Lad os snakke: Kosmetiske behandlinger

“Men de tager jo ikke skade”

For nogle uger siden havde jeg en fin samtale med en Instagram-følger. Samtalen kom sig af en story jeg havde lagt op, hvor jeg havde hashtagget #hjemmepasning, som jeg jo så ofte gør. Det er i øvrigt noget jeg er blevet klar over kan virke irriterende, måske endda provokerende på nogen. “hallo vi har fattet at du passer dit barn selv, flot”
Men jeg bliver ved, fordi 1. Jeg er vanvittigt glad for og ikke mindst stolt af mit valg og kan slet ikke lade være at vise min begejstring.
Og 2. fordi at være en mor, der vælger at dedikere livet til ungerne 100% de første år, klinger i manges ører stadig lidt negativt. Jeg ved det, fordi jeg har oplevet folks kommentarer rigtig mange gange.
“Jeg ville blive skør af, ikke at bruge min hjerne” og ting i den dur. Lidt nedladende, ikke? Som om vi, der vælger denne vej, selv når det blot er for et par år, ikke bruger vores hjerner? Det er sejere at være karrierekvinden, der jonglerer alle boldene på en gang og så kan man bekræfte hinanden i, at det er så fint, at ens barn har 8-17 dage i vuggestuen – for så længe mor er glad, er barnet det.

Anyway, min følger skrev til mig, at hun havde afleveret hendes dengang 11 måneder gamle søn i vuggestue. Han trives i sin vuggestue, sagde pædagogerne og var næsten altid glad ved aflevering og afhentning, så hun ville ikke have dårlig samvittighed.
Hun var enig med mig i, at det ikke nødvendigvis var det helt lille barns behov at være i fuldtids-institution, men hun ville så gerne slå et slag for, at børn der var det, i institution på fuld tid, ikke tog skade.

Vi skrev frem og tilbage og hun fiskede lidt efter (føler jeg) at jeg ligesom bekræftede hende i, at hun havde ret, at børn selvfølgelig ikke tog skade.

Og det var jo en virkelig fin tanke og nej, jeg tror da heller ikke at min egen søn, der kom i vuggestue som et-årig og heller aldrig var ked af det ved aflevering, har taget skade.

Men faktum er jo bare – som jeg også skrev til hende, at ingen ved det. Ingen kan 100% vide hvad det gør ved et barn at blive adskilt fra mor og far til fordel for en vuggestue med rigtig mange børn og for få voksne. Det er sindssygt svært at forske i, fordi alle børn netop har forskellige udgangspunkter – forskelligt sind, er i institution forskellige antal timer osv.
Så selvfølgelig kan man ikke stille det sort og hvidt op. Man kan ikke sige, at alle børn tager skade, men man kan altså heller ikke sige at ingen børn tager skade.

Vi ved at antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien og i voksenpsykiatrien er steget kraftigt de sidste 10 år. Vi ved at folk bliver lagt ned med stress.
Folk har det psykisk svært. Tænk bare på hvor mange der får diagnoser, hvor mange der har angst eller “bare” lavt selvværd.
Og så ved vi at institutioner er stressende for små børn. Læs evt. her.

Og nogle ting, ikke? Nogle ting behøver man da slet ikke forske i. Det er almindelig sund fornuft: Selvfølgelig er det stressende for en lille baby at sidde i en larmende institution uden nok voksen-kontakt 5 dage om ugen.

Om barnet tager skade? Som sagt ingen ved det. Men jeg, og dette er selvfølgelig bare min helt egen personlige holdning, tror at det fungerer således, at nogle børn uden problemer kan håndtere adskillelsen fra mor og far i en tidlig alder, nogle børn kan håndtere stressen, larmen og den manglende en til en kontakt.

Andre kan ikke på samme måde. Og jeg tror ikke på, at man på forhånd kan vide, hvem der ligesom er robuste nok. At en baby ikke er ked af det ved aflevering er ikke et pejlemærke for at det trives i institutionen. Nogle børn lukker ned, for hvad har de ellers af muligheder? Ingen.


Min egen historie er at jeg som 11 – eller var det 12 årig, jeg kan simpelthen ikke huske det, sad ude på Hvidovre Hospital, hvor jeg var blevet indlagt til en gennegående sundheds-undersøgelse, bl.a scanning af mit hjerte – efter en række symptomer, såsom hjertebanken, åndedrætsbesvar mm. Var der noget galt? Ikke fysisk nej. Dommen blev: Stress. Stress! Jeg var et barn, som burde have alt andet end freaking stress, for pokker da.

Nu til dags har jeg ikke stress – måske fordi jeg har lært min krop godt at kende og fordi jeg er rigtig god til at sige fra og mærke efter. Og jeg ved at min stresstolerance er forholdvis lav. Mit nervesystem bliver let overstimuleret. Jeg elsker at være social og være blandt mange mennesker, men jeg har i høj grad brug for at lade op hjemme også. Brug for pauserne.

Derudover, som nogle af jer ved, har jeg angst. Det er ikke gennemgribende i min hverdag, fordi jeg har fundet mine egne små mestringsstrategier, som ikke nødvendigvis altid er lige hensigtsmæssige, men som dog virker for mig. En af tingene er at have nogle ting med mig rundt som jeg finder betryggende, fysiske ting. Hvorfor mon jeg har et behov for det?  Jeg kender ikke svaret, jeg ved bare at jeg finder det mærkeligt.

I ved jo at jeg lever et helt normalt og velfungerende liv, men angsten er alligevel med mig overalt. En grundlæggende angst for at blive forladt og være alene – jeg ved udemærket i mit hovede at det ikke sker, men kroppen vil ikke altid lytte og går derfor sommetider i panik. Helt fysisk med hjertebanken, rysteture, svimlen og følelsen af at man skal dø = panikanfald.

Om jeg tror at alt det her har noget at gøre med, at jeg var et helt almindeligt fuldtidsinstitutionsbarn med en helt normal travl hverdag?
Ja måske – dét og så andre faktorer også naturligvis.
Og jeg kan ikke nødvendigvis forklare hvorfor, det er bare en følelse jeg har.

Det er ikke blevet skrevet for at bashe forældre, dette er indlæg. Give dårlig samvittighed eller antyde at alle jer med børn i vuggestue – jeres børn får angst. Ej men SLET ikke. Som sagt igen igen og igen – min egen søn gik i vuggestue fra han var et år – han virker umiddelbart ikke som om, at han har taget noget som helst skade ; )

Det er virkelig bare mig, der sætter ord på nogle tanker, der har fyldt for mig. Så kan man bruge dem eller lade være.

Masser af krammer og gode fredagsvibes fra mig. Jeg er blevet mega forkølet, så jeg har tænkt mig at spendere aftenen i sengen ; )

Toooodles xx

76 kommentarer

  • Hvor er det “sjovt” at folk tror det er for de priviligerede? Alt her i livet er et valg. Bare se Neohippie? De lever 4 mennesker på en helt almindelig lav indkomst. Det er et VALG de har truffet om at nærhed er vigtigere end materialisme og dyre boliglån. Derudover, når man så træffer samme valg, men stadig har råd til at spise godt og bo flot – så skal man da ikke skamme sig? Man har da ikke mindre lov til at snakke om tilknytning fordi man bor pænt og spiser ude… Det har uden tvivl større konsekvenser at hjemmepasse hvis man har en lav indkomst, men alt er et valg og en prioritering… Og det er helt ok ikke at ville opgive de ting – selvfølgelig! Eller at man gerne vil fortsætte med at arbejde! Men får man dårlig samvittighed – så undersøg hvorfor, og hvordan andre gør det i jeres situation og med jeres økonomi. Så kan man se om det er noget for en eller ej 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Hej Emili 😊
    Jeg havde egentlig tænkt mig at min kommentar på dit meget væsentlige indlæg her skulle være evidens, der bakker din intuition op – som du beskriver den her. For evidens er der – og der er meget af den.
    Al forskning indenfor tilknytning hos småbørn viser at det er helt essentielt at være hos sine forældre, når man er lille, for at lære at være i relation til sit selv og andre på en sund og afbalancetet måde. Det er ikke svært at finde materiale om emnet – det er til gengæld svært ag finde materiale, der støtter op om at børn skulle have gavn af institution, og ikke svært at finde evidens for at børn tager skade af minimal voksenkontakt på daglig basis. Alt dette til sammen taler vel for sig selv.

    Idet jeg ville sende dig en kommentar, læste jeg lidt af det, der i forvejen er blevet skrevet til dig. Og jeg ser, du møder det samme som jeg – og andre kulturkritikere som os – møder.
    At du burde sige noget andet, fordi du giver folk dårlig samvittighed.

    Til det må jeg bare sige: din samvittighed er din egen. Gør den ondt, har det en årsag. Nogle gange har du mulighed for at ændre på den årsag – andre gange har du ikke.

    I dette tilfælde: får du dårlig samvittighed over at læse om fordelen ved hjemmepasning og ulemperne ved institutionalisering af småbørn, så må du tage den op med dig selv. Hvorfor har du dårlig samvittighed? Kunne du tage valg, der var bedre for dine børn? Hvis nej, så tilgiv dig selv og juster indenfor mulighederne. Hvis ja, så tag ejerskab og gør noget ved det.

    Du er ikke ansvarlig for andres dårlige samvittighed. Du skal ikke undskylde eller sugarcoate din livsstil, indsigt eller dit budskab.

    Keep going! 💪🏾 For børnenes skyld.

    Kh
    Mie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie Darre

    Du er en kæmpe inspiration Emilie <3 Du taler barnets sag og du siger de ting som ingen andre tør! Det er SÅ vigtigt og det kan ikke undgås at nogle bliver fornærmet eller stødt undervejs – husk det handler (oftest) om dem selv og deres valg. Fortsæt med det du gør, vi er mange som læser med og dagligt bliver inspireret. Tak for dig! <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katharina

    Hej søde Emili,
    Jeg vil bare sige, at jeg har fuldt dig længe, og jeg elsker at læse dine skriv og følge din lille familie. Er super dårlig til at kommentere, men vil bare have, at du skal vide, at du har inspireret mig rigtig meget i forhold at reflektere mere over, hvordan vores samfund er bygget op og hvordan det på mange punkter ikke er gjort med vores børns trivsel i fokus. Jeg synes det er SÅ sejt af dig at dele ud af dit liv, erfaringer og tanker om emnet, og synes du gør det super godt, til trods for, at det er et meget sårbart emne.

    Jeg har ikke tænkt mig at hjemmepasse, men jeg har sagt mit fuldtidsjob op, så jeg kan hente tidligt og tage fridage. Det føles helt rigtigt og jeg er så, så lykkelig over ikke at skulle aflevere mit barn i institution på fuldtid. Det er bloggere som dig, Maj My med flere, der har inspireret mig og gjort, at jeg har modet til at gå mod strømmen.

    Synes bare det var på tide med et tak og noget kærlighed i din retning.

    Kh Katharina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Taaak for din rare besked K, den varmer helt vildt og gør mig tryg i det jeg allerede godt kan fornemme (uden at lyde alt for selvhøjtidelig – at jeg rent faktisk er med til at gøre en forskel for nogen.

