“Men de tager jo ikke skade”

For nogle uger siden havde jeg en fin samtale med en Instagram-følger. Samtalen kom sig af en story jeg havde lagt op, hvor jeg havde hashtagget #hjemmepasning, som jeg jo så ofte gør. Det er i øvrigt noget jeg er blevet klar over kan virke irriterende, måske endda provokerende på nogen. “hallo vi har fattet at du passer dit barn selv, flot”
Men jeg bliver ved, fordi 1. Jeg er vanvittigt glad for og ikke mindst stolt af mit valg og kan slet ikke lade være at vise min begejstring.
Og 2. fordi at være en mor, der vælger at dedikere livet til ungerne 100% de første år, klinger i manges ører stadig lidt negativt. Jeg ved det, fordi jeg har oplevet folks kommentarer rigtig mange gange.
“Jeg ville blive skør af, ikke at bruge min hjerne” og ting i den dur. Lidt nedladende, ikke? Som om vi, der vælger denne vej, selv når det blot er for et par år, ikke bruger vores hjerner? Jeg føler at det i vores samfund er sejere at være karrierekvinden, der jonglerer alle boldene på en gang – og så kan man bekræfte hinanden i, at det er så fint, at ens barn har 8-17 dage i vuggestuen – for så længe mor er glad, er barnet det.

Anyway, min følger skrev til mig, at hun havde afleveret hendes dengang 11 måneder gamle søn i vuggestue. Han trives i sin vuggestue, sagde pædagogerne og var næsten altid glad ved aflevering og afhentning, så hun ville ikke have dårlig samvittighed.
Hun var enig med mig i, at det ikke nødvendigvis var det helt lille barns behov at være i fuldtids-institution, men hun ville så gerne slå et slag for, at børn der var det, i institution på fuld tid, ikke tog skade.

Vi skrev frem og tilbage og hun fiskede lidt efter (føler jeg) at jeg ligesom bekræftede hende i, at hun havde ret, at børn selvfølgelig ikke tog skade.

Og det var jo en virkelig fin tanke og nej, jeg tror da heller ikke at min egen søn, der kom i vuggestue som et-årig og heller aldrig var ked af det ved aflevering, har taget skade.

Men faktum er jo bare – som jeg også skrev til hende, at ingen ved det. Ingen kan 100% vide hvad det gør ved et barn at blive adskilt fra mor og far til fordel for en vuggestue med rigtig mange børn og for få voksne. Det er sindssygt svært at forske i, fordi alle børn netop har forskellige udgangspunkter – forskelligt sind, er i institution forskellige antal timer osv.
Så selvfølgelig kan man ikke stille det sort og hvidt op. Man kan ikke sige, at alle børn tager skade, men man kan altså heller ikke sige at ingen børn tager skade.

Vi ved at antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien og i voksenpsykiatrien er steget kraftigt de sidste 10 år. Vi ved at folk bliver lagt ned med stress.
Folk har det psykisk svært. Tænk bare på hvor mange der får diagnoser, hvor mange der har angst eller “bare” lavt selvværd.
Og så ved vi at institutioner er stressende for små børn. Læs evt. her.

Og nogle ting, ikke? Nogle ting behøver man da slet ikke forske i. Det er almindelig sund fornuft: Selvfølgelig er det stressende for en lille baby at sidde i en larmende institution uden nok voksen-kontakt 5 dage om ugen.

Om barnet tager skade? Som sagt ingen ved det. Men jeg, og dette er selvfølgelig bare min helt egen personlige holdning, tror at det fungerer således, at nogle børn uden problemer kan håndtere adskillelsen fra mor og far i en tidlig alder, nogle børn kan håndtere stressen, larmen og den manglende en til en kontakt.

Andre kan ikke på samme måde. Og jeg tror ikke på, at man på forhånd kan vide, hvem der ligesom er robuste nok. At en baby ikke er ked af det ved aflevering er ikke et pejlemærke for at det trives i institutionen. Nogle børn lukker ned, for hvad har de ellers af muligheder? Ingen.


Min egen historie er at jeg som 11 – eller var det 12 årig, jeg kan simpelthen ikke huske det, sad ude på Hvidovre Hospital, hvor jeg var blevet indlagt til en gennegående sundheds-undersøgelse, bl.a scanning af mit hjerte – efter en række symptomer, såsom hjertebanken, åndedrætsbesvar mm. Var der noget galt? Ikke fysisk nej. Dommen blev: Stress. Stress! Jeg var et barn, som burde have alt andet end freaking stress, for pokker da.

