Babybæring - en kærlighedshistorie.

En følelse af forladthed

unnamed-1

God morgen og rigtig glædelig weekend. Jeg har netop puttet min baby og sat mig til rette i køkkenet med computeren og en skål havregrød. Min mand, Saxo og min bror er for et par timer siden draget mod Sverige hvor de skal på ski. Jeg er SÅ spændt på deres vegne. Altså mest på Saxo’s, for han har aldrig prøvet at stå før, og jeg ved intet om ski eller hvor hurtigt man kan lære sådan noget. Kommer han op at stå i dag? Eller kræver det mere træning. Jeg har ingen idé. Men hvad jeg ved er at han er røv sej og kaster sig ud i alt nyt med en tro på, at det kan han godt. Så mon ikke det kommer til at gå ganske fint. Og hvis ikke, kunne man vel også bare nøjes med at kælke. Og dét ved jeg i hvert fald at han elsker. Se bare med i denne video (og husk at tryk til højre et par gange), haha, det var simpelthen så tæt på, og jeg stod endda med Isen i viklen.

Nå men det efterlader altså mig hjemme og alene. Eller alene er jeg jo ikke, jeg har Isolde at tage mig af og hygge med <3 Og jeg har nogle fine planer i dag. Ses med Kia om lidt, et møde på Nørrebro senere, og hvem ved, måske naboen giver en en bid mad med i aften? Hvis ikke kunne jeg godt være forfalden til noget indisk takeout på sofaen.

Det bliver en GOD dag og alt er godt. Det er det virkelig. Og jeg er gladere end nogensinde og lykkelig i mit liv.

Men. Og jeg forventer ikke at I forstår eller kan sætte jer ind i følgende (jeg synes jo også selv det er fjollet).

Processed with VSCO with hb2 preset

Jeg sidder stort set altid tilbage med en følelse af ensomhed. En følelse af forladthed når halvdelen, eller mindre, af min lille familie på fire er udenbys. Altså ikke i hverdagen, hvor vi jo som regel også er adskilt. Det hele afhænger af afstanden, og snakker vi mere end et par timers kørsel væk, så kommer den følelse op i mig. Ironisk nok elsker jeg og nyder alene-tid.

Altså. Følelsen er selvfølgelig ubegrundet. For jeg er slet ikke blevet forladt jo, det er jeg så udemærket klar over. Og jeg er heller ikke ensom. Jeg har også i dette tilfælde selv valgt, at turen var for lang og bøvlet for Isolde, at drengene ville have mere sjov uden os. En drengetur skal der til. Og generelt skal der 100% være plads til at man gør ting hver for sig, i et forhold, i en familie. Ellers tror jeg det kan blive svært at få luft.

Så jeg bander af følelsen, siger højt at den skal gå væk, prøver at ignorere maven, der knuger sig sammen og beskæftiger mig så med alt muligt andet. Og det hele går og drengene kommer hjem igen og alt fortsætter som normalt.

Men hvor ville jeg dog ønske, at det ikke var nødvendigt for mig overhovedet at beskæftige mig med den følelse. For mit hovede ved det jo godt. At alt er godt og jeg hverken er ensom eller forladt. Jeg har vitterligt alt jeg kunne ønske mig lige nu: Verdens bedste mand, to lækre unger, en dejlig familie og skønne veninder.

Men følelsen er der stadig.

Det her, sammen med min angst, er by far mit største issue her i livet. Følelsen af forladthed, af ensomhed, selvom jeg sidder midt i en stor forsamling med folk jeg elsker.

Og jeg ved ikke hvordan jeg skal få den til at gå væk. Og jeg ved ikke hvor den kommer fra.
Den her følelse bor simpelthen i mig, og har gjort det lige så længe jeg kan huske.

Men jeg ved, at jeg vil blive ved med at arbejde med den, udfordre den og lade være at lade den styre mit liv. For selvom jeg for længst har accepteret mig selv som jeg er, accepteret at jeg er menneskelig og ingen superhelt, så kunne jeg godt være foruden lige præcis denne følelse.

Se det gik hen og blev helt personligt. Det er også ved at være lang tid siden sidst ; )

God weekend, allesammen x

   

10 kommentarer

  • Thea

    Jeg forstår dig så uendeligt godt. SÅDAN HAR JEG DET OGSÅ! Min søster er lige flyttet til København (jeg bor i Aarhus), og jeg føler mig simpelthen helt fortabt og alene. Det er en så underlig følelse. Det samme, hvis jeg selv er på weekend på Sjælland, hvor så kan jeg slet ikke håndtere, at min kæreste ikke er med og føler mig ensom – selvom jeg er omgivet af familie, som jeg elsker. Jeg tror det handler om, at man ville ønske, at man kunne dele alle oplevelserne. For det betyder ikke, at man ikke har brug for alenetid, men alenetid er rarest, hvis ikke de tætteste er for langt væk… For så kan man bryde den tid, når man er klar.. Mon det giver mening? Dit oplæg gav i hvert fald mening for mig! Så tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine Damgaard