      Tak fordi du tog dig tid til at skrive <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Spændende debat! Jeg passer selv mit andet barn hjemme, fordi det er en mulighed i min kommune, fordi det fungerer og fordi det har været det rigtige for os. Jeg støtter altid den oplyste debat om emnet, da jeg også synes det handler om en diskurs omkring pasning, som skal ændres. En diskurs som præger der danske samfund – fra top til bund.
    Jeg vil dog støtte dem, som efterhånden er trætte af det ugentlige forsvar for din egen hjemepasning. Gør det, bred budskabet, gør os klogere med artikler osv, men stop snakken og psykisk sygdom og stop også den meget skarpe og lidt karikerede opdeling: at det drejer sig om at kvinder ikke ikke kan holde hjemmepasning ud da de føler at de skal bruge hjernen, at de vil være karrierekvinder, hvis de ikke passer hjemme. Det er ikke sandheden. I 1960’erne da kvinderne rykkede ud og gav plads til nye kvinde/familieroller, dem alle vi unge kvinder lukrerer på idag, da skete det heller ikke over night. Det handler lidt om solidaritet det her emne – at mange kvinder gerne vil det du vil, måske arbejder hen imod det, men ikke økonomisk kan det fra den ene dag til den anden. Eller fra det ene barn til det andet, sådan som du kan.
    Din udlægning bliver lidt for trend-præget for min smag, den minder mig om mange andre unge neo-hippier, som trender for tiden, ja det bliver lidt kedeligt efterhånden.
    Jeg vil også opfordre dig til mere soledaritet på området, brug din stemme mere konstruktivt end destruktivt. For jeg synes du har ret! Men man kommer ikke langt med sine budskaber, synes jeg, hvis man forspilder sin taletid på at tale om hjemmepasning som en del af den “nemme trend” som hærger netop nu. Bred det ud og udfordre lidt, tal gerne barnets sag, men barnets sag starter – som oftest – ved dets forældre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Hej Anna.

      Først og fremmest skal du lade være at fortælle mig hvad jeg skal stoppe med at skrive om, her på min blog. Kan du ikke lide det, kan du finde en anden blog at læse : )

      Vil du svare mig på hvorfor du dog synes jeg skal droppe at skrive om det psykiske aspekt, som jeg har gjort i mit indlæg? Jeg vil enormt gerne vide det.

      I dag fik jeg tilsendt følgende artikel: https://www.dr.dk/nyheder/indland/boerns-vilkaar-slaar-alarm-flere-boern-har-det-psykisk-daarligt

      Den handler om at et stigende antal børn og unge i dag går rundt og er i psykisk mistrivsel.

      Uddrag fra artiklen:

      ‘Der er også god grund til at kigge på institutionernes rolle i udviklingen. Institutionerne er blevet presset enormt hårdt og det gør i sig selv at børn får dårligere forudsætninger for at udvikle sig socialt og psykisk, fordi de får for lidt voksentid”

      Så nogle eksperter mener altså også, at det at et barn fra en meget tidlig alder bliver opbevaret i en institution mange timer om ugen uden nok voksenkontakt – dét kan føre til psykisk mistrivsel. – Det er da super vigtigt!

      Jeg kom i mit indlæg med en helt personlig historie fra mit eget liv. Fortalte at jeg havde en følelse af at jeg, at mit sind, måske ikke havde haft super gavn af et fuldtidsinstitutionsliv fra jeg var 1 år gammel. Nok var der bedre normeringer dengang, men adskillelsen fra primære omsorgspersoner var jo den samme. Jeg skrev dog også, at jeg ikke vidste det. Min pointe var, at man ikke med sikkerhed kan sige at børn ikke tager skade – noget som jeg hører rigtig meget rundt omkring.

      HVORFOR skal jeg dog stoppe med at skrive om det? Du tænker måske at det er umuligt, at det har en sammenhæng? Eller skal jeg stoppe fordi det måske kan give anledning til dårlig samvittighed hos de forældre, der har børn i vuggestue?

      “Et ugentligt forsvar mod min egen hjemmepasning”. I am so sorry, men der er INTET forsvar her. Jeg har en personlig blog, som har fuldt mig gennem 7 år. Jeg skriver om lige præcis dét der fylder for mig. Da jeg gravid med min søn var det dét der fyldte og som jeg skrev om, da jeg skulle giftes var det dét og nu hvor jeg hjemmepasser er det naturligvis det der fylder. Hvis du ikke kan lide det – helt seriøst så SMUT pomfrit ; )

      Min udlægning er trend-præget, siger du? “Den nemme trend”? Hvad mener du? Jeg har én i mit tætte netværk, der udover mig selv hjemmepasser – Er der en trend omkring hjemmepasning? Er det ikke stik modsat? En trend der hedder sig at børn fra 10-12 måneder kommer i institution (over 90% af ALLE ET-ÅRIGE i DK går i vuggestue eller dagpleje).

      Det er fandme ikke nemt at gøre folk tilfredse her. Men jeg bliver ved på min måde og jeg er faktisk rigtig stolt over mig selv. Jeg kunne SNILDT have holdt min mund omkring mit valg, om at have min datter hjemme. Jeg kunne have holdt min mund og sikret, at jeg ikke mistede nogle følgere. Jeg kunne have holdt mig til at skrive om makeup og lave collager, så jeg ikke trådte nogle over tæerne. Men sådan havde jeg ikke lyst til at det skulle være.

      Det er så nemt for jer der sidder bag jeres skærm – så nemt at skrive “brug din stemme mere konstruktivt”. Men hvad med nogle konkrete idéer i stedet for?

      God aften 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Tak for dit svar.

      Bare rolig – denne pomfrit skal nok smutte igen, så der kan blive ro på martniklen 🙂 Jeg har fundet din blog i forbindelse med en undersøgelse jeg er ved at lave om emnet. Og i den forbindelse undersøger jeg også, hvordan emnet italersættes af såkaldte influencers som dig selv – og hvordan debatten forøvrigt ruller, især online. Derfor faldt jeg over din blog.

      Jeg er som sagt enig i dit budskab, men din retorik ærgrer mig. Som jeg skrev tidligere synes jeg det handler om solidaritet. Hvis du føler at du kæmper en meningsfuld kamp ved igen og igen at konkludere samme pointe: at hjemmepasning er det rigtige og at folk der fortæller dig om deres dårlige samvittighed bare kan gøre noget ved det, så forspilder du efter min mening din taletid her på (vores allesammens) internet. For det er jo netop ved den dårlige samvittighed at debatten burde starte! Den burde du lytte til, istedet for at slå. Ja folk får ondt – det handler jo om deres børn! Det er det så mange af dine læsere prøver at fortælle dig. Ved at se på den dårlige samvittighed – starte der, lytte, undersøge, spørge, forstå, ændre med konstruktive tiltag, ja acceptere den, som den allerstørste spiller i den her debat om hjemmepasning – det var ved den du kunne ændre noget. Når jeg bruger ordet trend, så er det fordi meget af debatten (også hos andre offentlige hjemmepassere) desværre ender i nogle lidt navlepillende indlæg, som aldrig kommer videre.

      Hvad gør vi som samfund? Hvordan ændrer vi noget? Istedet for blot gang på gang på gang at konstatere én pointe.

      I den artikel som du linker til, der nævner børns vilkår først og fremmest de fraværende forældre som et stort problem. I den dialog jeg har haft med dem, er det også det der ligger øverst på listen – at vi om 20 år vil se, at en hel generation er blevet opdraget af en skærm og ikke en forældre, fordi vi som forældregeneration tænker, at der sikkert ikke sker noget ved at vi tjekker mobilen. Det er jeg også meget mere nervøs for. Mon ikke også mange forældre får dårlig samvittighed ved den påstand?:

      “Her kan forældres fokus på arbejdsmailen på ipad’en eller Facebook på telefonen være en del af problemet, påpeger direktøren.

      – Vi ved fra tidligere undersøgelser, at børn føler sig allermest ensomme, når forældrene er der, men ikke har opmærksomheden på børnene, siger han.”

      Min pointe ved at citere er, at man i div undersøgelser nok kan have en tendens til at læse det man vil.

      Nå, jeg slutter her. Og skal nok læse med i stilhed fremover.

      /Anna

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det er fint, jeg kan sagtens håndtere lidt uro – det var mest bare for din egen skyld – hvis du ikke kan lide det du læser – hvis det er kedeligt og for trend-agtigt – jamen hvorfor er du her så – agtigt : )

      Men ok – en undersøgelse om emnet – det giver mening, for jeg kan godt læse ud fra dine kommentarer, at du ikke læser med fast herinde – for så ville du vide, at jeg mener at hjemmepasning er det rigtige for mig – men at jeg også ved at det ikke er for alle. Nogen vil ikke, nogen kan ikke.

      Min blog handler om mit liv – hjemmepasning fylder hos mig lige nu. Jeg skriver om dét – med udgangspunkt i mig selv.

      Det var ekstra ømt at jeg gik ind og fortalte en personlig historie. Og da jeg skrev at min fornemmelse var, at min smerte stammede fra et stresset (og skønt og helt normalt) barneliv med fuldtidsinstitution, så skubbede det ved folks dårlige samvittighed.
      Er sådan et indlæg lig med at slå, som du skriver? Synes du virkelig det? Come on.

      Jeg er ALTID åben for en snak, for at lytte, undersøge, spørge. Læs mine kommentarer til dette indlæg. Jeg laver ikke andet end at spørge. Får jeg noget svar? Nej..

      Det er så nemt at sidde bag en skærm og så læse hvad man vil ud fra mit indlæg – Nå nå hende Emilie mener altså at vi POTENTIELT SKADER vores børn ved at sende dem i institution. Pyha det er mor-shaming!
      Men skrev jeg ikke flere gange i mit indlæg, at jeg ikke tænker at børn bliver skadede, at jeg ikke tror min egen søn, som var i vuggestue som et-årig har taget skade.
      Hvad er problemet?

      Min retorik ærger dig – kan du ikke være sød at svare på PRÆCIS hvad ved min retorik det er der ærger dig? Jeg vil vildt gerne vide det.

      “Lidt navlepillende indlæg som aldrig kommer videre”. Mine indlæg bliver læst af tusinde – og jeg ved at de gør en forskel. Jeg har lyst til at screenshotte samtlige positive beskeder jeg på ugentlig basis får i mine stories. Om hvordan jeg har givet folk mod på at gå mod strømmen, tage et halvt års længere barsel end de først havde tænkt eller gået hele vejen for at hjemmepasse – men det ville være super mærkeligt, ikke. Det lyder virkelig selvhøjtideligt det her, men jeg VED at jeg med mine små navlepillende indlæg har gjort en forskel for rigtig mange. Og ærlig talt? Det er nok for mig. Der er mange der ikke kan forstå – der er heldigvis lige så mange der kan.

      “Hvad gør vi som samfund? Hvordan ændrer vi noget”?

      Vi bliver freaking ved med at tale om det – på alle mulige tænkelige måder – præcis som jeg bl.a gør her på min blog.
      Og vi er GODT på vej. Der kommer flere og flere kommuner med på bølgen om tilskud til pasning af eget barn, der er fokus på de ringe normeringer og børnepsykologer bliver mere og mere enige om, hvad det lille barns behov er. Det er SÅ dejligt og ALT tæller. (og i øvrigt så stol på mig når jeg siger, at hvis jeg i morgen skrev et indlæg med fokusset tilskud til pasning af eget barn – så var det heller ikke godt nok. Det ville der også være læsere der blev sure over).

      I forhold til artiklen og grunden til at jeg overhovedet nævnte den (i en kommentar) – Pointen er at RIGTIG mange børn og unge i dag har det skidt og Børns Vilkår peger på at vi OGSÅ må kigge på institutionerne i dag.

      Så kombinationen at mor og far begge arbejder fuldtid og så endda ovenikøbet kigger i deres telefoner når de endelig har fri med børnene – den er vel ikke god, nej.

