En dejlig dag med tid til lidt shopping

Stærk psyke? Og en anbefaling til de der dealer med angst

img_4993

^^^ Skjorte: Storm & Marie her.

Jeg så, sammen med min søde mand, et enkelt afsnit af et program på DR 3 forleden, hvor en række danske mænd og kvinder er taget på overlevelsestur langt langt oppe i Norge. Helt alene vel at mærke. Kun dem og deres kamera i naturen.

Selve programmet var ikke særlig spændende imo, men det at nogle mennesker har mod på at tilbringe – jeg ved ikke hvor mange dage alene i ødemarken, vagte virkelig min opsigt. Og det var mere end jeg lige kunne kapere. Hehe

Misforstå mig ikke. Jeg synes det er RØV SEJT. Men jeg har en lille smule svært ved at rumme, at nogen kan have så sej og stærk en psyke, at de kan holde til at være alene så længe, og så endda i et naturområde så langt fra civilisationen.

Jeg vil ikke sige at jeg er misundelig. For jeg har det ok med, at det aldrig bliver noget for mig. Men det bliver bare så tydeligt, når jeg ser sådan noget, hvor “svag” min egen psyke egentlig er. Jeg ved godt jeg ikke burde være så hård ved mig selv, men det program efterlod mig alligevel med en hel del tanker, om mig selv og min psyke. Og jeg kunne ikke undgå, at blive lidt irriteret på mig selv.

Jeg ér stærk… på nogle områder. Det ved jeg at jeg er. Men jeg har også denne her angst, som vel i bund og grund handler om, ikke at føle at jeg kan selv. Jeg mangler simpelthen den her grundlæggende tro på mig selv – især når jeg er alene.
Ikke på alle områder, slet ikke. F.eks synes jeg jo, at jeg er en glimrende mor. Og en ret sej kone og alt det der, og heldigvis har jeg absolut intet social-angst, hvilket jeg er ret så taknemmelig for. Taknemmelig for at jeg ikke har fået “hele pakken” når vi taler om angst.

Jeg trives aller bedst blandt mennesker. Ikke som i, at jeg ikke kan være alene. Jeg nyder skam mit eget selskab i fulde drag, når S er blevet puttet og C er taget til endnu en fodboldaften. Men kun fordi jeg ved, at har jeg brug for nogen, kan jeg altid gå ned til underboen/ind til naboen/ned på gaden/ringe nogen hjem. Jeg bor i byen, jeg er omringet af gode mennesker. Så det er ligesom med forbehold, ikke?

Jeg har det til gengæld stramt med øde steder. F.eks ved vores sommerhus, som jo ikke engang kan betegnes som værende et øde sted, overhovedet, heh. Bevares jeg kan godt lide at være der om sommeren sammen med hele familien, men min frygt for, bare at være mig, er så slem, at jeg f.eks aldrig i mit liv kunne forestille mig, at skulle sove alene i det sommerhus bare en enkelt nat. Det ville simpelthen aldrig komme til at ske, for hvem skulle hjælpe mig, hvis jeg fik et angstanfald og var lige ved at stille træskoene? Jeg ved godt, at man ikke stiller træskoene i forbindelse med et angstanfald, så meget har jeg lært, men det er nu en gang min triggertanke.

Ej heller ville jeg kunne rumme de 15-20 minutter det ville tage at gå fra sommerhuset og ned til stranden alene. Og det er altså ikke fordi jeg ville være bange for, at nogen kom og ville spise mig. For det ved jeg at ingen ville.

En af C’s helt store drømme lige nu er at komme til Maldiverne. Han kender åbenbart en, som har et resort dernede, så det ville være helt oplagt. Min eneste tanke når han nævner det er, hvordan jeg skal overtale ham til at vi tager et andet sted hen. For Maldiverne? Er det ikke meeeeeget øde? Er der overhovedet et hospital der? Ville jeg kunne få hjælp, hvis jeg blev dårlig og angsten tog til?

Og sådan er der så mange tanker, der rumsterer i mit lille hovede. Og selvom det ikke hæmmer mig super meget i det daglige, så ligger det jo hele tiden og ulmer et sted indeni. Og tænk, at skulle bekymre sig om, at ens drømmemand vil have en med til fucking (ja, undskyld mit sprog) Maldiverne. Det er jo for langt ude.

