Hej September

Tanker om flere børn

Jeg synes at Instagram’s nye tiltag med at man kan stille sine følgere spørgsmå er vildt sjov. Jeg har kørt to runder “spørg mig om alt” og jeg synes jeg har fået sjove og gode spørgsmål. De fleste omhandler moderskab og familieliv. ét spørgsmål er gået igen. “Skal I have flere børn”. Det er så sjovt at det med graviditet, børn (og bolig og bryllup heh), det er noget folk finder spændende.

Jeg har allerede svaret en del gange på spørgsmålet “flere børn” på IG, men kun kort og nu,  mens jeg har et ledigt øjeblik, så tænkte jeg egentlig at uddybe mine tanker. Måske nogen kan nikke genkendende?

Og en lille disclaimer: Det er jo egentlig et ret privat emne, som jeg overhovedet ikke behøver at svare på, men I don’t mind. Det er bare tanker og jeg kan føle det på én måde nu, og om 3 år kan jeg have det helt anderledes. Ingen ved det.

Saxo bliver snart 5 år og Isolde fyldte 1 år her d. 22 august. Vi har allerede tænkt tanken, snakket for og imod et tredje barn. Skal vi have en tre’er eller skal vi holde os til de to lækre unger vi har.

Jeg er kun lige fyldt 30 år. Jeg vil derfor mene, at jeg har en del år endnu, hvor jeg kan gro babyer. Selvom der selvfølgelig ikke er garanti for noget som helst. Men også derfor skal beslutningen om en eventuel tre’er heller ikke stresses. Og den skal heller ikke tages nu, overhovedet.

Vi ved 100% at vi ikke har lyst til en tre’er hverken i dag eller i morgen. Eller for den sags skyld de næste 2-3 år. Hvad vi derefter beslutter ved ingen. Heller ikke os. Men undervejs gør vi os altså tanker.

Og nogle af dem vil jeg gerne dele:

Jeg tænker at et barn altid er en berigelse. Man fortryder aldrig de børn man får. Men når man nu er priviligeret og rent faktisk selv kan bestemme hvor mange man vil have. Vil man så have flere? I vores tilfælde: Vil vi gå fra at være en familie på fire til en familie på fem?

Vi hælder klart mest til at stoppe her. Igen, jeg ved udemærket, at jeg ikke kan sige det nu, man ved aldrig og alt kan ændre sig.

Ud over de mere overfladiske ting, såsom at jeg virkelig ikke bryder mig om at være gravid (hej kvalmehelvede) og at jeg ikke har synderligt lyst til at gennemgå endnu en fødsel, og slet ikke potentielt samme efterforløb, med smertestillende i 6-7 uger (!). Ud over det, der jo ér småting set i det store perspektiv, så ved jeg heller ikke om jeg er gearet til at være den mor, som jeg gerne vil være, endnu en gang. Jeg tvivler ikke på, at jeg ville blive den mor, skulle vi få en skøn baby mere. Men har jeg lysten, hvis jeg helt selv skal bestemme?

Og hvilken slags mor er det så jeg mener?

Vi er jo alle mødre på forskellige måder, og det der falder mig naturligt, med udgangspunkt i ‘alting til sin tid’ er at være så meget lige der, hvor man nu engang er. Det er mig min baby vil have. Min mælk, mit bryst. Ikke en sut og en flaske. I det lille babystadie, der hænger jeg sammen med min baby 24/7. Far kan ikke bare liiiige tage over, sutten duer ikke, vil baby ligge en hel dag i sengen skin to skin med mig, så er det det vi gør. Vi søvntræner ikke, får ikke (den lille) baby passet for at passe og pleje os selv. Altså: Har man små børn er det dem der kommer i første række. Deres behov over vores. Og det har selvfølgelig ‘konsekvenser’ og der er fravalg. Man kan ikke det hele, det er klart. Men det betyder ikke at man kan savne noget af “alt det andet”.

Så er der hele hjemmepasse-delen: Jeg har jo som bekendt Isolde hjemme, i hvert fald til hun er 2 år. Det er den helt rigtige beslutning og jeg er dybt taknemmelig for at det er en mulighed. Når det er sagt så er det i den grad en tilsidesætning af mig selv. Og ved jeg virkelig ikke, om jeg ville have lysten til evt. at gå direkte fra hjemmepasning til ny barsel til ny hjemmepasningsperiode. Det tror jeg ikke.

Og så kan man måske tænke, jamen hvorfor lader du så bare ikke være og sender ungen afsted tidligere?