      Men er der egentlig noget at sige til, at man som forælder, der har haft en lang arbejdsdag har brug for en pause og noget telefonkiggeri når de kommer hjem? Ærlig talt, det kan jeg godt forstå. Og jeg kan 100% forstå hvis der ikke er der store overskud til ungerne efter sådan en arbejdsdag.
      Men tænker du at løsningen er at slå hårdtarbejdene forældre i hovedet og sige “come on, I har tre timer med jeres børn om aftenen inden de skal sove, læg så de telefoner væk”
      Eller skal man måske starte et helt andet sted? Det tror jeg.

      Min helt egen personlige oplevelse ved at gå hjemme er at jeg overhovedet ikke har det samme behov for at koble af alene (med en telefon). Ligesom jeg heller ikke er så udkørt, at jeg føler for at stikke min søn en ipad som det første når han kommer hjem fra børnehave, for at jeg i øvrigt kan gå igang med maden – for den har jeg måske lavet mens jeg var hjemme og min datter sov lur.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emilie! Du taler med en så klar og kærlig stemme, og du bruger den og din blog til at skrive historie, som børn og voksne ude i fremtiden vil læse om.

      Om dengang der var nogen der begyndte at tale og praktisere anderledes, som reaktion på erkendelsen af nogle skadelige strukturer i vores samfund.

      Oprøret kommer nedefra, når en større gruppe borger i et samfund går imod de gængse normer og baner vejen for helt nye måder at leve på.

      Der er så stort behov for den sag du taler, og for den kærlige moderlige stemme du taler med. Selv til folk, som slet ikke er interesseret i at lytte.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne

    Jeg ville ønske, at du brugte din stemme til at kæmpe for f.eks. bedre forhold for hjemmepasning, minimumsnormeringer eller kvinder fra udsatte boligområders ret til også at få lov til at hjemmepasse uden økonomiske sanktioner. Som det kører nu, løber du gang på gang ind i misforståelser og skal forsvare dig. Jeg synes det er ærgerligt, men slet ikke tilfældigt, at du oplever det igen og igen. Du lever af at udstille dig selv, og det du viser af dig selv er med til at forme andres opfattelse af dig. Det jeg ser er en kvinde, der lever et meget priviligeret liv, som godt ved det, men som måske ikke helt forstår, hvor lidt hendes liv ligner en gennemsnitlig dansk småbørnsmors. Jeg ser også en kvinde, der lever sit bedste liv, elsker det og ikke hverken tager det for givet eller glemmer at værdsætte det. Og de økonomiske begrænsninger det sætter for jeres familie er jo reelle nok, omend de måske virker banale set udefra med det indblik du selv vælger at give i dit liv (Jeg er ikke for dum til at gennemskue, at Gubi betaler dig penge, men jeg er også kvik nok til at gennemskue, at Gubi kun samarbejder med nogen, der lever i det segment, som de gerne vil ramme). Men…. en stor del af dine læsere, inklusive mig selv, får det galt i halsen fra tid til anden. Du kommer til at lyde en kende forkælet og ganske privilegieblind. Og derfor får du hug. Spørgsmålet er så, om DU vil ændre den måde du bruger din stemme, så det ikke vedbliver en navlebeskuende reflektion af egen situation, som folk misforstår og du dermed skal bruge tid og energi på at forsvare. Du har rækkevidden til gøre en forskel, til at bruge din stemme samfundsmæssigt uden at det behøver være partipolitisk. Det tror jeg faktisk er op til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Din kommentar er rigtig fin. Men:

      Du ønsker jeg bruger min stemme anderledes – hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke det nytter noget. Der vil altid være folk der gerne vil misforstå og jeg har absolut ingen problemer med at at få hug. Jeg kan ikke please alle – det er ok for mig, virkelig.

      Jeg vil gerne tale det lille barns livsvigtige behov for tryg tilknytning. Jeg er selvfølgelig FOR bedre normeringer, men i bund og grund tror jeg faktisk slet ikke på, at det er dér vi skal begynde. Så nej, det er ikke mig, der kommer til at kæmpe for bedre normeringer – selvom jeg uden tvivl synes det er sindssygt vigtigt!

      Bedre forhold for hjemmepassende, siger du. Jeg tror netop på, at ved at vi italesætter det her emne (mig og et fåtal af andre) – jeg tror på at det er med til at skabe mere awareness, åbne folks øjne for emnet.

      Det her er min måde at gøre det på og sådan bliver jeg ved. Jeg er ikke super-woman. Jeg er ejer af en personlig blog, hvor jeg deler ud af mit liv og mine tanker.

      Jeg kan mærke at jeg bliver SÅ træt nu over denne snak om et privilegeret liv. Jeg ér priveligeret, det prøver jeg ikke at benægte. Men ærlig talt, venner!
      Min mand og jeg tjener en almindelig standard-løn, vi bor i en freaking andelsbolig. Jeg har en kort videregående uddannelse, min mand har ingen uddannelse.

      Vi er rimelig gennemsnitlige. Der er folk der har det værre, men der er masser af os og masser der har mere end os. Jeg nævner det igen: Over 90% af ALLE et-årige børn i DK er i dagtilbud. Altså stort set alle! Hvis hjemmepasning udelukkende var en økonomisk ting – en ting kun for dem med mange penge, de priveligerede – så var der for helvede da vel nogle flere der gjorde det.

      Et langt stykke henad vejen handler det ikke om det. Det handler om alt muligt andet og meget af det er at vi uoplyste. Vi lever på en løgn, der engang opstod fordi vi skulle have mor og far på arbejdsmarkedet. Vi tror at vuggestuen er til for barnet. Men sådan er det ikke. Og dét er det der har mit hjerte.

      Jeg kan forstå at det er smerteligt. At mange ikke vil eller kan forstå, men der er også alle de andre, der ugentlig skriver til mig for at fortælle, at mine skriverier har gjort en forskel for dem. Så jeg fortsætter, uagtet hvor mange jeg måtte miste i svinget. For mig er det det hele værd.

      Fik i øvrigt tilsendt denne artikel i dag: https://www.dr.dk/nyheder/indland/boerns-vilkaar-slaar-alarm-flere-boern-har-det-psykisk-daarligt

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Nikita

      Jeg kunne ikke være mere enig med Anna og Hanne. Jeg læser din blog jævnligt, men det der afholder mig fra at gå herind, er jeg ofte føler, jeg læser det samme – dit forsvar af hjemmepasning og jeres liv.
      – Igen du skriver i er meget gennemsnitlige, behøver jeg sige, at gennemsnitlige danskere ikke lever i et hjem fyldt med designermøbler og det forbrug du åbent på instagram og blog viser, i har? Hvorfor blive ved med at bruge det som forsvar, når det ofte påpeges at realiteten er anderledes, og dit syn på gennemsnitligt må være forkvaklet?
      Det er ærgerligt, fordi man som læser naturligvis synes det er spændende at følge med herinde, men det virker som om du kører i ring.
      Og inden du skriver, jeg også bare kan smutte, og lade være med at læse med, vil jeg blot sige, jeg synes det er en rigtig ærgerlig retorik du har over for dine læsere. Jeg har mange gange set læsere være uenige med dig, og konsekvent fået at vide de bare kan smutte deres vej. Dette har netop afholdt mig selv fra at kommentere tidligere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det bliver vildere og vildere dette kommentarfelt, jeg har sgu lidt en fest med det og faktisk især din kommentar, som simpelthen får mig til at le.

      Fordi hvad du skriver her er faktisk direkte løgn.
      Vi har ikke ét designmøbel i vores hjem, sorry. Og jeg har ikke et særlig stort forbrug. Jeg har været meget ærlig og åbnet op omkring mit arbejde som blogger, som betyder at jeg sommetider får ting tilsendt, som jeg derefter får en løn for at reklamere for – det er sådan det foregår – og det kan helt sikkert snyde folk til at føle at mit (og andre bloggeres) forbrug er skyhøjt. Du må tro hvad du vil, men jeg kender sandheden og vores forbrug er ikke sindssygt : )

      Det eneste jeg nogensinde har sagt er, at jeg tror vi er ret gennemsnitlige, jeg har i samme ombæring sagt, at jeg ved at mange har mindre end os – men også mange har mere.

      Men ærlig talt, ikke? Når alt kommer til alt – hvad har det så af betydning? Hvad så hvis jeg var stinkende rig? Måtte jeg så ikke udtale mig om fx hjemmepasning og at jeg ikke mener at et institutionsliv når man er 10 måneder er det allermest optimale? Ville det være forkert?

      Personligt ville jeg synes at det var forkert, hvis jeg lagde det ud som om at 1. Hjemmepasning var det eneste rigtige og 2. Alle kan hjemmepasse.
      For sådan er det jo ikke – præcis som jeg aldrig har påstået: )

      Og igen må jeg sige at det du skriver simpelthen ikke passer. Jeg er ALTID god for en diskussion og vil enormt gerne snakke om især dette emne med folk.Så endelig udfordre mig på emnet. Fortæl mig hvad I synes, tænker osv. Men indtil da har ingen gjort jo gjort det – I dette kommentarfelt er der ingen, der har sagt at de er uenige med mig og kommet med en grund? Jeg vil da VILDT gerne høre hvad folk mener, Så lad os da tage den diskussion for pokker : )

      Når jeg siger at folk måske skal lade være at læse med – så er det IKKE fordi de er uenige med mig – som sagt jeg er SÅ klar på en diskussion, altid. Når jeg skriver det er det fordi jeg kan fornemme at min blog ikke gør noget godt for dem. De tager den lige lidt for langt ud, går over grænsen og jeg fornemmer en eller anden form for bitterhed. Jeg kender det ALT for godt – nogle blogs gør ikke noget godt for en, og det er helt ok. Det kan også være når man skriver at man finder mit indhold kedeligt eller at man er træt af at læse om det samme igen og igen. Så er det da HELT ok at sige hey, så find en anden blog at læse med på : )

      I forhold til at jeg konstant skulle forsvare mit liv og det at jeg har valgt at hjemmepasse. Jeg kan simpelthen ikke genkende det. Jeg har en personlig blog hvor jeg skriver om mit liv på godt og ondt. Jeg skriver om det der fylder. Lige nu fylder hjemmepasning og derfor fylder det på min blog. Men ligefrem at jeg skulle forsvare det – det passer vitterligt ikke. Jeg elsker mit valg og er meget stolt af det og ikke det mindste i tvivl – og har dermed ikke det mindste behov for at skulle forsvare noget som helst 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Marie

      Jeg har et spørgsmål Emilile, som jeg har tænkt over et par dage nu.
      Hvordan ruster du dine børn til at blive en del af vores (alt for travle og stressede) samfund? Jeg har længe tænkt, at institutionsbørn i det mindste får lidt hård hud med på vejen af at være institution, og den hårde hud, håber jeg et eller andet sted er med til at ruste dem imod det samfund vi har i dag, som i særdeleshed giver knubs med på vejen. At jeg ikke synes det er det mest hensigtsmæssige, at små børn (1-6 års alderen) skal udvikle hård hud, er så en anden side af sagen.. Men noget positivt i samfundet skal man jo finde 😉 For, hvis man holder sit barn hjemme fra de er 0-3, og de så skal i institution, når de fylder 3 – så får de jo også et chok.. Eller når de er 6 og starter i skole, eller når de er 16 og starter på gymnasiet osv. Måske en vild tanke jeg har – men kan man ikke også komme til at gøre sit barn for følsomt? Misforstå mig nu ikke – jeg snakker ikke om små babyer, men børn generelt 🙂 Det er bare en strøtanke 😉

