En sommer-baby <3

Weekenden

img_6361

Weekenden, for vores vedkommende, startede allerede torsdag eftermiddag. Saxo har virkelig fundet ud af hvad weekend betyder, og hele vejen hjem fra børnehaven skrålede han begejstret “nu det weeeeeeekend, nu det weeeeeeekend”.

I går formiddag var vi en tur i DGI-byen sammen med min veninde og hendes datter. Svømmeren er altid et hit, altid.
Og om aftenen spiste vi inde hos naboen aka mine forældre. De havde lavet deres sædvanlige fredagsmiddag: kylling, pommes, bearnaise og grøntsager. Det er en fredagstradition der har eksisteret lige siden jeg var helt lille. HVER fredag, uden undtagelse, var det hvad menuen stod på.  Eneste forskel er at dengang fik vi altid cola til. Det gør vi aldrig mere. Jeg ville ikke røre cola med en ildtang. Jeg mener.. Hvad ér det stads? Man aner det jo ikke. Nej tak.

Min farmor fik æren af at putte Saxo, så jeg i stedet kunne smække stængerne op og se X Factor (som jeg egentlig synes er lidt kedeligt i år).
Inden det var afgjort hvem der skulle sendes hjem, måtte jeg dog kapitulere og kravle ind ved siden af Saxo. Jeg er virkelig træt i denne graviditet. Og selvom det er blevet lidt bedre, har jeg stadig brug for mange timer om natten.
Fordi jeg de første mange mange uger af graviditeten er gået i seng samtidig som Saxo, er “jeg kommet til” at putte ham i vores seng, i stedet for sin egen. Det har bare været så nemt og rart.
Og nu synes vi alle tre, at det er noget så hyggeligt. Kald os bare samsovere ; )
Det kan godt være det kommer til ændre sig, når baby kommer. Men så må vi tage den derfra. Saxo er rimelig omstillingsparat, og han har altid elsket sin egen seng, så jeg tror faktisk overhovedet ikke det bliver et problem, at lave om i tingene. Vi nyder det mens det varer : )

Nu er det lørdag formiddag. Saxo og jeg har sovet arm i arm helt til klokken 07.45 – måske fordi vi har haft dobbeltsengen helt for os selv. C har været i Rold Skov med vinklubben de sidste to dage, og i eftermiddag får vi ham hjem igen. Det er virkelig sjældent, at vi er fra hinanden, C og jeg, men det er på en måde helt ok lige at få lov at savne sådan rigtigt nogle gange. Jeg glæder mig i hvert fald gevaldigt til at se ham.

Saxo leger inde i stuen lige nu, og vi har haft sådan en hyggelig morgen. Med høj børnemusik i højtaleren (lige nu er “Dyrene I Hakkebakkeskoven” virkelig et hit), puslespil, klods major og male i malebog. Og vigtigst måske: Intet tændt tv og ingen ipad.

Vi er jo helt almindelige forældre, og selvfølgelig stikker vi vores barn en ipad i ny og næ, ligesom at ramasjang oftest er tændt hver dag.

Men på det seneste har vi tænkt meget over, at lade være. Fordi vi faktisk føler vi kan mærke at Saxo bliver frustreret når han har set ipad et stykke tid. Og vi har lagt mærke til, at han aldrig selv slipper den. Hvis han først sidder med ipad’en, skal man virkelig hive den fra ham. Og rigtig ofte ender det ud i at vi får en halvsur dreng ud af det. Og det er jo fjollet. Så nu har vi altså lige ipad-pause og det virker rigtig godt. Han spørger ikke efter den hvis han ikke kan se den. Ude af øje, ude af sind.

Og han er jo simpelthen så god til at lege, Saxo. Både med andre, men også med sig selv. Hans fantasi fejler absolut intet og der bliver leget rollelege med alle bilerne, bygget legohuse og kørt med togbane. Og han snakker om spøgelser, om krokodiller og ræve. Elsker den dreng så højt.

Må I have en dejlig weekend. Jeg tjekker ind igen lidt senere med første del af min “graviditetsdagbog” xx

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En sommer-baby <3