Ugen der gik

Tanker om at skulle hjemmepasse (og andre folks reaktioner)

"</p

Jeg vil gerne dele mine tanker omkring hjemmepasning og dele de reaktioner jeg typisk får fra folk, når jeg fortæller at Isolde ikke skal i vuggestue når hun er hverken 10 eller 12 måneder gammel. For her snart 10 måneder efter Isolde er kommet til verden, kan jeg virkelig mærke at samtaleemnet blandt folk jeg hænger ud med, eller folk jeg møder, begynder at dreje sig rigtig meget om emnet: institution. Naturligt nok, for det er jo også omkring denne alder, at de fleste børn i Danmark starter i vuggestue – og det fylder selvfølgelig. Det kender jeg alt til:

“Hvornår skal din starte”?, “hvilken institution har I valgt”?, “har de en god legeplads”? “hvordan sørger man for den bedste indkøring” “jeg har hørt at det er bedst at far kører ind”, “hvad skal mit barn have med af tøj” osv..

Og når folk så spørger ind til mig, til Isolde, og jeg fortæller at jeg ikke helt ved hvornår hun skal starte endnu, at vi kommer til at tage det lidt som det kommer, men at hun ikke starter før hun er 2 år, måske senere, er folks reaktioner blandede, men med en klar overvægt af forbløffelse. At wow, vi gør virkelig noget vildt her.

Få har sagt “ej det gad jeg også godt”, men langt størstedelen har været sådan “hold da op hvor vildt”, mens de har kigget på mig med store spørgende øjne, haha. Og så er der de få, der slet ikke kan skjule, at det gad de ikke. De ville nemlig blive “helt skøre af at tusse rundt hjemme” (fordi det er nemlig det eneste man gør, når man er sammen med sit barn “tusser rundt hjemme”), de fortæller mig at de ville savne at blive stimuleret fagligt osv.

Og så er der flere, der egentlig bare mest har fokuseret på det negative:  “wow, det bliver godt nok spændende at se hvordan det er at køre en to-årig ind i vuggestue” og “det bliver da lidt af et chok for hende til den tid så”.

Min egen sundhedsplejerske sagde til mig, tilbage da Isolde var helt spæd: “Tror du ikke det er bedst, om du skriver behovsdato på inden hun bliver et år, bare for en sikkerheds skyld, for du kan jo skifte mening”.
Hmmm nej egentlig ikke, måtte jeg bare svare hende. For aldrig har jeg været mere sikker på, at det her er det rigtige for mit barn.

Et spørgsmål jeg har fået rigtig meget, har været det her med, om jeg ikke er bange for om jeg kommer til at kede mig?

Nej altså. Jeg kommer muligvis til at kede mig til tider. Det bliver sikkert også både hårdt og frustrerende fra tid til anden, og jeg kommer nok til at have dage, hvor jeg har lyst til at aflevere hende til den første og bedste der rækker armene ud. Eller også gør jeg ikke.
Jeg kommer til at savne mig-tid, længes efter at sidde uforstyrret en hel dag med tid til at blogge og svare mails. Der vil komme dage hvor Isolde vil gå mig på nerverne og det bliver ikke lykke og ren idyl, det er jeg faktisk meget indforstået med.
Men om jeg så kommer til at kede mig betyder intet, absolut intet. Det er underordnet, for valget er truffet, jeg sætter mit barns behov over mit eget i to små år, mens hun har allermest brug for mig og jeg har det fantastisk med det.

Men altså. Folk synes tydeligvis at det er en vild ting at gøre og det synes jeg er skægt (og vildt).
Måske kunne jeg forstå reaktionerne, hvis jeg meldte ud at Isolde skulle passes hjemme til evig tid. Men for søren da altså. Som det ser ud lige nu, drejer det sig om ét enkelt ekstra år, end hvad jeg ellers havde planer om. Jeg har ikke tænkt mig at hjemmepasse til skolealderen, eller at gå hele vejen og køre “unschooling-life” – ikke at jeg synes der er noget som helst galt med det, det finder jeg faktisk vildt interessant, men det er nu ikke der vi er, lige nu.

Jeg har sådan set bare sat et barn i verden, barnet der betyder ALT for mig. Hvorfor skulle jeg dog betale andre for at passe det barn, når jeg har muligheden for og lysten til at gøre det selv?  Giv mig lige én god grund.

Jeg kan forstå og jeg kan 100% respektere, at hjemmepasning i længere tid end hvad der er standarden her i DK, hverken er mors eller fars ønske, eller at det ikke kan lade sig gøre for alle familier. Vi er alle forskellige og i sidste ende handler det om at hele familien skal trives i den hverdag man nu har <3

Men jeg kan ikke acceptere eller forstå, hvor fremmedgjort at noget SÅ naturligt for mig og for mange, som at have lysten til at hænge ud med det lille barn, man har længtes efter og båret i 9 måneder, i virkeligheden er. Jeg synes faktisk det tenderer til at være sygt. Måske især i disse tider, hvor vi hele tiden bliver klogere på små børns behov og hvor vi ved at institutionerne mangler hænder.

Jeg synes det er tragikomisk, at det naturlige instinkt, mange os mødre har, bliver det unaturlige. Det specielle, det vilde. Altså er det bare mig? Er I ikke enige? Også jer der ikke hjemmepasser, uanset grunden. Kan vi ikke blive enige om, at det da er for mærkeligt?

131 kommentarer

  • Linea

    Hvordan gør i økonomisk? Kan i leve af din mands indkomst? Ville så gerne hjemmepasse min datter, mens jeg skriver min bachelor Og måske lidt efter også. Men hvad gør man når man ikke kan få økonomisk tilskud?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Denise

    Det meste af mit liv og indtil for halvandet år siden, var jeg enig med dig; Hvad i alverden skulle jeg få et barn for, hvis det bare skulle i instituion? Og når/hvis det skulle i insitituion, så skulle jeg i hvert fald arbejde så lidt som muligt, så jeg kunne være hjemme så meget, som muligt.
    Da jeg så blev gravid, blev jeg ramt af fødselsdepression (som man åbenbart sagtens kan få INDEN man føder). Jeg holdt dog fast i, at jeg VILLE passe mit barn hjemme.
    Efter fødslen fortsatte depressionen og da min datter var 1 år, måtte jeg endelig indse, at det her med barsel og husmoder ikke var noget for mig; jeg var ulykkelig og meget misundelig på min mands hverdag. Min mødregruppe havde aldrig tid og mine veninder havde travlt med en masse andet. Jeg blev langsomt sat ud af vennekredsen, arbejdslivet og mit parforhold.
    Efter min datter kom i dagpleje, da hun var 11 måneder og jeg endelig fik den hjælp, jeg virkelig havde brug for – går det nu så godt, at jeg med sikkerhed i stemmen kan sige, at barsel ikke er for mig. Jeg er ikke noget karrieremenneske, men jeg holder heller ikke af hverdagen hjemme med oprydning, tøjvask, madlavning (for blw kræver SÅÅÅÅ meget madlavning HELE TIDEN) og forsøge at underholde og få stimulans af et lille barn.
    Min situation er muligvis lidt speciel idet meget af ulykken kommer sig af ensomhed, men jeg fik det først bedre, da jeg erkendte, at jeg måtte give efter og lade princip være princip og gøre det, der er rigtigt for vores familie. Vi HAR råd, men vi har ikke lyst til at gå hjemme, hverken min mand eller jeg. Men vi sætter pris på at komme hjem til tiden, at have eftermiddagene og aftener fri til familielivet og tosomheden. Vores datter elsker sin dagpleje og det tog ingen tid at køre hende ind – vi trængte alle til at få noget stabilitet ind i vores hverdag. Og jeg kan garantere dig for, at jeg ALDRIG havde troet, at jeg ville have det sådan.
    Jeg synes det er fint, at det bliver debatteret, men har egentlig ikke så meget mening om det længere. Nogle går hjemme, nogle går på arbejde, nogle flytter på landet, nogle gør ikke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Hej!
    Mit barn er 21 måneder og netop startet i dagpleje, da jeg måtte erkende, at jeg ikke kunne skrive speciale med hende hjemme fuld tid. Og indkøring har været det letteste! Jeg har ellers et barn, der altid har været meget tilbageholdende og forbeholden overfor nye mennesker og generelt virkelig ikke har ønsket at blive passet, men nu er hun meget mere selvsikker end tidligere – og jeg vælger at tro, at det er fordi hun har været hjemme med mig og hendes far og er blevet fyldt op af anerkendelse og kærlighed, at hun nu er klar! Det havde hun ikke været som 1-årig.
    Kh Emilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Laursen

    Tak for et interessant indlæg, som åbenlyst har skabt en debat. Det er jo positivt.
    Mit bidrag er skrevet med afsæt i det perspektiv, at jeg er «første-gangs mor» tidligere medarbejder i en vuggestue og nu i gang med en karriere indenfor universitetsverden, som kræver min tid og opmærksomhed.
    Jeg læser ikke indlægget som et udtryk for at førskolebarnet ikke har behov for samvær og socialisering med andre børn, som en del af en normal udvikling. Men det kan jo diskuteres, om socialisering skal ske på de præmisser som gælder i en dansk institution. Her tænker jeg på normeringen og den kultur som udgør den ramme som det pædagogiske arbejde sker indenfor. F.eks. at der kun er 1 voksen til fire børn langt de fleste steder -hvoraf kun 1/3 er uddannet personale. Denne form for organisering må kunne diskuteres og som forældre skal det være muligt at vælge det fra. Især når det er et faktum, at de første 1000 dage i barnets liv udgør grundlaget for barnets videre liv.
    Det jeg pointerer, er ikke det arbejde som pædagogerne gør, men det er rammerne de har til at udføre det i. Med andre ord, der mangler ressourcer til børn i vuggestuer, hvis det pædagogiske skal være af en høj kvalitet. Hvis man vælger hjemmepasningsordningen til barnet er 2 eller 3 år er der jo mulighed for at socialisere med andre børn igennem legestuer og åbne børnehaver i dagligdagen. Det handler i sidste ende om, forældrenes ressourcer til at facilitere en god hverdag og den ser jo forskellig ud alt efter hvilke værdier og råderum man har (socialt og økonomisk).
    Lad os holde fast i at vuggestuer kun er gode så længe, der er godt uddannet personale og en god normering – dvs. der er nok medarbejdere til at give omsorg, nærvær og skabe alderssvarende pædagogiske aktiviteter. Som situationen er i danske vuggestuer lige nu, med antallet af personale og ressourcer til rådighed kan man dårligt fortale nogen i at vælge det fra til barnet er så gammelt at de selv kan give udtryk for egne behov. Det er jo mere et spørgsmål om at vælge noget andet til.
    Jeg er mor til en dreng på 20 mdr. som har gået i vuggestue siden han var 1 år. Vi er bosat i Norge og oplever derfor hvordan familie- og arbejdslivet er skruet sammen på nærmeste hold. Det kan være en berigelse til debatten i Danmark at kigge mod vores nabolande og se på hvordan institutionstilbuddene er skruet sammen der. Jeg har iagttaget blandt kollegaer og de øvrige børn i mit barns vuggestue, at det er normalt for børn at starte i institution når barnet er mellem 18-24 mdr. Indtil der går mor eller far hjemme ved barnet. Ofte er det far (eller nr. 2 forældre) der tager den sidste del af barslen, fordi det er er kræv af far tager min 12 ugers barsel. For holdningen er børn først klar til at komme væk fra hjemmet i mange timer adgangen når man er omkring 2 år – hvilket ikke er det samme, som at man ikke skal socialisere med andre børn. Derudover normeringen 1 voksen til 3 børn, hvilket betyder at der er 9 børn voksne og 3 børn på stuen.
    For mig var det meget svært at give slip på mit barn og aflevere ham i vuggestue og selv gå på arbejde. Jeg havde set frem til at starte på arbejde igen og en ny hverdag, hvor jeg ikke skulle gå hjemme. Men alternativet med at være udarbejdende 8-17 hver dag var ikke et skønmaleri for mig. I stedet valgte vi en ordning hvor min mand gik på halv tid i 6 mdr. og kørte vores søn ind og tilmed en stor fleksibilitet og mulighed for at han kun skulle være afsted 5-6 timer hvad dag. Det fungerede perfekt for os of opstarten blev rolig og en periode med overskud.
    Lad os diskuterer, hvorfor dagstilbudene til de 0-6-årige er underprioriteret område og ikke hvorfor familier (med rette) har forskellige årsager til at organisere familielivet forskelligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lisa

    Vi gør alle sammen vores bedste, og det er godt nok, skønne mødre. Hjemmepassere og karrierekvinder og alt der imellem. Kærlighed til alle!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja det er det da. Men det er nu stadig vigtigt at tale om tingene : ) Love love til os alle ; )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lisa

      Helt enig 😉 Min kommentar var vist mere bare en anerkendelse af de svære følelser, emnet vækker i os alle. Og en slags omsorg for alle der føler sig ramt. Men jeg synes snakken er vildt vigtig. Personligt hjemmepasser jeg mit tredje barn lige nu, efter at have fulgt den vante skabelon for barn 1 og 2 (vuggestue fra 10. måned). Det føles helt rigtigt, og jeg tror ikke at jeg har trivedes så godt med en hverdag før, netop fordi det giver så meget mening (men det kan da også være sygt kedeligt – men som du skriver: og hvad så? Jeg hjemmepasswr jo ikke for underholdningsværdien i det…). Men jeg var slet ikke samme sted med første og andet barn. Der var nogle ting der skulle falde i hak i mig selv, før det ville blive en god oplevelse.