      Jeg er en stor del af vejen enig med dig i, at jeg heller ikke tro på, at adskillelse fra barnets primæreperson(er) er det sundeste for barnet. Jeg ville da elske, hvis alle og jeg selv kunne og havde muligheden for at tage den tid ud af arbejdskalenderen, og livet generelt, for at helliger sig forældreskabet de første par år. Men jeg har OGSÅ stor forståelse for, at alle ikke har den mulighed – hvad enten det er økonomisk, psykisk eller karrierermæssigt. Ikke alle brancher er ligeså fleksible og moderne som de brancher, som din mand og dig befinder dig i, hvortil det måske ikke er muligt at melde sig ud af (eller drosle gevaldigt ned) arbejdsmarkedet i +3 år og herefter komme tilbage. Min branche f.eks. advokatbranchen er det ikke muligt at melde sig ud, for 3 års tabt viden om, hvad der sker ift. lovgivning, retssager og praksis er nærmest umuligt at indhente (det er i det hele taget svært at følge med, når man ligger 10 timer om dagen i det). Jo jeg kunne selvfølgelig vælge en anden levevej – men det er jo samtidig også det jeg brænder for, og jeg skal jo helst også kunne lide at lave det jeg bruger ti timer på om dagen fra jeg var 25 til jeg er 65. Dét er en svær balancegang – misforstå mig nu ikke, for jeg vil da altid sætte mine børns lykke over mig egen, men jeg skal trods alt også kunne lide mit eget liv 😉 Jeg ville elske at høre nogle konkrete råd og erfaringer fra både arbejdstager, men også arbejdsgivere indenfor de forskellige brancher – for frygten for ikke at kunne komme tilbage, tror jeg mange forældre er bange for (måske i det skjulte?), og så selvfølgelig det økonomiske aspekt. Jeg kunne vildt godt tænke mig at høre Caspers indblik i dette – han er (noget?) ældre end dig og har været på arbejdsmarkedet længere (jeg er lidt i tvivl om han kun har været iværksætter eller også alm. lønmodtager?), og du nævnte på et tidspunkt han arbejdede mange timer hver dag – hvordan harmonerer det med dit syn på adskillelsen mellem barn og deres primærpersoner? Jeg synes det er umådeligt spændende at høre, hvordan folks konstellationer internt foregår, for jeg forsøger hele tiden at optimere mit eget liv – selvom det er ganske godt og tilfredsstillende lige nu 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak for dine spørgsmål.
      Jeg tror sådan helt overordnet slet ikke på det her med at børn skal rustes. Jeg tror på at de skal fyldes op med tryghed – og at det vil gøre dem til selvstændige og robuste børn og senere voksne mennesker. De skal ikke skærmes for ting der gør ondt, men de skal vide at der altid er en tryg base, de kan læse sig op ad.

      Når det er sagt, så skal man jo selvfølgelig overhovedet ikke pakke børnene ind i vat og fx holde dem fra andre børn eller “det virkelig liv”.
      Men det er også ekstremt misforstået (synes jeg) at man gør det ved at have dem hjemme. Sådan er det i hvert fald ikke herhjemme.

      Nu kan jeg jo ikke tale på alle hjemmepassede ungers vegne, men som ofte får hjemmepassede børn masser af socialt og har masser af kontakt med andre børn.

      Som sagt kan jeg kun tale for mig selv, men bare i dag har vi haft 10 mødre og 10 børn på besøg og alle børn har haft en fest og været yderst sociale med hinanden. De har leget, grinet, hygget – men også grædt og skubbet hinanden, haha. Præcis som de vel gør i en vuggestue.
      I morgen skal vi i legestue hvor der også er masser af børn og på fredag skal vi til rytmik – bare for ligesom at give et billede af at et liv som hjemmepasset ikke er lig med et liv uden kontakt til andre børn.

      Hvorfor tænker du at et barn der starter når det er 3 år skulle få et chok? Jeg tænker personligt at hvis et barn ikke kommer ud og møder andre børn, så jo, så kan det nok være lidt af et chok at skulle forholde sig til en børnehave og en masse børn andre børn. Men det forholder sig vel sjældent sådan. Tænker i hvert fald at de fleste mødre ville blive sindssyge, hvis de skulle være alene og indenfor med et barn en hel dag = naturligt vil man søge mødre med børn der også er hjemme, diverse legegrupper osv.

      Der er lige startet et barn i min søns børnehave som har været hjemmepasset til barnet var 3. Det barn er faldet SÅ godt til, er yderst socialt velfungerende og det hele er bare gået som smurt.

      Selvfølgelig vil der også være 3 årige hjemmepassede børn, der vil have en svær indkøring – men tænk så på alle de et-årige der har svære indkøringer. Det kan også være et chok for barnet at starte når det er et, her er forskellen så bare at et barn på 3 har en chance for at forklare sig og et barn der er 1 ikke har.

      Igen synes jeg også at man skal huske på at det her med institutioner på fuldtid og fra så lille en alder, stadig er en forholdvis ny ting. Ingen af mine forældre har gået hverken i vuggestue eller børnehave inden skole, og sådan er det jo med masser af mennesker fra den generation og før. Skulle de have haft det sværere i skolen, eller være blevet til mere sårbare eller mindre sociale unge? Nej, sådan er det jo ikke.

      Caspers indblik i dette:

      Casper er 7 år ældre end jeg og han har været lidt frem og tilbage – han har ikke været alm lønmodtager men altid haft sit eget : )

      Casper arbejder ikke længere mange timer om dagen. Det gjorde han indtil for to år siden, men han trives ikke i det, primært pga børnene. Han trives ikke med følelsen af at gå glip af så meget – og det er noget der særligt blev mere presserende efter Saxo blev ældre og de to naturligt fik et stærkere og tættere bånd. De er uadskillelige nu og Casper går enormt meget op i at være der for ham, bruge tid med ham – især også efter Isolde kom til verden og jeg naturligt har været meget på hende – ikke mindst det første år.
      Casper arbejder ca 10-16 hver dag. Og så selvfølgelig når ungerne er lagt i seng. Vi har en lang morgen sammen og han afleverer Saxo i børnehave mellem 9 og 10 og så henter jeg eller en bedsteforælder. Det fungerer vildt godt.

      I forhold til dit erhverv, som jo er et erhverv jeg intet begreb har om, men jeg kan kun forestille mig ikke harmonerer med at melde sig ud af arbejdsmarkedet for en periode eller overhovedet drosle ned.
      Jeg tænker at det her liv handler om at finde en vej, man trives i. Så trives du, tænker jeg at det er helt perfekt – for som du siger – du skal også kunne lide dit liv – og jeg er SÅ enig. Det er ikke sort/hvidt og det er ikke fordi man skal fuldstændig hengive sig til barnets behov i alle aspekter – det gør jeg helt sikkert heller ikke selv og vil egentlig heller ikke mene at det er en særlig positiv ting.

      Meget af bevæggrunden for mine mange snakke om børn i institution og vores samfund kommer sig også af at jeg virkelig føler, at mange er spundet ind i en løgn om vuggestuen der er en nødvendighed for det lille barn. At det er det eneste sted barnet kan blive socialiseret, aktiveret og forberedt på livet med alle dets op og nedture der jo vil komme. Alt det troede jeg selv da jeg for 4 år siden afleverede min egen et-årige i søn. Og jeg kan som sagt se så mange der siger det samme nu. “Han er SÅ vuggestue-klar” – sagt om børn, fordi de naturligt er nysgerrige og sociale og der er gang i dem. “jeg kan slet ikke aktivere ham” – Jo du kan, hvis du har mulighed og gider. Du er helt perfekt og alt din baby/lille barn i virkeligheden har reelt brug for.

      Det synes jeg bare er så drøn ærgerligt – og særligt når eksperter bliver mere og mere enige om det lille barns behov for en tryg tilknytning – for ikke at tale om sindssyge normeringer.

      Så jeg har det sådan; Do your thing, gør hvad der gør dig glad. Så længe man på en eller anden måde så stadig kan formå at forstå, at vuggestuen ikke var skabt for barnets skyld – men for samfundet og den arbejdende mor og far. Jeg tænker at når man er bevidst om det og vælger ud fra det, så er det helt perfekt.

      Og sluttelig for at svare på dit første spørsgsål:
      “Hvordan ruster du dine børn til at blive en del af vores (alt for travle og stressede) samfund”?

      Det gør jeg altså ved at tage det helt stille og roligt : ) Ved at være nærværende og huske at give dem pauser og ikke mindst lade dem være med i livet som det er og ikke bare livet i en institution.

      Det her kommer nok til at lyde lidt pralende, og undskyld for det, men jeg synes det er vigtigt:

      Min søn får udelukkende ros i sin børnehave. Der bliver fortalt at han er en god ven, at han altid er glad og at han er rigtig god til at lege – med sig selv og med andre. De siger at han altid har overskud og har fortalt mig, at de mener at det bl.a har noget at gøre med at han har mange fridage og har korte dage. For mig giver det SÅ god mening – og derfor er det selvfølgelig rart, at høre det fra en der oplever det i praksis.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg tror at man skal øve sig mere i at mærke efter; både på egne og sine børns vegne.
    Jeg har arbejdet på døgn inst i de første seks år af min søns liv. Det gav en kæmpe frihed, og masser af fridage! Min søn er aldrig blevet ringet hjem, og det tror jeg skyldes alle de mange dage hvor det var muligt at imødekomme hans behov for at snottuden udviklede sig til alvorlig sygdom.

    Der er ingen tvivl – for mig – at børn ikek har godt af et fuldtids institutions liv. Men det er desværre den vej man presses, hvis man skal følge med strømmen.

    Vi har en masse frihed fordi vi kun har et barn. Men jeg kan søreme godt mærke på min søn, nu han lige er startet i skole, at det er hård kost at skulle være på i så mange timer. Jeg er SÅ GLAD for at jeg havde mulighed for at skåne ham for det de første seks år af hans liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina Søe Pedersen

    Hej Emili,
    Tak for at give indblik i livet som hjemmepasser, jeg kan se at det inspirerer mange.
    Jeg har selv en søn på 1 år (på tirsdag), som har været i vuggestue i nogle måneder efterhånden. Det er vores valg at han startede tidligere, så jeg kunne fordele min resterende barsel til en ugentlig fridag i stedet. Det fungerer så godt for vores familie!
    Ovenstående indlæg giver en kæmpe mængde dårlig samvittighed, selvom det muligvis ikke var din hensigt. Jeg forstår dem, som har ikke har lyst til at følge med længere, når det bliver så skeptisk og konsekvensbetonet som ovenfor. Jeg synes din balance normalt er ret fin i fht, at folk selv vælger, hvad der fungerer for dem, men indlægget ovenfor giver ondt i maven hos os, der har valgt noget andet end jer.
    Det er for mig et kæmpe stretch at sætte psykisk sygdom direkte i sammenhæng med institutionspasning!

    De personlige angreb og antydninger til jeres økonomi er langt over grænsen, og har intet med sagen at gøre, så der håber jeg da at folk vil kigge indad og overveje hvad der er konstruktivt at skrive, samt overveje hvilken gevinst de får ved det.

    God aften til dig og jer andre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak for din kommentar. Jeg håber du også vil tage dig tid til at svare på mit svar her.

      Først og fremmest:
      Jeg er super ked af at jeg giver dårlig samvittighed, for nej det er aldrig hensigten.
      Dernæst:
      Hvorfor tænker du at mit skriv her giver så dårlig samvittighed og anledning til ondt i maven for de at jer der ikke har valgt samme vej? Jeg er oprigtigt nysgerrig.

