Drømmetasker

Isen 2 måneder og livet pt.

img_3571

Isen er to måneder nu, og jeg er virkelig glad disse dage. Ikke at jeg ikke var glad da hun var nyfødt, eller en måned gammel, men ja, som I allerede ved, synes jeg det har været hårdt. Som om livet lige pludselig ramte os, hvor det førhen blot havde føltes som en leg. Og det lyder jo så plat, “livet ramte os”,  for intet ondt er hændt, vi har sådan set bare fået et ønskebarn mere. En sund og rask og helt vidunderlig et af slagsen. Men ja, det kom bare bag på os det hele. Nok især at jeg var så medtaget. Men sådan skulle det være. Og heldigvis er alt godt igen : ) Til 8 ugers undersøgelsen fik jeg tommel op. Og så i øvrigt besked på at huske de der knibeøvelser. Tak for den, læge ; )

I øvrigt, er det bare mig, der føler det en smule akavet, at en læge skal spørge til prævention? Jeg ved jo godt at de skal informere om, at man altså godt kan blive gravid, selvom man ammer eller man ikke har fået sin menstruation endnu. Og at de skal fortælle om mulighederne for prævention. Men at de nærmest kigger skævt til en, fordi man fortæller at man ikke har tænkt sig at fylde sig selv med hormoner eller få en kobberspiral? Det er ikke specielt rart. Og et eller andet sted får jeg det bare sådan lidt: Hvad kommer det dig ved? Hmm.

Jeg har ikke brugt prævention i alt den tid jeg har været sammen med min mand. Så det vil sige mere end 7 år. Vi har blot undgået dagene omkring ægløsning. Og det har virket upåklageligt. Så jeg har tænkt mig at fortsætte på den måde. Dog har jeg overvejet at gøre brug af en app, måske denne, som jeg har efterhånden har set flere snakke om. Nogen af jer der kender den? Er den god?

Processed with VSCO with hb2 preset

Anyway, tilbage til status på livet: Selvom Isen har vist sig at have et vist temperament, et jeg overhovedet ikke kan genkende fra hendes bror dengang, er hun jo bare min lille stjerne. Armen altså.. Og så er hun den smukkeste baby jeg nogensinde har set. Det synes man nok altid, at ens baby er, ikke? Hun er helt perfekt.

Og alt føles nemmere nu. Vi har stadig ikke helt en rytme. Mindes også det først var fra omkring de fire måneder, at man rigtig kunne regne med lur-tider osv. Og så alligevel ikke. De unger er aldrig helt til at regne med. Men i hvert fald er der alligevel ting der går igen nu. Hun sover som en drøm om natten og vågner ca 7.30 hver morgen. Tager første lur i slyngevuggen ca. halvanden time efter hun er vågnet,  så det passer perfekt med at storebror og far lige er smuttet ude af døren om morgenen, så der er ro. Dejligt.
Resten af dagen er der ikke rigtig en rytme, hah. Hun har stadig brug for meget søvn, men sover ikke længere allevegne, som de første uger. Luren foregår nu i slyngevuggen (genial), i barnevognen eller i viklen. Det fungerer.

Så alt godt her altså. Og nu må jeg løbe. Klokken er 10 og hun er netop vågnet fra første lur, som jeg brugte på at skrive dette indlæg.
Dagen i dag står på pleje af mig selv. Er vågnet op med ondt i halsen og varm pande. Og ellers bare almindelig fredagshygge. Saxo har en kammerat med hjem fra børnehaven senere, og C har lovet at lavet pandekager til dem. Forhåbentlig bliver der også en lille en til mig ; )

Hav en skøn weekend x

Ps. Hun er vokset ud af ALT sit tøj og str 62 strammer gevaldigt, så nu skal vi op i str 68. Overvejer at klikke noget hjem til hende fra dette mærke. Livly (reklame-link) Kender I det? Er det godt? Det ser i hvert fald sødt ud : )

