Om maven (post-graviditet)

Fødselsberetning: Isoldes vej til verden

skaermbillede-2017-09-14-kl-11-44-42-copy

Søndag d. 20 august 2017. Jeg er 41+0 og ekstremt utålmodig efter at møde vores lille pige. Jeg har ingen tegn haft på snarlig fødsel og er begyndt at frygte, at hun aldrig vil ud.

Men samme aften går jeg alligevel i seng med en stærk følelse af, at der godt kunne ske noget i løbet af natten.

Og rigtigt nok. Klokken 03.00 vågner jeg og skal tisse. Da jeg rejser mig fra sengen bliver der vådt i mine trusser, og jeg er ikke i tvivl om, at mit vand er ved at gå. Jeg får tisset og går igen ind i soveværelset. Nu går vandet med et kæmpe plask. Jeg skynder mig ud på toilettet igen og finder mine ny-indkøbte gigantiske bind frem, men vandet gennemvæder det på nul komma fem. På med endnu et bind, og endnu et.
Jeg får vækket Casper og ringer derefter ind til fødegangen. Fordi jeg tidligere har fået et kejsersnit er der en lille bitte risiko for, at mit ar kan briste under veerne, og derfor vil de på fødegangen gerne have at vi kommer ind når det er muligt.

Hverken Casper eller jeg kan sove videre nu, og rykker i stedet ind på sofaen med vores dyner. Her snakker vi og spiser lidt morgenmad.
Jeg er lykkelig over at min krop selv er gået i fødsel, og spændt ved tanken om, at vi nu skal møde vores baby snart.

Da klokken bliver 06.00 stikker jeg hovedet ind til mine forældre, der er vores naboer, og fortæller dem hvordan landet ligger. På forhånd har vi aftalt, at når jeg går i fødsel skal de passe Saxo.

Klokken ca 08.00 kysser vi Saxo og min mor farvel og tager en taxa til Herlev Hospital. Vores egen bil er på værksted (så typisk, nu man rent faktisk skal bruge den, haha).

På fødegangen bliver vi, efter lidt ventetid, vist ind i et rum, så jeg kan blive undersøgt. Jeg har på dette tidspunkt hverken smertefulde eller regelmæssige veer – men de er dog til stede.

Jordemoderen der undersøger mig kan konstatere, at jeg endnu ikke har åbnet mig, og fortæller mig, at vi skal snakke igangsættelse inden længe. Årsagen til dette er, at efter vandafgang, ser man helst at baby er ude indenfor max 24 timer. Og da mit fostervand tilmed er lysegult tangerende til det lysegrønne (det kan det sagtens være uden at det betyder at baby er stresset i øvrigt), ser de gerne at jeg bliver sat i gang med et vestimulerende drop (et såkaldt S-drop).

Tanken om droppet både stresser mig og gør mig nervøs, da jeg ved at de kunstige veer kan være hårde ved livmoderen, og i værste (dog yderst sjældne) tilfælde forårsagde ruptur af mit ar i livmoderen.

Allerede her kan jeg mærke, at jeg mister modet lidt, og især mister jeg troen på, at jeg har styr på denne fødsel. Desværre. Det lyder måske fjollet i nogens ører, men i momentet betød det meget for mig og min følelse af at kunne selv, at undgå det drop.

Omkring klokken 16.00, efter jeg ihærdigt har forsøgt at få gang i ordentlige veer, hvilket er lidt svært når man 1, ved man skal og 2, er låst fast til en seng i et koldt sterilt rum med alverdens ting spændt om maven, får vi tildelt en fødestue.

Her møder vi vores jordemoder. En sød kvinde på alder med mig selv. Hun er helt nyuddannet og virker, ligesom jeg, ikke super tryg ved situationen – altså mig med mit tidligere kejsersnit og nu også semi-grønt fostervand.

