Den bedste mascara + en video fra min dag

Et år uden Anja

Processed with VSCO with hb2 preset

Sidste gang jeg så hende, var til min venindes fødselsdag, en lun sommeraften i 2016. Hun var smuk og højgravid og jeg kan huske at jeg tænkte hun strålede. Tog mig selv i at blive en lille smule misundelig på maven, men i september skulle Casper og jeg jo giftes, så babymaking måtte altså lige vente et par måneder.
Hun ventede en dreng og jeg fortalte hende, hvor fedt det var med sådan en. Fablede om Saxo, som jeg altid gør, og sagde noget i stil med, at det var det bedste i verden at blive mor og at hun havde noget fantastisk i vente.

Hun hed Anja. Anja var en gammel veninde fra en herlig teenage-tid. Vi voksede op i samme nabolag og havde nogle virkelig sjove år sammen, fuld af fest og farver. De sidste mange år har jeg dog kun set hende sporadisk gennem min gode veninde – en af Anjas bedste veninder.

Anja blev mor til Alfred i efteråret 2016. Men kun 17 dage efter, sprang hun ud fra rundetårn. Hun var blevet ramt af en fødselspsykose.

Søde, empatiske, sjove og helt igennem skønne Anja. Ingen havde forudset det. Ikke at man kan forudse sådan noget hos nogen. Men ja, slet ikke hende da.

I lørdags lyttede jeg til dokumentaren “Et år uden Anja” hvor Alfreds far fortæller historien. Jeg lyttede med, tudbrølende med Casper ved min side. Den ramte mig hårdt og sidder stadig i mig endnu.
Jeg har ikke skrevet noget om Anjas død på bloggen, før i dag. Jeg har ikke følt, at det var noget jeg burde kommentere på herinde. Men med dokumentaren online, og i øvrigt med Anjas aller bedste veninders go, synes jeg alligevel at det skulle deles. Fordi psykiske lidelser desværre stadig er meget tabuiseret, og det er fandme dumt, nu så mange mennesker kæmper.

Jeg har ikke selv været ramt af en efterfødselsreaktion eller depression.

Med Saxo var min graviditet fuld af bekymring og de fleste nætter, lå jeg vågen og fik minimalt med søvn. Min bekymring gik ikke på, om jeg ville være en god mor, men om Saxo i min mave overhovedet ville komme ud levende. Jeg var SÅ bange for, at noget skulle gå galt derinde. Og det føltes grænseoverskridende, at jeg ikke var i kontrol. Jeg kunne jo ikke kigge ind i maven og se, om han havde det godt.
Min læge har efterfølgende fortalt mig, at han på et tidspunkt var nervøs for, om jeg ville være en af de kvinder, der kunne udvikle en reaktion/depression.
Men det skete altså ikke. Da jeg fødte Saxo blev jeg stærkere og lykkeligere end nogensinde.

Denne gang med Isolde havde jeg en bekymringsfri graviditet, heldigvis, og ingen søvnløse nætter. Efterfølgende har jeg ikke haft nogle tegn på en reaktion, og min sundhedsplejerske gad faktisk ikke engang screene mig for det.
Dog har tiden efter fødslen været langt hårdere end første gang. De første par uger var lykkelige, ingen tvivl, men jeg græd mindst én gang dagligt. Af smerte, og af savn til min store søn.
Jeg har alle dage følt mig som en rigtig god mor. Det var nemt at være, med kun et barn at tage sig af, men det føltes ærligt talt ikke som om, at det var muligt, at være nærværende overfor to. Det gør det stadig ikke helt, men jeg ved, at I takt med at hun bliver ældre, bliver der også mere Saxo-mor-tid. Og jeg glæder mig til at dagen kommer, hvor vi kan tage en tur i biffen, kun ham og jeg. Eller tænk, den dag hvor jeg kan smutte på legeplads med begge børn, og de kan lege sammen <3

Selvom jeg ikke kan tale med om deciderede efterfødselsreaktioner, kan jeg skrive under på, at det at få et barn kan være en kæmpe omvæltning. Her kom omvæltningen først rigtigt ved barn nr 2.
OG så kan jeg slå et slag for psykiske lidelser. Jeg har, som mange af jer allerede ved, da jeg har skrevet meget om det, angst tæt inde på livet.
Men ingen kan se det. Hvis jeg aldrig havde nævnt det, ville lige præcis 0 vide det. Det er helt skørt at tænke på. Jeg kunne virkelig ønske, at flere var mere åbne. At psykiske lidelser ikke var et tabu og i øvrigt blev behandlet med samme respekt som fysisk sygdom.

