skaermbillede-2017-09-14-kl-11-44-42-copy

Søndag d. 20 august 2017. Jeg er 41+0 og ekstremt utålmodig efter at møde vores lille pige. Jeg har ingen tegn haft på snarlig fødsel og er begyndt at frygte, at hun aldrig vil ud.

Men samme aften går jeg alligevel i seng med en stærk følelse af, at der godt kunne ske noget i løbet af natten.

Og rigtigt nok. Klokken 03.00 vågner jeg og skal tisse. Da jeg rejser mig fra sengen bliver der vådt i mine trusser, og jeg er ikke i tvivl om, at mit vand er ved at gå. Jeg får tisset og går igen ind i soveværelset. Nu går vandet med et kæmpe plask. Jeg skynder mig ud på toilettet igen og finder mine ny-indkøbte gigantiske bind frem, men vandet gennemvæder det på nul komma fem. På med endnu et bind, og endnu et.
Jeg får vækket Casper og ringer derefter ind til fødegangen. Fordi jeg tidligere har fået et kejsersnit er der en lille bitte risiko for, at mit ar kan briste under veerne, og derfor vil de på fødegangen gerne have at vi kommer ind når det er muligt.

Hverken Casper eller jeg kan sove videre nu, og rykker i stedet ind på sofaen med vores dyner. Her snakker vi og spiser lidt morgenmad.
Jeg er lykkelig over at min krop selv er gået i fødsel, og spændt ved tanken om, at vi nu skal møde vores baby snart.

Da klokken bliver 06.00 stikker jeg hovedet ind til mine forældre, der er vores naboer, og fortæller dem hvordan landet ligger. På forhånd har vi aftalt, at når jeg går i fødsel skal de passe Saxo.

Klokken ca 08.00 kysser vi Saxo og min mor farvel og tager en taxa til Herlev Hospital. Vores egen bil er på værksted (så typisk, nu man rent faktisk skal bruge den, haha).

På fødegangen bliver vi, efter lidt ventetid, vist ind i et rum, så jeg kan blive undersøgt. Jeg har på dette tidspunkt hverken smertefulde eller regelmæssige veer – men de er dog til stede.

Jordemoderen der undersøger mig kan konstatere, at jeg endnu ikke har åbnet mig, og fortæller mig, at vi skal snakke igangsættelse inden længe. Årsagen til dette er, at efter vandafgang, ser man helst at baby er ude indenfor max 24 timer. Og da mit fostervand tilmed er lysegult tangerende til det lysegrønne (det kan det sagtens være uden at det betyder at baby er stresset i øvrigt), ser de gerne at jeg bliver sat i gang med et vestimulerende drop (et såkaldt S-drop).

Tanken om droppet både stresser mig og gør mig nervøs, da jeg ved at de kunstige veer kan være hårde ved livmoderen, og i værste (dog yderst sjældne) tilfælde forårsagde ruptur af mit ar i livmoderen.

Allerede her kan jeg mærke, at jeg mister modet lidt, og især mister jeg troen på, at jeg har styr på denne fødsel. Desværre. Det lyder måske fjollet i nogens ører, men i momentet betød det meget for mig og min følelse af at kunne selv, at undgå det drop.

Omkring klokken 16.00, efter jeg ihærdigt har forsøgt at få gang i ordentlige veer, hvilket er lidt svært når man 1, ved man skal og 2, er låst fast til en seng i et koldt sterilt rum med alverdens ting spændt om maven, får vi tildelt en fødestue.

Her møder vi vores jordemoder. En sød kvinde på alder med mig selv. Hun er helt nyuddannet og virker, ligesom jeg, ikke super tryg ved situationen – altså mig med mit tidligere kejsersnit og nu også semi-grønt fostervand.

To utrygge var set i bakspejlet nok ikke verdens bedste kombi, og en masse ting sker/sker ikke.. Jeg vil undgå at komme ind på konkrete ting, men det bliver meget tydeligt for os, at fødegangen virkelig er præget af travlhed og Casper og jeg føler os ikke trygge ved situationen på nogen måde. Vi føler ikke at vores bekymringer bliver tager alvorligt eller at vores spørgsmål bliver ordentligt besvaret.

Droppet kan vi ikke komme udenom, da min veer, efter denne omgang, stort set er gået i sig selv. Øv.
Det bliver givet klokken 17.30 og nu er jeg for alvor bundet til sengen. Jeg må gerne gå ud at tisse, men det bliver med droppet og alle de andre ledninger som min følgesvend. Det føles meget unaturligt for mig.

Til at starte med går det godt. Veerne bliver stærkere og stærkere og de gør meget ondt, men jeg kan fint være i dem. Jeg bruger min helt egen slags vejrtrækning, som hverken er de helt dybe træk eller den overfladiske laboro, og her efterfølgende har jeg tænkt, at det på en måde var lidt spild af tid sådan at øve vejrtrækningen i graviditeten. Når de stærke veer tager fat, går man ind i sig selv, kroppen tager over og gør det der føles bedst for en – og ikke det man evt. har øvet derhjemme.

På et tidspunkt bliver droppet skruet op for aller højeste blus. Jeg får vestorm og har 6 ekstremt smertefulde veer per 10 minutter. Det er næsten uudholdeligt, men tanken om, at vi møder vores baby snart giver mig overskud til at komme gennem veerne. Sådan bliver vi ved i mere end to timer.

