Den første get away

Om tre dage overlader vi begge børn til naboen, aka mormor og morfar og så starter vi bilen og kører mod Sveriges land, hvor vi skal hygge om hinanden, gå nogle lange ture ved vandet, plaske i spa’en, spise en lækker middag, tale sammen uforstyrret og sove på et hotel. Vildt! Første get away i hvad der føles som 1000 år og dermed også, for mit vedkommende, første overnatning væk fra Isolde nogensinde.

Min mand glæder sig herre meget, haha. Jeg glæder mig også, helt bestemt, for det ér tiltrængt, men det er samtidig også ambivalent for mig, at efterlade Isolde hjemme, sådan er det bare. Jeg er sikker på at flere af jer lige nu tænker, ej come on – hun er halvandet, hun kan da snildt undvære dig? Og måske nogen endda tænker, at hun jo slet ikke vil lægge mærke til at jeg er væk.

Men det er ikke sådan jeg tænker om det. Jeg er helt sikker på at hun vil hygge med mormor og morfar og storebror. Vi efterlader hende i de bedste hænder og hun er så tryg og glad for alle tre. Mormor har også puttet med succes en del gange efterhånden. Men jeg tror altså sagtens hun kan mærke, at der er noget der ikke er som det plejer. Selvfølgelig kan hun det.

Og det er så også ok, at alt ikke er som det plejer og ikke nødvendigvis nogen dårlig ting. Men det der går mig på er, at jeg ikke kan fortælle hende at vi kommer tilbage næste dag. Det at hun ikke ved det.


^^^ Tb til vores sidste tur, da jeg var halvvejs i graviditeten med Isolde  : D


Derfor synes jeg også det er så mega super lækkert at have en 5 årig, som jo forstår alt. Med ham har jeg absolut ingen kvaler, og har i øvrigt ikke haft det i nogle år, ved at tage en overnatning væk. Han beder selv om at måtte sove hos farmor, tage med mormor og morfar i sommerhus og om nogle uger skal han overnatte hos en ven fra børnehaven Det føles så rigtigt, så godt og udelukkende som en fed og vældig naturlig ting.

Hvad vil jeg egentlig med dette skriv? Jeg ved det ikke helt, men måske forsikre jer, der har samme ambivalens omkring at være væk fra jeres små børn, om at det er helt ok at have have blandede følelser omkring det. Ligesom det er helt ok slet ikke at have lysten til at være væk eller lade barnet passe. Man er ikke en pylret mor af den grund. Jeg faldt engang over et kommentarspor, hvor en mor skrev at hun var lige ved at kaste op, fordi hun havde det så skidt med at hendes 5 måneder gamle baby skulle passes med overnatning af bedsteforældrene – men barnet skulle jo lære det og bedsteforældre ville så gerne. Og jeg fik simpelthen så ondt i maven. Et er hvis man selv har lysten til at være væk  – go for it, men at tro at man er nødt til at presse på med pasning, fordi barnet skal lære det, det er der i min optik slet ingen sandhed i. Lysten kommer helt naturligt for barnet i takt med at det bliver ældre og jeg vil vove at påstå at det for dig som mor også kommer helt naturligt i takt med at du kan kommunikere med dit barn.

Det var i hvert fald det der skete for mig. Glæden ved at være væk, helt uden ambivalens, kom nok først rigtig, da mit store barn selv kunne bede om det. Eller i det mindste at man kunne fortælle ham at vi kom hjem igen. Og vi vidste at han forstod og var ok med det.