Jeg tror i virkeligheden at det middel der virker bedst på angsten, er at acceptere. At sige noget ala “Hej angst, der er du, men jeg gider ikke bruge tid på dig”. Det er i hvert fald det min super dygtige coach Sisse, har prøvet at lære mig i evigheder. Men hvorfor er det så svært at få hjernen til at makke ret? Hvorfor? Jeg er også røget tilbage til at have mine “tryghedsting” med mig rundt. F.eks den der åndssvage næsespray. Og jeg bliver vred på mig selv. Jeg VED at det er MIG der har kontrollen over mine tanker.  Jeg ved det jo, men min krop kan ikke mærke det. For den responderer med angst og så føler jeg at jeg har tabt.

Sommetider føler jeg, at jeg står helt alene med min angst. Jeg ved at rigtig rigtig mange har angst, men det kommer jo altid til udtryk på forskellige måder. Jeg har aldrig mødt nogen der virkelig kunne sætte sig ind i den angst jeg kæmper med. Angsten for angsten. Angsten for hvad angst kan gøre ved mig, angsten for at angsten kommer til at overtage livet. Og øv hvor føles det frustrerende lige nu.

Jeg har lyst til at være 100% i balance i det her liv. Jeg kan acceptere, at jeg har følelser – jeg er trods alt bare et menneske. Jeg kan også accepetere at angst i lidt højere grad er en del af mig, end hos mange andre (og selvfølgelig også i mildere end hos mange), men jeg mangler følelsen af kontrol lige nu.

Uha, det blev til mange følelser på sådan en ganske almindelig torsdag, hva? ; )
Hvis I kan klare mere, vil jeg gerne lige slutte af med, at give jer en anbefaling, som jeg selv fik af den altid skønne Alexandra. Der er intet sponsoreret/betalt/rabat i min anbefaling, det er simpelthen bare et tip fra mig til dig, der også skulle deale med angst, panikanfald eller begge dele.

Et 14 ugers kursus bestående af nye lydfiler hver uge, indtalt af belgiske Geert, der selv har været utrolig hæmmet af angst, men som har hjulpet sig selv med at blive fuldstændig fri.
Lydfilerne er på engelsk, men de er simpelthen så letfordøjelige og Geert tager det hele ned på et niveau, hvor alle kan være med. Det er virkelig utrolig lærerigt og meget spændende.

Jeg selv er nået til uge 6, og jeg synes at Geert’s kursus har åbnet mine øjne for så mange ting omhandlende angst. Sluger det hele råt.

Hvis I skulle være interesserede kan I købe jer til lydfilerne her. Jeg tror jeg betalte omkring 1600 kr, hvilket vist ikke engang rækker til to psykolog-timer i det virkelige liv. For mig har det været penge SÅ godt givet ud – også selvom jeg ikke er angstfri. Det vigtigste er at jeg lærer.

   

31 kommentarer

  • Anja Paarup

    Hej Emilie
    Jeg vil bare fortælle dig at jeg, tror, jeg kan forstå dig. Ihvertfald er den måde du beskriver din angst på, på mange måder sådan jeg også har det med min. Jeg er angst for angsten og samtidig angst for simpelthen så mange forskellige ting.

    Jeg kan også genkende din beskrivelse af din opvækst, for år tilbage herinde, har de bedste og mest kærlige forældre, det altid har gjort alt fir mig og elsker mig højt.

    En der har hjulpet mig rigtig meget, er Katie Byron. Mon du har læst hendes bog ‘ elsk det som er’ ellers vil jeg anbefale den, for den vender op og ned på min måde at tænke på og det er lige præcis det der hjælper mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak, det er rart at vide, at man ikke er alene, selvom jeg ikke ønsker angst for nogen.
      Tak, jeg vil tjekke bogen ud. Kender den ikke i forvejen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Angst er noget mærkeligt noget. Jeg har også angst men for terror, vold og den slags. Jeg fatter ikke jer som har lyst til at bo i en stor by, hvor der er større risiko for den slags 🙂 Intet sted føler jeg mig mere tryg end i naturen. Tak fordi du deler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • J

