Lidt mere sommerhus

Er jeg en “I favnsk mor”?

img_0534

^^^ kjole her (reklame-link)

Efter at jeg på min instagram forleden efterspurgte tips til at komme igang med at slynge og vikle lillesøster når hun beslutter sig for at komme ud til os, fik jeg en enkelt kommentar: “Om jeg var en I favnsk mor”.

Jeg måtte lige ind og læse op på hvad præcis gør sig gældende, hvis man skal kalde sig selv det. Og jeg må sige, at jeg ikke nødvendigvis mener, at man skal putte et label på sig selv, så det har jeg ikke tænkt mig at gøre, derfor er det korte svar da også nej.

Men når det er sagt, synes jeg det er så super fint, at reflektere over sig selv i rollen som forælder. Og fordi der efterhånden er flere af jer, der har efterspurgt mine tanker om “børneopdragelse” og min tilgang til forælderskabet, vil jeg nu, med udgangspunkt i de I favnske principper, gennemgå den måde vi er forældre på : ) Husk at jeg ikke rigtig har været bekendt med principperne før nu, derfor er det meget muligt, at der er ting jeg ikke har forstået korrekt. I må gerne irettesætte mig hvis det er tilfældet.

De 8 principper:

1. At forberede fødslen
Her handler det om, at tage et velinformeret valg om, hvordan ens baby skal komme til verden. Kan forstå at hjemmefødsler er at foretrække i det I favnske. Her kan jeg dog ikke være med, og har heller ikke spor lyst hvis jeg skal være ærlig. En hjemmefødsel kan helt sikkert være en smuk ting, og jeg har set et par på nettet, hvor jeg simpelthen har måtte knibe en tåre eller tre, men det er ikke for alle. Jeg ved godt at der siges at hjemmefødsler er lige så sikre som fødsler på hospitalet og jeg kan forstå, at jordemødrene er ekstra obs og sender en på hospitalet ved det mindste, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvis nu der skete noget super akut, og man ikke nåede afsted. Den tanke gør at jeg aldrig kunne se mig selv føde hjemme. Det bliver dog heller ikke relevant, da begge mine børn, som I nok ved, har ligget og ligger i UK.


2. At give følelsesmæssig opmærksomhed

Denne kan jeg dog hoppe med på. I høj grad. Det handler om at reagere på ens barns følelsesmæssige behov: Være nærværende og ikke mindst til stede.  Ja tak! For mig er det egentlig bare noget helt, helt naturligt. Jeg bruger rigtig meget tid sammen med Saxo, til trods for at han går i institution (mange fridage og korte dage). Og min plan med lillesøster, som stadig befinder sig i maven, er at jeg vil prøve at strække tiden inden hun skal i institution så længe det er muligt. Jeg har endnu ikke taget en beslutning om hvornår det er, men det bliver derimod noget C og jeg tager som det kommer. Det kommer an på flere ting, herunder vores arbejdssituation. Og som selvstændig kan man aldrig vide hvor man er et år frem.

Det eneste jeg ved er, at jeg ikke kan sende hende afsted når hun er 12 måneder, ligesom jeg gjorde med Saxo. Han klarede det så flot dengang, og på daværende tidspunkt nød jeg at min barsel var slut. Men jeg troede også på, at det var det bedste for ham på det tidspunkt. “De skal jo socialiseres sådan nogle små børn”. Nu er jeg blevet klogere og alt i mig strider imod, at sende mit barn afsted så tidligt. Jeg tror simpelthen ikke på, at det på nogen måde er godt for det lille barn at sidde i en vuggestue med 11 andre “venner” og to pædagoger.

3. At amme
Amning er en fantastisk mulighed for samhørighed mor og barn imellem, og er man I favnsk kan jeg forstå, at mange vælger at langtidsamme. Rigtig dejligt for dem, tænker jeg. Jeg kan også læse mig frem til, at man sagtens kan give flaske og være I favnsk. Det handler vist mest om, måden man gør det på. Altså at man ikke blot stikker barnet en flaske og lader det ligge/sidde selv, men at man ser hvert måltid som en mulighed for at øge tilknytningen bl.a.