Og hvorfor så spa og hotel nu, hvis jeg har det så blandet med det? Jeg vil sige at det er en 80/20.
80 % af mig har det vildt godt med det. Isolde er halvandet år, hun er ikke længere en baby, hun bliver heller ikke ammet længere. Og så er hun tryg, helt igennem tryg ved mormor og morfar.
Så jeg ér tryg ved at efterlade hende, fordi jeg ved at hun kommer til at have det rigtig godt. Jeg ved at det bliver absolut helt problemfrit. Og så er det tiltrængt for Casper og jeg. Man kan så let glemme hinanden i hverdagen, så kærligheden skal også have lidt omsorg. Så det er derfor <3

Om at føle sig voksen

Annonce for Lidl

Lidl har givet os en fed challenge: Lav en madplan for en uge.
Først stejlede jeg en anelse, en madplan?! – Jamen sådan noget gør vi os jo ikke i.
Men så snakkede vi om det, og vi har faktisk længe gerne ville gøre det, lave en decideret madplan, handle lidt mere bevidst ind, i stedet for bare at fylde kurven med det der lige falder os ind den pågældende dag, så nu var det da den perfekte anledning til at prøve det af.

Og hvorfor en madplan? Findes der en ulempe ved sådan en, når man nu er en børnefamilie der går op i kvalitet til super rimelig priser og i øvrigt gerne vil bruge så lidt tid på at handle ind og være i køkkenet som muligt? Jeg tror det ikke.
Herhjemme handler vi stort set altid ind fra dag til dag og fra ret til ret. Det er dyrt og det er dumt. Der går meget tid med det, der ryger altid ekstra i kurven, som man egentlig ikke havde brug for, madspild er ofte en ting, da der fx sjældent tages højde for fx at bruge creme fraiche bægeret til to retter eller resten af kålhovedet.

Så jo, en madplan og det at handle ind kun én eller måske to gange om ugen ville gøre en kæmpe forskel for os.

Challenge accepted og en formiddag i sidste uge tog vi bilen og kørte til Lidl på Frederiksberg, Casper, Isolde og jeg. Vi skulle jo handle stort ind, så vi fik fat i en indkøbsvogn og allerede dér følte jeg mig meget voksen. Det gjorde jeg også da jeg helt bevidst tog ned fra hylderne af det der stod på vores indkøbsseddel, mens jeg krydsede af. Jeg plejer slet ikke at have en indkøbsseddel med, haha. Men det føltes godt.

Og så må jeg sige at det var et virkelig glædeligt gensyn med Lidl. Da vi i sommers boede en måned på Mallorca handlede vi ind i Lidl hver gang og vi elskede det! Dejlig meget plads i butikken, en imponerende grøntafdeling og vigtigst af alt et stort udvalg af kvalitetsprodukter.

Og Lidl på Frederiksberg skuffede bestemt heller ikke. Helt oprigtigt blev jeg så positivt overrasket. Og Casper med. Lidl har for nylig udvidet deres sortiment med 300 nye varer, og det kunne man altså godt fornemme, for det vi så var vitterligt et kæmpe stort udvalg af kvalitetsvarer til rigtig gode priser, super meget øko og dansk, lige som vi bedst kan lide det. Jeg har ingen klager.

For os bliver det her forhåbentlig en vane. Jeg tror ikke vi får lavet en madplan hver uge, men vi vil klart sløjfe små-turene til fordel for at handle mere bevidst ind.

Ud over alt det vi fik købt til vores madplan herunder, så fik vi også købt billigt toiletpapir, gode billige bleer, vådservietter, øko smoothies til Isolde, Lidls Lupilu barer som Saxo har med på madpakke, nødder, tørrede frugter, god vin (vi købte både NZL Pinot Noir og Riesling D’Alsace AOC) til os voksne, Caspers yndlings oste, olivenolie, havregryn, øko soyamælk, øko peanutbutter, krydderurter mm.


Og nu til vores madplan:

Mandag: Fiskefrikadeller med kartofler og gulerødder bagt i ovnen, peperfrugt som snack on the side (det elsker begge børn)

Tirsdag: Pasta med vegansk køderstatning og squash og gulerødder i tomatsauce + revet parmesan

Onsdag: Omelet med diverse grøntsager

Torsdag: Laks i fad med kokosmælk og blomkål, tomater, gulerødder og porrer, hertil øko brune ris. (dette er i øvrigt en af mine absolut favoritretter at lave, fordi den bare er SÅ nem og vildt lækker. I får opskriften i et nyt indlæg snart).