      Tak for et super relevant indlæg!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Jeg får måske øje på noget helt andet i den her debat, da det for mig handler mere om det kønspolitiske og det faktum, at det ikke er længe siden, at det var normen at manden arbejdede og kvinden blev hjemme og passede børn. Jeg synes det kan være en farlig kurs, at vi skal vende tilbage til vores naturlige rolle, a la det som Niels Arbøl anbefaler.
    Men jeg er nysgerrig på, om du så mener at det er forbeholdt kvinder, eller kan det lige så godt være manden der hjemmepasser?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg synes at Niels Arbøl giver stof til eftertanke. Er ikke enig i ALT han skriver.

      Selvfølgelig er det ikke forbeholdt kvinder – det er min personlige holdning. “Barnet har bedst af at være sammen med dets primære omsorgspersoner de første 3 år”. Far er også en primær omsorgsperson. Elsker generelt fædre på barsel. Mere af det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Malene

    super interessant emne at tage fat på. Har selv gået hjemme og passet alle mine 6 børn indtil de blev 3 år og skulle starte i børnehave. jeg synes at det giver god mening og da mine er født tæt på hinanden har der ikke været økonomi til at få dem passet. De første par år af deres liv er vigtige og har nydt tiden med dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Kære Emilie. Tak for dit spændende indlæg 🙂 Jeg synes, det er rart med nogle links til videnskabelige artikler, hvis man skriver noget om forskning. Så kan vi andre følge med i, hvilken forskning der er tale om.
    Knus herfra

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jacqueline

    åh så enig! godt brølt løve (mama)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Jeg ville ønske, at det økonomisk var muligt for mig at gøre det samme – altså blive hjemme med min søn. Det er efter min mening et samfundsskabt behov at sende små børn i institution. Generelt synes jeg, at det er ærgerligt, at de år, hvor mange skaber familie, også er de år, hvor man forventes at præstere på arbejdsmarkedet – det passer ikke rigtigt sammen. Gode tanker herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Enig, der er noget helt off ved vores samfund og nej, det hænger simpelthen ikke sammen. Folk knækker jo også nakken på at skulle det hele. Det er SÅ ærgerligt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sanne

    Min lille mand er 5 måneder nu. Jeg skal tilbage når han er 11 måneder. Min tanke er at han skal bruge det meste af sin dag med en der holder af ham frem for hans mor der virkelig elsker ham. Jeg har forslået faren at han får et ekstra job så jeg kan være hjemme i længere tid. Havde vi bare økonomien til det. Jeg syntes han er alt for lille når han er 11 måneder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Laura

    Ahhhhh hvor et fantastisk indlæg og så LÆKKERT at høre at en anden har det på samme måde!!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Nej, min løsning er ikke, at man ikke taler om det. Vi taler jo om det nu. Jeg synes langt hen ad vejen, du er meget ordentlig. Men du stiller dig på mål for en holdning, og det gør jeg også. Lad os lægge den ned her. Jeg synes vores (din og min) diskussion har været sober <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg synes bare hele tiden at der ligger noget i luften omkring, at jeg ikke bør italesætte det her emne, af frygt for at komme til at såre andre. Og jeg ville bare SÅ gerne ud over det. Hvorfor kan man ikke se isoleret på hvad er det lille barns behov (vi har forskning til at støtte op), men samtidig anerkende, at der er en verden derude, der skal løbe rundt. OG at alle skal trives, ikke blot det lille barn. Og det hele går jo nok i sidste ende for søren. Jeg skal også trives, mit hår skal føntørres – og det er helt ok. Håber du forstår hvor jeg vil hen.

      Jeg bliver virkelig ked af når der bliver indikeret at jeg synes at andre mødre er dårlige eller elsker mindre, fordi de ikke deler mit ønske om at passe hjemme. Jeg har mange veninder med små børn, kun to hjemmepasser. Mine veninder er verdens bedste mødre, skulle jeg på åben skærm (blog) fornærme dem? Nej. For det er SLET ikke der vi er.

      Dengang min søn havde gået i vuggestue i et halvt års tid, der begyndte det at gå op for mig, at alt det her med vuggestue, det jeg vitterligt troede var det bedste jeg kunne tilbyde ham, drømmen for et lille barn, alt det legetøj, små venner at lege med, det var ikke så glamouriøst som jeg troede det var. Og hey, børn leger jo slet ikke sammen sammen i den alder. Men tog jeg min søn ud? Nej. Jeg havde en uddannelse at gøre færdig og derefter et arbejde, jeg gerne ville. Og hey, det var da ok. Jeg er ikke tabt bag en vogn, jeg ved at tingene skal løbe rundt på alle parametre.

      Og ja, tak for diskussionen, jeg er enig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Jeg gætter på, at mane af de negativt ladede kommentarer skyldes misundelse? Jeg ville gerne gå hjemme i to år med mit tredje- og sidste – barn, men jeg har et job der gør, at jeg ikke kan. Jo, man har altid et valg, men skulle jeg gå hjemme et år ekstra, ville det betyde, at jeg skulle sige mit job op og det har jeg slet ikke lyst til heller. Så at du – og andre – har muligheden synes jeg er fantastisk!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • KE

    Jeg synes, det er så sejt, at du tager denne debat, som man hurtigt bliver udskældt for – men som er så vigtig! Jeg har svært ved at sige det ligeså pænt som dig. Al respekt for, at hjemmepasning ikke er for alle, og det er et valg man tager. Eller at man ikke har de økonomiske ressourcer til det – hvilket i nogen grad også er et “valg”. Se blot på Neohippie, som bestemt ikke tjener kassen, men har formået at praktisere en livsstil med hjemmepasning af to børn alligevel – ved i kæmpe grad at nedprioritere andre ting. Men lad os nu have en debat om det, selvom man ikke er enige! Jeg kunne heller ikke nødvendigvis gå hjemme til mine børn er 3 allesammen, men jeg ved, det er et valg, jeg tager. Al forskning peger netop på, at det ikke er sundt for børnene. Jeg synes, det er så ærgerligt, at mom-shaming kortet, skal bruges, hver eneste gang nogen prøver at vise andre veje eller muligheder. Man kan bare ikke fagligt argumentere for, at det er sundt for barnet. Men så længe det er mom-shaming at sige, så kommer der aldrig fokus på den problematik, vi virkelig har i Danmark med, at vi sender børn vanvittigt tidligt i institution. Men tak for denne stemme! Og nu lød jeg hårdere, end jeg mener. Jeg respekterer alles valg, jeg ønsker bare, at vi kan have en mere konstruktiv dialog med barnet i fokus. Især så en masse mødre kan blive oplyste omkring, at der er et andet valg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min kone passede vores datter hjemme og det er den største gave vi nogensinde har givet hende. Det værste vi har gjort er at sende hende i børnehave og den fejl tror jeg ikke vi begår igen med et evt. nr to barn.
    Vores datter startede i institution da hun var 2,4 år. Det gik så let. Det var overhovedet ikke et chok og hun forstod hvad der skete. Hun var tryg. Hun var gammel nok til at forstå, at når vi afleverede hende så hentede vi hende også igen.

    Mange i vores omgangskreds hjemmepasser deres børn. Vi er selv pædagoger og 90% af de hjemmepassere vi kender er det samme – guess Why? 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Spændende emne at tage op, og spændende at læse kommentarfeltet 🙈 jeg synes du skriver det i en rigtig pæn tone, og lægger vægt på hvad der er bedst for jeres lille familie,. Man skal nemlig gøre det, der er bedst for ens familie 😌❤️ Og hvor er det skønt for jer, I har muligheden for at gøre det, og gøre det der passer jer. Jeg tænkte på, hvordan kan det være Saxo blev sendt i vuggestue og ikke dagpleje, når du ved normeringen af antal børn er flere end pædagoger, hvilket tanker havde du gjort dig der? ☺️ Håber det er ok, jeg spørger.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja spørg endelig løs.
      Jeg havde simpelthen slet ikke de tanker dengang (desværre), jeg anede ikke at man kunne gøre det anderledes, at man kunne hjemmepasse. Alle mine veninders børn gik/skulle i vuggestue. Jeg troede at alle gjorde sådan og i øvrigt troede jeg at det var det bedste for børn. Jeg troede at han skulle ned og socialiseres, jeg sagde til mig selv at jeg ikke længere kunne stimulere ham godt nok. Han var en dreng med meget gang i den og han var super social og elskede andre børn. Så selvfølgelig skulle han da i vugger, ned og lege med de andre. Jeg skænkede heller ikke normeringer en tanke. Ikke før han ligesom var i det og jeg så med egne øjne, hvordan tingene ligesom foregik.

      Jeg har aldrig lagt skjul på at hans institutionsliv har været helt uproblematisk, men jeg tror det har meget at sige, at han altid har haft korte dage og ugentlige fridage, uden undtagelse. Men med tiden fandt jeg altså bare ud af, at der også var en anden vej. Og det er egentlig også derfor jeg skriver om det – fordi jeg gerne vil have at folk får øjnene op for at der ér en anden vej – hvis man har lyst. Hvis man ikke har, så er det jo også bare all good : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Et spørgsmål fra en uerfaren første-gangs mor:
    Hvis man nu ser bort fra egne behov, lyster og økonomiske muligheder (således et rent hypotetisk spørgsmål), hvordan ved man så, hvad der er det rigtige for barnet? Hvad ville være den optimale løsning for barnet? Altså jeg er med på, at masser af tid med mor er alfa og omega, men har små størrelser ikke også gavn/behov/glæde af at være sammen med andre børn? At kunne spejle sig i andre børn? Det er oprigtige (ikke-retoriske altså) spørgsmål..

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg er ingen ekspert, men håber lidt på at der kommer nogle eksperter på banen her?

      Personligt mærker jeg bare efter i hjertet. Og det hjerte fortæller mig ting. Men altså jeg tænker at det kan man jo aldrig helt præcist vide, altså hvad der ér det bedste. Men hvis man er til sådan noget, så viser al nyere forskning at børn 0-3 år har bedst af at være sammen med deres primære omsorgspersoner og at institutionslivet er stressende. Små børn er langsomme. Hvis man har befundet sig i en institution i mere end en halv times tid, så giver dette rigtig fin mening, synes jeg. Jeg kan næsten ikke holde det ud, og må ud derfra asap, haha. Tænk lige at sidde dér i mange timer blandt rigtig mange andre børn, uden sprog, måske uden endda at kunne gå. Og i øvrigt kan du ikke fastholde et billede af mor og far – du ved simpelthen ikke at de kommer tilbage (ikke når er helt små). Og med pædagoger der i øvrigt ikke har tiden til at være nærværende nok.

