For fem år siden

Flitsbue og raseri

For lidt over to uger siden skrev jeg noget om et dejligt overskud. Jeg jinxede den nok, for siden da har overskud ikke været det der har været mest af herhjemme ærlig talt. Vi har alle været syge. Influenza, feber, hoste, snot. Først Casper, Så Saxo, så Isolde og nu er jeg ramt. Armen altså.. Det har naturligvis taget på kræfterne og både Casper og jeg er rørende enige om, at vi trænger til en overnatning somewhere. Meget snart. Bare os to. Helt alene. Ingen børn.

Jeg læste med henne hos Acie den anden dag, og hendes indlæg “det jeg kæmper mest med som mor” inspirerede mig og gav mig lysten til at fortælle det som JEG kæmper mest med som mor. Det kan jo hurtigt se ud som om, at alt er fryd og gammen alle andre steder, og jeg er nok hende der deler mere sødt end surt, af flere forskellige årsager.
Men nu får I en lille historie fra vores hverdag, og jeg krydser sådan fingre for at nogen kan relatere.
Det jeg kæmper mest med som mor i øjeblikket: Raserianfald.

Lige fra hun blev født har hun haft et temperament helt anderledes end hvad jeg var vant til med storebror. Jeg har ofte omtalt hende som en bestemt lille dame. Hvilket passede dengang og passer nu.

Vi får at vide når der er noget der ikke passer hende. “NEEEJ” råber hun, og ser helt vildt sur ud, hvis jeg kommer til at tilbyde hende noget mad, der ikke lige passer hende. Haha. Men det kan jeg nu godt leve med, det synes jeg egentlig bare er fedt. Lidt kant, en pige der ved hvad hun vil og ikke vil. Det er okay.

Men så er der det andet. Temperamentet, raserianfaldene. Er vi hjemme hos venner, i legestue eller bare hos os selv er der ingenting. Her er hun den hyggeligste og mest kærlige lille skat, der futter rundt og leger med legetøj, sidder fordybet i en bog, griner og pjatter med de andre børn.

Der hvor det går galt er faktisk primært når vi er out and about. Hvis vi skal fra a til b og hun beslutter sig for at hun ikke vil køre i bil/bus/sidde i klapvogn/ladcykel. Så er der meget lidt at stille op. Det kan også være når vi er på legeplads. Pludselig, og helt ud af det blå, vil hun ikke gynge, ikke rutche, ikke lege. Hun vil heller ikke sidde på skødet, have en snack eller et kram. Og hun vil SLET ikke sættes op i klapvognen for at blive kørt hjem. Intet er godt.
Og til sidst er man jo nødt til at sætte hende i vognen, eftersom det bestemt heller ikke er sjovt at stå på en legeplads med en sur lille pige. Og så sker der det at “anfaldet” (i mangel på bedre ord) bliver værre og værre. Så jeg tager hende op på armen, men heller ikke her stopper gråden. I dag måtte jeg halvvejs hjemme sætte mig på en bænk med rasende og grådkvalt pige (vi snakker flitsbue og skrige-gråd), ringe til min mand og bede ham komme mig til undsætning. Simpelthen. “Kom og hjælp mig lige nu”!!. Og imens krammede jeg hende og prøvede at undgå folks blikke. Og det lyder helt vildt plat når jeg skriver det, men det er bare så super super grænseoverskridende ikke at kunne nå ind til sit barn – og som sagt er det noget jeg aldrig har prøvet med Saxo, så jeg føler mig vældig meget på udebane.

Det er ikke noget der sker på daglig basis der her. Og heller ikke ugentlig. Men når det gør fylder det.
Jeg er selv et ekstremt roligt og tålmodigt menneske (i hvert fald når det kommer til børn) og jeg er virkelig god til at rumme deres vrede uden selv at blive vred. Jeg forholder mig altid roligt. Men hold da op det gør mig ked af det og frustreret det her. Også fordi jeg virkelig ikke aner hvor det kommer fra. Jeg mener.. Jeg er sammen med hende hver dag. Hun har nogle skønne og rolige dage med nærvær, opmærksomhed fra os og hyggeligt samvær med andre små mennesker. Hun får nok søvn, nok mad og alle hendes behov bliver opfyldt og så videre.. Og alligevel er det ikke godt nok.. Eller sådan føles det i hvert fald.

Jeg håber det er en fase det her, en som hun vokser fra lige så snart hun kan kommunikere bedre måske? Fingers crossed, fingers crossed, fingers crossed!