Fredag: Tortellini med basilkum, ristede svampe, tomater og parmesan

So far so good. Hvad med jer derude, laver I madplan?

Mandag og manglende motivation

^^^  I vores gård blev der afholdt en tidlig fastelavnsfest i går og se lige den lille sommerfugle-fe. Hun synes det var toppen at rende rundt med det skørt på, haha. Det,  sammen med de søde vinger, var i øvrigt en gave fra Petit Monde og tak for det <3

Det er mandag formiddag, Casper har taget børnene med ud til farmor, og jeg skulle have været inde og træne nu her hos dejlige Lotte. Men sagen er den at jeg slet ikke følte den i morges. Gør man nogensinde det? Føler for at tage til træning? Ja det vil jeg mene, jeg har i hver fald været ganske motiveret de sidste 6 ugers tid, med undtagelse af den uge, hvor Isolde var så syg, at hun intet kunne andet end at ligge på mig. Men i dag føler jeg den ikke og det føler jeg, uha hvor jeg føler i disse dage, at jeg må rykke på. Lytte til kroppen min. God plan?

I stedet har jeg så nydt temmelig meget at være helt alene i huset og sikke meget man lige pludselig kan nå. Jeg har allerede fået skrevet et par blogindlæg, nået til bunds i indbakken, lavet en ret god og nogenlunde sund morgenmad og når Isolde og far kommer hjem om lidt er min plan, at i stedet for at putte hende i soveværelset, som jeg har gjort ret meget for tiden, at traske en lang tur med hende mens hun bobler i klapvognen. Vejret er jo lækkert ser det ud til, og jeg har fundet noget nyt godt musik på Spotify, som jeg kan have i ørene imens.

Så det er agendaen for mig i dag, simpelthen. Vældig stille og rolig mandag. Ingen stress.
Senere kommer Olde og siger et sidste “på gensyn”, inden min far kører hende i lufthavnen, så hun kan boarde et fly til Australien, hvor hun så skal være de næste to måneder. Der er flere der har spurgt hvorfor hun rejser til Australien og det gør hun fordi hendes datter, min faster, og hendes andre børnebørn (ud over mig og mine søskende) bor dernede. Så hun er i Australien ca. en gang om året, ligesom at de også kommer her en gang om året. Det lyder måske sådan lidt eksotisk og spændende og sjovt, men faktum er bare at det har kostet blod, sved og tårer at have tæt familie så langt væk og hvis Isolde, eller Saxo for den sags skyld, bare overvejer at forelske sig i en australier, så skal jeg personligt sørge for at sabotere det forhold så hurtigt som muligt. Ej altså det kunne selvfølgelig aldrig falde mig ind, men uff, det synes jeg som mor godt nok ikke ville være så sjovt. Nogle af jer hvor familien er rejst væk? Eller måske I selv er?

Må jeres dag være rar og mild og blid og lige som I ønsker <3

Glædelig fredag og ugerne der gik

Av for for en kold dag vi har os i dag, hva? Og vi har været udendørs det meste af dagen, en tur i Zoo for at klappe geder og lege på deres legeplads. Solen varmede, men slet ikke nok til at man ikke frøs. Pyha. Så nu indendøre igen, med sovende mus. Hun sover først ved 13-14 tiden i øjeblikket. Hun er simpelthen ikke træt før, hvilket jo giver god nok mening, nu hun sover til mellem 8 og 9 hver morgen (!). Om aftenen sover hun som regel ved 20 tiden. Jeg har på fornemmelsen at hun bliver et barn der hurtigt dropper luren. Hurtigere end Saxo i hvert fald – han sov lur til han var næsten 4 år. Men nu må vi se.

