By the way..

Fobi fobi

Rigtig glædelig sidste søndag i 2018.

Der er noget lidt random, som jeg har tænkt på hele morgenen og som jeg bare må ud med nu her. Er det seriøst bare mig der:

Får et kæmpe sug i maven (på den dårlige måde) over de feriebilleder fra Maldiverne, der i mit feed florerer i øjeblikket. Mindst 3 jeg kender/følger er afsted netop nu. Billederne er dem I ved nok, hvor man ser hvordan folk bor midt ude på vandet i en hytte på en lille ø midt ude i ingenting (gisp).

Jeg kan nærmest blive helt dårlig og få klamme håndflader af at se det.

Og hvorfor, tænker I måske?

Den opmærksomme læser ved allerede at jeg døjer med noget angst. Grundlæggende er det en angst for at være alene. Og en overbevisning om at jeg ikke kan selv. At jeg har brug for andre for at være tryg i verden. Og det har man jo også – brug for andre – men mit er så i lidt mere ekstrem grad.
Jeg er altså ikke glad for øde steder. Er der få mennesker, så får jeg det sådan lidt stramt, er der mennesketomt panikker jeg full on.

Oppe ved vores sommerhus er der to oplagte strande at vælge mellem til havbadning. Den vildt lækre, uspolerede – og så den med aaaalle turisterne. Jeg ved da godt hvilken en der er dejligst, men hvilken en vælger jeg, når ikke jeg bliver trumfet af resten af familien? Ja…

Når jeg er ude at rejse vil jeg gerne være et sted, hvor der er mange mennesker. Ligesom at jeg helst skal vide at der er et godt hospital i nærheden. Folk omkring mig til at hjælpe.

Og selvom jeg selvfølgelig er klar over, at der ér mennesker på Maldiverne, så nej, aldrig i mit liv kunne jeg forestille mig at tage på ferie der og bo sådan midt på vandet og ikke kunne se andet end vand så langt øjet rækker. Pyyyyhh..

Til min mands store ærgrelse i øvrigt. Han har Maldiverne på sin bucket. Han må tage afsted med en ven someday, haha.

Ej, jeg synes da også det er belastende at jeg har det som jeg har det. Der er bestemt ting jeg går glip af grundet det. Men hvad kan man gøre?

Fortæl mig lige. Ér jeg den eneste der har det sådan her. Jeg synes det kunne være lidt sjovt at vide om der er andre som mig (jeg kender ingen selv).

15 kommentarer

  • kamille

    Hej Emili!
    Jeg vil bare sige, at angst i alle sine former og afskygninger er mere normalt, end de fleste går og tror! Problemet er, at mange angstramte ikke engang aner, at der er noget, der hedder angst! Og så vil jeg anbefale dig at kigge lidt på Angstekspert Kim Liljehults hjemmeside: http://www.angstekspert.dk. Han er lige netop en angstbehandler, som selv har haft angst før i tiden. Det gør, at han forstår angsten på en anden måde, og det har i hvert fald hjulpet mig selv en hel del. Tak for en fed blog 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • merethe

    Emili, tak for din åbenhed. Hvis du bliver nysgerrig på det her og godt kunne tænke dig at slippe denne situationsbestemte angst, og så bare have valgfriheden, så vil jeg tilbyde dig 3 sessioner tankefeltterapi u/b hos mig i Valby eller Nørregade. se mere på http://www.tft.nu. kram fra Merethe brade

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Hej Emilie.
    Jeg kan anbefale dig at læse om agorafobi. Måske kan det give dig følelsen af, at du ikke er alene og give dig større klarhed.
    Knus en psykologi-studerende

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak, men det er da ikke det jeg lider af eller har jeg misforstået noget? <3 Jeg har i hvert fald ikke angst for hverken at bevæge mig udenfor min gadedør, for åbne pladser eller sociale situationer med mange mennesker til stede <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej

