“Men de tager jo ikke skade”

For nogle uger siden havde jeg en fin samtale med en Instagram-følger. Samtalen kom sig af en story jeg havde lagt op, hvor jeg havde hashtagget #hjemmepasning, som jeg jo så ofte gør. Det er i øvrigt noget jeg er blevet klar over kan virke irriterende, måske endda provokerende på nogen. “hallo vi har fattet at du passer dit barn selv, flot”
Men jeg bliver ved, fordi 1. Jeg er vanvittigt glad for og ikke mindst stolt af mit valg og kan slet ikke lade være at vise min begejstring.
Og 2. fordi at være en mor, der vælger at dedikere livet til ungerne 100% de første år, klinger i manges ører stadig lidt negativt. Jeg ved det, fordi jeg har oplevet folks kommentarer rigtig mange gange.
“Jeg ville blive skør af, ikke at bruge min hjerne” og ting i den dur. Lidt nedladende, ikke? Som om vi, der vælger denne vej, selv når det blot er for et par år, ikke bruger vores hjerner? Jeg føler at det i vores samfund er sejere at være karrierekvinden, der jonglerer alle boldene på en gang – og så kan man bekræfte hinanden i, at det er så fint, at ens barn har 8-17 dage i vuggestuen – for så længe mor er glad, er barnet det.

Anyway, min følger skrev til mig, at hun havde afleveret hendes dengang 11 måneder gamle søn i vuggestue. Han trives i sin vuggestue, sagde pædagogerne og var næsten altid glad ved aflevering og afhentning, så hun ville ikke have dårlig samvittighed.
Hun var enig med mig i, at det ikke nødvendigvis var det helt lille barns behov at være i fuldtids-institution, men hun ville så gerne slå et slag for, at børn der var det, i institution på fuld tid, ikke tog skade.

Vi skrev frem og tilbage og hun fiskede lidt efter (føler jeg) at jeg ligesom bekræftede hende i, at hun havde ret, at børn selvfølgelig ikke tog skade.

Og det var jo en virkelig fin tanke og nej, jeg tror da heller ikke at min egen søn, der kom i vuggestue som et-årig og heller aldrig var ked af det ved aflevering, har taget skade.

Men faktum er jo bare – som jeg også skrev til hende, at ingen ved det. Ingen kan 100% vide hvad det gør ved et barn at blive adskilt fra mor og far til fordel for en vuggestue med rigtig mange børn og for få voksne. Det er sindssygt svært at forske i, fordi alle børn netop har forskellige udgangspunkter – forskelligt sind, er i institution forskellige antal timer osv.
Så selvfølgelig kan man ikke stille det sort og hvidt op. Man kan ikke sige, at alle børn tager skade, men man kan altså heller ikke sige at ingen børn tager skade.

Vi ved at antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien og i voksenpsykiatrien er steget kraftigt de sidste 10 år. Vi ved at folk bliver lagt ned med stress.
Folk har det psykisk svært. Tænk bare på hvor mange der får diagnoser, hvor mange der har angst eller “bare” lavt selvværd.
Og så ved vi at institutioner er stressende for små børn. Læs evt. her.

Og nogle ting, ikke? Nogle ting behøver man da slet ikke forske i. Det er almindelig sund fornuft: Selvfølgelig er det stressende for en lille baby at sidde i en larmende institution uden nok voksen-kontakt 5 dage om ugen.

Om barnet tager skade? Som sagt ingen ved det. Men jeg, og dette er selvfølgelig bare min helt egen personlige holdning, tror at det fungerer således, at nogle børn uden problemer kan håndtere adskillelsen fra mor og far i en tidlig alder, nogle børn kan håndtere stressen, larmen og den manglende en til en kontakt.

Andre kan ikke på samme måde. Og jeg tror ikke på, at man på forhånd kan vide, hvem der ligesom er robuste nok. At en baby ikke er ked af det ved aflevering er ikke et pejlemærke for at det trives i institutionen. Nogle børn lukker ned, for hvad har de ellers af muligheder? Ingen.


Min egen historie er at jeg som 11 – eller var det 12 årig, jeg kan simpelthen ikke huske det, sad ude på Hvidovre Hospital, hvor jeg var blevet indlagt til en gennegående sundheds-undersøgelse, bl.a scanning af mit hjerte – efter en række symptomer, såsom hjertebanken, åndedrætsbesvar mm. Var der noget galt? Ikke fysisk nej. Dommen blev: Stress. Stress! Jeg var et barn, som burde have alt andet end freaking stress, for pokker da.

Nu til dags har jeg ikke stress – måske fordi jeg har lært min krop godt at kende og fordi jeg er rigtig god til at sige fra og mærke efter. Og jeg ved at min stresstolerance er forholdvis lav. Mit nervesystem bliver let overstimuleret. Jeg elsker at være social og være blandt mange mennesker, men jeg har i høj grad brug for at lade op hjemme også. Brug for pauserne.

Derudover, som nogle af jer ved, har jeg angst. Det er ikke gennemgribende i min hverdag, fordi jeg har fundet mine egne små mestringsstrategier. En af tingene er at have nogle ting med mig rundt som jeg finder betryggende, fysiske ting. Hvorfor mon jeg har et behov for det?  Jeg kender ikke svaret, jeg ved bare at jeg finder det mærkeligt.