      Jeg mener – Hvis I trives så godt med jeres valg? Kunne man så ikke bare tænke, at jeg var en skør blogger og så videre i livet. Det er jo ikke fordi der er overtal af hjemmepassede børn. Mere end 90% af alle et-årige går i dagtilbud. Ligesom din søn. Det er der intet mærkeligt i. I er mange derude til ligesom at bekræfte hinanden i at det er helt perfekt.

      Hvor i mit indlæg læser du at jeg kobler psykisk sygdom direkte med institutionspasning?

      Jeg skriver flere gange at nej, jeg tror ikke min egen søn har taget skade, jeg ved at intet kan sættes sort/hvidt op. Der vil altid være børn med psykiske problemer som er hjemmepasset og der vil være børn med psykiske problemer som er i institution, selvfølgelig.

      At jeg har en fornemmelse af at mit sind ikke har haft gavn af en forholdvis stresset hverdag med fuldtidsinstitution – det kan jeg ikke gøre så meget ved. Det er en fornemmelse jeg har. Men igen – jeg skriver også at ingen ved det. Jeg kommer aldrig til at finde ud af det.

      Hvis du (og andre) ikke tror på at et fuldtidsinstitutionsliv (og nu snakker jeg altså de børn der er der 8-17 hver dag) med de normeringer vi har i dagens Danmark kan være medvirkende til at børn evt kan få det svært – hvorfor så ondt i maven?

      God aften til dig også 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Christina, når jeg bringer Emilis økonomi op, er det ikke for at være personlig eller perfid. Det er for at påpege, at der er en ret stor diskrepans mellem budskaberne her på domænet. På den ene side demonstreres og promoveres et massivt forbrug, på den anden side anbefales omsorgsrevolution og hjemmepasning, hvor materialisme og dyre forbrugsvaner er noget, der for de flestes vedkommende så må nedprioriteres.
      Emilis hjemmepasning er mulig, fordi der er mennesker, der afleverer deres børn i institution for at gå på arbejde og tjene penge nok til at købe luksusvarer – så virker det lidt paradoksalt, at samme målgruppe skal have at vide, at den slags livsvalg potentielt skader deres børn?
      (Løsningen på paradokset er simpel: at holde sig væk, som også flere herinde har annonceret, de vil. Men derfor kan man jo stadig godt mane til selvrefleksion, som fx at lade være med at udskamme den hånd, der fodrer en.)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Hvem er det egentlig der peger fingre her, Mie? 🙂

      Jeg kan godt høre på dig, at du ikke synes jeg er berettiget til at tale om emnet hjemmepasning og små børn i institution, fordi jeg selv har skabt et arbejdsliv, der muliggør at jeg kan klare begge ting – være hjemme og stadig tjene lidt. Jeg kan godt høre at det gør dig sur.

      Jeg anerkender og ved 100% at ikke alle kan eller vil hjemmepasse.
      Men igen må jeg bare nævne: Mere end 90% af ALLE danske børn er i dagtilbud som et-årige. Det betyder altså at stort set alle danske børn går i institution som helt små. Tænker du at under 10% har mulighed for at holde deres børn hjemme et ekstra år eller to eller tre? Nej, vel..
      Hjemmepasning er ikke udelukkende for de rigeste – var det det, kunne jeg bedre forstå at du var efter mig.

      Og igen – please stop her og læs hvad jeg skriver: Jeg skriver IKKE at man potentielt skader sine unger ved at sende dem afsted når de er 1 år. Læs mit indlæg og alle mine indlæg om hjemmepasning.

      At jeg med min blog er med til at opfordre til forbrug – det anerkender jeg – men ærlig talt? Vi er voksne mennesker og folk må selv bestemme hvad de køber. Jeg tvinger ingen til at købe en Gubi lampe.
      Og Ps. Jeg har IKKE et massivt forbrug. Det kan godt se sådan ud – ligesom det kan hos andre bloggere – men jeg får en løn for at promovere fx Gubi lamper – altså jeg har ikke købt dem selv – det glemmer du og mange andre. Læs evt. Acies fremragende indlæg om selv at være ansvarlig for eget forbrug her: http://acie.dk/2018/11/28/hvornaar-blev-almindelig-sund-fornuft-noget-man-skulle-vaere-decideret-stolt-af/

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Jeg synes også, at du er så mega sej. Du inspirerer så mange i en tid, hvor det ofte betegnes som en absurd tanke, at en institutionsliv er forældrenes behov.

    Det er SÅ vigtigt, at der bliver talt om dette emne, da der eksisterer så mange absurde myter omkring små børns behov iht. “socialisering”. Det handler ikke om at udskamme andre forældre – det handler om, at oplyse om faktum og aflive de usande diskurser omkring børn og deres behov i forbindelse med en institutionaliseret barndom.

    Jeg oplever som hjemmepasser at blive rynket på næsen af konstant. At blive stillet meget kritiske spørgsmål fra fremmede. At blive spurgt om nedladende spørgsmål fra familiemedlemmer, når de skal høre, hvordan det går: “Nå.. kan du få tiden til at gå?”.. 95% af alle jeg møder/kender insinuerer, at det er et dybt mærkeligt og skadeligt valg, jeg har truffet. Det undrer mig virkelig, at det allermest naturlige – at være sammen med sine børn og opfostre dem, støtte dem i alle døgnets timer, at VÆRE der – er blevet så absurd en tanke hos alle. Jeg føler, jeg lever i en omvendt verden, hvor jeg væmmes så inderligt ved et generelt børnesyn, der er så langt fra børnenes behov.

    Ingen skal tvinges til at gå hjemme, hvis de ikke ønsker det. Det er heller ikke alle, der har økonomisk mulighed herfor. Men det ændrer ikke ved det faktum, at vi må stoppe med at italesætte en institutionaliseret barndom som værende barnets behov. Jeg tror ikke på, at 90% af vuggestuebørn, og 98% af børnehavebørn, ville gå i institution/ville være der så mange timer, hvis vi som samfund begyndte at tale om børnenes reelle behov. DERFOR er det så væsentligt, at en som dig taler om dette emne. TAK for dit mod.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katja

    Der er efterhånden en del evidens for at det ikke er i det lille barns interesse, at være adskilt fra deres primære omsorgspersoner og dermed i institution mange timer, hver dag. Det er jo nu en gang måden samfundet er indrettet på – altså børn sendes i institution fordi mor og far skal arbejde. Jeg synes, det er ærgerligt at hver gang emner omkring små børns vilkår i vores moderne samfund diskuteres, drejes fokus gang på gang væk fra dem og hen på mødrene og fædrene, som føler sig stødt over at emnet overhovedet diskuteres – for nu føler de sig som dårlige forældre, selvom der på intet tidspunkt er nogen, der har sagt at man er en dårlig forælder. Jeg synes, at du formulerer det hele så fint i dit indlæg, Emilie.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tusind tak for din kommentar!

      Det er det ømmeste emne man overhovedet kan berøre. Men hvis det vitterligt giver så mange mennesker dårlig samvittighed, så betyder det måske også at emnet er vigtigere end nogensinde at snakke om. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare at jeg ikke kan lade være. Koste hvad det koste vil af læsere der smutter deres vej.

      God aften

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Katja

      Selv tak.

      Ja, det tror jeg du har ret i. Og jeg tror kun, at vi kommer til at tale mere og mere om lignende emner i fremtiden i takt med, at vi bliver mere og mere oplyste i forhold til børnepsykologi.

      I lige måde 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg tror virkelig det samme. Fingers crossed!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Interessant læsning – jeg har ingen holdning til hjemmepasning vs. institution. Hvis man har muligheden for og lysten til at være hjemme med sit barn, er det jo helt super 🙂 Jeg studsede mere over din egen historie med stress. Jeg synes desværre, der er en tendens til, at vi har så stort fokus på børns psyke, at vi er kommet til at sygeliggøre en masse helt naturlige reaktionsmønstre og tilstande. Og jeg tror, måden vi forholder os til det på har den største betydning. Et billedligt eksempel kunne være, at man får en banal, ufarlig fysisk skade. Enten kan man vælge at reagere med katastrofetanker (“nu kan jeg ikke dyrke sport” “hvad nu hvis det aldrig bliver godt igen” osv.) eller også kan man være mere rolig og tage sine forholdsregler, indtil skaden er helet. Dette kan overføres til psyken. Vi kan ikke gå gennem et liv uden at få “ondt”/skader på psyken, så derfor skal vi ikke gøre alt i verden for at forebygge dette 🙂 Håber, du kan følge min tankegang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Altså ja det kan jeg godt, følge din tankegang, tror jeg?
      Jeg er helt enig i at alt hverken kan eller skal forebygges – nu er det bestemt heller ikke grunden til at jeg vælger at passe hjemme – for at prøve at forebygge.
      Jeg er i øvrigt et meget meget stille og roligt menneske, der aldrig panikker på mine børns vegne, hvis der sker noget. Og jeg har ikke katastrofetanker : )

      Men – bare lige så du også forstår mig – intet af det du siger er tilfældet i min personlige historie, da jeg var barn. Der er ikke blevet gjort et for stort nummer ud af noget, ikke været et for stort fokus på min psyke – mere modsat faktisk. Jeg fik af vide af en psykolog dengang jeg havde mit første angstanfald som barn – det der, det har du glemt om 2 uger. Det havde jeg så bestemt ikke. Ej heller glemt efter 20 år.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid

    Det bliver desværre også et farvel og tak fra mig. Dejligt at du vælger hvad der er rigtigt for jer, men det bliver også trættende for mig at tjekke ind til en ugentlig ‘moralprædiken’, hvor du på den ene side skriver at folk skal gøre hvad der passer dem bedst og på den anden side antyder at deres børn tager skade og potentielt bliver psykisk syge.
    En virkelighed med et liv i en stor flot lejlighed i hjertet af København, dyre møbler, skønhedsbehandlinger og lange rejser i kombination med bedsteforældrehjælp flere gange om ugen er nu engang en mulighed for de få, og derfor synes jeg også det er for nemt at klandre folk andre beslutninger!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg køber den ikke, so sorry! Mere end 90% af alle danske børn går i dagtilbud når de er 1 år gamle. Det er altså langt størstedelen af alle børn. Så hjemmepasning er ikke noget, der er særlig udbredt for dem, der har flere penge end andre.
      Jeg kunne forstå hvis 50% af alle et-årige gik i dagtilbud og at der var lavet undersøgelser der viste, at det udelukkende var de aller rigeste der kunne holde sin børn hjemme. Men der findes hjemmepassende fra alle samfundslag.

      Jeg anerkender 100% at ikke alle har muligheden eller lysten, men betyder det virkelig, at fordi folk ikke har det, så må jeg ikke må udtale mig om et emne jeg brænder for? For så bliver folk stødte?

      At gå vejen og begynde at fortælle mig at jeg bor flot og at vi tager på sommerferie etc. det synes jeg er SÅ ærgerligt. Hvad har det egentlig også med sagen at gøre?

      Jeg synes at det er rigtig dejligt, at det bliver et farvel og tak fra dig. Jeg blogger ikke for at please andre og jeg har for længst taget valget om, at vælge at skrive om det her emne – til trods for at det er et følsomt emne, som rigtig mange ikke kan sætte pris på.
      Heldigvis er der også mange folk der kan. Og dem vil jeg holde fast i. Som jeg også skrev et andet sted: Jeg har selv måtte unfollowe bloggere, som jeg ikke længere fik noget ud af og som ikke fik noget godt frem i mig. Jeg tror det er vigtigt at gøre – så dit farvel – fordi du ikke bryder dig om mine skriv – det synes jeg egentlig bare er godt.