Nu til dags har jeg ikke stress – måske fordi jeg har lært min krop godt at kende og fordi jeg er rigtig god til at sige fra og mærke efter. Og jeg ved at min stresstolerance er forholdvis lav. Mit nervesystem bliver let overstimuleret. Jeg elsker at være social og være blandt mange mennesker, men jeg har i høj grad brug for at lade op hjemme også. Brug for pauserne.

Derudover, som nogle af jer ved, har jeg angst. Det er ikke gennemgribende i min hverdag, fordi jeg har fundet mine egne små mestringsstrategier. En af tingene er at have nogle ting med mig rundt som jeg finder betryggende, fysiske ting. Hvorfor mon jeg har et behov for det?  Jeg kender ikke svaret, jeg ved bare at jeg finder det mærkeligt.

I ved jo at jeg lever et helt normalt og velfungerende liv, men angsten er alligevel med mig overalt. En grundlæggende angst for at blive forladt og være alene – jeg ved udemærket i mit hovede at det ikke sker, men kroppen vil ikke altid lytte og går derfor sommetider i panik. Helt fysisk med hjertebanken, rysteture, svimlen og følelsen af at man skal dø = panikanfald.

Om jeg tror at alt det her har noget at gøre med, at jeg var et helt almindeligt fuldtidsinstitutionsbarn med en helt normal travl hverdag?
Ja måske – dét og så andre faktorer også naturligvis.
Og jeg kan ikke nødvendigvis forklare hvorfor, det er bare en følelse jeg har.

Det er ikke blevet skrevet for at bashe forældre, dette er indlæg. Give dårlig samvittighed eller antyde at alle jer med børn i vuggestue – jeres børn får angst. Ej men SLET ikke. Som sagt igen igen og igen – min egen søn gik i vuggestue fra han var et år – han virker umiddelbart ikke som om, at han har taget noget som helst skade ; )

Det er virkelig bare mig, der sætter ord på nogle tanker, der har fyldt for mig. Så kan man bruge dem eller lade være.

Masser af krammer og gode fredagsvibes fra mig. Jeg er blevet mega forkølet, så jeg har tænkt mig at spendere aftenen i sengen ; )

Toooodles xx

Lad os snakke: Kosmetiske behandlinger

^^^ Et billede, hvor I kan se det lille løft, jeg snakker om længere nede ; )


Er det egentlig stadig lidt et tabu at være forfængelig og kaste sig ud i kosmetiske behandlinger – botox og filler fx? Eller har det overhovedet nogensinde været? Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det.
På den ene side bliver vi bombarderet med kropspositivitet, der generelt bare hylder det her med, at man er god nok som man er. At man skal embrace hvordan man ser ud. Være glad og stolt, også selvom man ikke rammer mediernes ideal – og dét elsker jeg. Jeg synes det er pisse vigtigt.

Samtidig bliver vi også bombarderet med alt det andet, you know..

Og i sidste ende synes jeg nok bare at det er vigtigt, at gøre ting, der gør en glad. Og så blæse lidt på hvad andre tænker eller synes. Vi har kun ét liv, så whatever rocks your boat. Om man får farvet lokkerne, i et forsøg på at skjule de grå hår, om man går med et ordenligt lag makeup for at minimere de mørke rande under øjnene eller om man lader sig behandle med en nål eller laser – for mig at se er det fuldstændig det samme.

Min helt egen personlige historie med kosmetiske behandlinger er at jeg i en del år har fået filler i læberne. Restylane hedder det. Ca. en gang hver halve år, siden jeg var 23 år – minus de perioder jeg har været gravid og ammet, selvfølgelig. Derudover har jeg fået restylane lagt under øjnene mod mørke rande en enkelt eller to gange.

Og jeg holder enormt meget af at få filler, især i læberne. Botox har jeg stadig til gode at prøve, men jeg er ikke afvisende, hvis jeg en dag synes det kunne være noget for mig.


For nylig var jeg forbi Retouch Clinic. Sidst jeg fik filler i læberne var tilbage i foråret 2016, så jeg havde ærlig talt glædet mig rigtig meget, nu det var så lang tid siden sidst.

Mads fra Retouch Clinic fik faktisk frie tøjler til at bestemme hvad der skulle ske med mig denne gang. Det lyder måske lidt skørt i nogens øjne, men jeg mener – han arbejder med det her hver dag og kan helt sikkert se hvad jeg trænger til og hvad jeg ikke behøver.