      Børn, også de små, har helt bestemt, uden tvivl gavn af at være sammen med andre børn. De er jo yderst sociale væsener <3 Men det sociale kan klares på et hav af andre måder end institutionslivet. Legestuer fx.

      Ps. Acie, overvejer du at hjemmepasse Elise? Hallo gør det lige, så kan vi hænge : D <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Alberte

      Hej Emili. Jeg synes det er en interessant diskussion, men kan ikke rigtig finde så meget om det, udover kronikker og kommentarer. Når du siger “al nyere forskning”, hvad er det så for noget? Kunne godt tænke mig selv at læse nogle artikler eller rapporter 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • … ok, tak for svaret!! Jeg gad også godt læse, hvis du logger inde med links til artikler (men kan også godt google, hvis du ikke gør😘).
      Ved ikke hvad jeg overvejer – jeg vil gerne gøre det bedste for mit barn og er priviligeret nok til at kunne sætte hendes behov over mine. Skal bare lige finde ud af, hvad hendes behov er;) Altså indtil jeg læste dit indlæg var jeg slet ikke i tvivl om at det ville blive så godt for hende, at komme i vugger og blive stimuleret af en ny stor verden.. Hun virker super klar, elsker andre børn og er så aktiv (.. på nippet til at gå – lille fis) – og så føler jeg mig utilstrækkelig som pauseklovn. Jeg føler mig kedelig. Lige nu har vi vuggestueplads til hende, når hun fylder 13mdr, men meget kan jo ske indtil da☺️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg kan sætte mig rigtig meget ind i det, for sådan havde jeg det også dengang med Sax. Men jeg tror også det handler om, hvad man sætter sig for. Jeg var ved at DØ da han var 10 måneder og der var hele to måneder til at han skulle starte, fordi jeg hele tiden gik og sagde til mig selv, at han virkelig havde behov for at komme afsted, Han var jo så aktiv, så glad for andre børn – men sådan er de fleste børn af natur. De er nysgerrige og sociale. Jeg følte også at jeg var kedelig. Men åh, man er jo hele deres verden i den alder, og bestemt ikke kedelig.

      Det er klart, at det sætter nogle krav til os mødre, der vælger at hjemmepasse. Personligt har jeg teamet op med nogle mødre med jævnalderende børn i mit område, som alle skal hjemmepasse længere tid. Fra august, når Isolde fylder et år, skal vi mødes 2-3 gange om ugen og lave aktiviteter. Rytmik, tage i Zoo, legeaftaler. Det glæder jeg mig til.

      Gordon Neufeldt skriver om det i bogen “Hold On To Your Kids” og Niels Arbøl skriver om det i “Det Moderløse Samfund”. Google generelt om tilknytningsteori og udviklingpsykologi. Og denne her artikel, også af Niels Arbøl, er også rigtig god;

      https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9837179/danske-smaaboern-faar-stress-i-vores-institutioner/

      Jeg finder noget mere frem senere.

      Vildt i øvrigt at hun er på nippet til at gå!! Shiiiit. Hun vil frem i verden <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Jeg hjemmepasser min datter på 2,5 år. Jeg møder og har mødt rigtig mange fordomme og spørgsmål omkring socialisering osv. Selvfølgelig har små børn behov for at se andre små børn, men al den vigtigste erfaring de gør sig i livet i så tidlig en alder er fra de primære omsorgspersoner – forældrene. Sproget kommer derhjemme, når forældrene er opmærksomme og snakker tilbage. Ikke i en larmende vuggestue, hvor forskning viser, at der i øvrigt er et kvarters voksen-barn en-til-en-kontakt om dagen. Empati og rummelighed lærer barnet, når det selv oplever det hos forældre og søskende. Ikke blandt 24 babyalbuer og for få hænger hos 2 trætte pædagoger. Så ja, det sociale er da vigtigt, men et par gange om ugen med selvvalgte legekammerater og overskud (eller en storebror!), er da klart bedre end 8 timers ufrivillig opbevaring hver dag (undskyld, det lyder så hårdt). Min erfaring er, at fordi min datter aldrig har været presset ud i sociale fællesskaber, væk fra sine forældre, og som hun ikke selv har valgt, har hun et stort overskud til at rumme andre mennesker og virker enormt tryg i det. Børn er selvfølgelig forskellige. Jeg siger ikke, at børn, der går i institution, ikke kan være det samme. Det er bare en de bekymringer, jeg møder – om jeg nu opfostrer en freak, der ikke kan begå sig socialt. Men sorry, det lærer man ikke af andre vuggestuebørn.

      Jeg kan godt følge, hvad du mener, Emili, med at det er mærkeligt, at noget så naturligt, er blevet så alternativt et livsvalg og fremmedgjort for os. For ja, i bund og grund, er det mest naturlige da, at børnene er ved sine forældre. Ikke blandt andre børn hos andre voksne, der også er forældre til børn, der bliver passet af andre voksne. Vi har verdensrekord i institutionalisering i DK, og det har aldrig været for børnenes skyld, men en samfundsudvikling med kvinder på arbejdsmarkedet har gjort institutioner nødvendige.

      Jeg kan da godt stresse lidt over, at jeg (næsten) har trukket stikket ud for arbejdslivet for en stund, men jeg synes, det er så fantastisk at følge min datter sådan her. Jeg har aldrig nogensinde haft den der følelse af “stop tiden”, eller at det går for hurtigt. For jeg er med til alt og går ikke glip af noget.

      Beklager, det blev så langt. Jeg synes, du er megasej Emili, og jeg glæder mig til at følge dig og Isoldes hverdag. Jeg er glad for, at du får sat et lidt mere nuanceret ansigt på en lidt ærgerlig stereotyp forestilling om speltmoren med separationsangst, der hjemmepasser. Det handler om så meget mere end det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kristina

      Børn har i den grad brug for at spejle sig i andre børn. De har brug for at lære parallel-leg inden de lærer at lege sammen ‘rigtigt’. Sammenspillet med andre børn er vigtigt i de spæde år allerede.

      MEN(!) det behov kan man jo sagtens tilfredsstille på trods af at man går hjemme med sit barn 🙂 Tænk at kunne give sit barn det bedste fra to verdener. Jeg hylder de mødre (og fædre!) der har lyst til at bruge tiden på de små væsner de har sat i verdenen. Det er faktisk skræmmende så få forældre nu til dags, der ved hvordan de skal være sammen med de små!

      Vh vuggestuepædagogen

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Hvor ville jeg ønske jeg havde muligheden! Hilsen en mor, som hader hun skal sende sin søn i insitution.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanna

    Så fint indlæg, skrevet med respekt for at valgene kan være forskellige. Jeg har selv hjemmepasset – min ældste går stadig hjemme og starter i børnehave når han er godt 4 år. En børnehave der er tilknyttet den skole han skal gå på. Min yngste er meldt ind samme sted fra 3 år.
    Meget teori og forskning viser at børn ikke har behov for social stimuli før de er omkring 2 år – udover det vi kan give dem som forældre, søskende og hvem de ellers naturligt møder. Det betyde rjo ikke at man ikke skal mødes med jævnaldrenene før, men at komme i vuggestue med 12 andre er i hvert fald svært at argumentere fagligt for skulle være det mest “korrekte”.
    Vi har haft unik mulighed pga studie til hjemmepasning og er meget bevidste om at der er forskellige muligheder og behov fra familie til familie. Men hvor ville jeg også ønske snakken blev mere nuanceret i stedet for enten fordømmende eller som jeg ofte oplever det – at dem jeg snakker med går i forsvar og tror jeg synes de skader deres barn fordi de har valgt anerledes.
    Lidt tanker og thumbs up herfra💛
    Nyder at følge med😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      1000 tak. Og ja, det er jo slet ikke der vi er. Jeg mener selvfølgelig ikke at nogen skader deres børn ved at sende i institution. Det har jeg selv gjort og kommer i øvrigt også til at gøre med Isolde, bare lidt senere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Jeg er fuldstændig enig med dig. Nogle gange synes det er et lidt sygt system vi har, når vi sender vores små børn i institution så tidligt, når det bedste for dem er at være hos sine primære omsorgspersoner. Jeg er forresten færdiguddannet pædagog om en uge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christin

    Tak fordi du flere gange sætter fokus på dette emne. Jeg har det på samme måde som dig. Med vores første søn (nu 4 år) fulgte jeg også normen og sendte ham i vuggestue som ca 14 md gammel baby. Dog kun 25 timer – hvilket flere syntes var synd; hvordan skulle han nå at lege på så kort tid!! Med lillebror (16 md) følger jeg/vi mere mavefornemmelsen. Han bliver passet hjemme, sover i ske m mig, bliver ammet og generelt bare hvad der føles naturligt. Jeg stoler så meget mere på min egen intuition denne gang. Men hvor er der mange meninger om sådan et (naturligt) valg. Derfor tak. Simpelthen – bare tak 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Åh hvor er jeg enig i at det er sygt at noget naturligt bliver det unaturlige.
    Jeg har ikke selv mulighed for at hjemmepasse. Men har mulighed for at give fridage og korte dage og det trøster lidt 🙂
    Og så er der også de fagfolk der mener det er bedre at køre ind i institution inden seperationsangsten sætter ind, det er da for fjollet. Skulle man så give afkald på den vigtige tid. Tror nu seperationsangsten er uundgåelig uanset.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Hvor er det sejt og modigt, du deler det her. Er sikker på, du er til stor inspiration for mange. Jeg har selv hjemmepasset alle vores tre indtil børnehavealderen, er stadig hjemme med den yngste. Har al tid i verden bagefter til at arbejde ude af huset. Lige nu vil jeg faktisk gerne være sammen med de små, som jeg selv har sat i verden og som har allermest brug for tiden med mig. Og ja, hvis der er nogen, der kommer “ud i verden,” er det da netop hjemmepassede børn, der er med i alle de gøremål vi har i løbet af dagen, modsat institutionsbørn, der sidder

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasja

    Det kunne have været mig der havde skrevet alt det der!👆🏻😱
    Jeg passer min søn på 21 mdr. Og skal ikke i instution før han er 2 år (måske senere)
    Og jeg høre tit nogen vilde bemærkninger!
    “Du har godt nok svært ved at give slip på ham” “du skal nok modnes med moderrollen” 😱
    Jeg er i chok! Jeg passer og ammer min søn fordi jeg mener at det er det bedste for ham!
    Det er skide hårdt til tider!! Men hold kæft hvor er jeg stolt over at jeg ikke lyttede til alle dem og samfundet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ninna

    Jeg er så enig med dig. Jeg ville have elsket at kunne gøre det du planlægger med Isolde med begge mine børn og jeg misunder dig en lille smule muligheden. Jeg ville ønske, at det var en mulighed for alle, der havde lysten til at gå hjemme med sit barn i længere end standarden er, kunne få lov til det, uanset økonomisk baggrund. Jeg kan i hvert fald slet, slet ikke se noget underligt eller vildt i det – hvad er 2 år ud af et helt liv? Jeg ville i hvert fald ikke have haft travlt med at komme igang igen eller bange for at være gået glip af nogle store faglige muligheder – hvis økonomien havde været til det hjemme hos os, havde jeg gjort som du uden at blinke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg er SÅ enig med dig og hvor er det fedt du bliver ved med at sætte fokus på netop dette emne. Jeg ville selv ønske at vi havde haft økonomisk råderum til at jeg kunne passe min datter på 14 mdr som nu går i vuggestue. Der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke tænker på hvor forkert det føles at andre mennesker passer mit barn og ser hende flere timer end jeg selv gør! Det giver ingen mening. Gid alle kommuner gav tilskud til hjemmepasning. Kæmpe highfive og respekt til dig for det du gør!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja det burde simpelthen gives i ALLE kommuner. Mit hjerte bløder for dem der rent faktisk har lysten, men som ikke kan gøre det pga økonomi. Æv det er ikke fair!

