Vegansk bolognese: Lækker og nem børnevenlig aftensmad

Annonce for Cremefine

Hej og glædelig mandag allesammen! Vi er tilbage i København efter en helt vidunderlig weekend i det Fynske. Hold nu op det har været dejligt og tiltrængt at komme lidt væk. Men ok, København er heller ikke værst og slet ikke på sådan en flot solrig og lun dag som i dag. Nyder I det mon lige så meget som mig?

Her til eftermiddag jeg været i køkkenet for at lave en kæmpe stor portion bolognese, plantebaseret. Vi er jo kun 4 mennesker, men vi er svært glade for at lave aftensmad, der holder i to dage. For de bedste aftener i følge os er helt bestemt dem, hvor vi ikke behøver koncentrere os om at handle ind eller stå i køkkenet. Så er der tid til alt det vi meget hellere vil. Jeg har altid sagt at skulle vi blive rigtig rige en dag (lol) så var madlavning den ting jeg hellere end gerne ville udlicitere og lade andre om. Jeg synes det er så træls at bruge halvanden time i køkkenet og især hvis maden så ender med kun at blive nydt og spist af to ud af fire, hvilket sker nogle gange, fordi.. kræsne børn. Suk.

Jeg ved jo godt at det der med en privat kok aldrig bliver en realitet. I stedet nyder vi som sagt at lave retter til to dage, for at begrænse tid i køkkenet og her har vi også nogle go to retter, vi ved altid fungerer for os alle fire. Og det er bl.a klassikeren Pasta Bolo. Findes der børn der ikke kan lide det? Jeg tror det næsten ikke.

Vi laver den uden undtagelse altid plantebaseret, og siden Naturli Hakket er kommet i køledisken i de fleste supermarkeder er det nemmere end nogensinde. Vi bruger også Cremefine plantebaseret, fordi den er et rigtig godt alternativ hvis man ønsker flødesmagen, men gerne vil holde det helt plantebaseret og dermed også miljø og dyrevenligt.

Så nu får I den. En storfavorit herhjemme: Pasta bolo – vegan style. Nem og hurtig at lave og smager fantastisk. (jeg udfordrer jer til at lave den til en kødspiser, som garanteret ikke vil kunne gætte at den er plantebaseret).

Til 4 personer (holder i to dage).

Ingredienser:

– 1 hakket Løg
– 2 fed hakkede hvidløg
– 2 Naturli hakket
– 3 revet gulerod
– en bakke hakkede svampe
– 4 pakker hakket tomat
– Friske tomater
– Ost. Vi har brugt almindelig parmesan-ost i denne ret, men vegansk ost kan bruges hvis man vil holde den helt plantebaseret
– Cremefine Plantebaseret. Cremefine er ikke et must, men vi synes den giver den helt rigtige runde og lækre smag som vi elsker
– Pasta efter eget valg
– Olivenolie
– Frisk basilkum
– Salt
– Peper

Fremgangsmåde:

Løg og hvidløg svitses i olivenolie i en stor gryde, naturlig hakket tilsættes.
Svampe og gulerødder tilsættes og svitses et par minutter på en pande.
Tilsæt hakkede tomater til løg og hvidløg og når svampe og gulerødder er møre, tilsæt dem da til saucen.
Tilsæt vand og kog op. Jo længere tid den kan stå på blusset jo bedre. Smag til med salt, peper og cremefine til sidst.

Kog pasta som anvist på pakken. Og bland sauce og pasta sammen. Pynt med friske tomater, basilikum og ost.

Voila : )

Vinterferie

Vi holder, som så mange andre, vinterferie i denne uge og i går var en ren mor-Saxo-dag og det var så tiltrængt. Super-Olde tog Isolde med ud på tur det meste af dagen, mens Sax og jeg smuttede ind til byen. Første stop på vejen var hos Gunn-Britt, hvor vi begge blev klippet af min frisør Simone. Det er så hyggeligt at have et barn, der har nået en alder, hvor man kan gøre sådan noget. Helt seriøst, det er for fedt. Videre ud i det dejlige vejr, pizzaspisning, et besøg i Lego butikken, en is i solen og en lang gåtur hjem, hånd i hånd. Det var den dejligste dag.