Godt så. Mads foreslog at vi lavede en hudfornyelse med laser – for at komme mine mange pigmentpletter og små røde karsprængninger i ansigtet til livs. Og jeg sagde top. For under begge mine graviditeter er der kommet masser af til og laser ville gøre en stor forskel for min huds samlede ensartedhed og udseende.

Jeg sagde at mine læber var et must – ikke fordi jeg skal have store svulmende læber – men fordi mine læber fra naturens side er meget smalle og at få det her lille løft især i overlæben – det synes jeg helt personligt giver en blødhed til mit ansigt. Jeg ser ikke så hård ud og hånden på hjertet, jeg elsker resultatet hver gang.

Mads sagde top og spurgte om han måtte putte lidt i min hage også. – Min hage?!! Hvad er der nu “galt” med den (intet selvfølgelig), haha.
Mads sagde at man kunne gøre den en lille smule mere spids, for at få den der “V-shape, som we all want” – Mads’ ord, haha. Jep, helt sikkert. V-shape til mig.
Så det gjorde vi. Først laser og derefter læber og hage. Ingen af delene er videre behageligt, men klart til at holde ud og på en underlig måde tilfredstillende.

Det der for mig er mest generende er hævelsen af mine læber efterfølgende. Det er vist meget individuelt, hvor meget man hæver, men jeg er en af dem der hæver meget og ikke kan forvente endeligt resultat før efter 4-5 dage. Sådan har det været samtlige gange jeg har fået det lavet, trods antihistamin og masser af is på.
Så det vil jeg også lige sige til dem, der skal have det lavet første gang – frygt ej, hvis du synes du ligner noget der er løgn de første dage – særligt er det hos mig slemt på andendagen. Og lad være med at planlæg en stor ting, især på andendagen. Medmindre du selvfølgelig er ligeglad med at folk spørger – hvad er der dog er sket ; )


Hvad tænker I om emnet, kosmetiske behandlinger?

Jeg har sådan lyst til at slå et slag for, at man godt kan elske sig selv og sit udseende, være veltilpas og fuld af selvtillid – men samtidig nyde at justere lidt hist og her. Helt som at man, eller jeg i hvert fald, også nyder at tage til frisøren fra tid til anden. For mig er der vitterligt ikke forskel på at få lokkerne farvet, fordi man synes man ser bedre/friskere/yngre ud og at få filler/laser etc. for at se bedre/friskere/yngre ud.

Ps. Til de nysgerrige, der gerne vil se før og efter billeder – jeg skal have laser en eller to gange mere, men når det er gjort, så viser jeg gerne det endelige resultat hvis der er stemning for det. Og hvad angår læberne – som sagt er min præference aldrig at få kæmpe læber – blot et lille løft og på det øverste billede kan man se det, fordi jeg ligesom laver en “halv trutmund”, men I swear, ingen ville kunne se det, hvis ikke jeg skrev om det. Som jeg læste hos Retouch på stories i dag:
“Hvis folk spørger om du har fået filler – så har du nok fået for meget”.

SO true.

 

 

En lille get a way

Klokken er 20.30 søndag aften og Casper og jeg sidder i et mørkt hotelværelse med to lækre sovende unger, der snorker i hver deres seng. De er lige akkurat nu gået kolde – det kan godt være lidt svært at finde ro, når man er et fremmed sted. Og ikke desto mindre at skulle puttes lige ved siden af hinanden, haha. Altså jer der putter børnene i samme rum, oplever I ikke at de kører hinanden lidt op ved sengetid? Har lidt sværere ved at finde ro?

Anyway. Vi er taget til Sverige, Goteborg hvor jeg har et møde i morgen. Og i stedet for at jeg skulle tage alene herhen, besluttede vi at gøre en tur ud af det. Også selvom det egentlig virkede lidt besværligt sådan til at starte med. Pakke, lang biltur med lille pige, der ikke er særlig glad for at køre. Finde hotel, der også er nogenlunde børnevenligt, restaurant?

 

 

 

 

 

Men som dagen er skredet frem kan jeg mærke at det virkelig var det helt rigtige at tage afsted. Vi har kun været væk siden i morges og allerede nu føles det som en mini ferie. En lille tiltrængt get a way. Ud af hverdagstrummerummet, hvor vi trasker rundt på de samme gader på Frederiksberg dag ud og dag ind. Misforstå mig ikke – jeg elsker hverdagen, allermest. Men det er godt nok også dejligt at se noget andet. Og turen gik jo bare så fint. Begge børn sov i bilen, Saxo godt nok kun i 7 minutter haha men Isolde i knap 2 timer. Og Casper havde fart på, så det var virkelig ingen sag med den biltur.