      Kæmpe kram til dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg er helt enig i alt du skriver, det er faktisk virkelig smult beskrevet. Min søn startede i vuggestue da han var 16 måneder, de sidste 4 måneder passede min mor ham som privat børnepasser. De fleste reaktioner jeg mødte, var kommentarer der omhandlede om han ikke snart skulle i vugge for at blive stimuleret og lære at omgås andre børn. Sjovt nok allesammen folk, som ikke selv har børn. Jeg ville ønske jeg kunne blive hjemme med ham til han var 2, måske helt til børnehaven, men det har desværre ikke været muligt i min enlig mor situation, så jeg holder ham hjemme de dage jeg har fri, og forsøger at få bedsteforældrene på banen til at hente tidligt så ofte som muligt. Men ja, dagens Danmark ift instititution tendere til sygelighed. Ingen uenighed herfra.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Dejligt at få thumbs up fra dig, der ikke har muligheden, men som stadig anerkender at vores forhold til institutionalisering i DK er forrykt.

      Bedsteforældre er guld værd. Dem har vi godt nok også nydt godt af herhjemme <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Synes det er så skønt i har muligheden for det! Og at i gør hvad der er bedst for JERES barn. Jeg har en datter på 11 måneder, og hun er bare SÅ KLAR til at komme i vuggestue. Alle børn og forældre er forskellige, og der skal være plads til os alle sammen. Vi ved bedst for vores børn. Og jeg kan mærke at det rigtige for min datter, er at kommer vuggestue. Jeg bliver altså ikke ramt af at andre synes det “for tidligt” eller hvad de mener. Det er vores børn, så ved vi jo bedst.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg har lyst til at udfordre dig en lille bitte smule – håber det er ok.

      Hvad gør at du kan mærke at din datter SÅ KLAR til at komme i vuggestue?

      Er det fordi hun er super socialt anlagt?
      Fordi der er vildt meget gang i hende?
      Fordi hun elsker at være sammen med andre børn?

      Hvis ja, så må jeg bare lige sige, at sådan er de fleste børn – min pige inkl. Men det betyder ikke at de er klar til institution.

      Jeg ved godt hvor du vil hen og jeg er sådan set også enig med dig i, at alle børn og forældre er forskellige, men sådan generelt synes jeg ikke at man kan bruge den her med at “alle forældre kender deres børn bedst”. Jeg synes ikke den holder. Og man er også nødt til at kigge lidt på hvad forskning siger – Fx at vi ved meget lidt om, hvad der egentlig foregår inde i børn, når vi forlader dem i hele lange dage, når de er små (0-2 år) og sådan set ikke ved at vi kommer tilbage. Alt tyder på at de bliver super stressede i institutionslivet. Så er der selvfølgelig børn der håndtere det bedre end andre, men ja, jeg kunne blive ved. Men det var som sagt slet ikke det her mit indlæg skulle handle om <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Lige dér. Der mom shamer du for vildt. Jeg anerkender at du har taget et valg. Hvorfor skal du så modargumentere mit?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg prøvede at udfordre dig lidt på det skrev. Du lød så sikker i din sag at jeg tænkte det var ok. Men lad os lade den ligge, for det var slet ikke denne her drejning som indlægget skulle tage.

      God aften : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg har fuld respekt for jeres beslutning! Men det vil slet ikke kunne fungere for vores familie – eller nok mest for mig. Jeg trænger (er pt på barsel med nr to) til at arbejde og komme ud blandt andre mennesker og arbejde (og rent faktisk bruge min lange uddannelse til noget), når min barsel om 6 måneder er slut. Jeg vil også føle, at jeg skulle stå for alt det praktiske derhjemme med rengøring, indkøb, tøjvask osv osv – og det dur jeg bare ikke til. Mit drømmescenarie er derimod at få en deltidsstilling, hvor børnene kan blive hentet tidligt og jeg kan få lidt “luft” på arbejdet😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja det er jp virkelig en ærlig sag, jeg tror bestemt ikke at hjemmepasning er noget for alle mødre. Slet ikke. Og hvis ikke man selv har lyst, så er det helt sikkert heller ikke det rigtige for barnet. Alle skal trives.

      En deltidsstilling lyder da fantastisk. Sådan har vi også altid kørt det med min søn. Plads til fridage og korte dag. Det har fungeret perfekt : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Hov jeg vil lige tilføje, at min søn er 4 måneder nu og vi regner med at min mand skal have 1-2 måneders barsel efter mig. Det er lige tidligt nok, for mig, at sende ham i institution som 6 måneder😊

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Zenia

    Jeg er absolut enig med dig. Jeg holder selv Freja hjemme i halvandet år, men mere bliver det desværre ikke til.
    Jeg kan dog mærke, at jeg har en periode hvor jeg har brug for at være MIG. Freja er 10 mdr og første gang i går cyklede jeg ned efter storebror alene. Og det var skønt! Jeg har derfor fundet ud af, at hvis tiden frem til vuggestuestart til jul skal blive en fornøjelse for os begge, er jeg nødt til at prioritere lidt mig tid. Se veninderne uden børn, være alene sammen med storebror. Ting som jeg faktisk ikke har haft rigtigt behov for før nu. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg har det på helt samme måde som dig, og det er jo super naturligt at have det sådan <3

      Jeg kan så godt mærke, at jeg har behov for at far og jeg skal være mere lige. Her er det mest på putte-fronten det gælder, for her er det kun mig der duer. To gange har jeg været ude, i tirsdags og tilbage i april til min fødselsdag. Til fødselsdagen gik det ok, i tirsdags var det bestemt ingen succes. Så vi arbejder lidt på hvordan vi begge skal kunne putte. Det er virkelig vigtigt for mig, især nu hvor jeg skal gå med hende hjemme og altså være rigtig rigtig meget sammen med hende. Jeg VIL kunne tage ud og spise middag med mine piger. Det har jeg behov for.

      Men det er ikke så let, med en bebs der ikke bruger sut eller tager flaske og kun er vant til at blive ammet i søvn. Da jeg stoppede nat-amningen med storebror kunne far putte på lige fod med mig, men der gik resten af amningen også i vasken, og jeg har et ønske om at fortsætte amningen et stykke tid endnu. Åh ja. Vi må se.

      Kram til dig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke

    TAK for indlæg som disse 🙏🏼
    Jeg er helt enig i alt hvad du skriver. Og den der kommentar om at “Wow det bliver spændende at køre en to-årig ind i vuggestue” – altså så går folk ud fra at det er bedre med en 1-årig eller hvad? Fatter det ikke.
    Jeg er alene med min søn på 5 måneder, og har derfor svært ved at gå hjemme med ham når barslen slutter. Jeg planlægger at blive privat dagplejer for ham og et andet barn til han er mindst halvandet. Så må vi se hvordan vi har det med institution til den tid. Et er sikkert, jeg sender ikke min 10-12 måneders baby i vuggestue, nope. Ville være ulykkelig over det. Og når folk spørger om ikke jeg vil kede mig, plejer

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke

      Hov, sendte for tidligt
      *plejer jeg at sige, at man også keder sig på sit job, ligesom man kan have dårlige dage på jobbet og blive irriteret på sine kolleger. Det er bare så meget mere meningsfuldt for mig at være irriteret eller træt hjemme med mit barn end på et arbejde mens mit barn er i institution😅

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Selv tak, Lærke. Ja, min klare opfattelse er faktisk at mange tror at det er bedre at barnet køres ind når det er så lille som muligt. På den måde er chancen for at det er nemmere for forældrene nemlig større. Men er det nemmere for barnet? En to-årig kan protestere mere end en på 10 måneder – men en på 10 måneder kan føle lige så meget smerte ved adskillelse, selvfølgelig.

      Sikke en dejlig løsning du har fundet på – det er smart at man kan gøre sådan.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinne A

    Tak fordi du bringer emnet op (igen), selvom du ofte bliver høvlet ned for at være fordømmende og alt muligt andet. Sådan forstår jeg ikke dit indlæg, og jeg synes det er ærgerligt at du bliver nødt til at bruge det meste af indlægget på at fortælle at du ikke synes at andre er dårlige mødre, fordi de har valgt anderledes – øv, at vores samfund er blevet sådan. Hvis man kigger ud over landegrænserne, vil man opleve at det er “unormalt” at sende sine børn i institution som 1 årig, jeg sendte selv min ældste afsted i en alder af 7 mdr., bevares, men hvor er jeg ked af idag, at jeg gjorde det og bukkede under for samfundets pres, andre (især kvinders) pres, og mine egne karriere forventninger. Lillesøster kom afsted som 1 årig, og trives ikke, jeg er blevet mere tryg i min mor rolle, og nu har vi valgt at tage hende ud, efter 6 mdr. og hjemmepasse hende til hun skal i børnehave – fordi det er muligt, jeg glæder mig helt vildt! tak fordi du har vist, at det også kan være naturligt at vælge en anden retning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja, man kan så nemt blive fanget i andres, i dette tilfælde både andre mødre + samfundets, forventninger til en. Det kender jeg alt til. I sidste ende er det bare SÅ vigtigt at man mærker efter, hvad er det rigtigte for mig. For min baby. Hvor flot og sejt at du nu har gjort det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Det er så fedt, du skriver om det!!! Du har fat i den lange ende og det sier alt om vores kultur, at folk reagerer som de gør. Håber, vi kan få tingene ordnet, så jeg også kan blive hjemme længst muligt med vores nr 2 🙏🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak fordi du sætter pris på mine skriv. Det varmer helt vildt!

      Jeg krydser fingre for at I kan få det til at gå op <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Faktum er at flere og flere børn, unge og voksne bliver syge af at leve i vores kultur, hvilket må berettige at vi taler om en syg kultur. Vores adskillelseskultur er en syg kultur, hvor vi fuldstændig har glemt, at børnene engang dumpede ned og hørte til sammen med de andre mennesker, som barnet var beslægtet med og som barnet fra fødslen var knyttet til og som forblev vigtige i barnets liv. Men sådan er det ikke mere. Nu har vi fået udviklet en samfundsstruktur og dertilhørende kulturelle normer, som gør at børnene egentlig mest er til besvær. I hvert fald fra 8-16 fra mandag til fredag. Og derfor må puttes et sted hen (mange fra de er helt ned til 10 måneder). Det sted er så blandt andet kendetegnet ved at rumme for store grupper af jævnaldrene børn til ”pasning” af for få voksne og for mange skiftende og brudte relationer. På trods af omfattende udviklingspsykologiske grunde til at stoppe den praksis. At det virker chokkerende, når der er mennesker som stiller sig kritisk overfor denne udvikling, som du jo gør ved at vælge noget andet for din datter, må afspejle hvor gennemsyrede vi er blevet af det her hyper-institutionaliserede samfund. Vi kan simpelthen ikke se udover den.

    Dette vidner netop om, hvor vigtigt det er det du gør, når du igennem dine valg og det du har bevidstgjort dig om, prikker til og bryder med de her vestlige normer, som omfatter massiv adskillelse mellem børn og forældre. Det handler ikke om liberalisme og kvalitetstid – Tvært imod! det handler om kvantitetstid – og hermed den eneste tid der sådan rigtig giver mening.

    Der er virkelig brug for modige kvinder og mænd i den vestlige verden, som tør at trække i en anden retning og bryde med normer. Herved kan der netop skabes grobund for at flere mænd og kvinder, som ønsker det også kan få muligheden for at skabe nogle rammer, hvor børn og forældre kan leve sammen mens børnene er børn, i hverdagene, og ikke kun efter fyraften og i weekenderne.

    Du er modig, Emilie, og mod smitter. Især når budskaber serveres med nænsomhed, og det synes jeg helt bestemt at du gør.

