En aftentur og noget om at blive rørt

Er din søn bare nem hele tiden? Bliver du aldrig udmattet?

dscf8964

Jeg fik en mail den anden dag, og det satte virkelig tanker i gang hos mig. Mailen var fra en kvinde, en mor, som ærligt (og det respekterer jeg virkelig) skrev, at hun blev provokeret af, at jeg, i hendes øjne, fremstillede min søn som en engel. Hun spurgte undrende og nysgerrigt ind til, om S aldrig prøver grænser af, bliver sur, er stædig mm. For det gjorde hendes børn.
Og om vi som forældre aldrig blev udmattede. For det gjorde hun. Udmattet af at skulle opdrage hele tiden og tage en masse kampe.
Og som hun skrev “Hvis han virkelig er en engel, så ville hun oprigtigt gerne høre vores trick”.

Jeg spurgte om jeg måtte bruge hendes mail og tage emnet op herinde, og det måtte jeg gerne.


Bum. Og hvordan svarer man lige tilbage på den. Det har jeg brugt et par dage på at gruble over.
Jeg er så absolut ingen ekspert i børn eller opdragelse, og kan jo udelukkende tale fra egne erfaringer, når det kommer til emnet.

Men først og fremmest: Jeg synes det er fantastisk at være mor til en dreng på 3,5 år. Jeg synes ikke det er hverken udmattende eller på nogle måder hårdt. Hånden på hjertet, det synes jeg ikke.

Og hvorfor synes jeg så ikke det? Det er jo svært at svare på, og der er sikkert mange forskellige ting der spiller ind. Jeg har nogle bud:

1. Mit barn.
Alle børn er jo forskellige og har forskellige personligheder og temperament.

S kan selvfølgelig være både stædig, sur, skabe sig, være pisse irriterende, teste os og prøve grænser af -præcis som alle sunde børn kan være og gør sommetider.
Men vi oplever ikke deciderede kampe, der skal tages med ham, synes jeg.

Han er fræk, og han prøver næsten altid at sno sig udenom, når det handler om f.eks at skulle tage nattøj på eller slukke for ramasjang, ligesom at han altid trækker tiden, når vi putter ham. “Bare én ekstra bog, mor”.

Men overordnet er han en glad dreng, og min oplevelse er, at han altid er til at tale med, og at han accepterer det meste, så længe han føler han bliver set, hørt og bliver taget med i beslutninger.
F.eks laver vi altid små aftaler ala “når du har set Peter Kanin færdig, SÅ skal vi have nattøj på”, fremfor bare at slukke for fjernsynet.

Det er meget sjældent, at han er decideret unfair og når han er, er det altid når hans overskud er i bund.
F.eks en dag i sidste uge, hvor han ikke havde sovet sin middagslur, hvilket i øvrigt var min skyld. Under aftensmaden spassede han helt ud over, at jeg havde givet ham en forkert tallerken, og var slet ikke til at tale med. Det ligner ham bestemt ikke og sådan ville han aldrig opføre sig på almindelige dage, hvor han er tip top og har sovet.
Så i dette konkrete tilfælde tog vi selvfølgelig ikke kampen med ham. I stedet kiggede vi på ham og så en super overtræt dreng, som vi egentlig bare synes det var vildt synd for. Og så fik han ekstra mange knus og kram (selvom han fremstod dybt urimelig), og blev puttet kort tid efter.

2. Mig selv og min personlighed.
Vi forældre er jo også vidt forskellige og kommer med forskellige ting i bagagen.
Jeg er nok i virkeligheden svær at hidse op, ligesom at jeg er svær at stresse ud (når det kommer til børn).
Min tilgang til børn er at børn gerne må være børn. De skal ikke altid opføre sig eksemplarisk, sidde stille og tie stille. De må gerne larme og de må gerne være fjollede, så længe det ikke bliver meget irriterende eller går ud over andre mennesker. Min lunte er ret lang, også en del længere end min mands.
Jeg kan bestemt sætte grænser, sige stop og sætte foden ned, men jeg er overbevist om, at det kan gøres uden skæld ud og uden en autoritær tilgang til det, og derudover så går jeg meget op i at vælge mine kampe. 