Jeg ammede Saxo i ca 13 måneder men stoppede, da behovet for sammenhængende søvn blev for stort. Og fra den ene dag til den anden fik jeg min uafbrudte nattesøvn igen. Det var ret fantastisk. Også for Saxo. Og han led ingen last, og virkede ikke til at savne min mælk, overhovedet. Det var altså en aktiv beslutning jeg alene tog, og jeg tager den gerne igen, hvis vi kommer derud, hvor ingen af os får sovet. 
Bliver natamningen dog ikke et problem med lillesøster, kunne jeg sagtens se mig selv amme i længere tid. Jeg synes at amning er det naturligste i verden og jeg elsker den connection det giver samhørighedsfølelsesen mor og barn imellem.

4. At bære din baby
Når man er Ifavnsk bærer man sin baby. Enten i en slynge, vikle, bæresele eller simpelthen blot i favnen med hænderne. Det er med til at opfylde barnets behov for fysisk kontakt og børn der bliver båret skulle eftersigende græde mindre, være roligere og mere trygge.

Jeg synes jo det giver rigtig god mening, og jeg glæder mig til at bære lillesøster når hun melder sin ankomst. Jeg har allerede anskaffet mig en strækvikle, som så mange af jer anbefalede mig. Nu skal jeg bare lige lære at bruge den ; )
Jeg bar ikke Saxo dengang, han kom fint omkring i sin barnevogn og senere klapvogn da han var lille. Til gengæld var jeg meget opmærksom på fysisk kontakt i hans vågne timer, hud mod hud osv.


5. At dele søvn
Samsovning er at foretrække når man er I favnsk.

Da vi fik Saxo havde vi (næsten) allerede børneværelset med den perfekte børneseng stående klar. Han startede med at sove i en vugge, der stod ved siden af vores seng. Og da han blev omkring 7-8 måneder (mener jeg) kom han på eget værelse. Det fungerede helt fint, og faktisk fandt han bedst ro i sin egen seng. Han har sovet igennem (kun med få undtagelser ved sygdom) siden han var 12-13 måneder.
Men for 8 måneder siden ca fik jeg til vane at putte ham i vores seng. Jeg var lige blevet gravid, var noget så træt og faldt altså selv i søvn hver gang jeg puttede ham. Og en weekend C var på drengetur, puttede jeg Saxo sammen med mig i vores seng – fordi det var nemmere. Og det skulle vise sig at være ganske hyggeligt, så da C kom hjem fra sin tur, fortsatte vi og har gjort det lige siden. Vi trives med det og nyder det virkelig alle tre, og nu kan jeg på en eller anden måde ikke forestille mig at skulle sove anderledes. Der findes intet bedre end at putte sig ind til sit barn om natten og vågne op sammen.

6. At undgå hyppige og langvarige adskillelser
Hyppige eller langvarige adskillelser kan være med til at forstyrre udviklingen af den stærke tilknytning mellem mor og barn i følge I Favnsk. Det bedste er at vente med at være længe væk, til barnet har udviklet et sprog, således at det kan forstå og overskue længden af adskillelsen.

Saxo bliver minimum én gang om ugen passet fra morgen til aften af personer der elsker ham og som han elsker tilbage. Herunder oldemor og farmor. Mine forældre ser han på daglig basis, fordi de er vores naboer.

Jeg har været væk fra Saxo én nat, og det kan tælles på to, måske endda en hånd?! hvor mange gange det er sket i hans 3,5-årige liv.
Det har ikke været noget jeg som sådan har besluttet mig for, men det har ikke været mit behov at være væk fra ham. Og jeg ved, at det ikke har været hans.
Sådan som jeg ser på tingene, er det så kort tid, at de små er små, og så kort tid, at man som mor er “bundet” som man er, når man har små børn. Jeg tænker at min tid til weekendture væk fra børn, til sjov og spas osv. nok skal komme. Men det er altså ikke mens mine børn er små og jeg føler bestemt ikke, at jeg går glip af noget.
Jeg har mange veninder der gladeligt rejser fra deres små, og jeg synes i bund og grund bare at man skal gøre hvad der som mor gør en glad.