Det går i øvrigt så godt med hende. Efter den lange lange sygdomsperiode er hun blomstret helt vildt op og det er simpelthen så dejligt. Hun griner, synger, danser og er totalt i hopla. Og (7-9-13) har vi ingen meltdowns haft siden jeg skrev om det sidst. Åh det varmer altså moderhjertet, lad det endelig fortsætte sådan <3

Se lige en syvsover:

Og hermed lidt fra den seneste tid:

^^^ Vi har en ladcykel og jeg har desværre ikke været særlig god til at bruge den, men begge unger elsker når Casper kører dem rundt. Så nu skulle det være min tur, tænkte jeg. Vi har et lille stykke vej til børnehave og Saxo er rigtig god til at gå, men nogle gange må det også bare være dejligt for ham, at kunne sætte sig op i cyklen efter en lang dag, hvor han har tonset på legepladsen. Det går ok med at styre cyklen, men jeg synes godt nok det er lidt grænseoverskridende at komme kørende med sådan et monstrum og især på Gl. Kongevej. Der også et eller andet der ikke helt spiller, når jeg skal dreje skarpt føler jeg. Håber jeg vænner mig til det ; )
Og se lige de to trætte elsklinger! Fuldstændig mudrede til efter leg på børnehavens legeplads. Isolde tog den lige på hovedet ned ad rutchebanen, haha. Men det generede hende ikke. Op igen.

^^^ Sol på næsen, ja faktisk i hele det trætte (og snart 31 årige, gisp!!) ansigt på en køretur i onsdags. Nøj, det føles godt. Mere af det!

^^^ Og nu har jeg vist skrevet rigeligt om den tur til Fyn, men come on, dét der, to frie unger der bare lever det fede liv, leger, løber, pjatter og synger, det er da ren idyl. Vi planlægger allerede en tur tilbage meget snart.

^^^ Btw skal vi lige snakke om autostole? Vi har denne her fra Cybex, hvor der er en pude foran og jeg må bare sige at jeg synes det er en rigtig dårlig stol. Eller sikkerheden skulle være i top, hvilket selvfølgelig er det vigtigste. Men altså barnet (eller i hvert fald mine børn) sidder super dårligt i den. For ikke at snakke om hvordan de sover. Det er helt håbløst. Jeg bad jer skrive jeres auto-favoritter, dem der også var gode at sove i, og lovede at jeg ville dele svarene. Jeg fik ekstremt mange svar, men de autostole der blev nævnt flest gange var uden tvivl:

Recaro Zero, Cybex Sirona og Gb Britax.

Så nu er min plan at tage ud og teste dem. Egentlig vil jeg helst bare købe en brugt, så giv lige en heads up, hvis en af jer sælger en af tre ovenstående som vi må komme og prøve? Til gengæld sælger jeg Stokkes Izi go, som er rigtig god til det nyfødte barn og op til 10-12 måneder. Sig til hvis en af jer mangler. Vores står alligevel bare på loftet, så jeg sælger billigt.

^^^ Isolde i fineste kjole fra GRO og hårspænde fra Milledeux.

^^^ Olde og Solde – de bedste venner. Olde tager til Australien i freaking to måneder på mandag og ingen af os har lyst til det. De to måneder må bare gerne gå tjept, tak.

^^^ Jeg tror ingen efterhånden er i tvivl om at vi er vældig glade for pasta herhjemme. Og her er en ret som er lækker og nem og en klar favorit: Tortellini, svampe på panden, tomater, basilikum og lidt parmesan on top. Virker hver gang.

^^^ Fra vores helt vildt dejlige og tiltrængte mor-søn fridag i sidste uge <3 Jeg lover at han er ok ; )

Hav den dejligste weekend, folkens. I morgen skulle blive lunere end i dag, så lad os komme ud og nyde vejret x

Når man hele tiden er et skridt videre

Jeg struggler lidt for tiden med nogle tanker, som gør mig lidt mere stille og indadvendt end normalt. Og jeg vil prøve at sætte ord på det. Måske, forhåbentlig, kan det hjælpe til at jeg bliver bevidst om hvor fjollet og first world problems-agtig det her er (for jo det er det virkelig), hvis jeg ligesom kan se det sort på hvidt her.

