Date day

Marts mål

img_9629

Jeg tror aldrig, at jeg i mit liv, har glædet mig så meget til forår og sommer, som jeg har gjort i år. Jeg plejer jo ellers at være temmelig begejstret for de mørke måneder, men december, januar og februar har været 3 ret så hårde måneder for mit velbefindende. Så jeg er selvsagt overlykkelig over, at vi nu er nået helt til marts – hvilket betyder forår! Hurra! Så kan det godt være, at det stadig er koldt og gråt og alt det der, men det er alligevel tydeligt, at lyset har ændret sig. Om morgenen når jeg vågner, typisk klokken 7.00, er det allerede lyst og ja, det gør altså bare noget ved en.

Normalt er jeg lidt sol-forskrækket. På den måde, at jeg aldrig sådan rigtig dyrker solen. Jeg dækker mig helst til, og smører mig ind i faktor 50. Jeg vil jo gerne passe på min hud. Det vil jeg stadig gerne, men jeg har bare sådan lyst til at suge al det d-vitamin jeg kan, til mig i løbet af foråret.

Så derfor er mit helt simple mål for dette forår: At bruge så meget tid som muligt udendørs.
Og med vores nye gård, og den der altan, som jeg stadig satser på kommer op, måske ikke til foråret, men så i det mindste i løbet af sommeren, (sådan noget bliver altid udskudt, ikke)? burde der være rig mulighed for en masse solskin.
At sol og det at arbejde foran computeren ikke rigtig går hånd i hånd, taler vi ikke om ; )

For arbejdes det skal der (også). Jeg er top-motiveret. Mere end nogensinde. Jeg ved nogenlunde hvor jeg er på vej hen (og på mange måder stadig overhovedet ikke, haha.), og det føles bare rigtig rigtig rart det hele.

Ud over at arbejde, og være sammen med min lille familie, har vi egentlig ikke nogle særlige planer i marts.
Jeg har forsømt mine veninder lidt i de mørke måneder, så jeg glæder mig til at hænge ekstra meget ud med dem.
Og jeg starter godt ud på tirsdag, hvor jeg får dem alle på besøg til mad, vin og hygge. Og så er jeg ved at arrangere en lille tur til Amsterdam. hvor min veninde midlertidigt bor lige nu. Jeg håber jeg kan få nosset mig sammen. I virkeligheden er det jo det nemmeste i verden med sådan en tur – Jeg skal bare booke en flybillet. Men jeg kæmper stadig (og vil sikkert altid gøre det), med noget trygheds-adfærd der gør, at det er angst-provokerende for mig, at være væk fra min sikre og trygge base – altså ikke mit hjem, men væk fra Casper og Saxo.

Det har været nemt nok at undskylde og udskyde ting med “jeg ammer stadig” eller “mit barn er stadig for lille til at undvære mig”, men den går ikke rigtig længere nu. Jeg har ikke ammet i over to år og klart, mit barn har stadig brug for mig og jeg for ham, og uanset, om jeg så virkelig havde lysten til f.eks at tage på to-ugers solferie uden ham, så ville jeg ikke gøre det mens han stadig er lille. For dét ville ikke være hans behov, og mens han er lille, er det bare hans behov i første række. Hver ting til sin tid.

Men sagen er også bare, at han nu er tre år gammel og han ville uden problemer kunne undvære mig i 2 nætter. Især når far er hos ham, endda også, hvis han kun havde mormor og morfar. Han er en stor dreng. En stor, meget tryg dreng, der ved at vi altid kommer tilbage til ham.

Værst ville det altså være for mig. Såeeeh deeeet. Det er sådan noget jeg kæmper lidt med. Jeg er ikke stolt af det, faktisk temmelig irriteret over det, mig selv og mit sind. Men jeg tror nok jeg skal rykke mig med tiden. Jeg har allerede rykket mig, det kan jeg mærke. Og jeg håber, at jeg ikke bliver dømt som værende en pylret mor. For det er ikke det jeg er, og det er slet ikke det, dette handler om. Det er 100% mine egne små trygheds-issues der driller mig, mens jeg fint og flot kan se det hele klart oppefra.
Nå, det blev til en længere snak. Nu skinner solen (hurra), så jeg vil skynde mig ud og gå en lang tur, efter en hel dag foran skærmen her.

Håber I nyder jeres onsdag x

   

4 kommentarer

  • Sara

    Hvordan går det med at provokere din angst så du ikke skulle have dine bestemte ting med i tasken?😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Jeg kan 100% genkende din følelse omkring at skulle væk fra din trygge base. Selv har jeg ingen børn, men jeg kan alligevel godt have den følelse, du beskriver. Det er selvfølgelig trist, at man til tider vælger oplevelser fra på den konto, men omvendt er det jo også dejligt at have et hjem og en familie, der gør en så tryg og tilpas. Jeg minder ofte mig selv om at skelne mellem, hvad der reelt er mine behov og lyster, og hvad der er andres. For eksempel er det en ret stor ting for mig at skulle sove et fremmed sted. Andre er fløjtende ligeglade med den slags, og de skænker det slet ikke en tanke. Sådan er vi så forskellige. Hvis man selv føler det som en hindring, er der selvfølgelig god grund til at arbejde med det, men jeg synes også, at man har lov til at stå ved sine egne behov og prioriteter, hvis man blot kan mærke, at noget ikke føles naturligt. Derfor bliver jeg lidt fortvivlet over, at du omtaler den følelse, du har, som et issue. Med al respekt for dit syn på det i forhold til din egen situation, så kan jeg godt blive lidt ærgerlig over, at det af mange opfattes som om, at man har et issue, fordi man ikke har samme behov eller lyster som de fleste andre. Jeg håber, at du forstår, hvad jeg mener. Jeg kan kun understrege, at jeg fuldt respekterer dit ordvalg. Det har blot sat nogle tanker i gang hos mig…

    Tak for det og tak for en altid inspirerende blog 🙂

    De bedste hilsner fra en trofast læser

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak for din kommentar. Jeg er SÅ enig i alt hvad du skriver og jeg ville sige præcis det samme til en god veninde, eller i virkeligheden bare til alle. Når jeg omtaler det som et issue, handler det om, at jeg bare er for hård ved mig selv. Og slår mig selv i hovedet over, ikke at være som alle andre. Men det er jo, som du også siger, helt ok og det ved jeg godt inderst inde. Vi er forskellige og jeg er god nok som jeg er <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Date day