Påskeklar og en middag

FOMO

untithkled-1

Et par gange har jeg vist talt om det her med, at jeg ikke, eller i hvert fald yderst sjældent, lider af
“Fomo”. Fear of missing out. Og det er også sandt og alt det der. Men her til aften er den så alligevel kommet snigende ind på mig, frygten for at gå glip af noget godt..

Min mand er taget til koncert med et par venner. En koncert jeg selv rigtig gerne ville have været til. Det kom jeg bare i tanke om lidt for sent, og så var billetterne udsolgt.
Og nu kan jeg så blot følge med på IG, hvor der bliver lagt billeder og videoer op fra festen. Det ser sjovt ud gør det.

Og her sidder jeg tilbage. I min sofa. Jeg føler mig kedelig, grå og en lille smule tyk også, måske fordi jeg lige har fortæret halvdelen af den chokolade-påskehare, der egentlig var til min søn? Kan du stave til dårlig mor? Oh well, den dreng mangler vist ikke noget.

Og jeg ved jo godt, at det alligevel nok ikke have været det samme, hvis jeg var taget med. Koncert er for det meste lig med øl og dans i min optik. Og der er jeg ikke lige nu. Slet ikke.

Men jeg får også bare sådan lidt flashback til livet som kærester før børn. Ikke misforstå mig nu, vi er sindssygt gode til stadig at pleje hinanden og f.eks tage ud at spise sammen eller holde middage med venner, der også har børn.
Men de der spontane aftener med fælles venner, der ofte blev til en masse cocktails og dans til den lyse morgen – det sker af gode grunde ikke særlig ofte længere.

Vi nød at gå ud sammen, bl.a til koncerter. Og jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår vi sidst gjorde det. Jo det passer ikke. Vi var til Rihanna sidste sommer, men før det, var det også 1000 år siden.
Og nu hvor jeg er gravid og snart kommer ind i amme-symbiose-boblen, som jeg elsker, ingen tvivl der, så ved jeg bare, at der igen går lang tid før koncerter og fester på den måde igen bliver en ting vi gør sammen.

Mit motto her i livet er lidt: “hver ting til sin tid” og jeg gør lidt en dyd ud af at være til stede lige der hvor jeg er, og ikke tænke særlig meget på hverken fortid eller fremtid.
Og I ved, at jeg trives vildt godt i familielivet, med små børn og alt hvad det indebærer.
Men det betyder jo ikke, at jeg ikke en sjælden gang kan tænke tilbage på og savne alt det man bare lige gjorde engang.

Men som sagt. Hver ting til sin tid. Når Saxo er 10 år er jeg 35 år. Der tænker jeg altså, hvis ikke før selvfølgelig, at der bliver rigeligt med tid til at rende til koncerter sammen, og måske endda til de mere spontane venne-aftener med cocktails og dans osv.

Hvad siger jer med lidt større børn? Kommer overskuddet til sådan noget tilbage, når børnene er lidt ældre?
Og hvad med jer gravide ladies? Finder I også jer selv på sofaen af og til og ville ønske en lille bitte smule, at man kunne hoppe i en lækker kjole og gøre lige det man gjorde pre-gravid? : )

   

2 kommentarer

  • Mon ikke det er graviditeten, der spiller dig et puds?
    Mine børn er ikke store – bare 2 og 6 år. Hos mig har fomo dog været værst under ammeperioder, hvor jeg virkelig følte mig låst.Derefter har det føltes mere som valg/fravalg, når jeg er gået glip af spændende arrangementer. Og så er det slet ikke så svært.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg tror i det hele taget bare at det er noget som mange gravide/nybagte mødre kan føle af og til.
      Heldigvis ved jeg også at det går hurtigt over. I dag er det f.eks glemt. Så er jeg bare lykkelig over, at det ikke er mig der har tømmermænd : D

      Generelt lider jeg slet ikke af fomo. Jeg er virkelig en hjemme-person og har intet imod at gå glip af hverken sociale arrangementer aller andet : ) Meeeen lige i går, det kunne jeg mærke lysten : )

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Påskeklar og en middag