Det ville jeg ikke kunne, med den viden jeg har nu. Slet ikke. Det her er min måde at være mor på. Den rigtige måde for mig. Mine børns behov vil altid komme før mit eget, men det betyder jo selvfølgelig ikke, at jeg ikke har behov. At jeg ikke har drømme, ambitioner omkring arbejde på et senere tidspunkt, lyst til at gøre ting for mig selv uden påhæng. Selvfølgelig har jeg det. Men det bliver ikke på bekostning af mine børn.

Så er der noget med nærværet, det har jeg været inde på flere gange. Det er blevet meget bedre i takt med at Isolde er blevet ældre, men helt bund-ærligt? Jeg synes stadig at jeg, her mere end et år efter at vi blev fire, går glip af mange ting hos Sax. Det synes jeg. For mig at se er det naturligt. En baby tager meget af ens tid, en baby kræver (typisk) mor og så er det bare nemmere, at det er far der putter/henter/leger/tager med til ting med den store. Det er helt ok og som det skal være, jeg ville ikke have gjort noget om, men har jeg lyst til at gentage den del? Og endnu en gang kunne være der det mindre for Sax og det mindre for Isolde? Jeg tror det ikke.

Så er der parforholdet. For at være helt ærlig, så har det sidste år, sådan rent kæreste-mæssigt, ikke været præget af det helt store overskud. Der har ikke været tid til at pleje noget som helst really – igen, ingen af os har forventet at noget skulle plejes og derfor er alt også helt ok. Men vi ville lyve, hvis ikke vi sagde, at vi da ser da frem til igen at kunne gå på dates med hinanden. Få ungerne passet, få kigget hinanden dybt i øjnene. Og jeg ved ikke, om vi nødvendigvis er gearet til at vente yderligere x antal år.
Vi elsker livet med babyer og helt små børn i huset, men vi ser også frem til at kunne lave forskellige ting sammen som familie med lidt ældre børn. Tage ud at rejse og ikke bekymre os om hvorvidt nogen nu ikke gider sidde i autostol, gider med på restaurant, lure der skal overholdes –  alt det skønne og sjove, der også hører med til at have en lille en i huset.

Så konklusion er selvfølgelig at vi endnu ikke ved noget som helst, og ovenstående er virkelig bare nogle tanker, nedskrevet lynhurtigt.

Hvad siger mødrene til tre (eller flere) børn derude? Selvfølgelig fortyder man aldrig et barn. Men har det været hårdt?
Og hvad med jer med to børn? Har I haft nogle af de samme tanker som os? Jeg er nysgerrig.

Den del i mig der godt gider endnu et barn er mit moderinstinkt og omsorgsgen, der simpelthen bliver lykkelig og varm når jeg holder en baby. Som forleden dag, hvor jeg fik lov at snuse til min venindes helt nye baby. Åh.
Tanken om en kæmpe stor larmende familie rundt om bordet og mange børn når jeg bliver gammel, tiltaler mig også. Så er der flere til at passe på mig, haha. Ligesom at tanken om at Isolde og Saxo skulle have en ekstra søskende også gør mig helt varm. Endnu mere kærlighed : )

 

6 kommentarer

  • Charlotte

    Vi har to piger på hhv. 11 og 9 og en dreng på 4. Det har været helt igennem fantastisk på alle områder at få en treer. Man ved så meget om hvem man er som forældre og hvad man vil for sit barn så man hviler så meget i den rolle samtidig har de store været så tilpas store, at man ikke på samme måde har lidt afsavn fordi de i forvejen er mere sammen med veninder osv. De store har elsket at hjælpe til omkring den lille og der har været langt mere tid til at nyde babyen. For os har det været en luksus at få en treer på den måde. Kirsebærret på toppen af den ret lækre dessert. De tre elsker hinanden og har trods aldersforskel helt vildt meget glæde af hinanden. Den største anbefaling herfra 😉 Vi gik i øvrigt længe med de samme tanker som I gør jer og havde længe tænkt at vi synes det var passende med de to børn. Lige indtil en dag hvor vi begge synes at der manglede et barn på midtersæde og en for bordenden af bordet 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Vi har børn på 1,5 og 3,5 og selvom hverken økonomi, boligsituation eller det der vigtige overskud på parforholdskontoen, som du også er inde på, skriger efter et barn nr. 3, så kan jeg næsten med garanti sige, at vi kommer til at producere en søster eller bror mere. Jeg kan slet ikke forestille mig, ikke at være gravid igen. Eller at jeg har puslet om en nyfødt for sidste gang.
    Vores lille står op kl. 4.30 og vågner stadig 2-6 gange om natten, så vi venter nok lige til der er lidt mere ro på den front, men jeg tror simpelthen ikke vi kan lade være. Måske kan man mærke det inderst inde, om man kan afskrive lysten til flere børn? Jeg kan i hvert fald. Hvis man stadig gemmer str. 56 på loftet, så er det nok også en indikator 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Vi har lige fået vores tredje pige, og det er præcis sesammen tanker jeg/vi gør os ifht et 4. barn. Jeg er lige fyldt 31 og min mand 29, så vi er heller ikke “for gamle” til en baby mere. MEN vi har fået 3 børn på 4 år, og alt i min eksistens handler om de børn. Jeg er sammen med dem 24/7 og sætter altid deres behov før mine egne. Når denne barsel slutter skal jeg nok også hjemmepasse de to mindste. Jeg elsker den tid vi har sammen nu, men som dig ser vi også frem til tiden der kommer med 3 store børn. Jeg er spændt på hvilken dynamik vores familie så får. Jeg glæder mig personligt til at kunne starte en karriere, som der eller blev lukket helt ned for da vi fik børn.