I ved jo at jeg lever et helt normalt og velfungerende liv, men angsten er alligevel med mig overalt. En grundlæggende angst for at blive forladt og være alene – jeg ved udemærket i mit hovede at det ikke sker, men kroppen vil ikke altid lytte og går derfor sommetider i panik. Helt fysisk med hjertebanken, rysteture, svimlen og følelsen af at man skal dø = panikanfald.

Om jeg tror at alt det her har noget at gøre med, at jeg var et helt almindeligt fuldtidsinstitutionsbarn med en helt normal travl hverdag?
Ja måske – dét og så andre faktorer også naturligvis.
Og jeg kan ikke nødvendigvis forklare hvorfor, det er bare en følelse jeg har.

Det er ikke blevet skrevet for at bashe forældre, dette er indlæg. Give dårlig samvittighed eller antyde at alle jer med børn i vuggestue – jeres børn får angst. Ej men SLET ikke. Som sagt igen igen og igen – min egen søn gik i vuggestue fra han var et år – han virker umiddelbart ikke som om, at han har taget noget som helst skade ; )

Det er virkelig bare mig, der sætter ord på nogle tanker, der har fyldt for mig. Så kan man bruge dem eller lade være.

Masser af krammer og gode fredagsvibes fra mig. Jeg er blevet mega forkølet, så jeg har tænkt mig at spendere aftenen i sengen ; )

Toooodles xx

Ugen der gik

Hej fra søndag klokken 12 0 dut. Sax er i svømmehallen med morfar og Casper er ude for at putte Isolde = mig-tid! Halleluja!
Som jeg også skrev i mit sidste post, har min mand været lagt ned med sygdom rigtig længe og bl.a derfor er jeg altså pt virkelig i underskud af stort set alt. Heldigvis er Casper på toppen igen, så det hjælper gevaldigt på alting og jeg kan mærke at den kommende uge bliver rigtig god og bliver ugen hvor jeg genvinder mit overskud, haha. Kryds fingre!

Lidt fra ugen kommer her:

^^^ Noget der gør mig rigtig rigtig lykkelig er tid one on one med min store dreng. Som I ved var det noget af dét jeg savnede rigtig meget, da Isolde var helt lille og stadig dybt afhængig af mig. Så nu hvor hun snildt kan undvære mig nogle timer, prøver vi at snige tid ind til kun ham og jeg. Nogle gange er det bare en afhentning i børnehaven uden hun er med, andre gange, som i går lørdag, en hel formiddag sammen.

Vi startede i Planetarium hvor vi så en virkelig fin lille film, Fly Me to the moon, med 3D briller på. Et stort hit for en 5-årig. Og så ud for at spise burger. Det er vildt så afslappende det kan være at hænge ud med en på knap 5 kontra en på 15 måneder. Haha. Jeg elsker begge aldre, det gør jeg vitterligt, men ingen tvivl om, at det er langt mere stressende med de helt små størrelser ; )

^^^Vi hentede også donuts – fordi Sax er kæmpe donut-fan og jo jo, jeg kan da også meget godt lide dem, hehe.

På besøg hos Retouch Clinic. Jeg trænger til fokus på mig selv, også. Kender I det, fellow moms? Der er så mange ting jeg gerne vil. Body-sds, massage, terapi måske endda også? Og så trænger min hud til en kærlig hånd. Jeg har virkelig brug for at give mig selv lidt ekstra kærlighed, kan I mærke det, haha?
Jeg har tid i næste uge, og så må vi se hvad der skal ske. Jeg er i hvert fald i gode hænder hos Mads. Glæder mig!

^^^ En tur i Zoo. Altid lidt ambivalent for mig at være dér. Det er sgu ikke meningen at dyrene, særligt de helt store, skal sidde dér bag tremmer og glo. Pyha. Men vi fik klappet køer og heste og legepladsen er genial – og vi så den fineste solnedgang.

^^^Der er ikke meget tilbage af efteråret og det gør mig lidt trist. Nu kommer julen og dét er hyggeligt, men januar, februar og marts – lad bare de måneder gå lyn-stærkt, så vi hurtigt kan få forår. Mine sko kan fås her i øvrigt (reklame-link).

^^^ Alene på legepladsen.. Og apropos denne kommende vintertid. Når nu jeg går hjemme med mit barn og vi i øvrigt bor i en lejlighed, så har vi selvfølelig brugt byens legepladser retti retti meget. Men åhh hvor var det dog bare så meget sjovere, mens vejret var lunt og der rent faktisk var andre børn. Den anden dag var vi afsted – som de eneste. Det var sgu sådan lidt ensomt, faktisk.
Hurra for alle de indendørs tilbud til småbørn og deres forældre OG til min fantastiske gruppe af andre hjemmegående mødre.

^^^ Blomster. Jeg køber dem så sjældent – men der er noget om snakken – de bringer glæde, det gør de altså bare.

^^^ Kommende bffs! Min venindes lille skat!


^^^ Mussi