Jeg har nævnt det flere gange herinde og skrev det også på Instagram i går. At det der for mig var hårdt ved at få barn nr 2 aldrig handlede om det praktiske, at gå fra uafbrudt nattesøvn til at skulle amme hver anden time, alt det hejs. Nej, det jeg synes var mega hårdt var alt det følelsesmæssige. Savnet til min store dreng. Ikke at føle at jeg kunne være nærværende nok. Ikke fordi han mangler noget den dreng, altså han har en fantastisk far og mange gode voksne omkring ham. Jeg var aldrig nervøs, får han nu nok kærlighed? For det gjorde han. Men ja, jeg savnede ham meget og alt det vi havde sammen. den første tid. Og som jeg skriver det nu, her halvandet år efter, virker det nærmest helt åndssvagt. Altså come on, hvor svært kunne det lige være? Man kan vel sagtens være noget for det store barn, med en nyfødt på armen, som alligevel hele tiden sover? Og jo, det kan man selvfølgelig. Men ja, jeg strugglede bare lidt med det dengang, jeg har svært ved at forklare det bedre. Men jeg er sikker på nogen kan genkende det.

Anyway, halvandet år efter og tingene kører, sådan familiewise, på skinner, synes jeg faktisk. De elsker hinanden de to og at få hende har været så sindssygt meningsfuldt. Både for os forældre, men også for Saxo. Kæmpe kliché – søskende er en gave, men det føler jeg dybt alvorligt det har været for dem, en gave at få hinanden og åh det gør mig lykkelig.

Og det gjorde dagen i går også. Det kan anbefales sådan at have one on one tid med et enkelt barn. Hvad med jer? Deler I jer også op sommetider?

De seneste uger

Hej fra søndag eftermiddag, hvor vi heldigvis er i bedring herhjemme, selvom jeg ikke ved om jeg overhovedet tør skrive det? Lad os derfor lynhurtigt gå videre til et kig på lidt gode glimt fra den seneste tid. For der har været lidt, selvom det ikke er meget. Det meste af tiden har vi brugt i vores kølige soveværelse.

Vi har simpelthen fået forårsfornemmelser her i huset, hvad med jer? Og det kræver nyt fodtøj til børnene åbenbart. Begge er vokset helt ud af alt andet end deres vinterstøvler. Så nu skulle det være: Matchende sneaks, haha. Og de har siddet på fødderne – også indendørs, non stop siden. Kom bare an forår.

Min nye obsession, tror jeg godt man kan kalde det. Poke bowl med rejer, alverdens lækre grønt på en bund af blomkåls’ris’. Øj det er godt. Jeg køber en stor, for så er der både nok til frokost og aftensmad.

En hurtig tur til Torvehallerne fredag aften med min mand. Han har leveret keramik til et nyåbnet sted, der laver de lækreste blinis, så vi skulle lige lure, smage og ønske tillykke. Vi gik derhen og hjem igen og følte begge en vild lykke over at bo i byen og kunne være spontane på den måde man kan her. Jeg bliver ved med at forundres over den mand, hans drive og den måde han altid bare får ting til at ske – på en meget naturlig måde. Jeg forstår det ikke. Det gør han heller ikke altid selv, haha. Men han er så dygtig. Og skide god med mennesker og relationer, og det har jo nok også en hel del at sige i sådan en business. En stolt kone, jo jo.