Og hotellet er ret fantastisk med stort legerum for børn og selvom alle restauranterne her var fully booked, fandt vi os et lækkert italiensk sted, hvor alle spiste op. Og så er der badekar på værelset – altid en sikker vinder!

Og nu vil jeg så småt gøre mig klar til natten, så jeg kan få mig nogle timer på øjet og forhåbentlig være frisk og klar til i morgen.

Håber jeres søndag har været rar ❤

 

De små vrisserier i parforholdet

Annonce for Neutral


“Kan du ikke lade være at sprøjte så mange gange, skat? (sorry, den kunne måske misforståes af nooogen).
Helt ærligt, du er jo blevet totalt immun overfor din parfume”. .

– Jep sådan vrisser jeg til min kære mand et par gange om ugen. Der er nemlig én ting vi ikke er enige i – hvor meget parfume han skal bruge. Og som jeg skriver det her lyder det jo helt tåbeligt, som om jeg skal have noget at sige. Det er hans krop, hans parfume. Men! Jeg mener dybt alvorligt, at jeg tror han er blevet immun overfor sin parfume, således at han ikke kan dufte hvor kraftig den er. For når han har brugt den hænger den i luften i flere timer.
Så jeg beder ham sprøjte én gang og ikke tre. Kan jeg blande mig? Hvad tænker I? ; )

Til mit forsvar så vrisser han altså af mig over mange andre ting, trust me. Og så kan vi heldigvis sammen grine lidt af det senere.

Men sagen er den at jeg, og det er faktisk helt tilbage fra jeg var gravid med Saxo i 2013, er blevet så sensitiv overfor stærke og kunstige parfume-dufte.

Derfor køber jeg nu stort set kun ting uden parfume i, lige pånær når det gælder mit hår, hvor jeg ikke synes jeg kan finde noget ordenligt uden parfume (endelig giv en heads up, hvis I kan anbefale noget). Jeg ejer ikke en reel parfume, vi bruger Neutrals vasketabs, bodyshampoo – og deodoranter.


Og det er deodoranter det skal handle om nu. Neutral har nemlig lanceret en ny allergi-certificeret anti-perspirant på spray. Og den har jeg testet det sidste stykke tid.

Der er i virkeligheden ikke det store at sige om den, andet end at den fungerer og gør præcis hvad den skal: Den beskytter mod lugten af sved. Nu går jeg i bad én gang om dagen, så om den rent faktisk holder i 48 timer (som den skal) – det ved jeg desværre ikke. Men den holder i hvert fald helt 100% i 24 timer. Jeg har forsøgt mig med andre deodoranter også uden parfume, som desværre ikke kunne leve op til det og hvor jeg i løbet af eftermiddagen måtte ud og vaske mig og påføre på ny. Og det holder jo ikke en meter.

Anti-perspiranten fra Neutral indeholder selvfølgelig hverken parfume, alkohol eller parabener. Derimod har den et højt indhold af plejende og fugtgivende ingredienser, der er med til at forebygge og styrke den sarte hud under armene, der jo bliver udsat for en del – hyppig vask, deo, barbering, sved mm.

En stor anbefaling af et oprigtigt godt produkt, som jeg i hvert fald ikke ville undvære i min hverdag : ) Og hallo, den koster kun 25 kr og fås der hvor du handler. Så kan man lige være med : )


Om (stop af) amning

Jeg har nævnt det her og der – at jeg er stoppet helt med at amme. For ca. 3 uger siden. Og jeg har simpelthen fået så mange spørgsmål til det emne fra jer. Så selvom det måske føles lidt grænseoverskridende at dele – burde dette ikke være mellem min datter og jeg, en privat sag? – så gør jeg det altså alligevel – fordi jeg ved at amning kan være noget der fylder uendelig meget for en mor. Og hvem ved, måske kan I finde ro eller inspiration – eller noget helt tredje i min historie? I så fald var det delingen værd.

Så er I klar på en lille (ok ret lang) ammesnak? Ellers spring bare pænt henover dette indlæg.