To utrygge var set i bakspejlet nok ikke verdens bedste kombi, og en masse ting sker/sker ikke.. Jeg vil undgå at komme ind på konkrete ting, men det bliver meget tydeligt for os, at fødegangen virkelig er præget af travlhed og Casper og jeg føler os ikke trygge ved situationen på nogen måde. Vi føler ikke at vores bekymringer bliver tager alvorligt eller at vores spørgsmål bliver ordentligt besvaret.

Droppet kan vi ikke komme udenom, da min veer, efter denne omgang, stort set er gået i sig selv. Øv.
Det bliver givet klokken 17.30 og nu er jeg for alvor bundet til sengen. Jeg må gerne gå ud at tisse, men det bliver med droppet og alle de andre ledninger som min følgesvend. Det føles meget unaturligt for mig.

Til at starte med går det godt. Veerne bliver stærkere og stærkere og de gør meget ondt, men jeg kan fint være i dem. Jeg bruger min helt egen slags vejrtrækning, som hverken er de helt dybe træk eller den overfladiske laboro, og her efterfølgende har jeg tænkt, at det på en måde var lidt spild af tid sådan at øve vejrtrækningen i graviditeten. Når de stærke veer tager fat, går man ind i sig selv, kroppen tager over og gør det der føles bedst for en – og ikke det man evt. har øvet derhjemme.

På et tidspunkt bliver droppet skruet op for aller højeste blus. Jeg får vestorm og har 6 ekstremt smertefulde veer per 10 minutter. Det er næsten uudholdeligt, men tanken om, at vi møder vores baby snart giver mig overskud til at komme gennem veerne. Sådan bliver vi ved i mere end to timer.

Og så er det endelig tid til at blive undersøgt. Jeg tænker selv, at der må være sket en hel del, efter ca fire timer med drop og mange sindssyge veer. Min jordemoder undersøger mig, men det volder hende problemer og hun må (igen igen) kalde efter andres hjælp.
En ældre og mere garvet jordemoder kommer ind, og kan hurtigt konstatere, at jeg ikke er meget mere end 1 cm åben!? Her går jeg så lidt i sort, da det simpelthen ikke giver mening for mig, at jeg ikke har åbnet mig mere, efter alle de ekstremt smertefulde veer. Med Saxo åbnede jeg mig 4-5 cm med hvad der føltes som plukkeveer. Easy peasy. Bare ærgerligt at han lå omvendt og jeg ikke behøvede at åbne mig dengang, heh.
Den garvede jordemoder vil lige prøve at se, om hun ikke kan løsne lidt op med sine fingre. Imens får jeg en ve og beder hende tage sine fingre, der er oppe i mig, ud med det samme, da det er alt alt for smertefuldt for mig. Hun lytter ikke på mig og bliver ved med at rode rundt “jeg skal bare liiiiige”. Nej du skal ej, og først da jeg decideret skriger “det er et overgreeeeeb” – og sådan føltes det vitterligt, trækker hun sig til tilbage. Jeg er rasende.

Tydeligvis skal der ske noget, for droppet virker ikke efter planen. Jordemoder foreslår en epidural, så jeg kan få en pause, og jeg takker meget hurtigt ja og anæstesilæge (en ung og meget pæn mand) bliver tilkaldt. Her er klokken 22.00.

Jeg mærker ikke at epiduralen bliver lagt, det gør man ikke når veerne er så vilde, til gengæld er der ingen tvivl, da den gør sit indtog i min krop. Sikke en lettelse at blive fri for vestormen.
Epiduralen virker så godt, at jeg rent faktisk ikke mærker noget som helst. Og selvom det bestemt føles godt efter crazy veer, er det også en meget underlig følelse. Jeg kan se på min lille skærm, at jeg har veer, og mange af dem, men jeg kan simpelthen ikke mærke dem.

De næste timer går med at få slappet af og få sovet, jeg er træt med træt på og pausen gør godt.
Epiduralen gør at jeg endelig åbner mig. Hurra! Omkring klokken 03.00 er jeg i aktiv fødsel og bare to timer senere, har jeg åbnet mig til de famøse 10 cm. Der bliver skruet ned for epiduralen og op for droppet, så mine veer igen begynder at kunne mærkes. Klokken 06.30 starter min pressefase, som  er yderst smertefuld – og slet ikke føles som den forløsning mange taler om.