Hvis I har lyst, kan I jo fortælle jeres historie her i kommentarfeltet. Måske I har haft en fødselsdepression, en efterfødselsreaktion eller blot har følt tiden som nybagt mor værende ikke så rosenrød, som det ofte bliver gjort til på de sociale medier. Eller måske I døjer med en psykisk lidelse, der ikke omhandler moderskab eller er pårørende?
Uanset vil jeg SÅ gerne høre fra jer. Lad os prøve at få aftabuiseret psykisk sygdom og det svære <3

 

   

15 kommentarer

  • Tanja

    Tak for den gode opfordring. Jeg har en personlighedsforstyrrelse og får medicin for at dæmpe mine tendenser til depression, socialfobi og svingende stemningsleje. Det betød at jeg under min graviditet blev fulgt meget tæt af jordemoder, psykolog og læge. Desuden blev der lavet en underretning til børn og unge indsatsområdet, så vi fik tilknyttet en socialrådgiver. Det virkede ret voldsomt og lidt pinligt. Men jeg fandt ret hurtigt ud af at det var rigtig godt. Min søn bliver to år i næste uge og vi har stadig en fantastisk familiebehandler tilknyttet, og pga det har min søn overhovedet ikke været påvirket af mine udfordringer, som mor fungere jeg nemlig perfekt. Det er utroligt svært at have en psykisk lidelse, det ville være nemmere at mangle en arm så folk kunne se hvad der er galt. Folk er ofte meget uforstående overfor min situation, for ud ad til kan man slet ikke se, høre eller mærke at der er noget galt med mig. For mig er det vigtigt at dem jeg omgiver mig med i hverdagen kender til min diagnose og situation så det er lige så almindeligt at snakke om de ting der sker i min hverdag som det er at snakke om andres arbejde. Det er nemlig for tungt at gå med det alene, at skulle tale udenom og føle sig forkert. Det er jo bare sådan jeg er og jeg får det bedste ud af min situation.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kæmper selv med angst og oplevede også en stærk efterfødselsreaktion efter jeg fødte min dejlige søn i maj 2016. Jeg har stadig svært ved at sige det højt og det påvirker stadig min hverdag til tider. Det er ikke altid nemt, for som du selv er lidt inde på, så er der ikke altid samme forståelse for psykiske lidelser som for fysiske. Jeg drømmer om den dag jeg er stærk nok til at kunne overkomme det og måske endda kunne stå frem og hjælpe andre i samme situation. Tak for et godt indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lene

    Lyttede netop til den pod-cast i går… det må være så frygteligt. Kan ikke glemme Alfreds fars budskab om at han bare gerne ville have vidst – sådan helt konkret og direkte – at selvmord rent faktisk var en mulighed. Virkelig en god og fin fortælling om det.
    Har ikke selv haft en fødselsdepression men jeg har grædt mange mange tårer over ikke at kunne “rumme” det lille nye væsen fordi hun stort set kun sov når hun var fysisk tæt på mig…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sus

    Jeg kan virkelig relatere til at det er hårdere at blive mor anden gang! Nu er vores børn også næsten jævngamle, men jeg fik en pige først, og nu en dreng. Det er så hårdt at måtte afvise den store, fordi man må tage sig af babyen. Kunne ønske det var to af mig nogle gange.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorthe

    Jeg vil hellere miste begge mine ben, end have været igennem en slem fødselsdepression, som jeg havde med min første datter. Det er ubeskriveligt! Jeg fik hurtig og god hjælp. Min psykiater har fortalt, at der kan gå op til 6 mrd før det viser sig. Heldigvis har der ikke været noget med datter nr. 2….