      Og lige slutteligt. Hvis du gider læse mit indlæg igen, så vil du se, at jeg IKKE antyder at folks børn tager skade eller bliver psykisk syge : )

      God weekend 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jeg er bevidst om at du ikke skriver dette indlæg for st støde nogen, men dette: “og så kan man bekræfte hinanden i, at det er så fint, at ens barn har 8-17 dage i vuggestuen – for så længe mor er glad, er barnet det.” synes jeg er yderst stødende kommentar. Mange forældre har måske slet ikke valget og må lade deres børn have lange dage i vuggestuen.
    Jeg har egentlig nydt at følge med herinde, men kan mærke at hele dette “forsvar” af din hjemmepasning bliver lidt for meget for mig (og jeg synes ellers det er mega fedt, at du har valgt at følge dit hjerte).

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Louise, jeg er ked af at du oplever det som stødende, men jeg skriver bare det jeg ser og hører rundt omkring. Måske hører du ikke det samme som jeg, og det er jo bare dejligt. Jeg hører mange der bruger præcis den retorik jeg refererer til. At barnet jo har det godt dernede og så længe mor er glad, er barnet det. Og min pointe med indlægget var blot, at man ikke nødvendigvis kan sige det – at barnet har det godt – for det ved man ikke.

      Jeg må lige sige at jeg absolut ikke har et behov for at forsvare hjemmepasning. Jeg er så sikker i min sag som jeg nogensinde har været. Jeg skriver om et emne, der optager mig meget. Det gør jeg her på min blog. Kan man ikke lide det – spring venligst over indlægget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Tak fordi du sætter fokus på nogle svære emner. Du gør det godt! Da jeg startede som ung pædagog var normeringen rigtig god og forældrene var ikke nær så pressede, som de er i dag. I løbet af mit arbejdsliv blev normeringerne og forholdene i institutionerne kun ringere. Og forældrene i dag er pressede som aldrig før, med lange “arbejdsdage” for børnene til følge. Så jeg forstår godt at en del vælger hjemmepasning. Det gjorde jeg selv i tre år, da børnene var helt små. Det betød at der blev skruet ned for alt, ingen udenlandsrejser, kun genbrugstøj og ingen bil.
    Det er en kedelig udvikling at spare og skære ned på børneområdet.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Jeg har fundet rigtig meget støtte i dine skriverier. Er fuldstændig enig med dig i dine betragtninger, og har i store træk valgt samme løsninger som jer. Og det giver – som man også fornemmer i kommentarsporet – mange reaktioner fra omverdenen. Tak fordi du taler børnenes sag. Synes der er mange, der taler forældrenes.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine O.

    Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at hjemmepasse mine 2 sønner, da det på ingen måde har været et let valg at tage på arbejde og lade pædagoger om den primære varetagelse af deres behov.

    Og ja, det er desværre ikke en luksus, som alle kan få, men mange kan godt drosle ned på udlandsferier, hverdagsluksus mv. til gengæld for i stedet selv at passe deres børn. Man kan også undersøge muligheden for at arbejde et par gange ugentligt og lade eks. bedsteforældre passe de andre dage (eller dele, så den anden forælder passer de dage mor arbejder).

    Og så forstår jeg slet ikke præmissen om, at hvis ikke noget er direkte skadeligt, at så er det ensbetydende med, at det er sundt?! Nej, det er ikke barnets behov at blive adskilt og nej, det er ikke sundt.

    Har I nogensinde talt med nogle pædagoger, som er helt ærlige omkring de betingelser børnene tilbringer dagens vigtigste timer i? Det er beskæmmende, at vi tilbyder vores børn de vilkår. Så hvis ikke man selv ønsker eller har muligheden for at hjemmepasse, så bør man i det mindste kæmpe for, at de i vuggestuen har ordentlige betingelser for at kunne udvikle sig og forblive trygge.
    Der kunne ikke engang opnås 50.000 underskrifter på borgerforslaget omkring kravet om minimumsnormeringer. Dét er tankevækkende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Hvis man er interesseret i at dykke ned i, hvordan hjernens udvikling, særligt de første år af barnets liv, hænger sammen med tilknytningen til de primære omsorgspersoner og kvaliteten af den tidlige omsorg, vil jeg anbefale artiklen her af Susan Hart. Selvom det ind i mellem bliver noget teknisk, er det spændende læsning:

    http://neuroaffect.dk/Artikler_pdf/TilknytningensBetydning_AfSusanHart.pdf

    Mere spændende læsning af tilknytningsekspert Kari Killen her: https://tidsskrift.dk/psyke/article/view/8642

    I forhold til snakken om evt. manglende ‘robusthed’ hos børn, der har været passet hjemme eller tilbragt meget tid med deres forældre de første leveår, hæfter jeg mig f.eks. ved følgende uddrag, som er fra Susan Harts artikel (det første link):

    ‘Et barn med en tryg tilknytning, vil være mindre disponeret for akut eller kronisk frygt og vil være i stand til at undersøge verden og adskille sig på en sund og naturlig måde’.

    Kh Line 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      TAK Line. For at finde frem til alt det jeg ikke selv orker, haha : D

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anne

      Undskyld, men ‘orker?? Det viser jo tydeligt, at din holdning til hjemmepasning skal tages som værende Sandheden. Hvis du virkelig var så forhippet på at underbygge din “teori” videnskabeligt, så ville du også have gjort dig umage med at finde videnskabelige undersøgelser, der understøtter din tese. Og hvorfor er det først nu at de tal, du henviser til, begynder at stige, når institutionaliseringen begyndte meget tidligere? Altså burde jeg, og mange af mine medkumpaner fra børnehaven have en psykisk sygdom? Jeg tror egentlig, at de problemer, du beskriver, skyldes helt andre faktorer – f.eks. at vokse op i en lejlighed uden mulighed for at gå ud og blive losset over til bedsteforældrene i tide og utide, “fordi de vil jo så gerne”.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja orker – det er ret tidskrævende at finde forskningsartikler frem og jeg er i øvrigt ikke den bedste til sådan noget. Er der nu noget galt i det? Og hvad i alverden har det overhovedet noget at gøre med at jeg mener at hjemmepasning er sandheden? Det har jeg aldrig aldrig sagt!

      I øvrigt. Jeg snakker ikke om teori i dette blogindlæg. Det er et personligt skriv om mig og den fornemmelse for hvad et forholdvis stresset liv i en institution måske/måske ikke har medført. Det er personlige tanker. Jeg snakker ikke om rigtigt eller forkert og jeg skriver endda tydeligt, at man selvfølgelig ikke kan sige at alle børn får psykiske problemer af at gå i institution eller at mine issues stammer fra institution. Jeg gentager mig selv: ingen kan vide det, men man kan bare heller ikke med sikkerhed sige at det ikke er skadende for en baby at være afsted 5 dage om ugen – 8-17.

      Jeg forstår faktisk slet ikke sidste del af din kommentar. Du tror at at årsagen til at børn og unge har fået det sværere i dag det kan have noget at gøre med at vokse op i en lejlighed, uden mulighed for selv at gå ud – i en have formoder jeg? (Ps husk på at de fleste lejligheder har gårde). Og i øvrigt være meget sammen med bedsteforældre, der gider dem? Der er vist noget der ikke helt hænger sammen her 😉

      God weekend!

      Ps. Der er ingen der bliver losset her ; ) De går selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christine

      Jeg ved ikke om jeg forstår din tanke mht at være sammen med bedsteforældre. Men mine piger bliver en gang hver 14 dag passet af mine forældre, fordi vi skal arbejde. Og min største datter gider nogle gange ikke derhen (mest fordi hun hellere vil hjem til veninder). Men jeg tillader mig at tænke at det er MEGET sundt at blive tæt knyttet, til en ældre generation end børn egne forældre. Jeg har aldrig haft nogle bedsteforældre (alle var døde inden jeg blev født) og det gad jeg virkelig godt, at have haft. Hvis man så tilmed har ALLE 4 bedsteforældre, som bare knus-elsker sine børnebørn. Det må da skabe grobund for større selvværd og tryghed. Jo flere TÆTTE bånd der skabes i børns tidlige alder, er da fantastisk! Desuden kommer de altid meget glade hjem og har haft det SÅÅÅ godt (også den største datter:)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Helt enig.
      Bedsteforældre der godt gider deres børnebørn er da guld værd og kan kun være positivt. Det giver sig selv.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Tak for dit mod ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jannie

    Jeg synes det er super fint, at der bliver sat fokus på det. Men jeg er lidt træt af at læse så mange gange at flere og flere børn bliver indlagt på psykiatrisk etc., uden at der er en reel kildehenvisning til det, og noget konkret belæg.
    Og ja, selvfølgelig kan tidlig adskillelse være konklusionen , men det kunne også være at børn vokser op i små lejligheder ud til tæt trafikerede og støjende veje, med et støjniveau, der faktisk overskrider det tilladte – ingen ved det.

    Mine børn (11 mdr og 2,9 år) går i vuggestue , fordi vi har behov for 2 indkomster , heldigvis kan vi nøjes med jeg er på 32 timer , og vi gør alt for (vha) bedsteforældre osv at give dem så korte dage så muligt, og ofte en ugentligt fridag.
    Jeg tror bestemt heller ikke børn har godt af at være i institution 40 timer ugentligt , men min oplevelse er også at de fleste forældre faktisk gør hvad de kan for , at det ikke er aktuelt.
    Tilgengæld har vi taget valget om at flytte fra København og hjem til Jylland (selvfølgelig) for at få familie tættere på. MEN også fordi vi synes det er forkert at vores børn skulle vokse op i en lejlighed på 6. Sal uden en have og (rigtig) frisk luft omkring dem.
    Alle forældre er forskellige, og de fleste af os, gør det vi tror er rigtigt for vores og børn og familie – og vi har jo alle en indstilling til, hvad der er rigtigt (og forkert) for os 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Ja, eller også har sociale medier skylden? Fokus på materielle ting og forbrug? Nærvær, der skal fotograferes i de rigtige møbler? Eller tusind andre ting? Hvis der er en stigning i psykiske problemer blandt unge nu pga. tidlig institutionalisering, så burde den effekt have været endnu større, dengang jeg fx var barn (start-80’er-årgang) og barslen var 3 måneder? Om noget burde man have set et fald, i takt med at børn kom senere i institution. Eller OGSÅ er stigningen pga. de dårligere normeringer i institutionerne, og så kræver det vel en folkelig og politisk indsats at bedre dem? Summa summarum: hvordan kan hjemmepasning for en begrænset og økonomisk priviligeret gruppe være løsningen på noget som helst?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja Mie – der kan være rigtig mange årsager til at man ikke psykisk er i balance. For mit vedkommende eksisterede de sociale medier slet ikke dengang jeg var barn eller helt ung. Som vi begge skriver: Der kan være tusind ting der spiller ind og intet kan sættes op sort på hvidt.

      Normeringer har klart noget at sige (ifølge mig). De har jo aldrig været ringere. Det var en anden tid i institution dengang.

