Godt og blandet

Om (stop af) amning

Jeg har nævnt det her og der – at jeg er stoppet helt med at amme. For ca. 3 uger siden. Og jeg har simpelthen fået så mange spørgsmål til det emne fra jer. Så selvom det måske føles lidt grænseoverskridende at dele – burde dette ikke være mellem min datter og jeg, en privat sag? – så gør jeg det altså alligevel – fordi jeg ved at amning kan være noget der fylder uendelig meget for en mor. Og hvem ved, måske kan I finde ro eller inspiration – eller noget helt tredje i min historie? I så fald var det delingen værd.

Så er I klar på en lille (ok ret lang) ammesnak? Ellers spring bare pænt henover dette indlæg.


Jeg er en af dem, hvor amning ikke har fyldt synderligt den første tid. Altså jo, det har fyldt, fordi jeg har ammet mit spædbarn non-stop, selvfølgelig, men det har kørt fra første dag, både med Saxo og med Isolde. Til trods for fri-amning har jeg ikke engang kunne præstere ømme brystvorter. Det er jo dejligt og det er jeg meget taknemmelig for.

Jeg har fuldammet Saxo til han var 5 måneder og Isolde til 6 måneder. Og derefter har jeg ammet delvist til de var hhv 13 og 14 måneder.

Ved begge mine børn, har det været mig, der har måtte sige stop. Og det kan altså give anledning til ondt i maven og dårlig samvittighed – især når man som jeg sådan generelt er stor tilhænger af at lytte til barnets behov og som ofte siger til mig selv (og andre): “Alting til sin tid”.

Ingen af mine børn har brugt sut og amning har derfor primært (omkring 1 års alderen) handlet om tryghed – ved putning om aftenen og ved opvågninger om natten – og altså ikke længere om mad. Mine børn har aldrig forbundet brystet med trøst.

Da Saxo var fyldt et år vågnede han en milliard gange om natten og kunne kun komme videre i søvn ved amning. Til sidst så jeg mig nødsaget til at forsøge at gøre noget og det blev så at stoppe amningen – og det hjalp. To nætter efter havde han fanget fidusen – at han faktisk sagtens selv kunne komme videre i søvnen. Han behøvede ikke brystet – og ergo vågnede han ikke længere op fra de naturlige små opvågninger vi alle har i løbet af natten. Vi gik fra en milliard (seriøst) opvågninger hver nat til 0. Og han har sovet igennem lige siden. Bedste beslutning, for os allesammen.

Isolde har faktisk altid sovet godt med få opvågninger. Dog har hun haft en tendens til at sove meget let de første timer efter putning – hvilket også er de timer, hvor man som mor har allermest brug for at stene i sofaen. Dette har dog været helt fint for mig. Faktisk har alt ved amningen fungeret virkelig godt.

Men hvorfor har jeg så valgt at stoppe amningen med Isolde? 

Der er flere grunde. Bl.a ønskede jeg at farmand og jeg kunne putte på lige fod, (mest fordi jeg også savnede at putte min store dreng), hvilket vi naturligvis ikke kunne, når Isolde var vant til at blive ammet i søvn. Men det var nu det mindste… Den største grund af alle var: At jeg simpelthen ikke havde lyst mere. Jeg kan ikke forklare det bedre, end at jeg efter mere end et års amning havde behov for at få mine bryster for mig selv.
Jeg ville og vil gerne ligge tæt, aee, nusse og hun må sove ovenpå mig, hvis det er dét hun vil, men brysterne – dem vil jeg have for mig selv nu.

Og selvom stoppet har været forbundet med en vis portion dårlig samvittighed – det er ikke let at tage beslutningen om bryde den nærhed og symbiose som amning jo er, så er jeg simpelthen SÅ glad for at jeg valgte at følge min mavefornemmelse.

Og hvordan har vi båret os ad med stoppet? 