Jeg kan dog forstå, at mange tror at man får uselvstændige børn, hvis man bruger meget tid med dem og f.eks aldrig lader dem passe ude. Men jeg tror simpelthen ikke på det. I vores tilfælde passer det i hvert fald ikke. Saxo er, sådan som jeg ser det, et selvstændigt, sundt og nysgerrigt individ, der altid glæder sig til at bruge dagen med bedsteforældre/olde.

7. At opdrage blidt og positivt
At undgå at skælde ud og hæve stemmen og at at man er den slags person, som man gerne vil have at ens barn skal være.

Punkt 7 her har mit hjerte. Virkelig. Og jeg kunne skrive stolpe op og ned om emnet, men jeg gør det lige kort, for nu.
Vi følger egentlig blot vores mavefornemmelse herhjemme hvad angår “opdragelse”, men for mig og for os, giver det også fuldstændig sig selv, at børn hverken skal skældes ud, råbes af, trues eller sættes i “time-out” (aka skammekrog).

Vi er ikke perfekte og jeg er ikke hellig, og ja, selvfølgelig kan jeg blive frustreret og komme til at hæve stemmen til tider, men guess what? Det virker ikke. Jo måske lige nu og her på den korte bane, men ikke på den lange, nej.

Hos os fokuserer vi på mindre nej, mindre skæld ud, mindre fokus på hvad barnet skal/ikke skal – f.eks på den måde, at vi ikke fortæller Saxo, at han skal “huske at sige tak for mad”. Vi vælger i stedet blot at prøve at være det gode eksempel og selv være høflige: sige tak, tak for mad, velbekomme osv. Og det sjove er, at det virker. Jeg synes rent faktisk at vi har et ret høfligt barn, og det er ikke os, der har lært ham det. Eller jo det er det jo så, men ikke på en pressende måde vel at mærke.
Jeg tror så meget på, at børn lærer ved at følge gode eksempler fra barnets primære omsorgspersoner og rollemodeller.

Som den kære Jesper Juul engang har sagt: “Børn, som behandles med respekt, svarer med respekt. Børn som behandles med omsorg, opfører sig omsorgsfuldt. Børn som ikke krænkes på deres integritet, krænker ikke andre.
Jeg er i øvrigt vild med den mand.


8. At skabe balance i dit familieliv
Balance er nøglen til at undgå, at man som forældre bliver udbrændt. Derfor skal der tages vare på en selv. Det kan gøres gennem sund kost, motion og tid til en selv. 

Det synes jeg da giver god mening. Om det passer på os? Tjaa tjoooo. Vi går da op i god og nærende kost, tid til os selv og pt ikke så meget i motion ; )

For mig er balance rigtig vigtigt og den måde jeg mærker det, er simpelthen ved at vi har tid til hinanden. Jeg er taknemmelig over begge vore jobs (blog + selvstændig virksomhed) tillader en vis fleksibilitet, der gør at vi selv råder over vores tid og er medvirkende til at vi aldrig sådan rigtig behøver at stresse, f.eks ud af døren om morgenen : )

Hvad med jer? Tager I noget med fra det I Favnske?

   

3 kommentarer

  • Julie

    Jeg er sådan en “Julie’sk mor” jeg gør de ting jeg synes er rigtige og som virker for vores familie.. og jeg NÆGTER at kalder det hverken iFavn, langtidsamning eller samsovning – selvom de måske er det vi gør..
    Jeg ammede i øvrigt 8 mdr efter at jeg droppede natamning, så det ene behøver ikke udelukke det andet..
    Og mindes jeg ikke at have læst her på domænet at folk der sover sammen med deres børn ikke tør sætte grænser og ikke har noget sexliv?? 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Dejligt for dig : )

      Nej jeg har aldrig nævnt noget om ikke at sætte grænser. Men det med sexlivet er korrekt. Haha. I et post der satte ting på spidsen og skulle være humoristisk, rememeber ; )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • ME

    Jeg er heller ikke så meget for at sætte et label på mig selv, men efter at have læst om ifavn,kan jeg se, at jeg i forvejen bruger mange af principperne. For mig giver mange af tankerne så god mening, men jeg synes også, man skal tilpasse dem ens eget familieliv og plukke de ting, der giver mening 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lidt mere sommerhus