    Tak for det <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rose

    Hej Emilie,
    Med udgangspunkt i både mine egne børn og forskning, er jeg også af den overbevisning, at det er at foretrække at ens børn er hjemme blandt en forældre de første år. Jeg kan godt forstå du har truffet et valg om at bruge et ekstra år end den “normale” barsel hjemme. For mange ville et sådant valg komme med en pris for hvordan man kunne leve – altså betydelige økonomiske konsekvenser. Det virker det ikke til at det gør for jer, jvf. rejser, restaurantbesøg, mærketøj osv., og det må være rart at have skabt sig så solidt et økonomisk fundament – men jeg tror også det kan “provokere” almindelige lønmodtagere lidt at læse om, selvom det på ingen måde er berettiget. Jeg synes du skal være stolt. Jeg tænker dog at I betaler en anden pris på egne og jeres børns vegne. At for at kunne have frihed til at være “hjemmegående” med dyre vaner, så udstilles din familie – det er ikke negativt ment, jeg synes uden undtagelse altid at du skriver sobert og kærligt om dem, men uanset er de til tider reklamesøljer for tøj, legetøj og oplevelser, ligesom deres hverdag og personlighed deles på daglig basis for hvem end som ønsker at læse med. Igen, jeg mener ikke dette nødvendigvis er negativt, men det er et valg du som både forældre og forretningsdrivende har taget på dine børns vegne. Det jeg vil pointere er, at alle valg har en konsekvens. Jeg ville tage de samme valg som dig, hvis jeg havde muligheden. Det har jeg ikke, så vi sælger bilen, dropper rejser og jeg arbejder nogle weekender således vores datter kan blive hjemme et ekstra år. Jeg forestiller mig ikke at dine præmisser er nemmere end andres, de er blot anderledes. Slutligt, så virker du som en utrolig dejlig mor. Dine børn er i sandhed heldige.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    Ja det er netop så spøjst, hvordan institutionsliv er blevet det ‘naturlige’, ja faktisk det bedste for både mor og barn. Netop, som du skriver, når vi har forskning og viden som viser det modsatte.

    Jeg får også mange kommentarer om mit (i mine øjne) stadig meget lille barn, på 1,5 år, som er hjemme. Det overrasker mig igen og igen, netop som du oplever, hvor få positive kommentarer og hvor mange bekymrede, man får.

    Absolut er det ikke sort og hvidt; det vil nok altid være en opvejning af barnets, mor/fars og familiens samlede behov, når man vælger den ene eller den anden vej – eller én midt i mellem 🙂

    Du er sej, at du skriver om din vej, og de tanker der er forbundet hermed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Jeg synes at det er fantastisk, at du hjemme passer Isolde. Hvis jeg havde mulighed, ville jeg også gøre det. Jeg føler egentlig ikke, at det det rigtige at min søn er i vuggestue, selvom han trives og er glad. For at have det lidt nemmere med det, siger jeg da også til mig selv at han bliver bedre stimuleret, det ville være for hårdt hvis han først startede som 2 årig osv. Derfor forstår jeg godt folks kommentarer, selvom jeg er helt enig med dig. Det er bare et sårbart emne.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Bare luk ørene for folk og deres irriterende forventninger og store undrende øjne.Kan lige se dem for mig tsktsk! det er en perfekt beslutning og én du bliver glad for senere. De kan sgu da tids nok komme i institution. God sommer!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Jeg synes, der er mange i kommentarfeltet, der tillægger dig noget, du i mine øjne virkelig prøver at helgardere dig imod – at kritisere andres situationer.

    Emilie skriver jo direkte: “Hvorfor skulle jeg dog betale andre for at passe det barn, når jeg har muligheden for og lysten til at gøre det selv?” Heri anerkender hun jo, at det også afhænger af muligheder – og dermed oplever jeg i hvert fald som læser, at hun også erkender, at valget af hjemmepasning hænger sammen med økonomiske og sociale muligheder (ressourcer, fx tæt familie med overskud i kort afstand fra hjemmet, jobs der kan bære hjemmepasning økonomisk mv.) – især når man bor i en by med så høje leveomkostninger som KBH. Mellem linjerne kan det ikke ligge, at også en familie i lavtlønsjob uden tæt familie i nærheden kan passe hjemme. Jeg ser det ikke mellem linjerne her 🙂

    Og Emilie udtaler sig ALDRIG om regeringens tvungne vuggestue, helt malplaceret at bringe det i spil ift. et indlæg og hendes families valg og andres reaktioner. For mig at se handler indlægget netop om reaktionerne, ikke om hvorvidt det ene valg overordnet er bedre eller lettere end det andet.
    Også et mærkeligt input at inddrage børn og sociale medier, virker mest som en måde at kritisere tilbage, fordi man selv føler sig kritiseret… Men igen, malplaceret (og iøvrigt skrevet i super-provokerende sprog).

    Så ja altså, Emilie, dit indlæg er vist blevet modtaget efter hensigten af nogle læsere 🙂 Synes Susanne skyder en utrolig interessant pointe ind. Igen, det er ikke hvad dit indlæg handler om, men dog mere på “bolden” end noget af det andet…

    Okay min kommentar blev lang, men bottom line er at jeg forstod dit indlæg og dets intentioner, og jeg synes nogle reaktionerne er skævt rettede eller malplacerede.
    Håber det bliver dejligt at hjemmepasse din datter – uanset årsagen til at I har det, så tillykke med at I har muligheden i din familie 🙂

    /Astrid

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Astrid

      Okay, efter at have set Emilies svar på Julies kommentar længere oppe i feltet må jeg trække lidt i land – Emilie giver udtryk for, at bare fordi Julie tror hun træffer en rigtig beslutning for sit barn, så viser forskningen altså noget andet. Der er dermed tydeligvis et rigtigt og et forkert valg her? Så må man næsten spille med åbne kort med sine holdninger. Ikke gardere sig i det ene indlæg og så i en kommentar give udtryk for en anden holdning. 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja, den blev taget lige til grænsen, I know. Men om jeg begriber hvorfor vi ikke kan tale åbent om de her ting. Hvis dem der så sikkert giver udtryk for at deres små børn er institutionsklar – altså mega fedt for dem, men hvorfor må jeg ikke spørge ind til hvad der gør at de er så klar? Jeg er oprigtigt nysgerrig.

      Jeg har selvfølgelig en holdning: Min holdning er at fra det lille barns point of view, er det bedst at bruge så meget tid med mor og far som muligt. Det betyder ikke at jeg mener at man er dårlige forældre hvis man vælger at sende i vuggestue (som jeg selv har gjort, og se det gik jo ganske godt). Det betyder heller ikke at jeg mener at det er det rette valg for alle familier, overhovedet ikke. Men nej, jeg tror ikke på at det er det lille barns behov at komme i vuggestue, i hvert fald ikke på fuldtid. Og når jeg hører om at børn er SÅ klar til institution som 11 måneder gammel, så er jeg bare nysgerrig på hvilke faktorer det spiller ind : )

      Og ja, jeg hiver forskning frem, fordi jeg rent faktisk synes det betyder noget : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Astrid

      Tak for et fint svar. Jeg har ikke selv børn endnu, så kan ikke tale fra egne følelser. Men hvis jeg forestiller mig at være forælder, der læser hvad du her skriver, så læser jeg følgende: bedst for barnet ikke at gå i vuggestue + det er ikke barnets behov. Samtidig skriver du at man ikke er dårlig forælder af den grund, at du har veninder der gør det, at det ikke er det rette valg for alle familier. Men forestiller mig at det er en fuldstændig indgroet norm i vores samfund og del af vores forståelse af at være forælder, at man gør hvad der er bedst for barnet og man opfylder dets behov. Ellers er man i andres og måske egne øjne en dårlig forælder. Så selvom du forsikrer om, at du ikke synes folk er dårlige forældre, så siger du jo stadig indirekte at de ikke opfylder deres børns behov. Og det bliver man bare ikke populær på, selvom det selvfølgelig ikke skal afholde dig fra at komme med din holdning. Men den er kontroversiel.
      Jeg underkender at forskning er relevant, er selv akademiker og har stor respekt for forskning, men stadig: du nævner et par forfattere og noget teori, og der er SIKKERT noget om det, det mener jeg virkelig. Men mit umiddelbare indtryk fra en meget hurtig googling af kvantitativ evidens på området er nu ikke, at konklusionen er fuldstændig klar? På niveau med fx “rygning er usundt”. Altså jeg mener bare, at der findes niveauer af enighed i forskningen… Men, jeg ville ikke ud i en lang debat. Hav en rigtig god dag 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ann

      Super gode pointer, Astrid. Min oplevelse af de nye hjemmepassere/tilknytningsforældre, der har samlet sig på Instagram under #omsorgsrevolutionen grundlæggende har en utrolig ubehøvlet retorik over for andre. Der bliver ofte slynget rundt med “forskning” og endda sætninger som “Forældre, der sender deres børn i institution gør det bedste, de kan, for de VED jo ikke bedre”. Det er en meget modstridende retorik, hvor man på den ene side vil fremstå som venlig og omsorgsfuld og på den anden side giver en lige højre i ansigtet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det vil jeg gerne give dig ret i, nogen kører den alt for langt ud. Det synes jeg dog ikke gælder for mig selv, hvis jeg må have lov at sige det : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg siger ikke at de ikke opfylder deres børns behov. Jeg siger blot at det ikke er det absolut bedste vi kan tilbyde et lille barn, at sende det afsted i vuggestue når det er 10 måneder gammel. Er man en dårlig forælder fordi man gør det? NEJ! Men vi er simpelthen nødt til at kunne skille tingene ad. Jeg sender højest sandsynligt Isolde i vuggestue når hun fylder to år. Mener jeg at det er hendes behov på det tidspunkt? NEJ. Tror jeg at hun ville have aller bedst af at blive hjemme til hun er 3 år. JA. Men jeg sender hende højest sandsynligt afsted anyway, fordi sådan vil det højest sandsynligt fungere bedst i vores familie.

      Er det ok at man ikke altid giver det ypperste til sine børn i alle aspekter hele tiden? JA, gu er det da ok.
      Men hvis vi begynder at tie, fordi vi er bange for at såre, så tror jeg det går helt galt.

      Og nej, selvfølgelig er konklusionen ikke fuldstændig klar – man kan jo ikke måle på de her ting på samme måde som med rygning. Men faktum er at flere og flere børn og unge går rundt og har det rigtig skidt. De lever med angst, depression, stress og jeg tror helt bestemt at nogle af årsagerne kan findes i dette samfund vi har bygget op. Det er for stressende for alle.

      Og så vil jeg sige at der er nogle ting, der er så åbenlyse, at forskning er underordnet (for mig): Fx at en institution er et stressende miljø for børn være i. Selvfølgelig er det det.