Og så er det endelig tid til at blive undersøgt. Jeg tænker selv, at der må være sket en hel del, efter ca fire timer med drop og mange sindssyge veer. Min jordemoder undersøger mig, men det volder hende problemer og hun må (igen igen) kalde efter andres hjælp.
En ældre og mere garvet jordemoder kommer ind, og kan hurtigt konstatere, at jeg ikke er meget mere end 1 cm åben!? Her går jeg så lidt i sort, da det simpelthen ikke giver mening for mig, at jeg ikke har åbnet mig mere, efter alle de ekstremt smertefulde veer. Med Saxo åbnede jeg mig 4-5 cm med hvad der føltes som plukkeveer. Easy peasy. Bare ærgerligt at han lå omvendt og jeg ikke behøvede at åbne mig dengang, heh.
Den garvede jordemoder vil lige prøve at se, om hun ikke kan løsne lidt op med sine fingre. Imens får jeg en ve og beder hende tage sine fingre, der er oppe i mig, ud med det samme, da det er alt alt for smertefuldt for mig. Hun lytter ikke på mig og bliver ved med at rode rundt “jeg skal bare liiiiige”. Nej du skal ej, og først da jeg decideret skriger “det er et overgreeeeeb” – og sådan føltes det vitterligt, trækker hun sig til tilbage. Jeg er rasende.

Tydeligvis skal der ske noget, for droppet virker ikke efter planen. Jordemoder foreslår en epidural, så jeg kan få en pause, og jeg takker meget hurtigt ja og anæstesilæge (en ung og meget pæn mand) bliver tilkaldt. Her er klokken 22.00.

Jeg mærker ikke at epiduralen bliver lagt, det gør man ikke når veerne er så vilde, til gengæld er der ingen tvivl, da den gør sit indtog i min krop. Sikke en lettelse at blive fri for vestormen.
Epiduralen virker så godt, at jeg rent faktisk ikke mærker noget som helst. Og selvom det bestemt føles godt efter crazy veer, er det også en meget underlig følelse. Jeg kan se på min lille skærm, at jeg har veer, og mange af dem, men jeg kan simpelthen ikke mærke dem.

De næste timer går med at få slappet af og få sovet, jeg er træt med træt på og pausen gør godt.
Epiduralen gør at jeg endelig åbner mig. Hurra! Omkring klokken 03.00 er jeg i aktiv fødsel og bare to timer senere, har jeg åbnet mig til de famøse 10 cm. Der bliver skruet ned for epiduralen og op for droppet, så mine veer igen begynder at kunne mærkes. Klokken 06.30 starter min pressefase, som  er yderst smertefuld – og slet ikke føles som den forløsning mange taler om.

Tirsdag d. 22 august klokken 07.36 presser jeg verdens dejligste baby på 3845 gram ud og jeg er LYKKELIG og lettet.
Hun er SÅ smuk og helt perfekt og hun har haft det som blommen i et æg under hele forløbet. Scorer top point på apgar score og finder straks mit bryst og begynder at sutte.

Moderkagen kommer ud uden problemer, og så skal der syes, da jeg er bristet. En mild grad 2 bristning. Det mærker jeg dog ikke meget til i momentet – er bare lykkelig for at Isolde er hos os og at jeg klarede den.

Fordi der gik mere end 18 timer fra vandafgang til fødsel, er der en risiko for at baby kan få en infektion. Derfor skal vi blive en nat på hospitalet, selvom vi aller helst ville være taget hjem samme dag <3

skaermbillede-2017-09-14-kl-11-46-23-copy


Selvom min fødsel jo på papiret gik godt, så var den for mig og Casper, ikke den bedste oplevelse.
Vi følte os ikke taget ordentligt hånd om, eller lyttet til, og tanker om den lille risiko for bristning af mit ar, fyldte desværre rigtig meget undervejs.
Jeg var utryg ved at få et vedrop – og selvom jeg vidste, at jeg blev holdt godt øje med, kunne jeg ikke mærke det. Jeg følte i høj grad, at jeg selv skulle mærke efter, om jeg nu fik smerter i arret (det kan indikere at en livmoder er ved at briste), men det er sgu svært under en vestorm hvor ALT ligesom gør ondt. Derudover følte jeg det lige så utrygt, at få epiduralen, da den gjorde, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Så hvordan skulle jeg kunne mærke, om det ar ville briste. Kan I følge mig?

Det var tydeligt at fødegangen var præget af travlhed, f.eks var der jordemoder-skift 15 minutter før Isolde var ude. Det betød, at jeg skulle hilse på og forholde mig til en helt ny jordemoder midt i mine presseveer. Jeg bad jordemoderen om hun ikke nok ville blive, og til det svarede hun, at hun var vikar og dermed for dyr. Jeg forstår at det er kårene på fødegangene og hospitalerne i øjeblikket, men det gjorde det ikke nemmere at være i synes jeg.

Jeg fortyder slet ikke, at jeg ikke valgte kejsersnittet, selvom jeg havde muligheden. Jeg er glad for, at jeg valgte at føde vaginalt, men ked af både de travle omstændigheder og min egen indstilling til det hele. Jeg ville så gerne have været mere positiv undervejs, men jeg kunne ikke finde kampgejsten og så fødslen som noget der bare skulle overstås.

Jeg ved med 100% sikkerhed, at hvis jeg en dag skal føde igen, finder jeg mig en privat jordemoder, en som jeg stoler på og er tryg ved, der simpelthen kan tage med os på hospitalet og være med hele vejen igennem – og forhåbentlig sørge for, at jeg og Casper får en bedre oplevelse <3

img_4646