Vores påskedage

Angst

Processed with VSCO with a5 preset
Jeg var omkring 12 år gammel, da jeg oplevede mit første rigtige angstanfald.
Tidligere havde jeg haft angst i mindre grad, men levede med det, uden de store udslag i mit liv.

Men det første “rigtige”, der opstod da jeg, sammen med et par veninder, tog det forkerte tog hjem fra en biograftur inde i byen, ændrede alt for mig.
Jeg tror egentlig ikke at det virkede særlig voldsomt udefra, men indeni følte jeg, at jeg skulle dø. Jeg måtte knæle og bøje mig fremover, mens hjertet hamrede derudad. Det var første gang at jeg mærkede følelsen af ren panik.
Hvis ikke man har prøvet at at gå i panik, tror jeg det er svært at sætte sig ind i. Det er ikke følelsen af at være meget bange eller rigtig nervøs. Det er en meget voldsom oplevelse, hvor man føler, at man ikke kan styre sin krop eller sine tanker. Det er det værste jeg ved.

Jeg kom på benene igen, dengang på Nørreport st. og vi fandt det rigtige tog. Jeg rystede hele vejen hjem.

Dagen efter denne oplevelse var jeg alene hjemme og på et tidspunkt, mens jeg ser tv, rammer præcis samme paniske følelse mig igen. Nu kom det blot ud af det blå, på et sted hvor jeg var komplet tryg. Ingen fare på færde.
Måtte ringe til min bedste veninde, som boede længere nede af vejen. Hun kom og hentede mig og jeg fik lov at hvile på hendes sofa resten af dagen.

Det kan sagtens være, at de to oplevelser ikke lyder som noget særligt i jeres ører, men vitterligt fra den dag af, følte jeg, at mit liv og min verden som jeg kendte den, ændrede sig. Noget blev taget fra mig.

Fra den dag af blev jeg bange. Primært for at følelsen af panik, angsten, skulle ramme mig igen. Og derfor gjorde jeg alt det, som jeg nu ved man ikke skal gøre. Jeg undgik alle situationer og steder, hvor jeg følte at angsten muligvis kunne opstå. En ret naturlig reaktion, desværre dog uhensigtsmæssig.

Det var selvklart steder hvor jeg havde følt angst. Ved togstationer, og når jeg var alene hjemme. Kroppen husker. Så jeg blev væk fra indre by, da det krævede at jeg skulle køre i tog. Ligesom at jeg ikke kunne rumme, at være alene hjemme. Angsten for angsten, en ond spiral.

Som årene gik blev det bedre og jeg har levet et helt normalt teenage-liv. På de fleste punkter. Jeg lærte i hvert fald mig selv at være alene hjemme, ligesom at jeg blev glad for at køre tog igen, og for at befinde mig i indre by.

Men angsten har aldrig givet helt slip. Og jeg er stadig angst. Nu kommer det til udtryk på andre måder. Det ville kræve et helt indlæg for sig, hvis jeg skulle sætte ord på hvordan. Men bl.a benytter jeg mig af tryghedsadfærd, hedder det vist? Jeg skal have visse ting med rundt, for at føle mig tryg. Derudover skal jeg helst være nogenlunde tæt på et hospital (for hvad nu, hvis jeg en dag fik så meget angst, at jeg ikke kunne overkomme det uden hjælp, er min trigger-tanke), og så skal mine nærmeste være kontaktbare. Jeg skal kunne få fat i C, hele tiden. Det er ikke noget jeg tænker over i hverdagen og jeg ringer altså kun til ham, hvis jeg skal give ham en besked. For han ved hvordan jeg har det og render alligevel altid rundt med sin telefon i hånden, så jeg ved han tager telefonen hvis jeg ringer. Men hvis jeg fortæller jer, at jeg beder ham have telefonen tændt når han er i biografen, så kan I nok få en fornemmelse af, at det er seriøst.

I virkeligheden tror jeg, at den oplevelse, da jeg var 12, har været meget traumatisk for mig. At opleve at hele hendes verden ændrer sig fra den ene dag til den anden, ér skræmmende.

Og når jeg tænker mig om, er det nok grundlæggende stadig dét jeg er bange for. Jeg er bange for en dag at opleve et stærkere anfald end dem jeg kender til i dag. Et som endnu en gang slår mig i gulvet. Måske endnu hårdere. Bange for om jeg mon kan blive sindssyg, selvom jeg også godt ved, at det har jeg præcis lige så stor chance for at blive, som folk der ikke har angstlidelser. Angst og det at være sindssyg hænger lige så meget sammen som en brækket arm og en forkølelse.

Men altså. Jeg er bange for at angsten endnu engang skulle troppe op og ændre mit liv – det liv jeg er SÅ taknemmelig for og som jeg elsker. At det vil tage alt det gode fra mig.

Og fordi jeg hele tiden har dét i baghovedet, så slipper angsten jo heller ikke sit tag. Ting bliver bedre og jeg lærer hele tiden nye ting om mig selv og mit sind, men angsten bliver boende i mig.