    Jeg har også set de to første afsnit af “alene i ødemarken” (eller hvad det nu hedder). Jeg sov så dårligt den nat, fordi jeg tænkte enormt meget over hvordan man ville kunne holde ud at være øde OG alene.. Jeg synes de er SÅ seje og SÅ modige.
    Ang. Maldiverne og hospital: JA selvfølgelig kan du få hjælp. Husk en god forsikring, så kan de altid hjælpe dig 🙂 man skal selvfølgelig bare være obs på at dette er en præ-eksisterende sygdom/lidelse du tager “med” på rejsen, så forsikringen formentlig ikke dækker.
    Som mange andre skriver, så skal du have et kæmpe skulderklap for at dele disse indlæg med angst. Åh hvor er det vigtigt at få nedbrudt taboer om selvsamme emne <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Jeg bliver lige nødt til at spørge om noget der har undret mig i flere af dine indlæg om angst; du har flere gange nævnt social angst som “noget du vil understrege du ikke har” eller “heldigvis ikke har”, og jeg spekulerer lidt over hvorfor denne angstform fylder så relativt meget i din angstforståelse? Er der noget særligt skamfuldt ved lige social angst? Eller noget særlig slemt i forhold til andre angstformer? Eller? Spørger af ren nysgerrighed, ikke som en kritik!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Helt ok at du spørger : ) Det er faktisk noget jeg slet ikke har tænkt over, at jeg gjort opmærksom på, men når jeg lige kigger tilbage i mine indlæg om angst, kan jeg da godt se, at jeg har nævnt det flere gange.

      Jeg mener bestemt ikke at der er nogle angstformer der er skamfulde, på ingen måde. Puha, jeg tror jeg er den sidste til at dømme hvad angår psykiske sårbarheder. In fact synes jeg ofte at det gør (andre) mennesker mere interessante, på en eller anden mystisk måde.

      Det har aldrig været bevidst ala “nu skal jeg huske at skrive, at jeg ikke lider af social-angst”. Men ubevidst, og når jeg mærker efter kan det måske have noget at gøre med, at jeg ikke ønsker at folk får den opfattelse af mig, at jeg dealer med alle slags angst. “at jeg er helt ude at skide agtigt” – selvom det selvfølgelig på ingen måde er det man er, selv hvis man skulle have angst for alt man kommer i nærheden af. Men jeg er også bare et menneske, der selvfølgelig et eller andet sted går op i, hvad andre folk tænker om mig.

      Det er grænseoverskridende nok, sådan at fortælle om de mere sårbare sider af sig selv her på det store internet og på en eller anden måde har det altså været vigtigt for mig, at fortælle folk at man kan være et ganske velfungerende menneske i de fleste sammenhænge – men altså stadig lide af angst.

      Ved ikke om det giver mening? Det blev lidt hurtigt skrevet her til morgen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • L

      Tak for det fine svar 🙂 Det giver god mening! Ved blot at mange finder socialangst særlig mærkeligt og skamfuldt (specialt socialangste selv). Kunne derfor være spændende at få sat ord på hvorfor 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Hej 🙂
    Bliver lige nødt til at kommentere på noget der for mig bliver meget klart når jeg læser dit indlæg: Modsigelsen.
    Du beskriver hvordan du tror accept er vejen (vil anbefale dig at læse en af Russ Harris’ bøger om ACT – selvom de er meget amerikanske og poppede, er de utrolig brugbare), men samtidig skriver du at du ønsker kontrol et par afsnit nede. Det er helt typisk og meget forståeligt, men deri ligger netop de faktorer der vedligeholder angsten. Mennesker bliver aldrig angstfri, men de kan lære at acceptere at angsten er et grundvilkår og hos nogle i større grad end hos andre. Det indebærer en accept af at du ikke kan kontrollere angsten eller de frygtscenarier der trigger den – de kan ske, det vil de formodentlig ikke, men du kan ikke kontrollere det. Kontrol vil aldrig være midlet til harmoni (i min optik) men blot føre til en masse bekymringer (hvordan kan jeg undgå…) og en masse sikkerhedsadfærd (hvis jeg nu bare har det med i tasken…) som vedligeholder angst. Det er, igen blot i min optik, den vigtigste erkendelse du kan gøre dig som angstramt, da den udgør grundlaget for den mere kroniske angst. Håber du kan bruge min iagttagelse. I arbejdet med angst er kontrol og accept helt sikkert buzzwords.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Når jeg skriver at jeg ønsker kontrol, så handler det om, at jeg ønsker at have følelsen af at det er mig, og ikke mine tanker, der har styringen. Ikke at jeg ønsker at kontrollere angsten. For det har jeg lært, ikke er vejen frem.

      Nu har jeg jo beskæftiget mig en del del med meta-kognitive metoder som netop går ud på, at droppe bla. sikkerhedsadfærd – fordi det fastholder angsten. Så langt er jeg med og jeg ved at jeg aldrig bliver angstfri, men at accept er det bedste middel.