    Sådan har jeg også fået det, efter jeg har fået børn. Bliver panisk over tanke om at tage dem med et sted hen, der er øde eller uden et ordentlig hospitalsvæsen. Eller som på Maldiverne – hvor hjælpen ikke kommer frem hvis vejret fx er dårligt. Ej puha så hellere en storby ferie 🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    Jeg har det på helt samme måde! Lige dér kommer min angst også til udtryk – så historier om overnatninger på “øde ø’er” vækker SLET ikke begejstring men tvært imod noget ala: “det lyder fedt, men aldrig noget jeg kommer til!”.
    Det har jeg det faktisk fint nok med, jeg kan også bedst lide tanken om et hospital tæt på – bare for en sikkerhedsskyld. Så længe min angst generelt ikke forhindrer mig i at leve livet – og det gør den heldigvis ikke mere 🙂

    Godt nytår!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det er lidt rart, at jeg ikke er helt alene om at have det sådan <3

      Jeg har efterhånden også accepteret mig selv og min angst – nemlig så længe det ikke forhindrer en i at leve livet, så er det helt ok. Og der er jo heldigvis mange fede feriedestinationer man kan rejse til som ikke er øde øer : D

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Jeg har det lige modsat. Jeg frygter terror og hader derfor steder med mange menesker. Naturen gør mig rolig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg tror at der er mange som har det som dig – også derfor jeg føler mig lidt alene med mit sommetider.

      Kram <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karoline

    Hvis du har lyst til at svare på følgende spørgmål, vil jeg meget gerne høre dine erfaringer. Mit spørgmål lyder: Har du nogensinde været i terapi for angsten? Hvis ja, hvordan foregik det, og har du oplevet effekt? 🧐😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Hej Karoline

      Jeg har været i terapi et par gange – aldrig noget rigtig seriøst eller længerevarende. Den bedste jeg var dog hos var Sisse Find Nielsen som bruger metakognitiv terapi. Her fik jeg en god indsigt i sindet generelt. Hun lærte mig at tanker bare er tanker – og ikke farlige. Mit helt store issue er at jeg er bange for at blive sindssyg, simpelthen. Sisse forsøgte at overbevise mig om, at det at have angst ikke betyder at jeg har større chance for at blive sindssyg. Og det virkede beroligende, så jeg er meget taknemmelig for hendes arbejde med mig.

      Men en decideret effekt eller markant bedring har jeg ikke fået. Grundlæggende føler jeg ikke at der er nogen der forstår min angst 100% – og det er lidt svært.
      Heldigvis er jeg ikke plaget af angsten på daglig basis, den viser sig ikke så meget når jeg er på hjemmebane i trygge omgivelser. Så det er dejligt i det mindste : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karoline

      Hej Emilie! Tak for dit uddybende svar 😊Min interesse bunder i, at jeg læser medicin og arbejder lidt i psykiatrien ved siden af studiet. Angst er som regel ikke noget, man bliver indlagt for – man er jo netop ikke “sindssyg”, fordi man har angst. Er derfor lidt nysgerrig omkring, hvordan behandlingen så foregår, da der jo er mange, som døjer med angst og er hæmmet af det.
      Det kunne være dejligt for dig, hvis du på et tidspunkt kan leve helt uden angsten – men under alle omstændigheder have en tilværelse, hvor angsten ikke får for meget “magt” 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg tror jeg er kommet til den erkendelse at det også er ok at have angst og at det ikke nødvendigvis skal eller kan fikses – noget som jeg tidligere var meget forhippet på. Det skulle bare væk. Men nu har det været med mig så mange år, så jeg tror det er her for at blive. Og ja, så længe det ikke forhindrer mig at leve mit liv, så går det nok. Der er selvfølgelig ting jeg ikke føler at jeg kan, fx tage til Maldiverne – og det er ærgerligt, men så må jeg fokusere på alle de ting jeg så kan i stedet <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Jeg har mere de sidste par år fået en åndssvag angst for naturkatastrofer. Så det er min grund til, ikke at ville bo midt ude i vandet… Og så har jeg også angst for steder med for mange mennesker, pga. terrorfrygt.. Men kan også sagtens sætte mig ind i din fobi, hvis det bliver så ødet, at man ikke kan få den fornødne hjælp. Det ville jeg heller ikke bryde mig om.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

By the way..