    Så jeg nyder det vi har og ser frem til det det kommer, helt uden at ønske at ændre på noget som helst 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Det er virkelig nogle fine tanker, du gør dig og jeg deler mange af de samme bekymringer ved at skulle få en evt. 3’er. Min yngste er stadig meget lille (3 måneder) og jeg ved godt, at det bliver meget nemmere – det er det skam allerede blevet, men av, hvor de første mange uger ramte mig hårdt. De var fyldt med følelsen af utilstrækkelighed og dårlig samvittighed over for begge børn (husker, at du blev ramt af noget lignende, ikke sandt?) og de følelser fylder til dels stadig i visse situationer, hvilket jeg gerne vil undgå eller i hvert fald minimere ved et ekstra barn. Derfor vil en 3’er først kunne komme på tale om 5-6 år, hvor de store vil være hhv. 5-6 og 8-9 år og derved være mere selvstændige og uafhængige. Jeg er heldigvis “kun” 30 år, så føler også, at der er gooood tid endnu. Jeg elsker at have små børn, men for filan, det er altså også hårdt arbejde og jeg tager ofte mig selv i at glæde mig til at de bliver store og til alle de fordele og friheder, der følger med. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Æv jeg synes det er så ærgeligt at Instagram fylder så meget, at det for mange er ved at være slut med eksempelvis at bruge deres blog og/eller youtube til at formidle videoer/ spørgerunder mm. Specielt fordi jeg samtidig har en fornemmelse af at flere og flere sletter deres instagram kontoer fordi man nu er opmærksom på, at det er en værre tidsrøver.
    Jeg følger mange blogs fast og kigger også Facebook igennem en gang om dagen ca., men jeg nægter at lade mig friste af Instagram fordi jeg føler at det er et medie der fører uendeligt meget dårligt med sig. Jeg har i en alder af 30 år aldrig haft det og ved ikke hvordan det fungerer hvilket jeg aldrig har fortrudt. Ville kunne finde meget inspiration derinde – helt sikkert, men jeg ville også være ked af al den tid jeg så ville bruge derinde hver dag i det jeg stadig ville føle den var spildt. Og så bryder jeg mig ikke om mediet da jeg synes det er opstillet – bestemt ikke kun i blogverdenen, men ligeså meget hos dem jeg kender. Og i mine øjne falder det derfor til jorden og bliver en smule kikset – i forsøget på at overbevise verden om at virkeligheden skal ses igennem et røgfarvet filter. Spændende debat, men det jeg ville frem til er at jeg elsker at følge med hos bla. dig og alle de andre gode danske bloggere, men at jeg synes det er ærgeligt at det antages at alle har Instagram og derfor har mulighed for at følge med.
    Måske er jeg gammeldags og burde følge med tiden, men pga. mit arbejde og arbejdstider som sygeplejerske har jeg valgt at minimere brugen af “tidsrøver medier”. Til gengæld er min blog læsning når barnet er lagt i seng min ting og noget jeg virkelig ser frem til i løbet af dagen 😊
    Beklager en rodet kommentar – du gør det virkelig godt 😊👍🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke B.

    Hej Emilie. Sikke et fint indlæg! Jeg kunne have skrevet præcis det samme 🙂 Vi har også to børn, og har lige nu konkluderet at vi ikke skal have flere. Nu. Men man ved jo aldrig hvordan det ser ud om et par år.. Vi har en dreng på 6 år og en pige på 16 mdr. Med to børn føler jeg, jeg kan være den mor jeg gerne vil være. Altså overskud, ro og nærvær. Grunden til jeg overvejer en 3´er er at jeg elsker små babyer. Den tæthed og det pusse nusse med dem. Det er jeg vild med! Derudover elsker jeg også at være gravid og føde (især bagefter). Men jeg tror at den helt store årsag imod 3 er TID. Jeg vil være så bange for at blive for presset en mor. Men tak igen for mange fine tanker 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hej September