      Enig: Folkelig og politisk indsats ja. Men mener du så at det ikke nytter at nogle (herunder mig) råber op? Var det bedre om jeg holdte min mund, tænker du?
      For det synes jeg da er helt skørt – Der er kommet et langt større fokus på de ringe normeringer og ligeledes på konceptet hjemmepasning på det sidste og hele tiden er der nye kommuner der joiner Frederiksberg og giver tilskud til hjemmepasning – til de der synes det er det rigtige for dem. Det er da helt vildt fantastisk! Jeg tror på det nytter noget at snakke om de her ting, virkelig : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Men du har jo sat det op ‘sort på hvidt’ lige her i dit indlæg? Og at fortælle om sine erfaringer med hjemmepasning er da ikke det samme som at råbe op for bedre normeringer i institutionerne?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det har jeg da ikke Mie?! Det eneste jeg skriver sort på hvidt er at man ikke kan sige, at alle børn tager skade, men man kan heller ikke sige, at ingen børn tager skade. Og så skriver jeg sort på hvidt at det er stressende nu til dags at gå i institution, ja. Og så skriver jeg om min helt egen følelse med mit eget liv.

      At råbe op for bedre normeringer er en helt anden (også meget vigtig) snak ja. uden tvivl!

      At fortælle om sine erfaring med hjemmepasning gør at flere får øjnene op for, at man kan gøre det på den måde og det er OGSÅ vigtigt – jeg har utallige eksempler på mødre, der skriver til mig og er rigtig glade for, at jeg har været med til at åbne deres øjne for at der er en anden vej. Jeg ville selv gerne have læst om nogen, der gjorde tingene på en anden måde – dengang jeg afleverede min et-årige og absolut ingen stillede spørgsmålstegn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Jeg refererede til, at du selv skrev ‘intet kan sættes op sort på hvidt’, efter at have sat en masse op sort på hvidt – men du mente måske, at intet kan sættes op sort/hvidt?
      Og så har du slettet mit svar til Ditte?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ej så nu gør du grin med at jeg kommer til at lave tastefejl, ikke?

      Hvad er det jeg har sat op sort/hvidt ifølge dig? Og som er forkert?

      Nej har ikke slettet noget som helst (selvom den var lige grov nok). Jeg har endda også svaret dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Nej, jeg gør ikke grin, tror bare, jeg misforstod dig. Og beklager, hvis du synes, kommentaren var for grov.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ditte

      Jeg vil gerne lige knytte en kommentar i forhold til, at det kun er en økonomisk priviligeret gruppe, der har mulighed for at hjemmepasse. Det er virkelig absurd misforstået og en meget naiv tanke. Jeg hjemmepasser vores datter. Min bedre halvdel har en ganske gennnemsnitlig indtægt som tømrer og jeg får tilskud til hjemmepasning. Der er intet økonomisk glitter og glamour dér. Det handler virkelig om prioritering og det handler om hvilke valg man traf, inden man fik børn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Men tømrere tjener da også ok, gør de ikke? 😉
      Jeg kan supplere den anekdotiske bevisførelse med at fortælle, at jeg i min naivitet har fået 3 børn på SU og boet i almen lejebolig det meste af deres liv. Er det det, der menes med rigtige valg? For vi har aldrig haft råd til at leve af en indtægt, og heller ikke haft de materielle goder – som fx ferie – nogen mener, man så bare kan fravælge. (Og vi har end da været 2 forsørgere – enlige mødre har sgu da ikke en chance i denne her bevægelse?)
      Men min beef er egentlig ikke med dig , Ditte. Den er med den form for moderskab, der reklameres for her på domænet. At være nærværende overskudsmor når man – tilsyneladende – har rengøringshjælp, masser af babysittere til rådighed, råd til takeaway og restaurantbesøg, kunne overtage sine forældres andel på det centrale Frederiksberg, kan indrette sig med GUBI-lamper, købe babybodyer til 400 kr og tage en måneds ferie på Mallorca, det er ikke så svært. Og jeg synes ikke, man kan være bekendt på den ene side at være så forkælet og så samtidig pege fingre af andres livsvalg og prioriteringer ved at sige, at de potentielt skader deres børn.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Der findes folk fra alle erhverv, der hjemmepasser.

      Jeg synes simpelthen det er lidt lavt, når du begynder at blive så personlig der, Mie. Men jeg kan godt håndtere det.

      Du følger tydeligvis godt med i mit liv, men alt ved din kommentar her viser at du intet reelt begreb om vores liv har. Du aner intet om vores forbrug og du glemmer i høj grad at mit arbejdsliv består i bl.a at reklamere for gubi lamper – dvs jeg tjener mine penge på den måde. Det er mit job – om man kan lide det eller ej.
      Havde vi valgt at prioritere gubi lamper, hvis ikke det var gennem et samarbejde som jeg fik løn for? Det havde vi ikke nej. Og det glemmer rigtig mange læsere, når de læser med hos bloggere. Det kan let se så prangende ud og som man har et skyhøjt forbrug og masser af penge, men virkeligheden er bare ofte en anden.

      Og igen igen igen – Jeg siger ikke at man potentielt skader sine børn. Jeg siger at man ikke kan sætte det så sort på hvidt op, som rigtig mange gør – at små børn i hvert fald IKKE tager noget som helst skade af at leve på denne måde, som vores samfund har bestemt er måden at leve på. Hvor læser du de pegende fingre? Det står for egen regning at læse det i min tekst.

      Jeg kan forstå at det havde været bedre om jeg var en enlig hjemmepassende mor der boede i lille lejlighed – SÅ måtte jeg gerne snakke om hjemmepasning. Men fordi jeg er privelligeret – så må jeg ikke ytre mig på det emne?

      Jeg kan godt læse (også fra dine andre kommentarer til mine andre indlæg, der ikke omhandler hjemmepasning) at du bliver rigtig provokeret over mig og det liv jeg lever – det tænker jeg er ærgerligt – måske du skulle overveje ikke at checke ind her mere? Altså jeg håber da du fortsat har lyst, men jeg mener – hvis det eller jeg gør dig i dårligt humør. Jeg har selv måtte unfollowe flere bloggere, fordi jeg ikke synes de fik noget godt frem i mig. Det var en befrielse to say the least.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mie

      Du har muligvis ret – og jeg burde nok heller ikke lade mig provokere sådan (måske er det også svært at gennemskue bloggeres livsstil, fordi de ofte glemmer at nævne, hvad de får foræret?) Jeg synes bare ofte, at det får lov at stå uimodsagt, at hjemmepasning er en mulighed, hvis bare bare man vil det nok – jeg synes det er synd for dem, der bliver efterladt med følelsen af ikke at være gode nok mødre. Men altså, de klarer sig nok uden mine inputs. Og ift. til skadelige institutioner synes jeg, det er en individuel løsning på et strukturelt problem at hjemmepasse og dermed ikke løsningen for flertallet. Men igen, kan se på dit svar, at jeg er godt i gang med at hive diskussionen ned på et alt for lavt niveau, så skal nok lade dig være.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Forandringer kan vel både komme oppefra og nedefra, aller helst begge steder fra på én gang. Men det lader til, at politikere er mere eller mindre immune overfor ekspertudtalelser og viden på området – tidlig vuggestuestart er jo hurtige penge i statskassen. Og så må forandringerne jo komme nede fra, ved at nogen, gør noget andet, og taler om, hvorfor det er vigtigt. Vi må kunne tale om børnene, give dem en stemme, og kæmpe for dem på flere niveauer på én gang – de kan jo ikke selv. Og jeg er meget enig i, at sproget er vigtigt, vi skal prøve at tale så vi inspirerer, oplyser og åbner døre frem for at efterlade familier alene med forkerthedsfølelser og magtesløshed, og det er også mit klare indtryk at Emilie gør sig umage med den her svære balancegang. Men det må være ok at tale om vigtige ting, uanset hvor priviligeret man nu måtte være 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg har heller aldrig sagt, at det er noget alle kan? Anerkender 100% at ikke alle kan (eller vil) – men jeg mener stadig – hallo mere end 90% af alle danske et-årige er i dagtilbud. Altså stort set alle. Det jeg vil sige med det er, at fordi én tosset blogger skriver om hjemmepasning – hvis ikke man er til det – så kan man vel da for søren finde ro i at man i det mindste er LANGT fra den eneste, der sender sit barn afsted. Kan du se hvor jeg vil hen?

      Jeg mener egentlig at det at nogle vælger at tage sine børn helt ud af institution og at der generelt kommer mere fokus på hjemmepasning, flere og flere kommuner der vælger at give tilskud, mere fokus på det lille barns behov for tilknytning – jeg tror på at det også en dag vil komme institutionerne til gode. Bedre normeringer! Jeg tror på at vi skal snakke meget mere om det – og så lade være at blive alt for stødt eller provokeret af hinanden. Løsningen kan da aldrig være at bare holde sin mund – som jeg kan forstå at du og flere andre i dette kommentarfelt kunne ønske at jeg gjorde.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Altså det er da fint at du bliver træt – men det er selvfølgelig ikke tal jeg bare slynger ud. De er fra Statens institut for folkesundhed. Jeg sidder ikke ved min computer pt – men google det endelig : )

      Jeg tvivler altså meget på at børn kan tage psykisk skade at at bo i en lejlighed i byen eller at børn på landet skulle have det bedre – men jo jo, som jeg også skrev her i indlægget så ja, der kan være alle mulige årsager til at folk har det svært. Og det er meget svært at måle på.

      Pointen var at man ikke kan sige at børn ikke tager skade af en 40 timers uge i vuggestue – for det ved man ikke : )

      Og ja helt enig – vi er alle forskellige og vi gør alle det vi føler er rigtigt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Kunne du tænke dig at skrive et indlæg om økonomi og hjemmepasning. Jeg har nu læst mange indlæg om hjemmepasning og fælles for de andre har været, at manden har tjent nok for begge – men hvis det skal være baggrunden for ens beslutning om hjemmepasning, ville det nok stigmatisere over halvdelen af vores samfund. Så jeg er nysgerrig – hvordan får I økonomien til at hænge sammen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Vi arbejder begge to. Jeg tjener penge på min blog her – på mine kampagner – dem der er markeret med ‘annonce’ først i indlægget.
      Så jeg er ikke helt den rette til at skrive et sådan indlæg. Men jeg ved at masser har gode tips til at få økonomien til at hænge sammen som hjemmepassende inde på ‘moderne hjemmegående forældre’ på Facebook : )

      Når det er sagt har jeg selvølgelig også måtte drosle gevaldigt på bloggen – det er svært at nå det hele, når man kun kan arbejde i hendes lur og om aftenen. Derfor kan det selvfølgelig også mærkes økonomisk hos os. Heldigvis har vi ikke sat os i et dyrt hus med lån, så uanset hvad kan det løbe rundt. Men forbruget er der skruet ned for og sommerferien 2019 bliver i DK.