Torsdag aften var der dømt Børnefest i Saxos børnehave. Han havde glædet sig i uger. Taget fint tøj på, butterfly og det hele. Lidt af fars parfume blev det endda også til, haha. Afleverede ham klokken 18 og klokken 20 hentede jeg en meget svedig dreng, der var i fuld gang med at danse det bedste han kunne med de sødeste små venner. Han gik i seng, nej faldt faktisk omkuld, helt lykkelig den aften og snakker stadig om festen.
Lige så meget som jeg måske nok har det lidt køligt omkring vuggestue og de helt små, lige så varmt har jeg det med børnehave og det, det for os kan. Jeg tænker ikke at børnehave er et must for et barn og slet ikke 5 dage om ugen. Men faktum er jo bare at det i dagens Danmark er 98% (mener jeg)? af alle børn der går i børnehave. Og så er det altså ikke let at finde venner at lege med hjemme. Så jo, børnehave er på en måde et must her og rigtig god til venskaberne. Jeg ville ikke være mine børn det foruden.

Hvis man må være rigtig streng og fremhæve lidt positivt i dette crazy sygdomsforløb, så vil jeg nævne søvnen. Isolde sov lur a 4 timer de fleste dage og jeg lå lige ved hendes side og det var altså ret så hyggeligt nu det skulle være. Jeg er i øvrigt stadig så glad for min smukke halskæde lavet af Julie Carl.

Reklame: Et hurtigt besøg indenom Retouch Clinic og søde Mads. Jeg er i gang med “hudfornyelse” med laser, der skal komme karsprængninger og solskadet hud i mit ansigt til livs. Og så fyldte vi også liiidt i læberne, bare en lille bitte smule. Restylane altså. Mads er så dygtig til det og jeg synes selv det gør en kæmpe positiv forskel.

 

Sushi lørdag aften i dynerne. Bemærk Pyjamas-heltene sengetøjet. Jeg elsker lidt hvordan man med babyer og helt små børn stadig går op i de neutrale farver, og man gider helst ikke for meget print, alt det der. Og når så ungerne når en vis alder, så bliver man fuldstændig ligeglad. Vi kører Cars sokker, Ninjago printede t’shirts og ja, pyjamasheltene sengetøj. Haha. Og det er skønt.

Fortsat rigtig rar søndag. Jeg håber I har haft en god en <3 Vi snakkes snart x

Status på hjemmepasning: 1,5 år

Så gik det sådan, at jeg lige straks har gået hjemme med min datter i halvandet år. Og her kommer en lille status på det til jer, der skulle have lyst til at læse med. Hvordan går det? Trives jeg? Trives hun? Hvad laver vi? Hvad er det bedste og det sværeste og hvad med fremtiden?

Og så vil jeg også samtidig gerne sige TAK til alle jer, der er så søde at skrive og fortælle at mine skriverier omkring dette emne, små børn og institutioner, hjemmepasning mm. har gjort en forskel. At det på den ene eller den anden måde har sat tanker igang hos jer og at det endda har været med til at inspirere nogle af jer til at gøre tingene anderledes end hvad normen i Dk er – hvad end det så har været at forlænge barslen lidt, hjemmepasse de første år som os eller bare være med til at åbne øjnene for at man godt kan vælge en anden vej. Jeres beskeder betyder virkelig meget for mig, så tak.


Så hvordan går det med Isolde?
Jeg kan ikke skrive så meget andet, end at hun (selvfølgelig) stortrives. Hun er, som forventet, helt på niveau med hvilket som helst andet barn i hendes alder, hjemmepasset eller ej. Hendes sprog er bedre end Saxos var på samme tid, men om det skyldes noget andet end at børn bare udvikler sig i forskelligt tempo, tænker jeg nu ikke.
Hun er tryg, glad og sommetider virkelig hysterisk, haha. Hun er ikke så glad for at være på legeplads i øjeblikket, men hun elsker sine bøger og indendørs hygge. Hun er glad for de andre børn i vores legegruppe, som hun også ses med flere gange ugentligt.
Nogen har spurgt om jeg oplever at hun er mere mor-glad, fordi hun går hjemme med mig hver hver dag. Og det synes jeg ikke. Jeg er dog #1 især under sygdom, som vi har været plaget meget af de sidste par måneder, men far har også en meget stor rolle i hendes liv. Han putter, giver mad, trøster osv. på lige fod med mig. Derudover har hun en tryg og stærk tilknytning til både storebror, bedsteforældre, olde, moster og onkel – Så der ér altså andre end mig i hendes liv.