Med Saxo tog det to dage at afvænne ham. Vi prøvede os egentlig bare frem. I stedet for bryst fik han tilbudt vand. Det gad han ikke rigtig, i stedet lagde han sig bare til at sove. Det gik simpelthen SÅ nemt og smertefrit og jeg var helt flov over mig selv, over at jeg havde brugt så længe på at gå og tage tilløb. Været så nervøs. Spild af energi.

Med Isolde har stoppet strukket sig over tre måneder – vi er gået meget stille og roligt til værks – for sådan skulle hun have det – børn er jo forskellige.

Det aller første jeg gjorde var at ændre måden hun blev puttet på. Altså gå fra at blive ammet i søvn til at falde i søvn uden brystet. De første mange aftener var hun gal. Ikke ulykkelig, men sur. Når det blev for meget (jeg er meget imod at børn skal græde sig selv i søvn) fik hun selvfølgelig brystet. Så prøvede vi bare igen en anden dag. Og sådan var det i lang tid. Der var aftener hvor hun sagtens kunne falde i søvn uden amning og aftener hvor det ikke gik. Frem og tilbage. Det var helt ok, ingen stress.
Efterhånden var der dog flere og flere aftener, hvor hun uden problemer faldt i søvn uden amning. Og pludselig var vanen ændret. Hun kunne nu falde i søvn uden mit bryst. Enten liggende på mig eller med min hånd på hendes ryg. Helt glad og tryg. Det skal lige siges at jeg ved alle putninger blev hos hende til hun sov. Jeg har ingen ambitioner om at mine børn skal falde i søvn alene. Elsker oprigtigt at følge dem helt til drømmeland.

Da vi fik ændret putterutinen stoppede hun straks med at vågne op i de tidlige aftentimer. Så dejligt endelig at få sin aften igen. At kunne synke ned i sofaen uden at skulle tænke på, at man lige om lidt skulle ind igen og amme videre i søvn. Og det skal siges at jeg aldrig ville have forsøgt at ændre rutinen inden hun fyldte 12 måneder – selvom alle sundhedsplejersker jo siger at når børn er 6 måneder så har de ikke længere brug for mad om natten og bla bla.. Omkring de 12 måneder var det helt rigtige tidspunkt for os at starte på.

Om natten kunne hun stadig vågne op kort for at søge brystet – måske 1-2 gange. Det fik hun og så sov hun igen på 1 minut. På dette tidspunkt var det ikke en reel amning i øvrigt – brystet blev bare brugt som en sut – eller altså som et bryst – I ved hvad jeg mener ; )

Sådan fortsatte vi længe og det fungerede virkelig virkelig godt. Er sikker på vi kunne have fortsat sådan her til Isolde var 2-3-4 år.

Men mit ønske om at stoppe, forblev altså uændret.

Næste skridt blev at stoppe med at give hende brystet om natten. Det tog to nætter, hvor hun var hidsig.
Jeg var nødt til at aflede for at få hende til ro. Det gjorde jeg med noget så upædagogisk som “Rasmus Klump Og Malene” på Min Bio. Det var en nødvendighed og det gjorde, at hun, der midt om natten, glemte hvorfor hun var sur og faldt til ro. Derefter kunne jeg putte hende igen.

De efterfølgende nætter vågnede hun én gang om natten. Hun var ikke længere hidsig, faktisk helt rolig – men dog vågen. Jeg nussede, sang, aede igen og igen. Ofte var hun vågen i op til 2 timer (gisp).

Men igen.. Pludselig ændrede det sig..

Et par enkelte gange har hun sovet fra 19-07 uden en eneste opvågning (fx i nat). Men de fleste nætter vågner hun en enkelt gang, typisk omkring klokken 03. Her tager jeg hende op i vores seng og trygt putter hun sig ind til mig og falder i søvn igen stort set med det samme. Hurra!


Og nu er det altså helt slut. Og I ved hvor meget jeg har nydt at amme, alligevel er jeg glad for, at vi nu er nået hertil. Det føles helt rigtigt.