    Tusind tak for et godt indlæg, kære Emili! Jeg kender også til den følelse, og det ubehag som den kan føre med sig – for jeg forstår heller ikke, hvad den kommer af, altså følelsen af forladthed og dertil ensomhed og tomhed. Til tider har jeg skammet mig over følelsen, fordi jeg nogle gange har tænkt, at det skyldtes, at jeg ikke hvilede i mig selv eller den jeg er, men med tiden er jeg ligesom dig også kommet frem til, at det ikke kan være det. Måske reagerer vi sådan, fordi det er en del af menneskets “natur”, fordi vi mennesker oprindeligt levede i flokke, hvor der altid var mennesker omkring os, og fordi det altså er “unaturligt” for os at være “alene” og væk fra flokken. Måske? Uanset hvad, så skal du have tusind tak, fordi du med et stort mod deler af dine tanker og følelser, så jeg og andre ved, at de ikke er alene. Tak Emili 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Den følelse kender jeg så godt! Jeg kan i en travl hverdag, drømme om en hel dag alene i lejligheden – men så snart det så sker sidder jeg med den tommeste følelse og ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Og jeg elsker ellers også alene-tid!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Tusind tak for dit ærlige indlæg! Det betyder faktisk meget for mig, at du sætter ord på nogle af de svære følelser, som jeg også oplever og som jeg ofte kan føle mig meget alene med. Jeg synes alt for sjældent at nogen italesætter den følelse. Jeg bor sammen med min kæreste og har gjort det i 5 år, jeg har mange gode venner, som jeg ofte ser og en stor og god familie, som jeg også tilbringer meget tid med. Jeg er faktisk meget sjældent alene. Alligevel oplever jeg af og til og især i nogle perioder følelsen af ensomhed og forladthed, meget som du beskriver den! Jeg taler sjældent med nogen om det, og når jeg gør, så synes jeg ikke, at jeg bliver mødt med forståelse, men med opfattelsen af at jeg egentligt ikke “har grund til” at føle mig ensom eller forladt. Og det måske rigtigt, men jeg har jo følelsen alligvel. Derfor er det rart at høre, at andre oplever det samme og på en eller anden måde giver det mig mere ro til at acceptere, at jeg har det sådan. Så tak for det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Betina

    Hej Emili. Tak for et virkelig godt indlæg. Jeg kender den følelse alt for godt. Den sidder præcis i mig på samme måde, som du beskriver. Den kommer og går, og jeg ved virkelig ikke, hvad der får den frem. Da jeg boede hjemme havde jeg følelsen på dårlige dage, men da jeg fik en kæreste kom den for alvor frem, og den er der tit. Når vi er væk fra hinanden en hel weekend kan den tanke og følelse vælte mig helt omkuld. Den får andre tanker igang, og jeg ender med at blive virkelig ked af det. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg skal få den tanke væk – men åh det er så svært.
    Tak endnu en gang. Rart at høre at man ikke er alene. Al kærlighed herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for din ærlighed. Jeg har desværre ingen kloge ord at tilføje – men jeg sætter pris på, at du fortæller den slags. Det er så nemt at tro, at alle andre lever det perfekte liv, men sandheden er jo, at vi alle har vores at bøvle med, stort eller småt. Dejligt at høre, at du arbejder med at bearbejde følelsen. Kram herfra ❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Behøver ingen kloge ord, bare tak for din kommentar. Og jeg er helt enig – det er så nemt at tænke at alle andre lever det perfekte liv, men sådan er det jo bare ikke <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg ved præcis hvordan du har det! Jeg er godt nok 22 og single – men den der følelse kan jeg sagtens relatere til, og har altid kunnet, selvom det er så irrationelt (og dumt).
    Jeg har også problemer med, hvis jeg fx har været afsted i en weekend, og så på vejen hjem, kan jeg blive helt angst over at skulle hjem til ingen planer, selvom jeg elsker alene tid, og af og til prioriterer en weekend kun til mig, og ingen planer – så fjollet! Kender du det?

    Du er den eneste jeg har oplevet beskriver de her ting, så det rammer præcis på mig, du skrev engang et langt i indlæg om angst, hvor jeg bagefter græd og græd, fordi det endelig virkede som om jeg ikke var den eneste med de her tanker.
    Kram til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak for din kommentar, den betyder meget for mig, fordi jeg virkelig føler mig alene med mine følelser – så selvom jeg selvfølgelig er ked af at du også oplever lignende ting, så er det rart at vide, at man trods alt ikke er alene.

      Nu er jeg jo, grundet mine egne børn, stort set aldrig alene – så når jeg er, føles det faktisk rart. Men jeg har stadig et behov for at vide, at min familie kan komme hjem til mig på 10 minutter. Sådan har jeg det bedst. Og når jeg ved at de ikke kan det, som eksempelvis nu, kommer følelsen snigende, selvom jeg sådan set godt kan lide at være for mig selv. Det er så kringlet, jeg ved det godt : D

      Jeg kan dog sagtens huske den følelse du beskriver, dengang jeg endnu ikke havde børn.

      Mega stort kram lige tilbage til dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Jeg har sendt dig en mail <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Babybæring - en kærlighedshistorie.