Søndag på tur

I går var sådan en vidunderlig dag. Jeg havde akut behov for at komme ud af byen. Ikke langt væk, bare til et sted med en lille smule mere luft og plads, end hvad vi finder her på Frederiksberg. Sådan får jeg det sommetider. Det kan nærmest blive helt klaustrofobisk. Kender I det?

Så vi tog vores bil – min fars bil vel at mærke, vores leasingaftale på den bil vi ellers har haft i evigheder, udløb engang i sommers, og så har vi endnu ikke fået os en ny. Måske vi forsøger at undvære bil helt dette år? Ingen af os bruger den jo rigtigt til dagligt, så det er lidt fjollet. Og mine forældre har en fin en, som vi altid kan låne. Men jeg har en yderst bil-glad mand. Han er usnobbet på sådan ca alle andre parametre, men lige biler… Ja, det er hans ting. Og han vil have en fancy en. Hellere ingen bil, end en ganske normal godt kørende og ikke dyr en af slagsen. Skørt skørt skørt. Men sådan er man jo så forskellige. Well, for nu undværer vi, tror jeg. Det er godt nok dyrt med sådan en bil, og mens jeg går hjemme med Isolde og C har gang i en del forskellige start ups, er det en udskrift vi sagtens kunne finde noget smartere at bruge på.

Anyway, tilbage til vores tur. Vi tog bilen. Kørte op ad strandvejen og holdte ind ved Charlottenlund Fort. Det er lidt et yndlingsspot og har været det hos os i evigheder. Fx spiste vi på fortet til Caspers 30 års fødselsdag. Shit mand, og det er så 7 år siden. Wow. Tiden går for stærkt. Og ved en hurtig søgning kan jeg da også se, at vi var der i 2013 (dengang jeg var gravid med Saxo og I stadig ikke vidste det) og i 2015. Og hel masse gange der imellem.

Ungerne legede. Isolde er vild med sand og sten. Mere skal der ikke til. Og Saxo fik lyst til en dukkert og lidt nøgen-løb. Det må være så befriende. Han er virkelig en vandhund. Vandet skal helst være meget varmt, før C og jeg gider i. Men Saxo? Han er fuldkommen ligeglad. Det må han have arvet fra sin morfar.

Det var sådan en dejlig søndag. Og for en gang skyld, huskede jeg at tage kameraet med. Jeg har stort set ikke brugt andet end min iPhone til at tage billeder hele sommeren. Men det er bare ikke det samme. Så det vil jeg prøve at lave om på fra nu af.

I dag mandag er en hel del anderledes end i går. I skrivende stund sidder jeg med min febersyge datter i armene. Hun sover tungt. Det regner udenfor. Så sandelig en rigtig mandag.

Jeg håber I får en god en ❤

 

Video: Isoldes fødsel


De sidste par dage har jeg siddet og kigget de små videosekvenser vi lavede under Isoldes fødsel igennem. Og så besluttede jeg mig, lidt spontant, for at klippe det sammen til en lille film. Why not..
Hvis I har lyst, er I så velkomne til at kigge med. Det er på ingen måde romantisk, og jeg kan ikke finde ud af hvad jeg synes om videoen, men det er ærligt og viser en fødsel, som sådan en også kan foregå.

Som jeg også skrev i min fødselsberetning her, synes jeg ikke det var en særlig rar oplevelse. Ikke fordi jeg havde en eller anden romantisk drøm om, hvordan sådan en fødsel burde foregå, men fordi både C og jeg simpelthen følte os utrygge og ikke følte os hørt pga. en virkelig travl fødegang. Jeg havde så mange jordemoderskift, fx var der skift 15 minutter før Isolde var ude. Det betød, at jeg skulle hilse på og forholde mig til endnu en helt ny jordemoder midt i mine presseveer. Det var altså stressende.

