Processed with VSCO with hb2 preset

Så kom hun. Endelig!
Født tirsdag d. 22 august, klokken 7.36.
3800 gram, 51 cm lang og helt, helt perfekt. Hun ligner sin storebror, bare en mørkere udgave. Og så har hun fars næse og øjne og mors læber. Elsker hende allerede så højt.

Grundet langvarig vandafgang (mere end 18 timer fra vandafgang til fødsel) skulle vi blive på hospitalet en nat, for at observere, at hun ikke fik en infektion. Men ingen infektion heldigvis og i går onsdag, kunne vi køre mod Frederiksberg og storebror, som havde ventet i spænding på at få os hjem.

Vi har det alle godt og baby (som altså stadig ikke har noget navn) er helt perfekt og indtil videre en veltilpas og rolig baby, som allerede ammer så flot. Jeg er så stolt ; )

Processed with VSCO with hb2 preset

Og hvad fødslen angår, så fik jeg desværre ikke den fødsel jeg havde håbet på.

Den gik ikke dårligt på papiret og var hverken traumatisk eller hektisk. I virkeligheden var det vel  en ganske normal fødsel og baby havde det godt under hele forløbet.

Den gik nogenlunde sådan her (beretning kommer, når jeg har fordøjet det hele):

Vandafgang – veer der lod vente på sig – derfor vedrop (stress) – vestorm (AV) – epidural (skønt) – pressefase efter bogen og baby der kom ud og havde det strålende.

Det lyder jo tilforladeligt, men det var ærlig talt ikke et særlig rart forløb, overhovedet. Og Casper og jeg mærkede i den grad til travlhed på fødegangen. F.eks var der vagtskifte, mens jeg havde presseveer og 10-15 minutter inden baby var ude, skulle jeg tage stilling til en ny jordemoder. Det var dog det mindste af det hele.

Alt i alt var fødslen meget præget af usikkerhed og vi følte os simpelthen ikke trygge eller i gode hænder på noget tidspunkt. Fordi jeg tidligere har fået et kejsersnit (og der dermed var en risiko for bristning af mit ar) og fordi mit fostervand tangerede til at være lysegrønt (baby havde det så fint hele vejen igennem) blev jeg koblet op til et hav af ledninger og elektroder, og var mere eller mindre bundet til sengen. Og det hele var meget mekanisk og unaturligt for mig. Vedroppet især.

Jeg ved ikke hvad man kan forvente af en jordemoder, og måske jeg er for krævende, men jeg havde håbet at bare en af de tre jordemødre jeg nåede at have i mit forløb, kunne have gjort Casper og jeg mere rolige og måske medvirket til, at jeg stolede mere på at min krop godt kunne, trods crazy vedrop og vestorm.

Faktisk må jeg knibe en lille tåre, mens jeg skriver det her. Jeg ved at jeg nok skal “komme mig over det”, fortyder bestemt ikke, at jeg ikke valgte kejsersnittet og synes stadig, at jeg er super sej, at jeg selv fik hende ud. Men der ligger mange følelser bag, kan jeg godt mærke.

Men nu er vi hjemme, sammen med verdens dejligste og det er det aller vigtigste.

Derudover er jeg også bristet (som langt de fleste gør). En dejlig lille 2. grads bristning, der gør mega nas lige nu. Det er hvad det er og det heler forhåbentlig hurtigt, faktisk mærker jeg allerede her til aften en bedring, men jeg indrømmer da gerne, at det ikke hjælper på overskuddet her de første dage. Derfor har vi også valgt at alle barselsbesøg er udskudt, indtil jeg får det bedre. Og bloggen? Jeg opdaterer når jeg har lyst og overskud.

TAK for alle jeres lykønskinger og tak fordi I gider følge med. Det er så dejligt <3

Processed with VSCO with hb2 preset