<3

21 kommentarer

  • Lea

    Jeg tror det er et godt tegn, at hun får raserianfald. Det betyder at hun er tryg ved dig. Hun ved at du ikke går nogen vejne. Men jeg kan godt forstå det er hårdt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jo hvis man ser sådan på det, så er det selvfølgelig et godt tegn : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Mette

    Og så husk at søge folks blikke i stedet for det modsatte. Jeg har flere gange siddet med et skrigende barn som lå på jorden og folks smiler faktisk støttende til en. Og igår da jeg så jeg faktisk dig stå og vente på grønt lys med klapvognen i den ene hånd og en skrigende Isolde på armen, og jeg ville gerne have givet dig et støttende smil 😊, vi kender det jo alle. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det er ikke det der er mest overskud til – at søge folks blikke : ) Men hvad jeg lige oplevede den anden dag, så synes jeg faktisk ikke at folk smilede støttende – de stirrede. Jeg synes at man burde kigge væk. Det gør jeg selv hvis jeg kommer forbi samme scenarie : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Min datter er 2 år og 2mdr og hun har også altid været meget temperamentsfuld. Efter hun blev et år blev det dog værre da hun begyndte at få affektkramper. Det betyder i praksis at hun bliver så rasende/hysterisk at hun stopper med at trække vejret og besvimer derfor. En sjælden gang i mellem hjælper det at aflede men oftest er der ikke noget at gøre. Jeg kan heller ikke nå ind til hende og hun vil absolut ikke holdes eller trøstet. Åh, det er SÅ hårdt.
    Det er dog blevet meget bedre de sidste par måneder, men hun er stadig virkelig hidsig 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Det har min ældste datter også haft, affektanfald. 3 gange er hun besvimet i raserianfald. Det er det mest uhyggelige, jeg har oplevet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ej Sara det lyder godt nok voldsomt. Det må føles så skræmmende for jer.
      Godt det trods alt er blevet lidt bedre <3 Hvad siger lægen?

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara

      Det er så forfærdeligt. Særligt første gang hvor jeg simpelthen troede at hun døde 😢 Vi startede hende på en jernkur da der kan være en sammenhæng mellem jernmangel og affektkramper og det hjalp. Vores læge forsikrede os om at det ikke er farligt og at hun nok skal vokse fra det ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Jeg har en dreng der er en uge yngre en Isolde og han har også de pludselige raserianfald, som kan komme ud af det blå. Jeg har en idé det handler om han er igang med at lære at sige fra elller lære at rumme den vrede han pludselig for. Det er bare et gæt, men vil sige Jeg genkender virkelig dine følelser omkring det og har det præcis på samme måde! Så dejligt du deler, så man ved at der er nogen i samme båd 😜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tilde

    Helt ærligt, så tror jeg Isolde er mere almindelig end Saxo. Jeg kan i hvert fald genkende det fra begge mine børn🤷🏼‍♀️ Har tit tænkt at Saxo må være et exceptionelt roligt barn ud fra dine beskrivelser😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Haha, du har sikkert ret <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kaja

      He he tænker faktisk det samme. Tilykke du har fået et “normalt” barn❤️ Pew altså man får det varmt under sådanne raserianfald i det offentlige 🙈 Det blir bedre når de kan kommunikere mere.. Min store dreng er på Saxos alder og kan stadig blive noget så hidsig dog 😅