I videoen skinner det SÅ meget igennem, at min kampgejst er væk. Jeg ser så tom ud i blikket, er trist i stemmen og ja, jeg havde nærmest bare givet op. Det er egentlig lidt øv at se på – gud hvor kunne jeg godt havde brugt noget opbakning. En der, ud over min mand, heppede på mig og motiverede mig. Det var der ikke én jordemoder der gjorde. Ikke ét “du er sej, du kan det her”. Jeg ved ikke om det er for meget forlangt, men jeg tror det havde betydet meget i situationen.

Det er helt 100, at jeg, såfremt jeg skal føde igen en dag, finder mig en privat jordemoder eller en doula, en som jeg stoler på og er tryg ved, der simpelthen kan tage med os på hospitalet og være med hele vejen igennem – og forhåbentlig sørge for, at jeg og Casper får en bedre oplevelse.

Men altså: Ud kom hun jo og jeg ser slet ikke tilbage på fødslen som noget dårligt eller går og er ked af forløbet. Slet slet ikke. For det vigtigste det var, at hun kom ud i god behold. Hun havde haft det perfekt hele vejen igennem, verdens dejligste Isolde. 1 år og 1 dag i dag. Hun er SÅ elsket altså <3

Isolde 1 år

Så kom dagen. Vores lille solstråle er 1 år i dag! Og sikke et år. Det er fløjet afsted og alligevel føles det altså som om, at hun har været her hos os forever. Kliché, I know, I know!

Det føles simpelthen så godt, at være lige præcis her nu, og selvom det selvfølgelig er sentimentalt at tænke på, at året er gået så stærkt som det er, så er jeg alligevel så glad for denne tid nu. We made it, haha.
Det helt lille babystadie er hyggeligt, varmt, fantastisk og alt muligt godt, men det er også hårdt. Sådan oplevede vi det i hvert fald her anden gang. Og man er sårbar som ny mor. Der er så mange følelser.

Jeg kan sagtens huske (og savner bestemt ikke) den ømme efterfødselskrop og tankerne der gik på, om man mon nogensinde blev “sig selv” igen. Dernede that is.. (Og det kan jeg så forsikre alle om, det gør man), haha.

Jeg kan sagtens huske, hvordan jeg brød ud i gråd, de dage hvor savnet til Saxo, til den tid hvor jeg stadig kunne være 100% nærværende ét sted, blev for stort.

Og jeg kan sagtens huske hvordan jeg bad min mor tage med ned og hente Saxo i børnehaven de første mange gange, fordi jeg simpelthen ikke synes det var nogen fornøjelse og fordi Isolde i øvrigt var en hidsigprop i en periode.

Fast forward til i dag, hvor følelserne er lidt mere kontrollerede, kroppen føles som sig selv og savnet er blevet dét mindre, både fordi man har vænnet sig til det, men heldigvis også fordi tiden er blevet mindre opdelt i takt med at Isolde er blevet ældre. Nå jo, og tilføj så lige at de to, de to søskende ELSKER hinanden. Det har de gjort hele tiden, men nu kan Isolde endelig give lidt tilbage til Saxo. Åh mit moderhjerte koger over altså.

Så ja 1 år. Den absolut sødeste alder so far, synes jeg.

Hun er ikke rigtig en baby længere, men alligevel stadig så lille og buttet og babyagtig i udtrykket.

Hun siger ‘heeej’ ‘hov’ og ‘der’ og er den vildeste gavtyv med glimt i øjet. Hun er fræk som dagen er lang og man kan se det på hende. Der er så meget fart på hende og hun klatrer op på alt, så snart muligheden byder sig. Samtidig kan hun også sidde længe og sysle, primært med sin mad. Hun er stort set alt-ædende den pige. Yndlings er avocado, tomat, blåbær, pastaskruer mm.

Hun bliver stadig ammet, men kun til putning om aftenen og hvis hun vågner i løbet af natten. Hun falder i søvn i sin tremmeseng og så løfter vi hende over til os i dobbeltsengen, når hun begynder at kvække.

Den sidste halvanden måneds tid er hun kommet ind i en rytme, der passer hele familien så godt. Hun sover nu kun én lur (hurra) mellem klokken 12-14 (dog de fleste dage kun ca 45 minutter). Og så sover hun i stedet til natten fra ca. 19-8.30. Det kan jeg ikke rigtig få hænderne ned over faktisk.