Det handler om at have svært ved at være i nuet, uden hele tiden at tænke frem – noget jeg ellers altid synes jeg har mestret. Og om ikke helt at kunne finde ud af hvad der gør mig glad og lykkelig. Hvad er det gode liv for mig?

For tiden kan jeg ikke rigtig mærke hvad det er der gør mig glad. Jo jo, min familie gør mig glad, lykkelig faktisk. Mine børn og min mand. Men jeg er konstant et skridt videre, hvilket ikke gavner noget som helst.

Tag bare, nu er vi en familie på fire og i princippet kunne det være dét. Far og mor, storebror og lillesøster. Egentlig ret perfekt, ikke? Og jeg har sagt det flere gange før, jeg tror ikke vi skal have en treer. Men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken. Skulle man? Efterfulgt af en million tanker om hvad det så ville betyde. For mig, for forholdet, for de to andre. Her er en ting som jeg oprigtigt ikke kan mærke hvordan jeg har det med og det irriterer mig og gør mig rastløs på en måde. Og jeg ved godt at det ikke er noget vi behøver tage stilling til nu, jeg er kun 30 år, men det fylder alligevel nu. Det gør det altså bare. Og hvorfor søren er det at jeg ikke bare stornyder to skønne unger, nu jeg er fuldt tilfreds med det jeg allerede har, for det er i sandhed helt perfekt.

Så er der noget med min situation, jeg ikke helt kan finde ro i. Jeg elsker min hverdag som den er nu, hjemmepasning af min datter. Selvvalgt og meget velovervejet, og ja bare det helt rigtige. Hver dag er jeg glad for den beslutning. Men hvorfor er det så at jeg alligevel konstant tænker fremad? Vi er kun i februar og jeg er allerede henne i august, som er der hvor hun skal starte i institution. Og jeg burde jo bare full on nyde denne tid, uden at tænke videre. .
Jeg ved endnu ikke om jeg forlænger vores hjemme-tid sammen, så hun først starter når hun er 2 år og 10 måneder, men uanset hvad vi gør, så glæder jeg mig også rigtig meget til at starte min nye hverdag op. En hverdag med tid til mig selv og egne projekter. Men hvor jeg skal lægge min energi til den tid, ved jeg stadig ikke.
Det er virkelig den evige for mig. Skal jeg ‘bare’ være fuldtidsblogger som jeg har været det de sidste mange år efterhånden? Er det det jeg vil. Eller vil jeg noget andet?
Igen, jeg har så svært ved at mærke efter. Jeg håber og tror på det giver sig selv til den tid.

Og hvad med boligsituationen? Vi bor et virkelig dejligt sted og vi har det ekstremt godt her, med god plads og skønne bedsteforældre til nabo, alt det der. Vældig priviligeret, jeg ved det godt.

Og det som faktisk er det vigtigste for os er at vi i denne bolig rent økonomisk har plads til at vi kunne leve for én indtægt var det hvad vi ville. Skrabet, bevares, men muligheden er der og det giver en stor ro. Og hvis jeg vil arbejde deltid, og det er helt klart vores drøm mens ungerne er små, så kan det lade sig gøre. Det er den fedeste situation at stå i og jeg troede faktisk at jeg havde fundet ro i at vi bliver her, fordi så mange fordele som I kan høre. Men så kommer tankerne…  Er det her vi skal være? Skal ungerne vokse op i en lejlighed på indre Frederiksberg med en lille bitte gård uden græs at boltre sig på? Skal vi lave et move? Tættere på skov og strand? Og er dét så overhovedet lykken?