Jeg er en af dem, hvor amning ikke har fyldt synderligt den første tid. Altså jo, det har fyldt, fordi jeg har ammet mit spædbarn non-stop, selvfølgelig, men det har kørt fra første dag, både med Saxo og med Isolde. Til trods for fri-amning har jeg ikke engang kunne præstere ømme brystvorter. Det er jo dejligt og det er jeg meget taknemmelig for.

Jeg har fuldammet Saxo til han var 5 måneder og Isolde til 6 måneder. Og derefter har jeg ammet delvist til de var hhv 13 og 14 måneder.

Ved begge mine børn, har det været mig, der har måtte sige stop. Og det kan altså give anledning til ondt i maven og dårlig samvittighed – især når man som jeg sådan generelt er stor tilhænger af at lytte til barnets behov og som ofte siger til mig selv (og andre): “Alting til sin tid”.

Ingen af mine børn har brugt sut og amning har derfor primært (omkring 1 års alderen) handlet om tryghed – ved putning om aftenen og ved opvågninger om natten – og altså ikke længere om mad. Mine børn har aldrig forbundet brystet med trøst.

Da Saxo var fyldt et år vågnede han en milliard gange om natten og kunne kun komme videre i søvn ved amning. Til sidst så jeg mig nødsaget til at forsøge at gøre noget og det blev så at stoppe amningen – og det hjalp. To nætter efter havde han fanget fidusen – at han faktisk sagtens selv kunne komme videre i søvnen. Han behøvede ikke brystet – og ergo vågnede han ikke længere op fra de naturlige små opvågninger vi alle har i løbet af natten. Vi gik fra en milliard (seriøst) opvågninger hver nat til 0. Og han har sovet igennem lige siden. Bedste beslutning, for os allesammen.

Isolde har faktisk altid sovet godt med få opvågninger. Dog har hun haft en tendens til at sove meget let de første timer efter putning – hvilket også er de timer, hvor man som mor har allermest brug for at stene i sofaen. Dette har dog været helt fint for mig. Faktisk har alt ved amningen fungeret virkelig godt.

Men hvorfor har jeg så valgt at stoppe amningen med Isolde? 

Der er flere grunde. Bl.a ønskede jeg at farmand og jeg kunne putte på lige fod, (mest fordi jeg også savnede at putte min store dreng), hvilket vi naturligvis ikke kunne, når Isolde var vant til at blive ammet i søvn. Men det var nu det mindste… Den største grund af alle var: At jeg simpelthen ikke havde lyst mere. Jeg kan ikke forklare det bedre, end at jeg efter mere end et års amning havde behov for at få mine bryster for mig selv.
Jeg ville og vil gerne ligge tæt, aee, nusse og hun må sove ovenpå mig, hvis det er dét hun vil, men brysterne – dem vil jeg have for mig selv nu.

Og selvom stoppet har været forbundet med en vis portion dårlig samvittighed – det er ikke let at tage beslutningen om bryde den nærhed og symbiose som amning jo er, så er jeg simpelthen SÅ glad for at jeg valgte at følge min mavefornemmelse.

Og hvordan har vi båret os ad med stoppet? 

Med Saxo tog det to dage at afvænne ham. Vi prøvede os egentlig bare frem. I stedet for bryst fik han tilbudt vand. Det gad han ikke rigtig, i stedet lagde han sig bare til at sove. Det gik simpelthen SÅ nemt og smertefrit og jeg var helt flov over mig selv, over at jeg havde brugt så længe på at gå og tage tilløb. Været så nervøs. Spild af energi.

Med Isolde har stoppet strukket sig over tre måneder – vi er gået meget stille og roligt til værks – for sådan skulle hun have det – børn er jo forskellige.

Det aller første jeg gjorde var at ændre måden hun blev puttet på. Altså gå fra at blive ammet i søvn til at falde i søvn uden brystet. De første mange aftener var hun gal. Ikke ulykkelig, men sur. Når det blev for meget (jeg er meget imod at børn skal græde sig selv i søvn) fik hun selvfølgelig brystet. Så prøvede vi bare igen en anden dag. Og sådan var det i lang tid. Der var aftener hvor hun sagtens kunne falde i søvn uden amning og aftener hvor det ikke gik. Frem og tilbage. Det var helt ok, ingen stress.
Efterhånden var der dog flere og flere aftener, hvor hun uden problemer faldt i søvn uden amning. Og pludselig var vanen ændret. Hun kunne nu falde i søvn uden mit bryst. Enten liggende på mig eller med min hånd på hendes ryg. Helt glad og tryg. Det skal lige siges at jeg ved alle putninger blev hos hende til hun sov. Jeg har ingen ambitioner om at mine børn skal falde i søvn alene. Elsker oprigtigt at følge dem helt til drømmeland.