Jeg har SÅ optur over det her lille menneske og faktisk ville jeg ikke have noget imod, at trykke pause lige nu. Jeg føler mig sådan ca som den heldigste mor i hele verden.

Vi elsker dig Isolde <3

Græsenke

Jeg har været græsenke, som man jo kalder det, i denne weekend. Det har været overraskende nemt og hyggeligt. Det er uden tvivl bl.a tilskrevet naboen – mine forældre. Jeg tror efterhånden ikke I er i tvivl om, at det er et setup, der, for os, fungerer. Det er bare så nemt og rart. Børnene render ind og ud, der er altid et ekstra sæt hænder. Man behøver ikke planlægge besøg og stå klar med kaffe og kage og nu skal vi rigtig hygge. Det er bare.. Ja, nemt.

I går tog vi spontant i svømmehallen, morfar, jeg og børnene. Noget jeg helt klart ikke lige havde magtet at gøre alene. Og i dag en cykeltur, mini-picnic i Frederiksberg Have og lang lur. Og senere lavede min mor vege-lasange. Min yndlings! Og tilbage til luren. Det var godt nok ikke mig der sov, men Sax og morfar. C returnerer fra Italien i aften og Saxo har savnet ham helt inderligt, så vi lavede en aftale. At hvis han sov middagslur (han er for længst ovre det med at sove om dagen), måtte han blive oppe indtil far kommer hjem. Og så sov han….i 3 timer! Hahaha. Og nu sidder vi her. Babyen er puttet. Og vi sidder begge to i sofaen. Ham foran fjernsynet med resterne af fredagsslikket og mig med computeren foran mig. Og jo, jeg har været så rigeligt på i denne weekend, så jeg synes det er helt fair med lidt skærmtid til os begge. At flyet er forsinket taler vi ikke om. Men ærlig talt, 3 timers lur, han kommer ikke til at blive træt før sent anyway.

Jeg håber jeres weekend har været skøn x

Fredagshilsen

Klokken er 12 og én sover middagslur, lige her i mine arme. Vi har været til rytmik med Elliot og Stephanie i formiddags og sådan noget gør træt, selvfølgelig.

Manden er sendt godt afsted til udlandet og jeg er derfor alene med begge børn indtil sent søndag aften. Jeg får højest sandsynligt slet ikke tid til at åbne computeren – noget der måske nok før i tiden kunne have irriteret mig grænseløst. Men nu? Det er som om jeg er i et andet mode nu. Jeg finder så meget ro i hvordan mit liv er lige nu. At det er børnene der fylder meget. Ikke så meget Sax, snarere hende Isolde musen. Heldigvis er der stadig plads til Emilie-tid og veninde-aftaler og alt det der. Men rent arbejdsmæssigt så er ambitionerne, for mit vedkommende omkring bloggen her, sat gevaldigt ned. Jeg når det jeg når. Og sådan er det.

Jeg må sige at jeg føler mig utrolig lykkelig for tiden. Og det har rigtig meget at gøre med mit valg om at passe Isolde hjemme. Nu er det jo ikke fordi det kun skal handle om det. Eller at jeg ikke kan snakke om andet. Men jo, det fylder naturligvis. Og når noget fungerer har man jo ofte lyst til at fortælle gud og hver mand om det, ikke? Om det der gør en glad. Og det her, ikke? Det er simpelthen SÅ meningsfyldt for mig. Til tider hårdt? Ja! Trættende? JA. Men for fanden det giver mening.

Oh well. Videre i teksten. Jeg håber I får en vidunderlig weekend. Sommeren er jo kommet tilbage og jeg tror det var rigtig godt med de få dages ‘efterår’ vi havde. Som om man igen kan sætte pris på varmen. Det er dejligt.
Jeg vil forsøge at nyde at være græsenke for en stund. Hvis ikke I hører så meget fra mig, så ved I hvorfor 😉 xx