      Som sagt var det jeg mente med kontrol – følelsen af at det er mig og kun mig der bestemmer : )

      Giver det mening?

      Ps. jeg er jo ikke psykolog, husk også det : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • L

      Ok 🙂 Det var blot ment som en hjælp, beklager hvis det blev for psykolog-agtigt 🙂 Jeg tror dog heller ikke en meta-kognitiv psykolog ville mene at du kan få kontrol over dine tanker, da de anser tanker for at have ringe betydning – de skal snarere ignoreres, frem for udfordres? Men måske er det det, du mener – anyway, så ville jeg blot give et indspark til din ærlige deling omkring det at have angst og dine følelser omkring det, i håb om at kunne bidrage positivt. Håber sådan for dig at det lykkes dig at få det bedre – og det er jeg sådan set ikke i tvivl om, at det gør 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det er heller ikke kontrol over tankerne jeg mener. Jeg ved at man i meta-kognitiv arbejder med at lade tankerne være : )

      Bare en følelse af, at det var mig der bestemte. That’s all.

      Tak for dit indspark, og tak, jeg håber og tror også, at jeg en eller anden dag nok skal få det endnu bedre : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Hej Emili, vil bare gøre dig opmærksom på, at du hos din læge kan få en henvisning til psykolog, når du lider af angst og er under 38 år. Sygesikringen betaler så 2/3, dvs. du skal selv kun betale ca. 300,- i timen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak, det ved jeg, men jeg tror ikke jeg finder min løsning hos en normal psykolog. Og så vidt jeg ved er de fleste psykologer, der tager imod henvisninger, ganske normale. Forstået på den måde at de feks beskæftiger sig meget med ens fortid. Og jeg har jo haft en dejlig barndom og er i øvrigt også super glad og tilfreds med mit liv. Så jeg skal nok ud i noget mere kognitivt : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • L

      Det er ikke rigtigt forstået – faktisk forholder det sig nærmere modsat. Kognitiv adfærdsterapi er den anbefalede behandling til angst, og den langt de fleste vil tilbyde gennem sygesikringen. Det handler både om krav oppefra, men også at KAT er rettet mod kortere forløb i modsætning til de fleste andre retninger der, som du skriver, går mere i dybden med problemet. Det er der ikke tid til med det begrænsede antal sessioner du kan få bevilliget gennem sygesikringen.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ok, tak for info.

      Jeg fik engang en henvisning, og havde virkelig dårlige erfaringer med de to psykologer jeg nåede at se. Og synes generelt det var virkelig svært at finde frem til nogle dygtige.
      Så fremover går jeg udenom henvisninger, tror jeg : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      Hej Emili, jeg er enig med L, kognitiv adfærdsterapi er den anbefalede terapiform ved angst og den med bedst evidens for positiv effekt. Synd at du ikke har fundet den rigtige psykolog for dig, for med det du beskriver, vil jeg mene, at du kan nå rigtig langt på 12 sessioner. Jeg er selv psykolog og har rigtig gode erfaringer med angstbehandling med en kombination af kognitiv og narrativ terapi. De praktiserende læger plejer som regel at have nogle psykologer, som de anbefaler, hvis du skulle få mod på endnu en henvisning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Du er mega modig at du tør dele dette og det rammer så meget plet hos mig. Det er rart at høre at der er andre, der har det ligesom mig. For jeg har de i perioder ligesom du beskriver og har ikke altid så mange som faktisk forstår det. Jeg er også som dig mor og en god en, men somme tider kommer min angst også bare gallopperende og jeg har nogle gange svært ved, at få stoppet de lidt mørke tanker om, hvad der kunne ske, så tak for ikkke at føle sig alene med disse problemer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Clara

