, ikke fordi jeg ikke kan være alene, synes jo blot at Kina er meeeeget langt væk). Og når man er selvstændig. Ja og når man ikke er vel, er det jo begrænset hvor meget man kan tillade sig holde fri. That’s life.
én lille bitte tur er dog allerede på plads. Og den tur går til Sverige, nærmere betegnet Ystad Saltsjobad – et fantastisk dejligt sted, hvor jeg har har været er par gange før. C har aldrig været med, så denne gang bliver det en kæreste-tur og selvom der er over to måneder til, glæder jeg mig allerede helt absurd meget <3  Det er de små ting, lige for tiden.

C tog i øvrigt Saxo med til hans aller første fodboldtime tidligere på dagen. Og hold kæft, hvor var det cute. Jeg ved ikke hvem der var mest stolt far eller søn, da han i morges fik den lille FCK-fodboldbluse, shorts og sokker på (se evt et billede på min Instagram-story). SÅ cute. Det er sjovt, jeg er jo selv komplet uinteresseret i fodbold, men jeg har alligevel drømt om den dag, hvor far og søn for første gang skulle til fodbold, siden jeg havde Saxo maven. Det er pisse fedt at være drenge-mor : )

Det var alt jeg havde. Min kreativitet er gemt væk et sted, der føles som virkelig langt væk lige nu. Men ved I hvad? Jeg ved med 110% sikkerhed at den kommer tilbage. Vi skulle bare lige have overstået januar måned, ikke? Og hvad er det jeg ser, når jeg kigger på min kalender? Det er d. 21, hvilket vil sige, at der kun er 10 dage tilbage af denne bitch af en måned. Kæmpe yay!.

Må I få den dejliste lørdag, dejlige læsere xx

Older posts