Og jeg har for længst accepteret, at den er en del af mig, og at det er okay. Men det betyder ikke, at jeg ikke bliver frustreret over det til tider.  For det begrænser mig stadig i rigtig mange ting.
Og jeg synes jo jeg har gjort mit. Læst stolpe op og ned om angst. Set psykologer, hørt lydbøger. Virkelig arbejdet med mig selv. Men det virker som om, at jeg kæmper mod noget der ikke vil bekæmpes. What to do for søren?

   

8 kommentarer

  • Linda Larsen

    Flot indlæg! Jeg har selv angst (OCD), og det har ikke hjulpet mig ret meget at snakke med div. forskellige psykologer. Måske fordi det sidder i kroppen og ikke så meget i hovedet … Nu går jeg hos en kinesiolog, og det synes jeg er noget helt andet. En kinesiolog kan “pille dårlige oplevelser ud af ens system”. Det tager selvfølgelig lidt tid, men jeg oplever, at jeg er blevet gladere og har fået mere energi.Og så kan jeg godt lide, at det ikke engang er særlig dyrt, eller at man skal komme så tit. Jeg kommer fx en gang om måneden cirka og laver noget hjemmearbejde fra gang til gang

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg studerer psykologi, og angst er en af de psykiske lidelser, der er bedst evidens for at kunne behandles allermest effektivt, især med behandlingen CBT, kognitiv adfærdsterapi, hvilket også lyder som noget af det du allerede har prøvet.
    Jeg tænker det er centralt at finde en psykolog, eller en anden behandler, du er tryg ved, og så husker at være vedholdende, og hvis du har “tilbagefald” opsøge hende igen, før det bliver rigtig skidt. Et problem man har haft det meste af sit liv, forsvinder sjældent ved en kort behandling, men tager lang tid. Men der er virkelig god sandsynlighed for, at du kan, hvis ikke komme helt af med, få kontrol over din angst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanna M

    Jeg har det på PRÆSIS samme måde. Det er blevet bedre og jeg tror på en lys fremtid, hvor jeg kan leve side om side med min angst, uden at sen skal fylde for meget.
    De stærke angstanfald er så frygtelige, at jeg ikke tror man kan forklare det for dem der ikke har prøvet det. Jeg vil hellere brække hver knogle í kroppen end at opleve det igen!!
    God påske 💛💛💛

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det godt skrevet, og hvor kan jeg bare kende den følelse du beskriver! Én ting er angsten i sig selv, men angsten for angsten er simpelthen forfærdelig. Jeg fik diagnosen OCD da jeg var 9 år gammel, og de første år efter var jeg meget, meget syg. Så syg at jeg ikke kan huske ret meget, fordi jeg simpelthen har fortrængt det. Men angsten glemmer jeg aldrig. Idag er jeg 20, og det er blevet meget bedre, men en ting har jeg lært med årene. Angsten forsvinder aldrig helt. Den vil altid være der, bare gemt meget langt væk, og nogle gange vil den komme frem og minde dig om sin tilstedeværelse. Men når du accepterer, at det er sådan det er, og du beslutter dig for, at angsten ikke skal have magten over dig, bliver det meget lettere at leve med! Jeg ved det måske lyder hårdt, men min faste klippe når jeg har en dårlig dag, er at jeg ved jeg har nogen tæt på mig jeg kan tale med. For så kliché agtigt som det lyder, så er det virkelig vigtigt at få talt om tingene! Min psykolog forklarede mig faktisk engang, at folk med angst har et sted i hjernen, der ikke virker helt som hos andre. Der hvor en tanke der er ubehagelig eller lignende, normalt lige kommer forbi, og så smutter videre igen, bliver den hos folk med angst ved med at køre i ring og er svær at slippe af med. Men så snart du siger det højt, eller prøver at tale om hvordan du har det, sender du tanken ud af sin rotation, og væk som den skulle have været til at starte med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Det er så flot skrevet, Emilie – jeg kender alt for godt til det med angsten. Jeg kom til at tænke på det du tidligere har skrevet om at du beundrede dine veninder for at have jobs der gjorde en forskel – det er jeg sikker på du også gør nu, i hvert fald for mig. Det er rart når andre åbner op og fortæller om det, så mærker man at man ikke er alene om det.
    Knus

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Claudia

    Puha!

    Jeg kender det alt for godt.

    Jeg fik et angstanfald ud af det blå på motorvejen på vej på arbejde første dag efter en kort og heftig barsel og som blev starten på en sygemelding med stress i 1 år.

    Jeg måtte træne mig op en afkørsel af gangen for jeg VILLE kunne køre på motorvej igen. Det tog 3 måneders intensiv træning og ret meget ubehag, men det lykkes.

    Jeg kan stadigvæk få besøg af “min ven” i ny og næ. Jeg syntes det er svært at acceptere at skulle leve med det. Har lige som dig gået i Metakognitiv forløb hos Sidse. Men for fanden hvor er det træls!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Hvor skriver du bare fantastisk, Emilie. Og tak fordi du deler.
    Jeg synes det er meget rørende, at høre en så ærlig fortælling – specielt fordi, jeg ved at der er utroligt mange, der går rundt med angst i en større eller mindre grad.

    Jeg har selv få gange oplevet små angst-anfald, hvis jeg har drukket mere end ét par kopper kaffe på en dag… nøj hvor er det ubehageligt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores påskedage