    Jeg ville for alt i verden heller ikke kunne klare (eller lide) at være alene i ødemarken – så dont worry, du er ikke ene om at tænke sådan. I min kærestes familie har de også et smadderdejligt sommerhus oppe i Nykøbing Sjælland, men jeg kan simpelthen ikke opholde mig der uden for sæsonen (med mindre vi er minimum os to og to andre personer), for der er så sindssygt mørkt, at jeg bliver bange for, at der vil ske noget slemt, eller at nogle vil komme og gøre os noget ondt. (Selvom jeg godt ved, at risikoen for det er minimal) Men ikke desto mindre ødelægger det fuldstændig min opfattelse af sommerhuset, fordi jeg bliver så angst af at være deroppe – og det er bare så ærgerligt, for man skal jo helst forbinde det med gode stunder og happy times, og jeg ville heller aldrig selv kunne sove deroppe – det er jeg simpelthen for utryg – og ligesom dig; finder tryghed i byen (faktisk også på Frederiksberg 😀 )
    Men det er dejligt, at du er så åben omkring din oplevelse af angst på din egen krop. Det er selvfølgelig enormt ærgerligt og synd, at du skal igennem alt det, du oplever, men det er rigtig flot, at du er ærlig omkring det. Pt. er jeg selv sygemeldt pga. angst og skizofreni. Det kan virkelig gøre mig ked af det at tænke på, at jeg er så skør oppe i hovedet og misser så mange ting i mit liv pga. de sygdomme. (Og jeg er altså ”kun” 22) Mand, hvor ville jeg ønske, at alting bare blev nemt og godt henover natten, men sådan er det jo desværre ikke. Personligt tænker jeg meget på, at mange mennesker tit taler om, at man også kan ”tænke sig til” at få det bedre, så at sige. Altså at ens positive tankesæt også hjælper én med at få det godt. Og i og for sig tror jeg, at der helt sikkert er noget sandt i det udtryk, men samtidigt synes jeg også, det er hårdt, for hvordan tænker man lige sin angst, sine hallucinationer, følelses – og tankeforstyrrelser væk? Hvis du har tricket, så sig endelig til! 😀 Hvad tror du (hvis jeg må spørge), om det med at kunne tænke sig glad/tryg/rolig m.m.? Hvis det er et for nærgående spørgsmål, så skal du selvfølgelig ikke spørge, men jeg har bare tænkt lidt på det selv her på det seneste.
    TAK for et rigtig fint og velreflekteret indlæg! Hav en fortsat god aften og forhåbentligt også en god dag i morgen. Kh Clara

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Jeg kender dig ikke, og det er jo ligesom konceptet, men jeg får tårer i øjnene af at læse dit indlæg. For det første er det mig lidt magtpåliggende at sige, at du er ikke svag, og det er du bare ikke, og det kan vi alle se, og sådan må du ikke føle om dig selv. Du har måske noget med dig, som er en svaghed, og jeg kan inderligt godt forstå, at du hellere var fri, og jeg håber det lykkes dig engang, men det er ikke det samme som at være svag, og jeg har aldrig set noget fra dig som indikerer at du fortjener dén label, svag 🙂
    For det andet kan jeg ikke udtrykke i ord hvor fantastisk jeg synes det er, at du deler så åbent ud af dig selv på det her område og dermed bidrager til at løsne op for et smertefuldt tabu. Du har flere gange skrevet, at du godt kunne tænke dig at gøre en forskel for mennesker; ved at bruge din blog til at tale om disse emner gør du netop dét, og måske du skulle gøre endnu mere for at dele dine oplevelser med nogen der kunne have gavn af det? Altså jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort, men hvis du får lyst til at skifte lidt spor ville jeg klart foreslå den retning. Du gør dig i hvert fald mange virkelig indsigtsfulde tanker.
    For det tredje håber jeg I kommer til Maldiverne! 🙂 Wauw det er en drøm for mig, og jeg tænker det efterhånden er blevet så mainstream, at det bestemt ikke er øde og at der er lægehjælp inden for rækkevidde. Krydser fingre – du fortjener det! 🙂
    Din blog er virkelig groet på mig gennem tiden, og selvom jeg aldrig vil kunne sætte mig ind i hvad du bøvler med, så hepper jeg på dig. Tak og fortsæt endelig, der er brug for din stemme på det her område!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Kære Emili. Tak for et stærkt indlæg. Jeg har også angst, men har ikke haft et rigtig anfald i snart 2 år. Jeg kan i nogle tilfælde få hjertebanken, og som du siger, registrerer jeg, at det her er angst, det er irationelt og det er mig, der har magten, og ikke den. Jeg har ligesom dig, angst for angsten. Jeg prøvede gennem kognitiv terapi, at med vilje sætte et anfald i gang, for at bevise for mig selv, at jeg selv kunne klare det, og ikke havde brug for hverken tlf eller en nabo til at hjælpe mig. Og det klarede jeg. Og det har gjort, at når jeg nu får hjertebanken og princippet starten på et anfald, kan jeg selv tale det ned. Uden at nogen eller noget skal hjælpe mig. Jeg har accepteret at angsten nok altid vil være en del af mig, men så længe, at jeg kan kontrollere den, så det er måske okay, nogle gange at mærke den kortvarigt, hvis du forstår? Ved ikke om du har arbejdet med at starte et anfald bevidst, men det hjalp mig rigtig meget. (Hov nu blev det alt for langt).
    Venlig hilsen Maria