Der hvor jeg ofte er blevet og sommetider stadig kan blive udfordret på mit temperament, er når vi er steder henne, hvor der er mange mennesker. Her har S nemlig haft en tendens til (og har sommetider stadig) at blive kørt godt og grundigt op og f.eks ville løbe væk fra os. Og er der noget jeg slet ikke kan have, er det tanken om, at han skulle blive væk fra os. Så her bliver jeg hurtigere stresset og dét kan han mærke, og sjovt nok er det som om, at han så synes det er ekstra sjovt og spændende. Frustrerende.

Jeg synes kun at det er blevet bedre med alderen og for os har det hjulpet at på forhånd snakke med ham om hvad der skal ske. F. eks gøre ham klar på, at når vi kommer ud i lufthavnen/ind til byen/ind i supermarkedet, så løber vi ikke, for det må man ikke, da der er for mange mennesker.
Det har helt klart hjulpet, men det kan dog stadig glippe nogle gange, og så har vi erfaret, at det er bedst bare at sætte foden ned hurtigst muligt og være helt klare og tydelige i vores nej. Så må han blive ked af det eller sur. Det går hurtigt over.

3. Tid og overskud.
Faktum er at jeg har masser af tid og overskud i min hverdag, grundet mit job, der pt udelukkende drejer sig om denne blog. Jeg har ofte meget at se til ja, men slet ikke i samme omfang som et 37-timers job (tror jeg).

Vi stiller aldrig et vækkeur, vi har lange rolige morgener med med tid til at hygge, og tid til at S altid lige kan gøre perlepladen færdig/se Peter Kanin/bruge lidt ekstra tid på at komme i tøjet.

Jeg arbejder hjemmefra og skal f.eks ikke skynde mig hjem fra job, for at nå at hente inden institutionen lukker.

Kort sagt: Vores hverdag er ikke præget af travlhed eller stress, og det tror jeg bl.a også har noget at sige i forhold til alles overskud herhjemme.

Jeg siger ikke, at man ikke kan være en mega overskudsagtig forælder, har man et krævende fuldtidsjob og en travl hverdag, slet slet ikke, men jeg kunne bare godt forestille mig, at der kunne opstå en del flere konflikter, hvis man har travlt vs hvis man ikke har. Tror I ikke?

4. Hjælp
Vi er sindssygt priviligerede når det kommer til hjælpende hænder. Vi har mange omkring os, der altid gerne giver en hånd med. F.eks bor vi jo ved siden af mine forældre, hvor døren altid står åben, og hvor S render ind og ud. Ofte leger han derinde efter børnehave, mens jeg forbereder aftensmaden. Ligesom at han ofte bliver passet hele dage i hverdagen af oldemor eller farmor.
Der er mange hænder om ham og igen kommer det jo direkte tilbage til mit og C’s overskud. For det har man bare mere af, når man ikke er alene om alting hele tiden, det giver sig selv.


Så det var lidt mine bud på, hvorfor jeg ikke føler mig udmattet og hvorfor jeg tror vi undgår nogle konflikter i vores familie, som der ellers snildt kunne opstå.
Når det er sagt, så har jeg også taget et valg, både her i livet og her på bloggen, om, at forsøge at fokusere på det positive. Samt et valg om ikke at “udstille” mit barn når han er sur, vred eller ked af det. Så det gør jeg ikke, selvom det jo er uundgåeligt hos et barn. De har så mange følelser de små og det skal der 100% være plads til.

Jeg ved slet ikke, om I kan bruge det til noget, for det er jo langt fra alle, der har lysten til eller kan skrue ned for f.eks arbejde – og dermed leve et langsommere liv, ligesom at langt fra alle har bedsteforældre lige ved hånden til at hjælpe.

Men alligevel kan det måske give stof til eftertanke/inspiration til hvordan man lever sit liv.