Da vi fik ændret putterutinen stoppede hun straks med at vågne op i de tidlige aftentimer. Så dejligt endelig at få sin aften igen. At kunne synke ned i sofaen uden at skulle tænke på, at man lige om lidt skulle ind igen og amme videre i søvn. Og det skal siges at jeg aldrig ville have forsøgt at ændre rutinen inden hun fyldte 12 måneder – selvom alle sundhedsplejersker jo siger at når børn er 6 måneder så har de ikke længere brug for mad om natten og bla bla.. Omkring de 12 måneder var det helt rigtige tidspunkt for os at starte på.

Om natten kunne hun stadig vågne op kort for at søge brystet – måske 1-2 gange. Det fik hun og så sov hun igen på 1 minut. På dette tidspunkt var det ikke en reel amning i øvrigt – brystet blev bare brugt som en sut – eller altså som et bryst – I ved hvad jeg mener ; )

Sådan fortsatte vi længe og det fungerede virkelig virkelig godt. Er sikker på vi kunne have fortsat sådan her til Isolde var 2-3-4 år.

Men mit ønske om at stoppe, forblev altså uændret.

Næste skridt blev at stoppe med at give hende brystet om natten. Det tog to nætter, hvor hun var hidsig.
Jeg var nødt til at aflede for at få hende til ro. Det gjorde jeg med noget så upædagogisk som “Rasmus Klump Og Malene” på Min Bio. Det var en nødvendighed og det gjorde, at hun, der midt om natten, glemte hvorfor hun var sur og faldt til ro. Derefter kunne jeg putte hende igen.

De efterfølgende nætter vågnede hun én gang om natten. Hun var ikke længere hidsig, faktisk helt rolig – men dog vågen. Jeg nussede, sang, aede igen og igen. Ofte var hun vågen i op til 2 timer (gisp).

Men igen.. Pludselig ændrede det sig..

Et par enkelte gange har hun sovet fra 19-07 uden en eneste opvågning (fx i nat). Men de fleste nætter vågner hun en enkelt gang, typisk omkring klokken 03. Her tager jeg hende op i vores seng og trygt putter hun sig ind til mig og falder i søvn igen stort set med det samme. Hurra!


Og nu er det altså helt slut. Og I ved hvor meget jeg har nydt at amme, alligevel er jeg glad for, at vi nu er nået hertil. Det føles helt rigtigt.

Jeg har i diverse amme-grupper online læst historier fra SÅ mange glade langtidsammende mødre – hatten af for jer – jeg tænker I har nogle vildt heldige børn! Og noget inden i mig er rigtig ked af, at jeg ikke formåede at kunne det, ikke formåede at sætte mit barns behov før mit eget – for jeg ved at Isolde ville have elsket det – uden tvivl i flere år endnu.

Men jeg har læst om lige så mange virkelig fortvivlede mødre, der med de vildeste amme-aversioner stadig ammer deres 3-årige hele natten igennem. Mødre som slet ikke kan være i det længere og er lige ved at knække på det.

Og jeg kan mærke, at det nok var sådan jeg ville have fået det på sigt. Så hellere sige stop, mens legen er god, ikke? Og hvis man trives med amningen – så er det HELT perfekt. Men hvis ikke man gør, så skal man ikke skamme sig over at sige stop. Ikke slå sig selv oveni hovedet.

Så min afrunding på være: Hurra for langtidsamning og al den fokus der er kommet på, at man ikke behøver stoppe selvom barnet kan gå, har tænder, kan snakke osv.
Men lige så meget hurra for mødre, der mærker efter.. . Amning skal fungere for både mor og barn <3

Det var mine amme-historier : )

Og lige her til aller sidst: Lyt ikke på hvad de siger, når de fortæller at man giver de små en dårlig vane hvis man: Ammer hele tiden, samsover, lader baby sove lur ens arme, på ens mave. Alle vaner kan ændres og børn er så pisse seje og omstillingsparate!
Og til de af jer hvis børn ikke bruger sut – det er ikke lig med at mors bryst skal bruges i stedet til barnet er 6 år. En sut er ikke en nødvendighed for et barn – så lad være at stresse hvis din baby ikke vil tage sutten. Det kan fungere lige så fint uden : )