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Selv tak : )

      I virkeligheden er mine anfald meget harmløse i forhold til hvad jeg forestiller mig andre går igennem. De varer vitterlig ikke mere end nogle sekunder, før de er ovre. Men panik-følelsen i de sekunder føles så ufattelig stærk og ubehagelig, at jeg frygter det som intet andet. Og med vished om, at nogle mennesker har angstanfald der varer i minutter, fremfor min sølle sekunder, så fastholder det mig i en eller anden tanke om, at så kan det også gå så galt for mig, og det kan udvikle sig, hvis ikke jeg passer på.

      Men jeg tror det er rigtig hvad du siger. At det måske kunne være løsningen for mig også, at gøre noget af der der skræmmer mig. F.eks at gå en lang tur alene uden mine “tryghedsting”, og så måske opleve et angstanfald, som jeg og kun jeg kom over. Den følelse og (forhåbentlig) succes ville jeg rigtig gerne lade mig selv opleve.
      Men jeg aner ikke hvordan jeg skal presse mig selv derud. Der virker SÅ skræmmende. Hvordan fik du modet? Og i øvrigt så er jeg også oprigtigt bange for, hvad der vil ske med mig, hvis nu jeg begynder at opleve angstanfald endnu længere og mere skræmmende end jeg gør nu. Umiddelbart tænker jeg, at det ville begrænse mig endnu mere end det gør i dag.
      Tak for din kommentar : )

      der egentlig lidt er “problemet” med mig er, at jeg faktisk altid klarer mine anfald selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maria

      Al min terapi gik ud på, at kickstarte et anfald selv, for selv at klare det. Først rigtig meget teori, hvor jeg blev overbevist om hvad der fysisk sker i kroppen, når et anfald kommer. Og så har jeg været forskellige småforsøg igennem. Jeg har fulgt et af mine egne anfald ud fra et fysiologisk skema. Dvs bare ladet det race derud af i 15 min indtil det naturligt stiller af. Det overbeviste mig om, at jeg ikke kan dø af det. Og at hvis jeg ikke selv kunne få styr på angsten, så ville det max vare 20 min og så ville jeg være mig selv igen. Det var betryggende. Selvom det lyder helt fjollet 🙂 Men siden da har jeg faktisk ikke haft et anfald.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det giver så god mening. Men jeg ved stadig ikke om jeg tør. 20 minutter virker for mig viiiiiiirkelig længe.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Interessant indlæg og meget modigt at du deler din angst med alle os andre:-)
    Du er jo MODIG!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak, jeg ved ikke om jeg er specielt modig, men jeg har absolut intet imod at dele sårbare sider af mig selv. Jeg elsker selv at læse om andres sårbarheder eller bare beretninger fra det “virkelige liv” i en tid, hvor det hele let kan blive utrolig overfladisk : )

      Og så kunne jeg bestemt selv have haft gavn af at læse om lignende ting, dengang jeg var 11 år og min angst begyndte. Jeg følte mig fuldstændig alene i verden med det, og det var ret hårdt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Hej Emilie.
    Jeg tænkte først, at det kunne være, at metakognitiv terapi var noget for dig, men det kan jeg så læse er det hende Sisse laver, så det har du nok stiftet bekendtskab med.
    Men det jeg faktisk mest tænkte på, var om ACT (acceptance and commitment therapy) kunne være noget for dig? Her kan du læse hvad ACT Danmark siger om ACT: http://www.actdanmark.dk/OmACT.html
    Jeg er ikke ekspert på nogle af områderne, men de dukkede alligevel lige op i mine tanker ud fra, hvad du beskrev.
    God dag.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det er nemlig metakognitiv terapi som Sisse beskæftiger sig med, og umiddelbart (jeg er heller ingen ekspert) virket det som om at ACT, som jeg ikke har kendskab til, er noget hen af det samme. F.eks det med at man i langt højere grad skal lade sine tanker være, fremfor at beskæftige sig med dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Tsk for at dele!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Og tak fordi du siger tak. Det er virkelig rart at høre, at nogen sætter pris på det : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Hej Emilie. Jeg er ikke den store bloglæser, men tjekker indimellem ind på Bloglovin og er flere gange faldet over dine indlæg om angst. Måske du allerede har skrevet om det- men har du prøvet hypnoterapi?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En dejlig dag med tid til lidt shopping