      Og ja, god dag til dig også : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabrina

    Åh hvor er jeg misundelig! Jeg vil også have min datter hjemme, men da vi begge er på SU kan det simpelthen ikke lade sig gøre for husleje og mad skal vi have, men med de næste børn er der ikke noget at diskutere! Min datter starter i vuggestue om 2 måneder, når hun er 1 år og vi er slet ikke klar. Jeg kan mærke det er så forkert at hun skal afsted, men vi har ikke noget valg. Jeg bilder mig selv ind at det nok skal gå, men hvor ville jeg ønske vi havde muligheden for at gøre hvad der bedst for vores familie og ikke kun hvad der er muligt 🙂 Selvfølgelig lider din datter da ikke under at hun er hjemme ved dig – det er da mest tåbelige jeg har hørt. Det er trist at vi lever i en adskillelseskultur hvor det er normalt at bruge mere tid på sit arbejde end sine børn 🤦‍♀️🤦‍♀️ God dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Min mor passede mig og mine søskende til vi skulle i børnehave. Det var helt naturligt både for hende og for os, vi har faktisk aldrig snakket om det?
    Vi er fire helt almindelige voksne idag 😉 og min mor har egen virksomhed på 12 år. Hun prioterede os da vi var små og startede karrieren som 45 årig!
    Det behøver ikke være skørt.
    Du er den sejeste mor og en cool karriere kvinde – NO stress😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Hej Emilie 🙂
    Jeg har tidligere “kritisereret” din lidt firkantede måde at opstille hjemmepasning og alternativet på da det faktisk har stødt mig en lille smule! Men jeg er ikke for fin til at sige når jeg måske misforstår noget og hatten af for dette indlæg, hvor jeg synes du forklare det meget fint! Nu forstår jeg din pointe og er sikker på det er det rette for jer, men ikke nødvendigvis for alle andre 😊
    Hav en skøn uge!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Hurra for din kommentar. Eller i hvert 1000 tak. Den gjorde mig glad – så er der i hvert fald én der forstår mig, haha <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er det dejligt, at I har muligheden – det er da bare med at gribe den 😀 Pyt med de andre, jeg synes så absolut ikke det er sært, i mange andre lande og få end ikke sååå mange år siden, var det jo fuldstændig almindeligt herhjemme (:

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja tak, det er dejligt at vi har truffet den beslutning, synes vi begge <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    For mig sætter du ord på alle de reaktioner jeg også har fået (passede min yngste søn til han skulle i børnehave 2,10 år). Det var meget få som sagde ‘ej, hvor dejligt for jer’ – jeg undres også over, hvorfor folk: 1. synes at det er en meget radikal handling 2. Og at man har behov for at ytre det.! Vi er alle forskellige og man skal gøre hvad man finder bedst!

    Tak for dit skriv og mange andre indlæg.

    PS. Min søns indkøring i bh gik uden nogen som helst problemer, han var så klar og her tre måneder efter, elsker han det stadigt.

    God dag:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Skønt at høre. Det er jo den (måske eneste) bekymring jeg kan have i forbindelse med det her. “Kan hun nogensinde falde til i en daginstitution, når hun ikke har fået det ind med modermælken så at sige” ; )

      Ikke at jeg ville vælge anderledes uanset, men det er da noget jeg er spændt på. Dejligt at høre at det kan være super problemfrit. Rigtig dejligt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Søde Emilie. Nu bor jeg i England og her er det altså fuldstændig omvendt af DK. Her bliver man gjort til en minioritet hvis man sætter barnet i institution før 3-4års alderen. Begge mine niecer blev først kørt ind i deltids dagplejer som 3 årige. Langt de fleste mødre går hjemme rigtig længe. Hvis alt andet glipper, så kom til England 😉 eller bare sig du kører med den engelske metode, den har ‘du hørt så meget godt om’ haha 🙂 du er Isolde’s mor og du kender hende allerbedst. Det gør andre ikke, husk det 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Haha jeg kommer sgu til England.

      Nej men,jeg kan sagtens håndtere at nogen ser forskrækkede ud når jeg fortæller om vores planer – jeg synes bare det er sært : ) Ikke dermed sagt at andre der ikke vælger vores vej, er sære. For guds skyld <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Miss Jeanett

      Men det er der flere grunde til at de gør. En af dem er fx at en institutionsplads nemt koster 13-14.000 kroner om måneden og derfor giver det økonomisk ingen mening at sende børnene afsted tidligt. Omvendt kan man så også kritisere dem for at sende børnene i skole, når de er 4 år. Det er godt nok tidligt…
      Jeg ønsker på ingen måder det engelske system herhjemme.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Havde jeg haft den mulighed selv at gå hjemme og passe hus og børn, så havde jeg klart valgt det.
    Du skal bare gøre hvad du/I finder bedst for jer og jeres børn:-)
    Det er jeres børn, ikke samfundets.
    Jeg tror børn har bedst af sine nærmeste.
    Alle undersøgelser med børn i skolealderen, de viser at børnene synes de er for meget i institution og for lidt sammen med deres familie.
    Nyd dine børn så længe som muligt, for den tid kommer aldrig igen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinne

    Det er fedt for dig at have muligheden for at arbejde hjemme og passe dit barn hjemme!
    Det er træls at folk kommentere negativ på det at hjemmepasse sit barn. 🙂
    Men sådan er det jo desværre når flertallet gør noget at at så ser folk midler skævt på det.
    Jeg sendte min nu 2 årige i vuggestue da hun var 1 år og de kan stimulere hende meget mere end mig! Jeg gør det samme med min søn der bliver født om ca 7 uger.
    Bliver lidt ked af at læse dit indlæg, da ikke alle har mulighed for at hjemnepasse pga økonomi osv. men vi vil også det bedste for vores barn selvom antallet af pædagoger mindre mindre osv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Fortæl mig hvad præcis det er ved mit indlæg, der gør dig ked af det, please. Jeg vil oprigtigt gerne vide det : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Camilla

      Kære Emili, jeg må også tilslutte mig at sætningen: “Jeg har sådan set bare sat et barn i verden, barnet der betyder ALT for mig. Hvorfor skulle jeg dog betale andre for at passe det barn, når jeg har muligheden for og lysten til at gøre det selv? Giv mig lige én god grund.”
      rammer et sted, hvor det gør ondt. Det kommer altså lidt til at lyde som om det I har valgt at gøre er det eneste rigtige. Jeg ved godt, at det du mener er, at det er det eneste rigtige for JER. Men som andre også skriver så er hele den her debat jo ufattelig følsom og mange af os føler jo i forvejen at vi ikke gør det godt nok. Jeg mangler i hvert fald lidt nuancer i det her. Du skriver at du ikke forstår hvor hjemmepasning bliver opfattet som noget helt vildt, men jeg ender i hvert fald med at sidde med følelsen af at det at sende sine børn i institution er “unaturligt”. Det synes jeg er super ærgerligt. For debatten er vildt vigtig, men det er så ærgerligt at det alt for ofte ender med at være enten eller.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Nu var det slet ikke en debat omkring hvad der er “rigtigt” eller “forkert” eller bedst for barnet jeg ville starte. Jeg fortæller blot om min opfattelse af, hvordan andre tager imod det at jeg fortæller at jeg vælger at gå hjemme et enkelt ekstra år.

      Jeg skriver jo lige netop at når nu JEG har lysten og muligheden, hvorfor skulle jeg så betale andre for det? Og hvis jeg ikke havde lysten eller muligheden – så gav det jo sig selv.

      Jeg er vildt ked af du tolker det som om, at jeg mener at vores valg er det eneste rigtige (for det mener jeg IKKE), men jeg føler også lidt, at for at undgå, at nogen kan føle sådan, så er løsningen at jeg slet ikke taler om det. Eller kan du komme med en idé til, hvordan jeg ellers kunne omtale det, således at ingen bliver stødt?

      At du, på baggrund af mit indlæg, sidder tilbage med følelsen af, at det at sende i institution er unaturligt, det synes jeg bare ikke holder. Eller jeg vil ikke have tage den på mig. For er det ikke 90% af alle et-årige der går i vuggestue i DK? Det er jo vældig normalt og naturligt i DK.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sissel

    Jeg forstår dig SÅ godt. Børn har ikke brug for anden stimulans ift andre børn osv før de er 1,5-2 år. Det udtaler mange børnepsykologer sig om, samfundet som det er idag, præger bare alle til at tro at de skal ‘socialiseres’ – gu’ skal de ej :D.. jeg er selv pædagog og derfor gør det til tider lidt ekstra ondt i maven, at min lille baby skal starte når hun er 11 mdr. Og jeg skal tilbage på job og være sammen med ‘andres’ børn ( som jeg elsker, men alligevel) lige meget hvordan vi vender og drejer det så kan det ikke lade sig gøre hverken jobmæssigt eller økonomisk. Så jeg nyder sommeren og tiden med mine to guldklumper, fridage og tidlige dage til den store på 2 år intet par måneder endnu. Heldige dig og heldige børn <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja altså jeg er jo helt enig, men det var nu ikke det, mit indlæg skulle handle om her <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sissel

      Nej det ved jeg :). Det var ment som
      Et modsvar til dem som undrer sig så meget 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • T

    Hej E,

    Jeg synes du stiller det alt for firkantet op. Insitutionsverden er meget mere nuanceret. Ja, mange boern er der 8 timer om dagen og ser derfor ikke mor og far saa meget. MEN, der er virkelig ogsaa mange der har deltidsordninger og ugentlige fridage der goer det muligt for en familie at fungere – enten pga. arbejde eller studie.

    Det er ikke alle der har lyst til at udstille sig selv, sin familie og boern paa sociale medier som levebroed. Jeg synes personligt, at det er vigtigt at vaerne om sine boerns privatliv saa laenge de ikke selv kan sige fra eller til (Det er en helt anden diskussion). Men langt de fleste har lyst til (og er noedt til) at have ‘et rigtigt arbejde’ ude af huset. Hvilket betyder at institution er en del af hverdagen.

    Har ikke noget imod at passe sit eget barn derhjemme, men synes du faar det fremstillet som om det bestemt er det RIGTIGE at goere for at vaere en god mor (eller far) – hvilket aerlig talt er noget provokerende.

    Det er din blog og du maa skrive hvad du vil, men husk blot paa at mange moedre laeser med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ej stop dog lige en halv !! Jeg skriver blot at jeg synes det er vildt, at noget der (for mange mødre) er naturligt = at være sammen med sit barn, bliver så fremmedgjort, således at når man siger at man lige napper et ekstra år hjemme med det lille barn, så bliver bliver folk forbløffede. Og det finder jeg skørt. Det er bare det.

      Jeg har ikke på noget tidspunkt nævnt noget om, at familien ikke fungerer på andre måder. Jeg er sådan set ligeglad med hvordan du vælger at indrette dit liv.

      At du finder mit indlæg provokerende det må ligge på dine skuldre ene og alene. Og til det du nævner – det er nemlig en anden diskussion, som ikke vedkommer dette indlæg.

      God dag til dig ; )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • T

      Jeg synes som saadan ikke der er noget skoert i at vaere hjemme 2 aar med sit barn. Overhovedet ikke. Men det er bare ikke den eneste rigtige vej.
      Ja maaske er det en anden diskussion, dog er det vaeldig relateret, da den maade du vaelger at arbejde paa netop goer det muligt at vaere hjemme. Du har vel forhaabentlig gjort dig en hulens masse tanker om hvordan det kommer til at paavirke dine boerns liv at de fra foer de overhovedet er foedt bliver smidt op paa sociale medier – flere gange om ugen. Hvordan hjaelper det deres trivsel? Hvad handler det helt praecist om. Det virker som et enormt EGOprojekt – det kan da ikke vaere for boernenes skyld? Er det overhovedet fair at de paa ingen maade har en mulighed for at leve et privat liv. At deres foraeldre bestemmer at deres barndom skal vaere til skue for alle der skulle have lyst at kigge med… En spoergsmaal og undren, som jeg forventer at du har taget stilling til inden du valgte at blogger om dine boern.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Kære Alberte, “T”, Sophie eller hvad end dit navn er:

      Nej, det er bestemt ikke den eneste rigtige vej – hvilket jeg heller aldrig nogensinde har indikeret.