Tirsdag d. 22 august klokken 07.36 presser jeg verdens dejligste baby på 3845 gram ud og jeg er LYKKELIG og lettet.
Hun er SÅ smuk og helt perfekt og hun har haft det som blommen i et æg under hele forløbet. Scorer top point på apgar score og finder straks mit bryst og begynder at sutte.

Moderkagen kommer ud uden problemer, og så skal der syes, da jeg er bristet. En mild grad 2 bristning. Det mærker jeg dog ikke meget til i momentet – er bare lykkelig for at Isolde er hos os og at jeg klarede den.

Fordi der gik mere end 18 timer fra vandafgang til fødsel, er der en risiko for at baby kan få en infektion. Derfor skal vi blive en nat på hospitalet, selvom vi aller helst ville være taget hjem samme dag <3

skaermbillede-2017-09-14-kl-11-46-23-copy


Selvom min fødsel jo på papiret gik godt, så var den for mig og Casper, ikke den bedste oplevelse.
Vi følte os ikke taget ordentligt hånd om, eller lyttet til, og tanker om den lille risiko for bristning af mit ar, fyldte desværre rigtig meget undervejs.
Jeg var utryg ved at få et vedrop – og selvom jeg vidste, at jeg blev holdt godt øje med, kunne jeg ikke mærke det. Jeg følte i høj grad, at jeg selv skulle mærke efter, om jeg nu fik smerter i arret (det kan indikere at en livmoder er ved at briste), men det er sgu svært under en vestorm hvor ALT ligesom gør ondt. Derudover følte jeg det lige så utrygt, at få epiduralen, da den gjorde, at jeg ikke kunne mærke noget som helst. Så hvordan skulle jeg kunne mærke, om det ar ville briste. Kan I følge mig?

Det var tydeligt at fødegangen var præget af travlhed, f.eks var der jordemoder-skift 15 minutter før Isolde var ude. Det betød, at jeg skulle hilse på og forholde mig til en helt ny jordemoder midt i mine presseveer. Jeg bad jordemoderen om hun ikke nok ville blive, og til det svarede hun, at hun var vikar og dermed for dyr. Jeg forstår at det er kårene på fødegangene og hospitalerne i øjeblikket, men det gjorde det ikke nemmere at være i synes jeg.

Jeg fortyder slet ikke, at jeg ikke valgte kejsersnittet, selvom jeg havde muligheden. Jeg er glad for, at jeg valgte at føde vaginalt, men ked af både de travle omstændigheder og min egen indstilling til det hele. Jeg ville så gerne have været mere positiv undervejs, men jeg kunne ikke finde kampgejsten og så fødslen som noget der bare skulle overstås.

Jeg ved med 100% sikkerhed, at hvis jeg en dag skal føde igen, finder jeg mig en privat jordemoder, en som jeg stoler på og er tryg ved, der simpelthen kan tage med os på hospitalet og være med hele vejen igennem – og forhåbentlig sørge for, at jeg og Casper får en bedre oplevelse <3

img_4646

   

19 kommentarer

  • Nanna

    Stort tillykke med Isolde! Må jeg ikke bare sige, hvor smuk du ser ud på billedet i dette indlæg?! Hvordan kan du være så smuk, mens du er i fødsel??