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Det er SÅ rart at vide at man ikke er alene med sådan noget! Det her indlæg kommer som kaldet. Vores søn på 1 år og 9 måneder er præcis det samme sted. Shit, det er hårdt og noget der virkelig tærrer på in moderfølelse. For præcis som dig, så synes jeg det er SÅ ubehageligt at man ikke kan “nå ind” til sit eget barn. Fy for den. Her kan det også komme ud af det blå. Hvis koppen er blå i stedet for gul. Eller hvis bananen serveres i skiver i stedet for hel. Jep. Not kidding. Når han så bliver rasende – ja, jeg får lyst til at kalde det hysterisk, selvom jeg virkelig ikke bryder mig om ordet – så kaster hans sig ned på gulvet i flitsbue, og skriger. Når man så vil tage ham op, kramme ham eller nusse ham for ligesom netop at “rumme” ham, så risikerer man at blive skubbet væk eller mødt af ENDNU mere gråd. Når jeg så sætter ham ned, eskalerer det blot endnu mere. Så med andre ord; der er INTET at gøre, og han vil ikke lade mig være der for ham. Det er SÅ frustrerende. Oveni kan jeg mærke at han for tiden foretrækker sin far når han er ked af det. Det gør ikke følelsen bedre. Ligesom dig håber jeg virkelig bare det er en fase.! jeg konsulterede lige min mødregruppe – hvoraf flere af dem har flere børn, og flere af dem har oplevet det samme. Det gør mig lidt mere rolig. Gode tanker til dig og din familie!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Åh ja, meget rammende beskrivelse! Super interessant, som du også har kommenteret på flere gange, at de samme forældre kan få så forskellige oplevelser med deres børn, og at deres “medfødte” personlighed altså spiller så meget ind! Jeg tænker også sprog kan spille ind på det periodiske raseri i denne alder – tankerne og følelserne er der, men det er svært at formulere andet end “NEEEJ!” (og det bruges så!). Lidt egoistisk, så kan jeg heller ikke lade være med at føle mig en smule betrygget af, at I trods alt også oplever de her ture, selvom du hjemmepasser (men måske sjældnere end hvis du ikke gjorde, hvem ved). Så behøver vi andre ikke at opfatte hvert “anfald” som en bebrejdelse over, at man har “efterladt” dem – måske det bare hører til alderen 🙂
    Og du gør jo alt det rigtige – så mon ikke det sidder længere i dig end det gør i hende 🙂 selvom det aldrig er sjovt, når det står på!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg kan sagtens følge dig og har tænkt over det samme – for havde Isolde nu gået i vuggestue, så havde jeg 100% tænkt at de her nedsmeltninger havde relateret sig til en lang dag, måske for mange indtryk, larm, ikke nok voksenkontakt, at hun savnede mig osv. osv. Og ja, nu kan jeg i hvert fald skrive under på at det ikke forholder sig sådan. Mit eksempel i går var i hvert fald klart. Hun havde haft den bedste, mest rolige dag, lang lur i forhold til hvad hun plejer osv osv og alligevel gik det bare helt skævt. Så den kan du og andre der måske døjer med dårlig samvittighed i hvert fald skrive jer bag øret : D

      Så hvad kan vi lære af det. Børn er bare virkelig virkelig forskellige <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • dorthe

    det er jo helt normalt! hun er jo i rivende udvikling. Sådan er det jo engang imellem. piger er meget forskellige fra drenge. Du kan jo ikke gå livet ud med bærn uden konflikter, selvstændighed og det der er knap så sjovt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det ved jeg da udemærket – at det er helt normalt. Men derfor kan det jo stadig være super frustrerende mens man står i det. Og nej, ingen slipper gennem livet som forældre uden at opleve ting der er knap så sjove. Man tager det sure med det søde og det er lige som det skal være! : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Det lyder også fuldstændig som min datter – det er blevet markant bedre det sidste halve år (hun er 2,5 år nu), og er kommet i takt med, at hun fik et virkelig godt sprog.
    Når jeg har fulgt med her eller hos andre, som har viklet meget og haft et barn, der gerne vil sove på mor, har jeg så ofte følt mig som en fiasko, fordi min datter nemlig præcis har fået der der “anfald”, når hun har siddet i vinkle eller jeg har forsøgt at få hende til at falde til ro ved at give masser af kram. Det har altid virket forstærkende på hendes raseri og det er virkelig hårdt, når man ikke føler, at man kan være der for hende. Nu er hun virkelig blevet en puttepige, der elsker fysisk kontakt (og det er SÅ dejligt endelig at kunne give det). Det, der hjælper mig, da hun fik raserianfald og en sjælden gang stadig gør det er, at tænke, at nu er hun ét skridt længere mod at lære sin følelser bedre at kende (og det samme er jeg).😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Det lyder præcis som min datter, da hun vi lige sp gammel som Isolde er nu. Det værste er nærmest at man føler alle kigger, og folk uden børn tænker “så trøst dog dig barn”! Men det er bare umuligt når de får disse “anfald”. Men vi fandt hurtigt ud af det eneste der hjalp var at aflede, i sådanne situationer. Så man bare siger “ej har du set den store flyvende fisk i himlen?!!!” eller noget i den stil, og så bare fange hendes opmærksomhed. Desuden fandt vi også ud af, at hun blot var i ubalance i perioder, hvor hun var ekstra sur og havde brug for ekstra meget omsorg og medbestemmelse (vil selv kan selv!).
    Nu har hun/vi lært at tøjle det 🙋🏼‍♀️👌🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sissel

    Vi har præcis også sådan en pige hjemme hos os – og ligesom hos dig er jeg overhovedet heller ikke vant til det, fra storebror pyha 😀

    Jeg genkender det, og rummer det lige som det lader til, at i gør.
    Husk på – den lille temperemantsfulde dame er heldig at hun bor hos jer ❤️ Som rummer og tilbyder hjælp. Det er jo ikke en selvfølgelighed hos alle. Det lader til, at du hjælper hende på bedste vis og altid viser hende at du er der for hende i alle hendes følelser – ros til dig 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

For fem år siden