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Det er en forfærdelig historie. Selv har jeg det ikke så slemt, at jeg overhovedet kunne overveje selvmord, men jeg har det i perioder så skidt, at jeg kan frygte, at jeg får lyst til det. Det lyder vildt hårdt og jeg har et dejligt liv, men jeg har oplevet døden et par gange og vokset op med svigt, så livet føles enormt overvældende for mig. Jeg ville ønske, at jeg ikke var så sensitiv over for livet. Jeg kan blive helt “angst”. Døden kan føles så tæt på og jeg er dagligt bange for at miste dem jeg elsker. Jeg vil opleve hvert et sekund med mine børn, men har også brug for alene tid, men det giver mig dårlig samvittighed, for tænk nu hvis jeg døde eller mine bærn døde. Livet er så underligt. Min kæreste er så glad og munter og har svært ved at forstå min tristhed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Den er yderst rørende den dokumentar! Jeg har selv en datter på 10 mdr – men jeg kendte også Anja. Vi gik på gymnasie sammen. Aldrig havde jeg troet, at en så energisk, livsglad og varm pige, kunne rammes af sådan et frygtelig mørke, netop derfor er det så fint at sætte fokus på emnet. Det kan tydeligvis ramme, selv de mindst forventede. Anja bør huskes for så mange ting! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    Puha, jeg får helt ondt i maven over din fortælling om Anja… Hvor må det være ensomt at være så forpint, at man vælger dén udvej. Alle gode tanker til Anjas efterladte – inklusive dig! ❤️
    Jeg har ikke selv kæmpet med psykisk sygdom. Ikke på egen krop, i hvert fald. Og så dog… for min mor er psykisk syg. Hvilket kom voldsomt til udtryk for ca. 16 år siden – da jeg ventede mit første barn. Hun havde en svær depression dengang, og jeg fik hende indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hun var i et halvt år. Under det forløb, og også i høj grad efterfølgende, gik det op for os, at min mor reelt har været psykisk syg i mange år før det. En masse ting, episoder, sagte – og usagte – ord begyndte pludselig at falde på plads i vores hoveder.
    Efterfølgende fik hun også konstateret en ret alvorlig fysisk, kronisk sygdom, hvilket selvsagt ikke hjalp noget som helst. Hendes manglende psykiske overskud (og selvindsigt) fik hende til at sætte sig ned: “Nu kan jeg ingenting!”. Og dér sidder hun endnu.
    Jeg var ALT for min mor i mange, mange år. Delvist også i min barndom. Fordi hun med sin personlighedsforstyrrelse igennem årene har skubbet alle væk. Venner, ægtemænd, hele vores familie på dén side. De lod min søster og jeg stå alene, som børn, midt i dét, de vidste, ikke var helt normalt. Men ingen sagde noget. I hvert fald ikke uden for deres egne lukkede døre.
    Det her er selvsagt så komplekst, at jeg ikke kan forklare det hele. Nogle ting står lysende klart for mig, andre dukker op ind i mellem. Da vores datter var svært syg efter fødslen, og vi måtte nøddøbe hende, da hun var ca. 18 timer gammel, var mine forældre (de har været skilt i mange år) og søster netop kommet for at besøge os, så de var med. Det har jeg efterfølgende måttet høre for mange gange: “Det passede mig enormt dårligt den dag, for jeg var faktisk ret træt!”
    Som barn havde jeg svær astma, og var indlagt fra tid til anden. Jeg sov der altid alene – i hvert fald første nat, til min far blev informeret: “Mor får jo ikke lukket et øje her – det ved du godt!” Efter jeg er blevet mor, tænker jeg jo “hvordan kan man efterlade sit barn alene på sygehuset? Nogle gange på intensiv afdeling?”
    Selv de situationer har jeg hørt for mange gange siden: “Ja, da du var barn, kunne du jo altid få et astmaanfald, når du manglede opmærksomhed!”
    Hun meldte afbud en time før vores bryllup, for “hun var lidt træt”.
    For 5 år siden kulminerede det hele. Endnu en episode fik bægeret til at flyde over. Jeg kunne ikke mere. Ville ikke mere. Et sidste forsøg på at få min mor til at indse, at hun har brug for hjælp, slog fejl. Det var, som altid, os der var nogle idioter. Alle andre tog fejl – ganske som stort set alle omkring hende havde gjort hele hendes liv.
    Jeg sagde stop. Sagde (eller råbte..) til hende, at nu var det nu. At når jeg om lidt tog min søster i hånden, og gik ud af hendes dør, ville det være slut. Vi ville ikke komme tilbage. Det var nærmest som en film.. Jeg har ikke set hendes siden. Vi bor i den samme by. Har talt i telefon med hende nogle gange, men det er hver gang gået op i hat og briller.
    Men det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Særligt følelsen af at have frataget mine børn deres mormor. Men faktum er bare at det ikke er mig, der har frataget dem det. Det er sygdommen.
    Jeg sagde stop for at beskytte mine børn. Og mig selv. Og min mand. For jeg, og vi, var ved at gå i stykker af alt det, jeg gjorde for min mor. Alle de kampe, jeg kæmpede. Og jeg bliver stadig i tvivl ind i mellem; var det det rigtige, jeg gjorde? For min mor er alene. Helt alene. Fordi hun så effektivt har skubbet alle væk. Og selvom “hun har fået mig, fordi jeg skulle tage mig af hende, og sørge for indhold i hendes liv”, har jeg gjort det rigtige. For ellers var jeg formentlig selv endt på psykiatrisk afdeling.
    Og hvad vil jeg så sige med alt det her? Jeg ved det nærmest ikke. Måske at det ER pissesvært at være psykisk syg. Men også at det fandme er svært at være pårørende. Jeg kan kun anbefale alle, der på én eller anden måde er ramt af psykisk sygdom at søge hjælp! Råb op – og hjælp den syge med at råbe op. Tal om det med alle, der gider at høre på det. Du er ikke alene – uanset om du er pårørende eller den, der er syg. Og det kan ramme os alle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Hvor er din historie bare rørende, Signe – og hvor må det bare være en hård beslutning at tage. 😔