I hvert fald tak fordi I læste med <3

   

22 kommentarer

  • Klara

    Hej Emilie,
    undskyld hvis det er lidt ordkløveri men jeg kunne ikke lige lade være med at kommentere på at du skriver “S kan selvfølgelig være både stædig, sur, skabe sig, være pisse irriterende, teste os og prøve grænser af -præcis som alle sunde børn kan være og gør sommetider.” – hvad betyder det at være et sundt barn? Kan usunde børn ikke prøve grænser af på samme måde, og hvad er et usundt barn? Hvis der findes sunde og raske børn, må der også findes usunde (og syge) børn. Jeg læser til pædagog, så er lidt optaget af hvordan folk omtaler hvad et sundt barn er. De fleste siger når de er gravide eller skal føde “så længe det er et sundt og raskt barn!” (det har jeg skam selv tit gjort), men er man ikke rask eller sund hvis man er udviklingshæmmet så?
    Det var lige et sidespor, og absolut kun ment kærligt 🙂 Tænker at du muligvis slet ikke har tænkt over det da du skrev “sunde børn”, men jeg måtte som sagt bare lige lette mit hjerte 😉 og synes det er vigtigt og interessant at tage stilling til. Nok fra pædagog tossen for denne gang! God aften 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karina

      Vi får ofte at vide i børnehaven “Jeres dreng afprøvede grænser i dag til frokost, det er et sundt tegn at han nu føler sig tryk nok hernede til at prøve grænser af” “Eller jeres dreng sagde fra overfor de andre drenge. Det er et sundt tegn at han står op for sig selv”. Når jeg læser Emili skriver at hendes dreng kan være stædig – præcis som andre sunde børn”. Læser jeg, at hun siger at det er det er et sundhedstegn at børn er stædige, det er en naturlig del af deres udvikling. En udvikling de helst skal opnå. Giver det mening? Min mor er pædagog og hører hende ofte sige ” det er et sundt tegn” og det forstår jeg på samme måde som når Emili siger “sundt barn”… og ja som du stiller det op så må der jo finde “usunde” børn.. vores dreng er fx for flink, for lydhør – så derfor siger pædagogerne at det er et sundt tegn når han prøver grænser af, og dermed kan man sige at det ikke er sundt for ham lige just på det område hvor han er alt for flink alt for lydhør… – modparten til dette er på ingen måde at være udviklingshæmmet. Men jeg læser mellem linjerne på din kommentar, som at du egentlig er mere interesseret i at vide om “vi” ikke synes at vi har fået et rask og sundt barn hvis vi har fået et udviklingshæmmet barn. Og der vil mit svar klart være nej,udviklingshæmningen er jo ofte et resultat af en hjerneskade. Og selvfølgelig ønsker ingen forælder det for sine børn. (Handikap “løber” i min familie). Dermed på ingen måde sagt at kærligheden vil være mindre – på nogen måde overhovedet. Men det er helt klart et sidespor til hvad Emili mente da hun skrev et sundt og rask barn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg er vild med de her indlæg! De fungerer lidt som et spejl, hvor jeg bliver klogere på mig selv og mit moderskab! Tak for det, Emilie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Sådan havde jeg det også da vi kun havde et barn. Syntes heller ikke det var særligt hårdt men efter lillesøster er kommet til verden kan man godt mærke stressen komme snigende. Der er bare mere arbejde og især de mange konflikter søskende jo har tager på kræfterne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg synes godt nok det er ærgerligt hvis man som læser af en blog er fuldstændig ukritisk og tror at det der bliver skrevet og vist frem på bloggen er den fulde sandhed. For selvfølgelig skriver og viser bloggeren kun det han eller hun har lyst til. Jeg har svært ved at forstå hvis man slet ikke har det in mente når man læser blogs, følger folk på Instagram osv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jonna

    Rigtig godt indlæg. Det er så sandt med overskud og valg af det positive😊✌👍😉
    Kh Jonna

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Du virker som sådan en skøn mor 💖👏 Og fedt at i har skabt en nærende hverdag, som alle trives i! Meget inspirerende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilia

    Fint indlæg. Dejlig og sund tilgang til børn. Keep up the good work <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    Dejligt indlæg! Så spændende læsning, jeg elsker at høre om din tilgang til Saxo, da det er mit indtryk at din tilgang er meget lig min. Jeg er helt enig i, at det store overskud jeres fleksible hverdag kan skabe, spiller ind. Når det så er sagt, så er jeg sikker på, at det at du/I taler med Saxo og får ham til at føle sig set, hørt og forstået er GULD værd for ham og hvordan han opfører sig. Min erfaring er virkelig, at hvis børnene føler sig taget med på råd eller i det mindste forstået og lytter til, kommer der ganske få konkflikter. Mit indtryk er at nogle forældre “undervurderer” deres børn og ikke taler med dem og forklarer dem ting, de ellers godt ville kunne forstå.
    Anyways, du gør det så godt, glæder mig til at følge jeres liv med lillesøster 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Sikke et godt indlæg, Emili. Flere af den slags! Og gode overvejelser og valg du tager ift Saxo. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig godt indlæg! Jeg tror, at min søn og Saxo minder meget om hinanden, og du og jeg i vores tilgang til børn, og jeg kan nikke genkendende til alt, hvad du skriver. Når den en sjælden gang knækker for mig, så er det 100% pga punkt 4 (stresset hverdag), da jeg arbejder meget og løber ud af døren for at hente hver dag. Men sådan er vores vilkår, og i det mindste er jeg bevidst om det.😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Freja

    Jeg kan virkelig godt forstå at du bevidst vælger ikke at ‘udstille’ Saxo. Det er der da heller ingen grund til! ALLE som har børn VED da at de kan være en udfordring til tider! Men det er klart at nogle er en større mundfuld end andre – og der mener jeg personligt at opdragelsen helt sikkert har meget at sige!

    Der er ingen tvivl om at du/I er meget priviligerede, idet i har så fleksibel en hverdag. Men hvor er det da bare helt fantastisk for jer ❤️
    Jeg var selv studerende da jeg fik mit første barn, og blev gravid på mit sidste studieår, hvilket vil sige jeg gik direkte på barsel igen da jeg var færdiguddannet. Jeg er SÅ glad for alt den tid jeg har haft/stadig har til mine unger, og min mand og jeg snakker ofte om hvordan vi kan blive ved med at have så god tid til børnene. (Måske skal jeg starte en blog?! 😝)
    Jeg håber at vi finder en løsning som passer til os og som sætter vores børn i første række. Jeg har fået børn fordi jeg vil være sammen med dem – ikke fordi de skal være i en institution dagen lang. Så jeg forstår 100% hvor du står 😀

