img_9913

God morgen og tak for alle jeres søde lykønskninger i går på min instagram <3

Jeg er gravid, ja!

Til august, hvis alt går efter planen, bliver vi beriget med en lille ny verdensborger.
Vi bliver forældre igen, og Saxo bliver storebror ikke mindst – og det er næsten det mest fantastiske. Jeg kan slet ikke vente til at se hans reaktion, når baby kommer. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han bliver den sødeste og mest kærlige storebror <3

Jeg er i 17 uge, med termin 13 august (føder naturligvis 1-2 uger før termin, står det til mig) ; )
Der kommer til at være 3,5 år mellem vores to børn, og det er perfekt. Nu er et barn ikke noget man kan planlægge som sådan, for man ved jo aldrig hvor lang tid det tager at lave sådan et, men 3,5 års mellemrum er det helt idéelle for os og lige det vi håbede på.
Vi har virkelig nydt at have Saxo helt for os selv så længe og faktisk var jeg heller ikke skruk før efter brylluppet i september. Men så blev jeg det ellers også. Det er som om, at når man først har sat sig noget i hovedet, så skal det også helst gå hurtigt : )

Så efter brylluppet gik vi så småt i gang. Det gav pote ret hurtigt og nu, nu er vi også alle klar til en familieforøgelse. Saxo er mere eller mindre selvkørende. Vi mangler lige lidt småting (såsom at få smidt bleen helt, men det kommer helt sikkert til at ske inden sommeren). Casper og jeg har fået vores uafbrudte nattesøvn i mere end to år, så på den måde har vi (jeg) også overskuddet til en ny omgang “op hver tredje time for at amme”.
Timingen er ret perfekt for os.

img_9912

Vi har generelt været meget åbne i denne graviditet. Vi fortalte det meget tidligt til vores familie og tætte venner, og har løbende bare fortalt det venner og bekendte vi mødte. Måske er det bare sådan det er anden gang, at man er lidt mere afslappet omkring det hele?

Dog har jeg ikke sagt noget herinde før nu. Men I er alligevel mange der har gættet det, og det forstår jeg godt. Jeg er nok kommet med en del hints undervejs, hehe.
Det har været rigtig svært at holde hemmeligt herinde, fordi jeg jo er vant til at fortælle om alt det der fylder.
Og kvalme, opkast, madlede og minus overskud har fyldt helt utrolig meget, så det har været umuligt for mig, at lades som om, at alt har været godt og rart.

At være gravid er jo ingen sygdom, men det forløb jeg har haft de første 16 uger –  det har været det hårdeste nogensinde. Hæslig heldagskvalme og crazy madlede fra uge 5. Og så alle de daglige opkastninger. Som det første når jeg stod op og som det sidste inden jeg lukkede mine øjne. Og en hel del gange derimellem.
Og det er klart, at når man er SÅ ramt, at man ikke engang kan overskue at gå 100 meter ned af vejen for at handle ind, så går det ud over humøret.
Jeg har virkelig haft the blues, til trods for de meget lykkelige omstændigheder.

Men nu her i 17 uge er jeg heldigvis i bedring. Er ikke sluppet helt for opkast endnu, men nu er det kun en morgenting, og overskud har jeg fået masser af igen (thank god), ligesom at humøret også er i top igen. Så nu kan jeg forhåbentlig begynde at nyde graviditeten ordenligt : )

Jeg har i øvrigt skrevet en hel masse “graviditetsdagbogs-indlæg”, som jeg tænker jeg poster løbende her på bloggen. Det første indlæg starter starter en hel uge før min forventede mens, tilbage i starten af december, hvor jeg første gang testede meget svagt positiv.

Nogle af indlæggene virker nok lidt negative, fordi det jo bare har været pisse hårdt i mange mange uger, men jeg tænker, at det måske kunne være sjovt og rart for jer at læse med alligevel. Der ér jo trods alt mange der døjer med kvalme og manglende overskud i de første måneder af en graviditet og lige meget hvor taknemmelig man er over, at man kan skabe liv (og det er jeg, helt ufatteligt), er det bestemt ikke særlig rosenrødt, på den måde at blive fuldkommen blæst bagover af manglende overskud, madlede, kvalme og opkast. Pyha xx