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Meget rørende beretning. Tak fordi du deler den.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Gry

      Tak fordi du deler din rørende historie, Signe. Jeg føler så meget med dig og alle dine tanker. Jeg forstår dig, for jeg er i samme situation.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Virkeligt rørende, Signe. Alt godt til dig og dine. Ja, og til alle Jer andre som deler så fint <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe Op.

      Og mange, mange tanker i din retning, Gry. Det var ikke helt sådan, det skulle være, vel?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe Op.

      Tak, hvor er I bare søde!
      Det ér svært. Og en underlig form for sorg.. for min mor er her jo endnu. På en måde, i hvert fald. Hun er ikke død. Så det har været svært at placere den sorg det rigtige sted. Den rigtige “hylde” mangler ligesom. Men det ér en sorg. En sorg over alt det, som kunne have været, men som er taget fra os på forhånd.
      Heldigvis kan de fleste, som kæmper med psykiske sygdomme jo hjælpes. Jeg tror, at noget af det, jeg forsøger at sige med min kommentar er, at vi skal hjælpe hinanden for at sikre, at man får hjælp i rette tid – for ellers er der (alligevel ikke helt så) pludselig ingen vej tilbage. Som det nu er for min mor og os. For hun kommer aldrig til at indse det. Det tror jeg ikke længere på.
      Men jeg er okay! Lidt i stykker, men okay! Tak for jeres søde ord ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julia

      Stærkt indlæg. Stærk podcast. Det er så vigtigt at kunne tale åbent om det psykisk sygdom, som desværre kan ramme os alle. Jeg er pårørende og kunne identificere mig mere flere af de ting, Alfreds far beskriver. Og hvor er han bare beundringsværdig, sej og modig at fortælle sin historie – ønsker de to gutter alt godt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den bedste mascara + en video fra min dag