      Flere og flere kommuner tilbyder tilskud til pasning af eget barn. Fx får man i min kommune ca 7500 (mener jeg) og når man samtidig så sparer de 3500 kr fra en institution, så er det da værd at tage med : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      I forhold til økonomi, tjek f.eks. serien ‘Guldkorn’ hos Maj My, der giver indsigt i økonomi og hjemmepasning hos forskellige familier. Og jeg mener også, at Smøbørnsfamilieforeningen på Facebook har haft kørt et tema 🙂

      http://majmy.dk/guldkorn-9-vi-blev-enige-om-at-nedlaegge-totalt-koebsforbud-det-er-nemmere-end-det-lyder/

      https://www.facebook.com/pg/smaaboernsfamilieforeningensamfo/posts/?ref=page_internal

      Kh Line

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg kunne godt tænke mig at udfordre dig lidt…
    Jeg er helt enig med dig i at vi ikke ved om det har eller hvilke konsekvenser det har at sende børn i instition i et-års alderen. MEN vi ved heller ikke om det har eller hvilke konsekvenser det har at børn bliver hjemmepasst… bliver de mindre sociale? Eller måske endda mindre robuste fordi de ikke har haft udfordringer nok? Jeg nægter i øvrigt at tro at man i en børnehave, skole eller arbejdsplads Kan adskille institutionsbørnene fra de hjemmepassede. Tror du det? Vi ved det ikke! Og vi finder ikke ud af det! Og det er også underordnet – for der er intet rigtigt eller forkert. Løsningen bør tilpasses den enkelte familie og det enkelte barn. Uanset om argumentet er indkomst, jobfleksibilitet, lysten til at bruge hjernen til noget andet end leverpostej og logistik, børn med særlige behov eller noget helt andet.
    I øvrigt tror jeg slet ikke du skal tage kommentaren med at bruge hjernen som en provokation. Masser af kvinder har brug for og Lyst til at udfordre hjernen med andre ting end leverpostej, logisk mm. De vil måske gerne lave matematiske regnestykker, komplicerede Excel ark, diagnosticere patienter, binde blomster, huske diverse paragraffer eller lignende. Jeg er selv studerende og jeg glæder mig til at skrive mit speciale – til at bruge min hjerne på en anden måde end jeg gør på barsel. Men med det sagt – så ville jeg også virkelig gerne have passet mine unger hjemme er halvt år indtil der var plads til dem i en integrer instituion. Jeg har bare ikke råd til det, så længe min kommune ikke giver en rød reje 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Du må hjertens gerne udfordre mig – I like that 😀

      Lige til en start: Jeg bliver ikke provokeret af hvis nogen siger, at de har lyst til at udfordre deres hjerne på en anden måde end hvad man gør sammen med sine børn. Det synes jeg er skønt og i bund og grund skal man lave lige det man synes er fedt. Om det er fuldtidsjob, deltid eller hjemmepasning. Jeg har også selv behov for at lave meget andet, der ikke handler om børn, trust me ; )
      Jeg bliver lidt træt ja, når folk siger, at de har behov for at bruge deres hjerne og så punktum – som i at mens man går hjemme med sit barn, på barsel eller som hjemmepassende mor – der bruger man simpelthen bare ikke sin hjerne. Kan du se forskellen? : )

      Du skriver, at vi ikke ved om det har konsekvenser at børn bliver hjemmepasset. Bliver de mindre sociale eller mindre robuste? Igen – intet kan stilles op sort hvidt – som jeg også siger i mit indlæg. Der vil altid være mindre sociale hjemmepassede børn og der vil altid være mindre sociale børn der går i fuldtidsinstitution. Igen – det er uhyre svært at måle på.
      Men som udgangspunkt er børn jo sociale og nysgerrige på andre mennesker. Det er klart, at vælger man ikke at sende sit barn i institution, så kræver det lidt (ifølge mig) at man sørger for at ens barn ser andre børn alligevel.

      Og så er det selvfølgelig også værd at huske på, at det stadig er forholdvis nyt, at børn er så meget i institution som de er i dagens Danmark. Hverken min mor eller far har gået i hverken vuggestue eller børnehave – og det er der masser fra deres generation der heller ikke har. Er de mindre sociale, ikke velfungerende voksne mennesker, der stadig hænger i deres mors skørter? Haha neeeej.
      Det er vitterligt den største myte, at børn har brug for en kunstig opstillet institution fuld af børn i samme alder, for at blive sociale væsener. Kom og hils på min datter – indbegrebet af socialt lille væsen der elsker at være i centrum – helst blandt mange mennesker.

      Kan man i en børnehave, skole eller på en arbejdsplads afskille institutionsbørnene fra de hjemmepassede, siger du? Næ det tror jeg ikke.

      Og ja du har helt ret – der er intet rigtigt eller forkert her. Hver familie skal gøre som de føler er det bedste for lige præcis dem.

      Dog holder jeg på, at der er et eller andet galt i vores samfund, eftersom at SÅ mange børn og unge går rundt og har det skidt. Måske har det intet at gøre med tidlig adskillelse, vores travle samfund og massiv institutionalisering – men måske har det i nogle tilfælde? Uanset er det altid en god ting, lige at stoppe op – lige at tænke hov, er det her egentlig noget jeg trives med – at være adskilt SÅ meget fra mit barn eller gør jeg det fordi det er normen i vores samfund. Jeg sendte min søn afsted da han var et år – fordi jeg troede at det skulle man da. Det var en nødvendighed. Jeg blinkede ikke med øjnene. Og jeg vil gerne være med til at åbne folks øjne (dem der vil altså) for at man også kan gå en anden vej. Og nu delte jeg altså min egen helt personlige historie : )

      Og lad os håbe at med tiden så bliver det en mulighed i ALLE kommuner at få et tilskud til at passe hjemme. Men det kræver at man snakker om det, ikke : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Jeg er så enig! Ville ønske det var en mulighed for os at have min søn hjemme end til børnehave, men økonomien rækker bare ikke og det tror jeg er manges mødres grund til de ikke hjemme passere desværre 😭😭😭❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Helt bestemt. Tingene skal jo hænge sammen – sender selv Isolde afsted når hun fylder to år – og det hele skal nok gå <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Hej Emili !! Ærgerligt du slettede den forrige kommentar 😊 Men jeg er SÅ enig med dig! Det er fx et aktivt valg at sætte børn i verden (for det meste hehe) og også et aktivt valg at man putter dem i institution. Mange af os arbejder så mange timer om ugen, for at bruge de penge på ting og materielle goder i stedet for at bruge de mange timer på hinanden. Synes ikke nødvendigvis at det er dårligt for et barn at komme nogle timer om ugen i institution, men er SÅ enig i at det er skadeligt for børn i en så ung alder at være i institution fra 8-17 hver dag! Det er dejligt at der efterhånden er flere og flere der følger deres hjerte og passer deres egne børn

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Hej Anna

      Jeg har ikke slettet nogen kommentar 🙂 Hvilken en mente du?

      Og tak – Jeg er også enig med dig : D

      Jeg synes heller ikke at det er dårligt for et barn at komme nogle timer i institution om ugen. Jeg tænker fx at Isolde kommer til at få gavn af det efter sommeren. Institution på deltid, mens hun stadig er lille og så stille og roligt skalere op. Min dreng er nået punktet, hvor han ikke vil med hjem og siger at jeg henter ham for tidligt, haha. Den tid kommer.

      Anyway, jeg var blot træt af den her med at “de tager jo ikke skade” – af at blive hentet som den sidste hver dag. Muligvis ikke – men vi kan bare ikke vide det.

      God weekend <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Altså tingene er hvad man gør dem til. Man tager et aktivt valgt når man fx køber et hus og gældsætter sig, men det er ikke det det her indlæg handler om jo. Det handler jo netop bare om det faktum at danske børn er dem der gennemsnitligt går aller mest i institution og Emili så fint nævner, så er der flere og flere unge (og børn) der får psykiske lidelser 😊 Jeg er meget enig i at institutions livet har en stor skyld i det. Vi tager alle sammen valg her i livet og det at få børn for så at sætte dem i institution mange timer hver uge ER i min optik også et meget aktivt valg 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det, men det her indlæg er, for mig, helt vildt grænseoverskridende. Jeg har også døjet med angst, men jeg skylder på ingen måde skylden på, at jeg har været i institution som barn. Derfor tror jeg bestemt heller ikke, at mine børn vil få angst deraf – det handler nærmere om, hvordan jeg, som forældre, hjælper dem med at takle en hverdag i institution. Jeg insisterede på ikke at have dårlig samvittighed over, at de kommer afsted for det er vilkår for at få vores liv til at hænge sammen. Vi vil ikke kunne leve af én indkomst, da det vil betyde, at vi skulle sælge vores hus og flytte ud på landet (og væk fra vores venner og familie), eftersom lejeboliger i Århus er ret dyre. Og det er bestemt heller ikke gavnligt for vores børn ikke at se vores nærmeste ofte. Jeg finder det en smule provokerende, at du ikke vil anerkende den præmis, som er gældende for så mange familie. Nu er det din blog og du styrer helt selv, hvad du vil skrive, men jeg takker af for denne gang, for jeg bliver altså lidt træt af at få at vide min måde at gøre tingene er forkert og potentielt vil skade mine børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Kære Marie

      Jeg siger sådan set slet heller ikke, at det at jeg har døjet med angst er udelukkende fordi, at jeg har tilbragt min tid i institution da jeg var barn. Så skulle stort set alle børn jo få angst, da stort set alle går i institution – sådan er jo ikke, heldigvis da <3

      Jeg skriver at jeg har en fornemmelse af, at en af grundende til lige præcis min angst sagtens kunne være pga tidlig adskillelse og en travl hverdag osv. Og så skriver jeg at uanset hvad, så kan vi ikke bruge den her med "at de jo ikke tager skade" – fordi vi ved det ikke. Vil du ikke give mig ret i det, måske?

      Nu var der ikke fokus på vores samfund lige i dette post, men jeg har utallige gange skrevet om netop samfundet som en synder i det her. At vi burde have svenske tilstande – med mulighed for at gå på deltid de første år, hvis det ellers er det man har lyst til. Bedre forhold for småbørnsforældre.

      Jeg ved at det for rigtig mange familier en en præmis, at have to fuldtidsjobs, så det hele kan løbe rundt. I know! Vi kommer selv til at gøre brug af institution når Isolde er 2 år – et helt år tidligere end hvad eksperterne mener det lille barn har bedst af. Jeg er bestemt ikke hellig og jeg er SLET ikke ude på at bashe nogle – at du finder mit indlæg provokerende og grænseoverskridende – det er jeg da ked af, men det må stå for egen regning. Prøv evt. at læs indlægget igen, for jeg synes altså du tillægger det noget det ikke er – fx at jeg skulle skrive at din måde at gøre tingene på er forkert og at det kan skade dine børn. Det står ingen steder : )

      Og ellers – så ses vi måske en anden god gang. God weekend x

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Og Marie – jeg er i øvrigt helt helt enig med dig i, at forældre har et stort ansvar i forhold til at hjælpe et barn med at tackle det at være i institution (og alle mulige andre ting). Som sagt – der er så mange faktorer der spiller ind. Men ja, jeg tror man kommer sindssygt langt ved bare at vide og anerkende, at okay, det er muligvis lidt hårdt for mit lille barn at være i institution 8-17 hver dag – kan man anerkende det, så tror på at man allerede er så langt.

      Og slutteligt – hvis vores valg om hjemmepasning betød at vi skulle flytte fra byen og alt den hjælp vi har her i form af bedsteforældre – nej, så havde vi nok heller ikke valgt hjemmepasning – og det er jeg altid rigtig ærlig omkring, Som jeg altid skriver – det hele skal hænge sammen og det er ikke sort på hvidt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Anna

      Altså jeg arbejder fx kun 25 timer om ugen og min mor passer min datter 2 gange om ugen 😊 så hun er meget lidt i institution og startede først da hun var 1,5 år (fordi jeg ikke kunne finde job før det og fik dagpenge). Til gengæld har vi et meget lille forbrug, bor i en billig lejelejlighed og har masser af tid sammen. Vi skal nok nå at købe hus når hun og en fremtidig storesøster eller storebror er i skolealderen. Vi har bare valgt den prioritering og det er jeg virkelig glad for.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvor er du sej, som bruger din (relativt store) platform til at sige sådanne ting 💪👏 det er lige præcis dét, der er med på at ændre tankegangen og normerne i vores samfund… ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Mange tak. Der er mange, der ikke sætter pris på det – så jeg er bare glad for når der kommer lidt positivt som din kommentar. Tak <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lad os snakke: Kosmetiske behandlinger