      Jeg kan godt mærke hvor du vil hen nu, men jeg stopper den altså her. Selvfølgelig har jeg og min mand gjort os tanker om emnet. Det er en super spændende debat, så måske skriver jeg om det en dag i et helt nyt indlæg. Så må du læse med der : )

      God dag

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • T

      Det synes jeg da er en god ide. Har svaert ved at se hvordan man kan argumentere for, saa vil da vaere spaendende at faa indblik i (Y)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ok du ; )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Helene

      Synes virkelig ikke du er særlig sød i din kommunikation, T, uanset hvad man diskuterer så er det ikke særlig voksent at skyde direkte mod afsenderen. Synes faktisk det er ret ubehageligt at læse dine svar, og jeg er ikke engang Emilie – så tænk dig om! For hvad gør et sådant svar med Emilies lyst til at debattere med os herinde? Ikke noget positivt ihvertfald.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak Helene : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Jeg bliver nødt til at udfordre ordet “naturlig” lidt her, fordi jeg véd, hvordan det virker i en offentlig debat. Ordet trumfer jo tilsyneladende alt.
    At gå hjemme udelukkende for at passe sit lille barn er altså ikke “naturligt” på den måde, det bliver fremstillet i argumentationen for hjemmepasning. Der har ALDRIG i historien været et tidspunkt før nu, hvor kvinder havde tid og mulighed for at gå hjemme for at passe deres barn som det eneste. De har knoklet benhårdt samtidig – med mindre de har været del af en lille bitte økonomisk overklasse – og de har jo ofte haft barnepiger til det, for det var en overskudsmarkør på dét tidspunkt. Dette skriver jeg for at henlede opmærksomheden på, at hjemmepasning er en mulighed, den enkelte familie med gode ressourcer kan skabe sig og prioritere på linje med andre forbrugsgoder eller ved at prioritere forbrugsgoder fra. Det er skabt af et økonomisk råderum. Jeg er slet ikke imod hjemmepasning som sådan – min egen søster har hjemmepasset fem børn, ikke i luksusudgaven men noget, hendes mand og hun prioriterede, mens de så fravalgte andre ting.
    Dét, jeg er i mod, er måden, man taler om det på (og ja, jeg synes lige så vel, det er forkert, når modstandere af hjemmepasning konkluderer negativt på resultaterne af dét, som jeg også har skrevet i en tidligere kommentar)
    Jeg véd godt, at du er af en anden mening end mig, og at det er sprængfarlige diskussioner. Men som jeg ser det, er hjemmepasning af helt små børn en følge af et liberalt og frihedsfokuseret samfunds overskudsmarkører, hvor “kvalitetstid” er en eksklusiv vare – ja, jeg vil gå så langt som til at sige, at her er naturlighed altså noget, man kan købe, mens andre må nøjes med…? Ja, hvad?
    Jeg kender også godt argumentationerne i forhold til videnskab og forskning på området. Jeg arbejder selv i humanistisk forskning. Et felt som småbørnstrivsel kan ikke undersøges fra alle vinkler på én gang, men er fx underlagt et givet teoretisk paradigme. Dermed bliver det meget problematisk at bruge enkelte artikler ikke som argument FOR hjemmepasning men IMOD hvad som helst.
    Og så synes jeg ikke ordet “sygt” om noget som helst er et passende ord i denne sammenhæng. Den fremmedgørelse, du taler om, findes for, at der kan være jordemødre på hospitalerne, asfalt på vejene og mad i butikkerne. Det er samfundets opbygning, det er langt fra perfekt (LANGT fra), men alternativet var da værre. Flere politikere er åbne for at prioritere mere tid til småbørnsfamilier, hvilket, jeg sagtens kan se det fornuftige i, for det ér et hamsterhjul. Men gør man det, må man prioritere noget andet fra.
    Jeg håber, du kan se, at jeg ikke er ude efter et katteslagsmål, men at jeg helt oprigtigt har et problem med den måde, hjemmepasning bliver framet sprogligt på for tiden af sine fortalere.
    Du åbner diskussionen, og jeg har hermed svaret. Alt godt til dig, Emilie. Jeg håber, du får en skøn tid med Isolde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Wow : ) Når jeg skriver “naturlig” så mener jeg jo bare at det ligger naturligt i mange af os mødre at skulle bruge tid med vores børn, som vi er så forbundet til. Der er så mange, for hvem det virker unaturligt at sende deres børn afsted. Det var bare det : )

      Og jeg kunne nok have brugt et andet ord end sygt – men det var bare lige det der kom til mig. Jeg er ikke journalist med korrekt sprogbrug. Jeg skriver ofte bare det der lige falder mig ind her på min blog – men jeg håber du forstod pointen : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Susanne

      Det gør jeg selvfølgelig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Jeg kunne faktisk ikke være mere enig!

      Det er så interessant, hvordan naturlighed fremhæves – vores samfund har ændret sig, ikke at man bare skal acceptere alle disse ændringer.

      Men spændende debat, Emilie, jeg tror bare ikke helt, at man kan stille det så firkantet op som du.

      Min datter skal være hjemme til hun er omkring 16 måneder. De sidste tre min sin far. Det er vi da glade for. Særligt min kæreste, som virkelig glæder sig til barsel 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Hvordan synes du jeg stiller det firkantet op?

      Det lyder dejligt for jer <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Der er mange årsager til, at jeg synes, at det bliver en anelse firkantet og unuanceret.

      Jeg tror, at det er hele pakken med promovering af amning, viklen og hjemmepasning osv, der gør det for meget på en måde. Og nu må du ikke misforstå mig; jeg vikler også selv, har selv ammnet, og mit barn skal være hjemme til, hun er mindst 16 måneder. Og jeg elsker det hele <3
      Men bølgen omkring det på insagram fx, den er bare blevet lidt skinger, synes jeg. Og når ordet naturlighed, så bliver bragt i spil, hvad skal modargumentet så være? Så kan det jo pludselig kun være den eneste rigtige måde.
      Og så kan man jo også tænke, at det er "nemt", at det kommer fra en med bopæl på Værnedamsvej, råd til dyre middage, lækkert tøj mm, selv kun den ene arbejder 😉

      Når alt dette er sagt, så er det super dejligt for jer – og jeg håber sådan ikke, at du misforstår mig. Jeg synes oprigtigt, at du virker til at være et godt menneske og ikke mindst en vidunderlig mor.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Hvordan du vælger at tage mig ind, må simpelthen stå for egen regning. Jeg skriver om alt det der fylder hos mig, jeg skriver om hjemmepasning, fordi det er det valg jeg nu engang har taget, ligesom jeg dengang med min søn skrev om overvejelser vedr. vuggestue.

      Jeg skriver ikke om amning, så vidt jeg ved, men jeg ammer ja? Jeg har skrevet ét indlæg om at vikle, fordi der var sindssyg stor efterspørgsel på det og det er blevet et af mine mest læste indlæg. Omvendt har jeg også skrevet om brug af klapvogn, vist de klapvogne vi bruger og altid fortalt at vi bruger både klapvogn, slyngevugge, mors favn og slyngevugge til lure. What more do you want? Helt seriøst… : D

      I forhold til det om naturlighed. Næste gang bruger jeg et andet ord for det, det har jeg lært nu. Men vil du argumentere imod at det for en baby (og for mange mødre) føles unaturligt at adskilles til fordel for vuggestue i mange timer om dagen hver dag? Altså selvom vi gør det, adskilles. Så føles det unaturligt (for de fleste). Det er sgu da ok at sige?

      Folk må tænke alt det de vil. At det er nemt osv. Men virkeligheden er en anden.

      Og der er i øvrigt noget du helt har misforstået: Vi arbejder begge to. Men vi er heldige begge to at være fleksible i vores selvstændige jobs, og derfor kan vi også samarbejde omkring det: )

      God dag

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Uha – det skulle slet ikke tages sådan på vej, mit indlæg. Det er skrevet med et glimt i øjet. Jeg er jo for pokker enig med dig langt hen ad vejen 🙂 Og jeg vil bestemt ikke styre, hvad du blogger om. Det står du skam selv for.

      Når det så er sagt, så synes jeg stadig, at bevægelsen på instagram osv omkring attachment parenting og alt det der, er frygtelig skinger. Det kommer hurtigt til at lyde helligt, og som om der kun er en måde at være mor på. Lad os hylde moderskabet som helhed. Jeg håber, at du forstår, hvor jeg vil hen.
      Og at det ikke er et angreb(som jeg tænker, du har tolket mit seneste indlæg som?).

      For at svare på dit spørgsmål. Det vil jeg bestemt ikke argumentere imod. Hvis jeg kunne havde jeg barsel forevigt og var sammen med min lille pige konstant. Om det bliver sådan vides ikke. Foreløbigt skal jeg tilbage på arbejde til august, og når min kæreste så ikke har barsel/orlov mere, så må vi se, hvordan vi trives som familie.

      Også god dag til dig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Nej nej jeg tager altså heller ikke på vej, no stress <3 Men du skriver jo at hele pakken, at jeg ammer, vikler og vil hjemmepasse bliver for meget. Men det er jo mig, min virkelighed, så hvad skal jeg gøre? Eller hvad skal jeg bruge det til? Kan du følge mig?

      Jeg er enig med dig i at debatten på de sociale medier omkring det ifavnske forælderskab kan være skingert, men jeg synes ikke jeg er en del af den debat, eller det crowd, egentlig?
      Jeg skrev et indlæg i en af de ifavnske grupper den anden dag. Det handlede om at få gode tips til hvordan man kan vænne de små til at blive trygge ved at far også kan putte – fordi, som jeg skrev, jeg havde et behov for også at kunne tage ud og lade far stå for den del med ro i maven. Og jeg skal love dig for, at folk var hurtige til at dømme mig. "åh hun er stadig så lille" "hvordan kan det være du har behov for at tage ud uden hende" og så videre. Jeg slettede tråden, for det magtede jeg slet ikke. Så ja, jeg er enig med dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie H.

      Spot on! HVor ville det dog være dejligt hvis du i samme ombærring, som du bliver banenrfører for det “naturlige”, prøvede at trække perspektivet endnu et niveau op og overveje, hvorfor et valg om hjemmepasning til barnet er 2 er ok i jere set-up,mens det er forbudt hvis man bor i en såkaldt “ghetto” hvor barnet derimod bliver tvunget i vuggestue, fordi det er det bedste for barnet… Jeg synes desværre tit at det bliver ananas i egen juice når det kommer til udgangspunktet for at kunne træffe et givetn valg. For det er ikke et valg alle kan træffe (eller må træffe for den sags skyld – om de så har lyst er en helt andne snak), så derfor bliver al den snak om naturlighed meget hurtigt til et stort fedt dunk oven i hovedet til dem der måske gerne ville, men ikke har mligehdne rent økonomisk, arbejdsmæssigt, helbredsmæssigt osv. Når du får sammenkædet dit valg om hjemmespasning med at dit barn betyder ALT for dig (det skriver du selv ovenfor), så får du samtidig sagt, at dem der prioritere anderledes ikke har børn der betyder ALT for dem. Det kan godt være det ikke er det du mener, men det er konsekvensen af din argumentationsrække. Jeg er all for fri valg, forskellige familieformer, fordkellige strukturer osv, men jeg er samtidg også for at vi altid lige hæver blikekt, og er bevidste om hvad det er for et udgangspuntk vi taler udfra, og hvrofor dette udgangspunkt nok meget sjældent er det universelle udgangspunkt for alle andre…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det var ikke det jeg følte for at skrive om i dag, men jeg kan godt fortælle at jeg synes det er frygteligt, at nogen skal tvinges. Det må jeg skrive om en anden dag : )

      Jeg er simpelthen ikke enig. Men folk får det ud af det, som de selv vælger. SELVFØLGELIG synes jeg ikke at mødre der ikke hjemmepasser er dårlige mødre. SELVFØLGELIG betyder børn af mødre, der ikke hjemmepasser, ALT for dem også. Husk på at jeg aldrig hjemmepaasede min søn ; )