Jeg har i diverse amme-grupper online læst historier fra SÅ mange glade langtidsammende mødre – hatten af for jer – jeg tænker I har nogle vildt heldige børn! Og noget inden i mig er rigtig ked af, at jeg ikke formåede at kunne det, ikke formåede at sætte mit barns behov før mit eget – for jeg ved at Isolde ville have elsket det – uden tvivl i flere år endnu.

Men jeg har læst om lige så mange virkelig fortvivlede mødre, der med de vildeste amme-aversioner stadig ammer deres 3-årige hele natten igennem. Mødre som slet ikke kan være i det længere og er lige ved at knække på det.

Og jeg kan mærke, at det nok var sådan jeg ville have fået det på sigt. Så hellere sige stop, mens legen er god, ikke? Og hvis man trives med amningen – så er det HELT perfekt. Men hvis ikke man gør, så skal man ikke skamme sig over at sige stop. Ikke slå sig selv oveni hovedet.

Så min afrunding på være: Hurra for langtidsamning og al den fokus der er kommet på, at man ikke behøver stoppe selvom barnet kan gå, har tænder, kan snakke osv.
Men lige så meget hurra for mødre, der mærker efter.. . Amning skal fungere for både mor og barn <3

Det var mine amme-historier : )

Og lige her til aller sidst: Lyt ikke på hvad de siger, når de fortæller at man giver de små en dårlig vane hvis man: Ammer hele tiden, samsover, lader baby sove lur ens arme, på ens mave. Alle vaner kan ændres og børn er så pisse seje og omstillingsparate!
Og til de af jer hvis børn ikke bruger sut – det er ikke lig med at mors bryst skal bruges i stedet til barnet er 6 år. En sut er ikke en nødvendighed for et barn – så lad være at stresse hvis din baby ikke vil tage sutten. Det kan fungere lige så fint uden : )

 

8 kommentarer

  • Mie

    Min søn er 13 måneder, og jeg elsker stadig at amme om dagen (når vi kommer hjem fra dagplejen, og inden han bliver puttet). Men 4-5 gange om natten? Det var jeg bare kørt så sur i!

    Så jeg har lige sovet den sidste uge i gæsteværelset. Var jeg der, og nægtede vi ham bryst blev han dybt ulykkelig. Er det derimod kun far i dobbeltsengen tager han bare sutten og putter sig ind til ham.

    De sidste to nætter har han sovet igennem. Så jeg kan forhåbentlig snart flytte tilbage i soveværelset.

    Så natammestop helt uden brok eller gråd indtilvidere her! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Tak for deling af erfaring. Her er jeg selv stoppet efter 18 mdr. Hun tog det fint, men når hun ser mig nøgen RÅBER hun “babbe” efter mig😂 og kan stadigvæk finde på at hive ned i min bluse i tide og utide men bliver ikke sur. Elskede at amme hende, men mine babser fortjener ro🙈
    Her bruger vi heller ikke sut og det er intet problem, knus og kys kurer oftest hvis hun er ked eller træt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lærke B

    Kære du. Mange tak fordi du delte med os, var meget brugbart og tankevækkende -tak.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Tak for læsning❤️Jeg er netop i 1 års fasen med non-stop amning natten igennem og jeg kan næsten ikke have det 😞Jeg er stadig ved at finde ud af, om det er tryghed, sult eller bare “sut”, han bruger nemlig heller ikke sut, men én ting er sikkert – det er drønhårdt pt. 😴

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Lærke B

      Kære Eva. Jeg vil bare fortælle dig, at du ikke er alene. Jeg er i samme situation som dig med min søn på 15 mdr…
      Du gør det godt, selvom det er hårdt. Jeg synes også at det er hårdt.
      Jeg ønsker dig en god dag.

      Venlig hilsen Lærke

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Eva

      Kære Lærke – tak!❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      Samme her.. 18 måneder 😏
      Pyh, det holder hårdt, men samtidig har jeg hele tiden håbet om at han selv vælger det fra. Min datter valgte det selv fra da hun var omkring et år, så det har hele tiden været tanken at han nok gjorde det samme.. Hader at skulle tage beslutningen for ham.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Godt og blandet