Processed with VSCO with hb2 preset

 

   

13 kommentarer

  • Mia

    Hørte engang en læge fortælle om hvordan rigtig mange af de aborter der bliver foretaget er på nybagte mødre! Jeg tror bla. det er derfor lægerne fortæller om præventation til 8 ugers undersøgelsen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt at høre, at I alle har vendet jer mere til den nye tilværelse 😊🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Alt du hidtil har skrevet om at gå fra at være en lille familie på 3 til en på 4 er så perfekt beskrevet. Det er præcis de samme følelser jeg har haft😀 Så dejlig og bekræftende læsning👏🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ellers kan jeg anbefale app’en Clue 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg synes, det er så dejligt, at du sætter ord på det svære midt i alt det gode. Og du gør det så fint og udramatisk. Supersejt! Tillykke med hende. Hun ser så sød ud – og man kan I hvert fald godt se hvilken familie hun hører til 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hold da op hun har fart på! Min dreng på 9 mdr er kun lige på vej fra str 68 til 74 😄 Han kom så også først i str 62 da han var 4 mdr. Og han var altså ikke lille ved fødslen 3420 gram og 52 cm.
    Men godt at høre, at det hele går godt. Hun ser jo virkelig dejlig ud, hende Isen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linda

    Jeg har hørt en masse godt om den dér Lady Comp, en cyklus computer, så den overvejer jeg selv at købe. (Dog mener jeg, der er noget med, at man skal sove igennem om natten, når man bruger den, så nok ikke helt ideel, mens dine børn er så små, men jeg ville lige nævne den.) Jeg ved ikke, om du allerede kender den, men bogen “Taking charge of your fertility” af Tony Weschler er rigtig god. Den forklarer alle de forskellige tegn på ægløsning og de andre steder i ens cyklus, så den synes jeg er god at læne sig op ad, hvis man gerne vil være mere naturlig i sin tilgang. Jeg er nemlig heller ikke på hormonholdet 🙂 Det er egentlig også mit indtryk, at flere og flere vælger naturlige præventionsformer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Det er ikke rigtigt. Der er ingen nedgang i andelen af fertile kvinder, der bruger hormonel antikonception.
      Mvh Gynækologen

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    Jeg har en natdragt til min datter på 9 mdr fra Livly. Den er smørblød! Jeg tænker bestemt at jeg skal have mere derfra når vi rammer (GISP!) str 86,

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg kan sagtens forstå din beslutning om ikke at ville fylde dig med hormoner, men blot at undgå dagene omkring ægløsning er ikke en 100% sikker løsning – som du helt sikkert også ved 🙂
    Jeg tænker bestemt ikke det er din hensigt, men jeg håber ikke at der sidder nogen (unge?) læsere derude, der tror at det kan være løsningen på ikke at blive gravid.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia V

    Wow – 2 mdr og allerede på vej ud af str. 62. Der må være en som får fløde til daglig 😉 Bliver lige helt svedt – venter den første med termin om 5 dage og jeg tænkte at str. 68 er noget jeg finder frem når hun er 4-6 mdr 😂

    Kender ikke mærket du linker til, men det ser sørme lækkert ud. Jeg kunne godt være fristet hvis der er nogen som kan sige noget om kvaliteten ☺️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • marie

      Ingen af de små i min mødregruppe var i str. 68 da de var 4-6 mdr. – der var de allerede ude af den og i str. 74. Man kan ikke altid regne med at ungerne følger producenternes holdning til hvor hurtigt det går ;).

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Dejligt det går bedre! 😄 hun er virkelig fin og sikke hun vokser!
    Sælger du evt tøj videre? 😅 har en datter på 3 mdr, men hun er en lille prut der kun lige nærmer sig str 62 😬

    Og det der med temperament? Pyha, det er det samme her, gad vide om det bliver ved 😅 festlig teenager i sigte?! 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Drømmetasker