      Jeg skriver om min forundring over at det naturlige = at en mor, at jeg, har lyst til at hænge ud med MIT barn i et år mere end hvad der er normalt i DK, bliver gjort til noget vildt. At jeg synes det er vildt. Ikke andet : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie H skriver “hvorfor et valg om hjemmepasning til barnet er 2 er ok i jere set-up,mens det er forbudt hvis man bor i en såkaldt “ghetto” hvor barnet derimod bliver tvunget i vuggestue, fordi det er det bedste for barnet”. Fordi det er det bedste for barnet? Hvem siger at det er det? DF? Er det virkelig bedre for børn at blive sendt ud i de miljøer, som vi kalder “vuggestuer” vis kvalitet kritiseres fra alle sider, hvis børnenes forældre har bopæl i det som betegnes som en “Ghetto” og hvis forældrene, som langt de fleste forældre er velfungerende og i stand til at skabe og befare en sikker tilknytning til barnet? Hvornår er det blevet så farligt, at gå ud og sige at der er noget der er bedre end noget andet når det kommer til børn? Hvorfor må man ikke sige, at det er bedre for småbørn at tilbringe deres barndom sammen med de mennesker, som elsker dem og som de elsker? Vi har ikke alle muligheden for at gøre som Emilie og prioritere at have sit småbarn hos sig fremfor at sende det i pasning udenfor hjemmet, men det betyder vel ikke, at bare fordi vi ikke alle kan eller vil, så er valgene lige gode for barnet? Hvorfor må man ikke tale om hvad der er naturligt? Og er der ikke noget der er det, når det kommer til det lille barn?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • @Susanne, godt skrevet! Det irriterer mig virkelig når folk bruger ordet “naturligt” (jeg gør det også selv), for ja, at gå hjemme med ET barn og kunne fokusere på det, er en luksus, som gennem historien sjældent har været nogen kvinde forundt. For det første skulle man bruge meget tid på husarbejdet i gamle dage, og havde dermed ikke tid til at sidde og glo på sit barn, for det andet havde man større børneflokke, og desuden, hvis vi endelig skal snakke “naturligt”, så er prævention jo dybest set unaturligt, og dermed ville mange os havde en masse børn, og så ville man ikke have ret meget tid til at fokusere på det enkelte barn. At bruge “naturligt” som argument skræmmer mig ærligt talt lidt, for hvis vi skulle leve 100% naturligt, så ville mange af os være døde nu, og en kvindes åg her i livet ville være at få en masse børn og passe dem selv? (Forudsat at man er frugtbar, hetero og seksuelt aktiv)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det skulle jo ikke forstås sådan altså. Naturligt som i at det for mange mødre føles naturligt at være sammen med sin baby/lille barn. Har hørt mødre utallige gange fortælle hvor unaturligt det føles for dem at skulle indkøre deres guld i vuggestue.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • @Emilie – beklager, jeg ved godt det ikke skulle forstås sådan. Jeg har selv valgt at tage et års ekstra orlov efter endt barsel. Jeg synes bare man skal være opmærksom på, at det OGSÅ kan opfattes sådan: at den enkelte gør noget forkert, fordi han/hun ikke har ressourcerne til at hjemmepasse, eller endnu værre fordi han/hun slet ikke KAN mærke sit moder/fader-instinkt, og du har ret, vi lever i en syg kultur, som gør at mange prioriterer arbejde højere end alt andet. MEN under de rammer vi har nu, mener jeg at hjemmepasning kan gøre mere skade end gavn, fordi det kan føre til at moren bliver isoleret, ensom, udbrændt, skør (ja, jeg har selv prøvet det). Jeg er med dig hele vejen på din mission! Synes bare budskabet skal serveres på den rigtige måde, og det gør du også på mange måder, alligevel kan det godt blive opfattet forkert, og det er ikke nødvendigvis din skyld. Samfundet er bare slet ikke gearet til hjemmepasning, en hjemmegående mor har brug for meget mere støtte end hun kan få nu, så jeg kan ærligt talt godt forstå, hvis man hellere vil på arbejde.. det føler jeg ofte at jeg hellere ville.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja det kan opfattes på rigtig mange måder, alt afhængig af hvem der læser – det er dette indlæg med til at bekræfte. Man kan ikke (jeg kan ikke) gøre alle tilfredse, desværre.

      Men jeg er enig, mødre bør støttes bedre og samfundet skal være bedre gearet til hjemmepasning. Jeg er heldig at have et godt netværk, familie, veninder der også vil hjemmepasse. Har man ikke det kan det sikkert være en hård og ensom affære.

      Det handler om samfundet og ingen mødre skal dunkes i hovedet, ingen. Min egen opfattelse af hvad folk tror om institution er at det er det bedste for barnet. At barnet skal socialieseres. At institution er lig med et velfungerende barn. Jeg hører det gang på gang og jeg troede selv at det var sådan det var, dengang min store dreng blev kørt ind i vuggestue.

      Jeg skriver om dette emne her på min blog, for at åbne lidt op for at der er andre måder at gøre det på, hvis man har lyst vel at mærke : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Susanne

      Jeg tror, at den unaturlighed, de mødre taler om, bør kaldes mangel på lyst til at aflevere deres barn. Den mangel på lyst forstår jeg, for jeg har også afleveret min datter i vs som etårig. Min pointe med alt det her med naturlighed kontra samfundet, der skal køre rundt, var at jeg sgu også kan få en følelse af, at det er naturligt for mig at holde fri og unaturligt for mig at arbejde. Men det er ikke det samme, som at jeg KAN holde fri. Jeg kan holde fri, hvis jeg har råd. Det er dét, min kommentar går på.
      Jeg anfægter på ingen måde alt det gode, et barn kan få ved at være hjemme hos sin mor. Det håber jeg, skinner igennem. Men lyst eller råd – det er faktisk en meget vigtig forskel ift hjemmepasning, og den bliver ikke mindre vigtig når man ser her, hvor mange, der netop har lyst men ikke råd. Derfor så meget om ‘naturlig’.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Men fra barnets point of view så, kan man vel kalde det unaturligt? Er det ikke unaturligt for en baby at adskilles fra sin mor i hele lange dage?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Susanne

      Jo, det er det på mange måder, især fordi det på dét tidspunkt ikke kender andet end at være sammen med mor (eller far – for hvad med fars rolle i det her? Hans barsel er ikke helt så naturlig i den her debat, men jeg kan love for, at den var naturlig hjemme hos os!). Men det er heller ikke det lille barns behov at rejse på “barselsferie” til Thailand, komme på cafe og få et hårbånd om hovedet som spæd. Jeg synes, grænserne er meget flydende hér. Jeg anerkender problematikken om, at det helt lille barn er otte timer i vuggestue om dagen. Det gør jeg virkelig. Men jeg ser også både min egen datter og mange børn omkring os stortrives, selvom de går i institution (stortrives er pædagogernes ord om min pige, ikke mine). I den perfekte verden gjorde vi alle lige præcis, hvad vi havde lyst til og havde alle de samme muligheder, men sådan ér det bare ikke i dén her verden, og derfor synes jeg, det er en uskik at retfærdiggøre sin egen hjemmepasning med naturlighed og barnets behov og bedste, for sprog er handling, og man får meget hurtigt skabt nogle uheldige ræsonnementer hos dem, der ikke kan/vil gøre det samme: “Så er det, jeg gør, ikke mit barns bedste.” Livet, tilværelsen, er altså (for de fleste) FULD af ting, man er nødt til og ting man hellere ville, men det betyder ikke, at man ikke er den bedste forælder for netop sit eget barn. Der er også børn, der får pomfritter og ingen d-dråber. Deres forældre elsker dem også.
      Det var ikke det, det her indlæg gik på, det ved jeg godt. Men det er jo ikke første gang, det er oppe her på siden, og jeg har bare brug for at påpege, hvordan det virker at bruge disse argumenter på noget så følelsesladet som det aller bedste, vi alle sammen har, nemlig vores børn!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Så din løsning på problemet er at man ikke taler om det?

      Jeg kan se hvor du vil hen, men man kan simpelthen ikke stille det sådan op – at sige at det jo heller ikke er babys behov at tage på ferie eller få sløjfe i håret. Så kan man blive ved og ved. I morges har jeg føntørret mit hår, mens min datter var utilfreds. Det var mit behov, jeg er stadig en fantastisk mor.
      Du har sendt dit barn i vuggestue, du er stadig en fantastisk mor.
      Baby er glad (for det meste) når det er tæt på primære omsorgspersoner (ja og lige så meget far, nu er det bare i DK stadig mor der tager mest barsel – derfor jeg ikke skriver om far)

      Sorry hvis jeg bliver lidt kort for hovedet nu, men er ved at køre død i denne debat, heh.

      Jeg gider ikke have den ned over hovedet, at jeg stempler forældre der ikke hjemmepasser som dårlige forældre. Det er virkelig let at sige, men det er ikke engang tæt på at være sandheden. Jeg har heller ikke noget imod institutioner. Jeg gentager, jeg hjemmepassede ikke min søn. Jeg mener heller ikke at man skader sit barn ved at sende det i institution. Jeg synes at mit eget barn, der kom i vuggestue som et-årig er et ret godt eksempel på det.

      Jeg er ked af at det at jeg har brugt ordet naturlig, har provokeret dig. Næste gang vælger jeg et andet ord. Men lad os også tage den ned på et niveaue her. Jeg er ikke helt dum, SELVFØLGELIG vil vi alle vores børn det bedste. Jeg går ikke efter nogle mødre. Hvis jeg går efter nogen, er det vores samfund, der netop ikke tilgodeser forældre der ønsker at tilbringe mere tid med deres børn. Vi må komme videre nu.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg havde min yngste datter hjemme i 2 år, samtidig med at jeg arbejde hjemmefra på deltid. Jeg er vildt glad for at jeg gjorde det og er ked af, at jeg ikke havde samme mulighed med hendes storesøster. Men jeg synes det var hårdt ikke at have alenetid og det sidste år gik det ud over mit humør. Så hvis du har det på samme måde, så husk at lægge pauser ind 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det lyder dejligt (og hårdt). Jeg vil huske på at lægge pauser ind, hvis det skulle gå ud over mit humør på et tidspunt. Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Kære Emilie
    Jeg synes det er DET SEJESTE I HELE VERDEN – en kæmpe gave du giver din datter (og dig selv og jeres familie). For ja, det bliver da også hårdt til tider – hvilket blot understreger, hvor sej du er. Fantastisk at du griber muligheden, når nu du har mulighed for at hjemmepasse. Allerallerstørste respekt herfra <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak du er da bare dejlig <3 Jeg tror ikke på det nødvendigvis er lykken og da slet ikke 24/7, men sommetider må man gøre hvad der skal til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kære E
    Med et tikkende ur og en barsel der slutter med min V om en uge, vil jeg blot sige “nyd at du er så priviligeret at du rent faktisk selv kan vælge” det er en gave både du og isen får❤️ Og Saxo som vel også fortsætter med ret korte dage.
    Jeg glæder mig til at komme retur til mit job, men ligesom 1. gang stritter alt inden i mig, fordi mit lille barn skal passes af fremmede 8 timer om dagen. Er enig med dig i at det tenderer til at være en syg kultur. I Sverige har man barsel 2 år. Personligt ville jeg foretrække at man kunne nøjes med at få sit barn passet 5 timer dagligt i hvert fald indtil skolestart.
    De små væsner er så afhængige af os og tiden går så stærkt.
    Har været så heldig at få en ugentlig fridag, men havde jeg samme mulighed som dig, ville jeg bestemt gøre det samme. Thumps up for dig, din blog og fordi du så tit skriver det vi andre tænker❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det nyder jeg kan du tro – selvom jeg nu altså også giver noget op for det = meget mindre tid til at arbejde = meget mindre penge og mindre til alt det sjove : )

      Ja det er jo nemlig det, på de fleste mødre stritter det – så det burde ikke være som det er nu. Vi må tale om det, så noget kan gøres og ændres.

      Det lyder vildt dejligt med din ugentlige fridag – også noget der burde være alle mødre forundt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg ville ønske, at vi havde muligheden for at hjemmepasse i længere tid. Ja, jeg ville synes det var hårdt til tider (ligesom et år på barsel kan være), men ligesom dig, mener jeg, at børn helt naturligt hører sammen med deres forældre. Det kan aldrig være skidt. Vi prioriterer at holde en lidt længere barsel på 1.5 år og skrue en smule ned for overflødige ting, for at få det til at løbe rundt økonomisk. Min datter kom i vuggestue som 1 årig, og nu hvor vi venter nr. 2 synes jeg bare det er alt alt for tidligt. Så nu er planen at næste barn skal være omkring 1.5 år før vuggestue. Jeg synes det er helt fantastisk, at I gør det, når I nu har muligheden. Og jeg synes det er det mest naturlige i verden:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det lyder dejligt at I trods alt kan holde en lidt længere barsel. Det må betyde så meget <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ugen der gik