Hvordan går det med mig?
Jeg trives fortsat med en hverdag, hvor hun er omdrejningspunktet. Jeg elsker at være hende der ser det hele og føler mig meget heldig.
Men betyder det, at alt er zen og at jeg ikke til tider savner at kunne tage en hel dag for mig selv? Gå på arbejde, spise min frokost uforstyrret, alt det der? Nej selvfølgelig ikke. Selvom det er skønt og givende er det også hårdt arbejde at hjemmepasse, men for mig ér det bare det hele værd og føles så rigtigt. Casper er god til at hjælpe med at tage hende sommetider, hvis jeg trænger til lidt mig-tid.
Efter at Casper har kunne putte på lige fod med mig – især efter jeg stoppede med at amme, er jeg også blevet god til at tage ud at spise med mine veninder om aftenen. Det giver mig rigtig meget og en bonus ved at være sammen med sit barn hele dagen er, at der ikke er den mindste smule dårlig samvittighed ved at tage noget tid for sig selv. Den dårlige samvittighed er ikke eksisterende og det er så rart.

Hvad laver vi i løbet af en uge?
Det største tip jeg kan give videre til forældre, der ønsker at passe hjemme er at teame op med andre der gør det samme, Jeg har dannet en legegruppe med børn i nogenlunde samme alder som Isolde og det har været helt fantastisk at have dem. Vi ses fast hver onsdag og derudover mødes vi flere gange om ugen i diverse legestuer, biblioteker, på byens legepladser, på Remisen, i svømmehallen osv. Vi har også løbende tilmeldt os de samme rytmik-hold.
Noget der også har betydet meget i vores hverdag har været storebror. Saxo går i børnehave på deltid/efter behov og lyst, så nogle dage bliver han hjemme – og bare det at han er i huset er nok til at holde Isolde beskæftiget og underholdt. På de dage hvor Saxo er afsted i børnehave er det typisk Isolde og jeg der henter ham. Så går forholdsvis meget af dagen faktisk med det. Og ofte bliver vi 30-40 minutter og leger med på legepladsen. På den måde tænker jeg også, at Isolde langsomt vænner sig til institutionen, hvor hun jo også skal gå en dag. Mere om det længere nede.
Noget jeg igen og igen hører forældre sige til hinanden er, at det er svært at aktivere barnet, efter det er fyldt 10-12 måneder og derfor bliver det godt eller ligefrem bedst for dem at komme i vuggestue. Og jeg forstår hvad der menes, børn i den alder er krævende, men jeg vil så gerne være med til at udfordre det, fordi jeg mener at det kan man oprigtigt godt, aktivere. Og bor man måske endda i København, jamen så er der ingen undskyldning  – her er så meget at lave hver dag og masser af jævnaldrene børn at mødes med.
Jeg har tidligere skrevet indlægget “det kan du lave med dit hjemmepassede barn”, hvor I kan læse mere uddybende om hvad vi laver hver dag og få tips og tricks til hvad I kan lave med jeres hjemmepassede barn.

Det bedste ved hjemmepasning?
Det er at vide at jeg giver hende det jeg mener er den bedste start på et barneliv. Bare dét, gør det 100% det værd. Og det at jeg ser og oplever alt det sjove – De første skridt, alle de små ord osv. Så er der de små ting som altid at kunne sove til vi vågner, at sove lur sammen, at gå i svømmehallen i dagstimerne, hvor der ikke er så mange mennesker osv. listen over positive ting er rigtig lang

Det sværeste ved hjemmepasning?
Tilsidesættelse af egne behov. Min datter sover typisk ikke mere end 45 minutter på en dag. Jeg når seriøst ikke engang at spise frokost, før jeg er på igen, haha. Jeg tror at man virkelig er nødt til at gøre op med sig selv hvad der er vigtigst, for man kan ikke det hele. I mit helt eget tilfælde som selvstændig, har jeg måtte prioritere. Hende eller arbejde. Jeg holder jo stadig lidt liv i bloggen her med indlæg 1-2 gange ugenligt og lidt Instagram og det er dejligt, men som et fuldtidsarbejde, som jeg jo ellers har kørt det som de sidste par år – glem det, det er umuligt. Og det kan man sommetider blive frustreret over, men det nytter ingenting.

