Forårsfornemmelser og weekend

For fem år siden

For fem år siden klokken lidt i midnat og 15 dage før min termin var jeg netop hoppet i seng i vores gamle lejlighed i Tullinsgade. Jeg var død træt, men kunne slet ikke finde ro. Det var dog ikke noget nyt, eftersom den sidste del af graviditeten havde været præget af søvnbesvær og uro. Nu var der kun én uge til mit planlagte kejsersnit skulle stå og jeg var SÅ klar til at blive mor.

På et tidspunkt får jeg rejst mig op for at gå på toilettet, men jeg når ikke derud, før det siger plask! Shit! Var det mit vand, der gik lige der? Ja det var det, det fossede faktisk ud. Panik! Vi har ikke engang pakket den famøse taske endnu! – Casper pak en taske, så ringer jeg til Hvidovre. – Hej det er Emilie. Mit vand er gået og min baby ligger i UK, jeg skulle først have kejsersnit om en uge. – Nå for søren, læg dig ned og så sender jeg en ambulance med det samme. – Må jeg pakke en taske? -Nej – Må jeg lige hurtigt tage tøj på? – Nej. – Okay så.

Ambulancen kom hurtigt og jeg blev transporteret liggende, næsten nøgen dog med Caspers hættetrøje smidt omkring mig, ned i bilen og ud til Hvidovre.

Her fik jeg lov at vente i et lille rum på en briks sammen med Casper.

og først 12 timer og en masse masse veer senere stod en stor flok mennesker klar til at tage imod dig. Og så var du der, ud kom du, direkte op på mit bryst, hud mod hud og hjerte mod hjerte. Og du har været hos mig lige siden.

Jeg kan ikke rigtig finde ordene for noget, der er så stort som det her er, men sagen er egentlig bare den, at siden du kom, har det hele givet mening for mig. De sidste fem år har været de bedste i mit liv.

Du er det smukkeste væsen jeg kender. Du er blid og kærlig og rummer så meget empati. Du er sej og modig og evigt nysgerrig på livet og på alt omkring dig. Du er tryg, du hviler i dig selv og du lader dig ikke slå ud og, og. og.. Jo, jeg er verdens stolteste mor.

Og i morgen fylder du 5 år. Min lille store skat, jeg elsker dig helt ubetinget <3

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forårsfornemmelser og weekend