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Tillykke med Isolde, og tillykke med din vaginale fødsel. Jeg fik selv akut kejsersnit med min første, pga høj ligestand. Dog ikke mere akut end jeg var vågen hele vejen igennem og min mand var med. Ville uendeligt gerne føde nr 2 selv, hvilket vi mentalt arbejdede hen imod under hele graviditeten. Blev sat igang med ballonkateter (AV) og endte desværre ud i endnu et akut akut kejsersnit da jeg var en af de uheldige, hvis gamle ar i livmoderen åbnede sig. Her blev jeg lagt helt hen og min mand kom ikke med. Vågnede først fra narkosen igen da min søn var 3 timer gammel. Det var et hårdt forløb, ikke mindst på grund af ubeskrivelige smerter (klart), men også følelsen af at man mislykkedes – at man ikke formår at føde sine børn. Heldigvis er begge sunde og raske, og skulle der engang komme en nr 3 (hvilket ikke anbefales) men så bliver det planlagt kejsersnit, hvilket er lidt ambivalent for mig. Ønsker virkeligt at føde vaginalt, men ønsker bestemt ikke at genleve sidste fødsel, hvordan man mærker smerterne fra arret der rives op af veer, samt ikke at være “tilstede” for sin nyfødte. Tak for at dele din oplevelse med os.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Er ked af du har haft en dårlig oplevelse. Det er forfærdelig at man som patient skal lide under besparelser.
    Jeg selv havde samme jordemoder fra start til slut, og det giver bare en så fantastisk tryghed. Kan sagtens forstå du vil vælge en privat hvis du engang skal have flere børn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Dette har netop bare bekræftet at jeg skal føde hjemme, hvor jordemoderen er der hele vejen igennem. Er ked af at du har oplevet dette, forfærdeligt at det skal være sådan.
    Kæmpe tillykke med din smukke datter:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Hvorfor bruger politikerne penge på skattelettelser når der tydeligvis er mere brug for dem andre steder!!! 🙁

    Men STORT tillykke med jeres datter, og tak for vi må følge med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • E

    Som jordemoder og kvinde bliver jeg rigtig ked af at høre, at du ikke er blevet hørt og lyttet til undervejs i fødslen. Ét er, at vi på fødegangene løber rigtig stærkt,og vi dermed bliver nødt til at være effektive,men noget andet er, at man godt kan udvise omsorg og empati alligevel. Jeg håber, der er nogle gode mennesker omkring dig til at lytte til din historie. Måske du skulle overveje en efterfødselssamtale også,så din oplevelse kan blive skrevet i din journal til en evt anden graviditet.
    Stort tillykke med jeres fine datter,og alt det bedste herfra ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Åh Emilie, både du og Kasper har været så pokkers seje, hatten af for det! Men øv hvor lyder det bare som en mega ærgerlig oplevelse, det vigtigste er da at blive lyttet til og forstået – især når man står i verdens vildeste situation og skal presse sit barn til verden! Men det er fandme – undskyld jeg bander – sejt gået, det har været hårdt men i klarede den, selvfølgelig, og har fået smukkeste Isolde ❤️
    – jeg skal selv føde om ca. 5 uger +/- alt efter hvornår han vælger at melde sin ankomst, det er mit første og jeg må erkende at jeg er glad for at have læst din beretning så jeg også kan forberede mig på netop det du skriver bla travlhed .

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Åhhh, søde hvor jeg føler med dig 😔💔 Følger dig på Instagram, og da vi havde termin næsten samtidig, fulgte jeg spændt med på sidelinien. Havde selv termin d. 18. august og fødte d. 25. august da jeg var 41+0. Jeg havde samme udgangspunkt som dig, altså med et kejsersnit fra forrige graviditet pga. uk. Hvilket altså giver en del bekymringer i forhold til det pokkers ar 🙄
    Jeg fik bare en helt anden fødsel en dig. Vi har kendt jordemoderordning i Randers, hvor jeg hører til, og det har givet mig den bedste fødselsoplevelse. Jeg var tilknyttet 3 jordemødre, og var så heldig at den ene tog mit vand om formiddagen, en fulgte mig fra middag igennem S-drop, epidural og udvidelse og igennem hele fødslen, og den sidste kom ind 1/2 time før presseveerne begyndte, da hun gerne ville være med ❤ Jeg fik også en 2. grads bristning og blev syet en lille times tid. Vi blev endda tilbudt at blive og overnatte på fødegangen, hvis vil ville, da vi var de eneste 😳 Jeg håber sådan du får lov til at opleve en rolig og tryg fødsel, hvis der bliver en næste gang ❤😌