Fremtiden?
Planen har hele tiden heddet sig, at Isolde skal ned og gå i storebrors institution når hun fylder 2 år, altså til august. Her skal hun starte på deres “mellemstue” (der er kun 3 stuer i hele den integrerede institution) og skal gå der deltid og have korte dage, indtil jeg synes at det giver mening for hende at være der mere. Lige nu tænker jeg at en uge kunne hedde 3 dage fra 9- til når hun vågner fra lur agtigt. Men alt dette må jeg se på når hun starter. Jeg tænker det giver helt sig selv hvor meget eller lidt hun skal være der. Jeg tror på at det nok skal blive rigtig fint for hende at starte på det tidspunkt og jeg tror også at det på mange måder bliver fedt for mig at få lidt mere tid til bloggen her. Noget jeg også virkelig ser frem til er at kunne tage en fridag kun med Saxo. Når det er sagt så er der også en lille del af mig, der tænker på at holde hende hjemme længere tid. I min optik er man stadig rigtig lille når man er 2 år og jeg ved at der sker uendeligt meget med barnet, barnets forståelse for sig selv, for andre, barnets lyst til at lege med andre børn fra man er 2 til 3 år. Så måske kunne jeg godt finde på at udskyde hendes start. I så fald ville det blive året efter i maj hun ville kunne få plads, og her vil hun være 2 år og 9 måneder. Men alt dette kan jeg først afgøre, når vi kommer lidt tættere på kan jeg mærke. Det kommer rigtig meget an på hende, føler jeg at hun har gavn af at komme derned til august, så er det klart det vi gør. Så vi må se til den tid : )

Misundelse er en grim ting (den omvendte)

Trøje her: (affiliate)

Så blev det søndag og i går, mens jeg sad med telefonen i den ene hånd og havde den anden liggende på brandvarme sovende Isolde, fik jeg lyst til, som et comeback til alle de ting jeg skrev i forgårs om at være misundelig, at skrive den omvendte – om alle de ting jeg slet ikke misunder. Så here goes:

Ting jeg ikke misunder:

Perfektionisme. Noget mine forældre har givet mig med på vejen, og som jeg er vildt taknemmelig for, er troen på at jeg, Emilie er alt værd, bare ved at være. Ikke for de ting jeg gør eller kan. Ikke for karakterer eller præstationer eller mit udseende. Ikke for hvilket job jeg har. Jeg tror det har været med til IKKE at gøre mig til en der stræber efter det perfekte, en der er rigtig god til at sige pyt og en der ikke er en people-pleaser. Og det er noget som jeg også forsøger at give videre til mine børn, fordi jeg kan mærke, at det har været og er godt for mig og hjælper mig i mange situationer. Ikke mindst i en blogger-verden, hvor det hele hurtigt kan gå op i flest følgere, sejeste netværk, mest performende content og så videre. Og for at være helt ærlig, intet af det er vigtigt for mig.

At være en del af modeugen som åbenbart kører lige nu, som jeg spottede på Instagram.

Alle som er ude at rejse. Sidste år aftalte C og jeg at vi i 2019 ikke skulle ud og rejse, med fly altså. Det er meget oppe i tiden, og med god grund, at vi tænker over bl.a hvor meget vi rejser med fly. Men det var dog ikke så meget af hensyn til miljøet, mere pengepungen (fordi vi besluttede at komme af med min SU-gæld på én gang, så nu skylder jeg intet, hurra) og så det at vi faktisk ikke rigtig orker med en halvandenårig? Så i år, fordi vi ligesom har taget den beslutning og nu hvor jeg hver dag bliver mere og mere bevidst om hvor slemt det egentlig er for miljøet at rejse med fly, har jeg ikke været spor misundelig, når venner og familie har rejst til Bali, Thailand, USA, Dubai osv. Og det har føltes rigtig godt.
Casper har dog alligevel proklameret at nytår næste gang IKKE bliver i Danmark. Vores nytårsaften var jo lidt et flop, med syge børn og os voksne, der lå under dynen længe før 12. Så jo, planen lige nu er en rejse helt i slutningen af 2019.