    Kh Freja

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Uhh jeg kommenterer meget sjældent, men har alligevel lyst til at lægge en kommentar her.
    Jeg er helt igennem fan af din postitive indstilling (og fremstilling) af moderskabet og din søn. Og jeg er med dig hele vejen! Faktisk synes jeg at det er SÅ rart med en blogger der fokuserer på det postive.
    Selvfølgelig er det rigtig, rigtig vigtigt at få fremhævet alle de svære, hårde og ofte usagte ting ved moderskabet, for de er der og vi er mange der synes det er rart at læse om og kunne identificere sig med. På den anden side så synes jeg at det er lige så rart, og vigtigt, at øve sig lidt i at fokusere på at det hele ikke er kampe, tigerspring (har aldrig fattet hvorfor man vil sætte sådanne mærkater på sit barn og forvente at NU bliver det rigtig træls) eller trodsalder. Det er vildt hårdt og jeg har også en tosset knap 5-årig, der svarer igen, prøver grænser af og er 45 min. om at få tøj på. Samtidig med at jeg har en på 10 måneder der ammer 700 gange om natten og nægter at blive madet med ske. Men seriøst. Jeg hygger mig. Jeg synes de er dejlige. Jeg er træt når de er puttet om aftenen (heller ikke altid lige hyggeligt) og hele lejligheden sejler. Jeg har fx fået flere kommentarer om at mine børn jo sover fiiint, fordi de sjældent er noget jeg brokker mig over. Gider faktisk ikme bruge så meget energi på at tale om det. Men altså. Begge mine børn vågner altså om natten.
    Men jeg elsker dem (det ved jeg godt at alle gør!!) og jeg elsker, at fokusere på det postive som udgangspunkt. For jeg tror det hele bliver nemmere og rarere på den måde. Og så må man gerne kalde mig jubelidiot.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Rigtigt fint indlæg med gode tanker! Og det virker også til på mig som læser, udfra billeder og indlæg, at Saxo er en dreng, der har det rigtig godt! Men tænker også, at du vel heller ikke har til formål at udstille Saxo negativt i flere indlæg henover bloggen, fordi han lige har været sur over aftensmaden osv., både for saxos skyld, men vel også fordi du generelt har en rigtigt positiv blog. Personligt føler jeg, har fulgt dig i 5-6 år, at din blog viser positive, eftertænksomme og konstruktive indlæg, hvor du sagtens ogsæ kan vise de svære ting feks angst, men med en vinkel på dig, og ikke en udstilling af andre, som det måske ville blive, hvis du skrev mange negative indlæg om Saxo.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Nej du har helt ret. Det er også et valg jeg meget bevidst har taget. At jeg ikke ‘udstiller’ og skriver om når han er sur, gal, ked af det eller skriver om når vi har små-konflikter, som alle der har børn jo til tider har.
      På den måde kan jeg også godt se, at det for nogen kan virke lidt rosenrødt, men tænker dog at de fleste har en sund fornuft og kan gennemskue at ikke alt er fryd og gammen altid : )

      Det er et krævende job at være forældre. Nu fik jeg i hvert fald sat lidt ord på hvorfor jeg på mange måder tror at vi herhjemme oplever det lidt mindre krævende.

      Jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden hjælp fra familie + havde jeg en mere presset hverdag. Så jeg tager totalt hatten af for folk der ikke er i vores situation. Og forhåbentlig gav mit skriv lidt stof til eftertanke til dem der sidder derude og ikke forstår hvor overskuddet herhjemme kommer fra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katrine

      Tror helt sikkert at de fleste sagtens kan tænke sig til, at I i jeres familie også har dårlige dage, men synes det er dejligt at du har fokus på de postive ting i jeres liv, i fremstillingen på din blog. Alle har jo dårlige dage, men derfor behøver man jo ikke udstille dem/lade dem fylde, fordi det ofte er små problemer som feks uro ved aftensmaden. Synes ikke at du er rosenrød i dine indlæg, men derimod gør dig mange tanker om, hvordan jeres liv er.
      Er selv selvvalgt solomor på 24 år til en dreng på 4 måneder, og det kan selvfølgelig være hårdt, men vælger virkelig også bare at det positive skal fylde mere. Men dejligt at læse dine tanke om jeres familie!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    Rigtig fint beskrevet. Og jeg tror du virkelig har ret i meget af det! Især det med at i har masser af tid og overskud og hjælpende hænder.
    De fleste børnefamilier lever jo ikke sådan et liv, det er bare et vilkår for de fleste, og det må naturligvis give mere pres på hverdagen og de personer som er i familien, gælder både børn og forældre. I denne hverdag opstår nok ofte det manglende overskud fra begge parter, som skabet “gnidninger”..
    samtidig er det selvfølgelig måske også noget med temperament som både voksne og børn kan besidde i hø grad 🙂

    Bare mine tanker om “emnet”.. meget spændende at du sætter ord på jeres hverdag/opdragelse

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak for din kommentar. Ja, jeg er helt enig og kan kun forestille mig hvor ekstra presset alle parter i en familie kan være. Har svært ved at se hvordan vi skulle ‘overleve’ uden hjælp samt hvis jeg havde en bare lidt mere stresset hverdag.
      Men selvfølgelig kan man. Så hatten af for alle der lever på den måde.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En aftentur og noget om at blive rørt