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Den ordning har vi også i Kolding, hvor jeg har født mit andet barn. Det virker så godt og trygt, og jeg havde en rigtig fin fødsel, selvom jeg aldrig kommer til at finde en store glæde over selve den del af at få en lille ny 🙂 Det er bare frustrerende, at man skal have været igennem en dårlig fødsel, for at opnå rimelige vilkår. Stort tillykke med Isolde<3 Hun ser så fin og dejlig ud. Det med den dårlige samvittighed over for den førstefødte, synes jeg aldrig rigtig forsvinder helt… Mindskes absolut og mærkes ikke altid men forsvinder bare ikke. Heldigvis opvejer det det meget, at de elsker hinanden også 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jules

    Til Lisbeth der skal føde om lidt, hvis det er muligt, så bed om en jordemoder studerende.
    Det havde jeg i min tredje og sidste fødsel. Det var rart, da hun blev på stuen 24/7, også når jordemoder kort gik ud.

    Og til dig, Emilie, tillykke med søde Isolde. Hvis du har overskud til det, burde du og C klage til hospitalet.
    Endnu en gang tillykke med prinsessen.
    De bedste hilsener
    Jules

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Isabella

    Øv, det lyder fuldstændig som min fødsel på Herlev hospital for 7 måneder siden. Jeg nåede bare at have 4 jordemødre, kateter pga antibiotika, så jeg var helt låst til sengen, og en søn, der stod skævt i mit bækken. Jeg synes de på hospitalet var MEGET hurtige til at tale om ve-drop og antibiotika, hvilket stressede min krop. Men hvorfor er det efter 18 timer de på Herlev anbefaler antibiotika efter vandafgang, men på både Rigshospitalet og Hillerød først efter 24 timer? Det havde i hvert fald stresset mindre, hvis der var 24 timer og ikke kun 18…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Tillykke med Isolde og med at det hele endte godt! Lyder ikke sjovt! Min erfaring med Herlev (ikke fødsel men noget andet) er sådan, at der kommer jeg aldrig til at indlægge mig frivilligt igen! Jeg endte med en patientklagesag efter et uheld. Det var forårsaget af en mega stresset læge, som forlod mig i en bunke emballage fra venflon, katetre mv, med ordene ‘god bedring – jeg har vanvittig travlt’ . Det var vel at mærke efter at hun havde skældt mig ud og vrisset ‘ej kom nu, jeg skal videre’ efter at jeg havde bedt om en pause – hvad ingen af os vidste der, var, at hun havde perforeret mit urinrør med en guidewire! ‘Jeg er kommet på hospitaler hele mit liv og er ikke sart. Men Herlev gør mig utryg – et ord jeg aldrig ellers har forbundet med hospitaler.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisbeth

    Ej, jeg skal føde lige om lidt og er nu næsten endnu mere nervøs😟 Det lyder nemlig helt som min første fødsel, som heller ikke var så rar en oplevelse, selvom det egentlig gik fint. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre anderledes – du kunne jo heller ikke rigtig have gjort noget andet😞

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Lyder meget som min fødsel på Herlev. Gik igennem 4(!!) jordmødre på den fødsel og følte heller ikke der var styr på særlig meget.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Jeg sluger altid fødselsberetninger i mig på trods af at jeg er meeeeeget langt fra børn. Hvor er det smukt. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Hvor har du bare været hammer sej igennem det hele! Forstår dine tanker og “frustrationer”, for hvor er det bare ikke en okay behandling. Uanset om det nu engang er de omstændigher, der er på en fødegang, er det bare ikke i orden. I sådan en situation skal hverken du eller far være nervøse, men tværtimod trygge og stole på, at “de andre” har styr på tingene. Øv!
    Håber I er kommet jer oven på oplevelsen og får talt om det – I har i hvert fald lavet en smuk prinsesse :-*
    Tak for en fantastisk blog OG Instagramprofil. Alt held og lykke til jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    WOW – bare wow !

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om maven (post-graviditet)