Gravide kvinder. Det er jo den dejligste nyhed og jeg lykønsker og sige århhh med hænderne op til kinderne. Og samtidig tænker jeg – goooodt det ikke er mig. Jo længere væk jeg kommer fra mine graviditeter og særligt den med Isolde, jo hårdere synes jeg egentlig jeg husker det. Kvalme og daglige opkastninger i mere end 20 uger er jo umenneskeligt. Hvad vi kvinder ikke gennemgår, shit mand. Graviditet er, imo, på mange måder totalt romantiseret. Selvom det man får ud at det jo selvfølgelig er beyond fantastisk.

Kødspisere. Selv på hvad? 12. år som pesqetar får jeg stadig spørgsmålet, om jeg dog ikke savner et godt stykke kød bare en gang i mellem. – men hvad med kylling så? Og nej, jeg savner det på ingen måde og får aldrig lyst til at sætte tænderne i et dødt dyr. Altså ud over en fisk. Den kan jeg ligesom ikke slippe #hejsushi

Det at være høj (cm mæssigt altså). Jeg må nok hellere skynde mig at sige at jeg oprigtigt synes at kvinder som mænd er lige smukke ligegyldigt hvor lave eller høje de nu er. Højde har aldrig optaget mig. Men jeg havde en lidt sjov oplevelse den anden dag, hvor en kvinde i en legestue meget højlydt snakkede om, hvor fedt hun synes det var at være høj og hvordan hun absolut var lykkelig for ikke at være lavere, jeg mener hun sagde at hun var 1.77 cm. Faktisk ville hun gerne have været 5 cm højere – det havde været perfekt, sagde hun. Og så slog det mig, at jeg jo er lav. 1.64 deromkring og i hendes verden vel nok vældig og alt for lav, haha. Men heldigvis slog det mig også, at jeg faktisk bare synes det er helt perfekt for mig. Og det gik op for mig, at jeg aldrig har ønsket mig højere eller kigget misundeligt efter høje kvinder. Og selvfølgelig – havde jeg så været 10 cm højere havde dette også været helt perfekt. Igen, højde har bare aldrig optaget mig.

Nå ja og også det at være høj. På stoffer hvad end det er de milde eller skrappe. Stoffer, pyha, jeg kunne aldrig røre sådan noget og er ikke det mindste misundelig over folk, der har en fest på den måde.

At kunne putte sine børn ved at lægge dem i seng og så gå ud af rummet. Igen og igen falder jeg over at en putning som ovenstående er lig med ultimativ succes. Altså at man kan lægge barnet i sengen, læse bog, kysse godnat og så smutte ud inden barnet er faldet i søvn. – noget jeg i øvrigt ikke synes der er noget som helst galt med, to be clear. Alle gør det på deres måde og det er skønt. Og jeg kan sagtens se fidusen med sådan en hurtigere putning og så er der det mere voksentid på sofaen, hvilket man jo for faen trænger til efter en lang dag. Men alligevel tager jeg mig selv i ikke at blive det mindste misundelig over det. Jeg elsker af hjertet at holde dem i hånden lige til åndedrættet bliver tungt og øjnene lukker i, hver anden aften (vi skiftes, C og jeg). Jeg synes det er det dejligste, selvom voksentiden i den anden ende er det mindre.

Krævende jobs, chef-stillinger, hvor der lægges mange timer hver uge. Ikke det mindste misundelig, heller ikke selvom der garanteret går en fed løn ind på kontoen hver måned : D

Kan I nikke genkendende til noget? Ellers må I bare have en dejlig dejlig søndag <3