Og jeg kan lige love for at sådan en weekend hos gode venner på Fyn, som har købt et kæmpe landsted (vi snakker mere end 300 kvm bolig og 6500 kvm land) sætter tanker i gang. Oh my god! Som jeg også skrev på Instagram: Sikke et nærværende og roligt liv man kunne leve der, forestiller jeg mig. På et tidspunkt observerede jeg min venindes mand og deres søn, lidt ældre end Isolde, gå rundt ude i haven. Han klippede nogle grene, mens drengen samlede sten og legede lidt med kattene. Og sådan brugte de en hel time, måske mere. Altså de lavede jo ikke noget som sådan. De var bare. Sammen. Udendørs. Og Saxo han nød det så meget, mens vi andre var udenfor blev han inde med sin veninde og de legede bare. Sommetider bankede de på ruden fra første sal og så kiggede vi op og så to børn der skraldgrinede.
Det er lidt den samme følelse jeg får når vi er i sommerhus – at børnene på en måde blomstrer endnu mere op. Og det er meget det her med at kunne løbe ind og ud tror jeg. Det har vi ikke her. Enten er vi hjemme eller også er vi ude. Og ude er som regel på en eller anden, undskyld mig, dødsyg legeplads. Jeg føler at legen på en måde bliver sådan lidt tvungen. NU tager vi på legeplads og så 1, 2, 3 leg børn!

Og samtidig ved jeg jo også godt at jeg ikke kunne trives midt ude på landet. Jeg elsker liv omkring mig og bliver faktisk decideret angst når der er for stille og jeg ikke kan spotte andre mennesker.
Jeg elsker byen, dens alsidighed og alt hvad den kan og giver, men jeg er også blevet bevidst om, at jeg ikke har noget behov for at træde ud af min opgang og så stå midt på fancy Frederiksberg omringet af smarte mennesker, hypede bagerier og overpriced caféer. Det siger mig ingenting længere. Og hvad gør det at der er mennesker omkring en, hvis man aldrig fører en samtale med dem?

Jeg forestiller mig at man, når man bor mere landligt, hvor der er noget lokalsamfund, snakker mere sammen. Er mere nærværende overfor naboer. Passer det mon?

Slutteligt, hvis I lige skal have hele miseren med, haha, så kæmper jeg sgu lidt med at finde mig til rette i den person jeg er i øjeblikket. Kender I det? Jeg kan godt lide mig selv, jeg ved min mand kan, mine børn kan, mine tætte. Jeg ved godt at jeg er totalt average, intet særligt over mig. Men til tider føler jeg bare ikke at jeg passer ind nogle steder – og det er normalt heller ikke noget jeg stræber efter at gøre vil jeg skynde mig at sige.

Jeg føler at jeg i min venindekreds, ja og måske i de fleste kredse lige ud over sammen med de fellow bloggende, er lidt mærkelig fordi jeg blogger og lever af at reklamere for ting.

I blandt nogle af de hjemmepassende mødre jeg omgås er jeg hende som tropper op med hævede læber, fordi jeg har fået filler i og jeg er hende der klæder min datter i lyserøde kjoler, hvor de fleste andre (og undskyld for at generalisere ret meget her) giver deres børn unisex tøj på, så jeg helt kejtet altid siger ‘hvor er han sød’ og får svaret tilbage ‘det er en pige’. Jeg er hende der lavede et aktivt ammestop. De ammer deres 3 årige i sofaen på biblioteket. (Og bare så vi er helt clear her, jeg elsker unisex og langtidsamning). Intet skal skille os ad står det til mig og kæmpe hurra for forskellighed, altid, virkelig! Men jeg har følt mig lidt udenfor sommetider, hvis jeg skal være helt ærlig, som om jeg ikke var helt god nok til dem. Ikke hele tiden, bare sommetider, I ved.
Blandt vores venner er jeg omvendt super kontroversiel fordi jeg vælger at hjemmepasse og fordi jeg ikke går op i at have en fed karriere lige nu.


Jeg ved jo godt langt de fleste dage at jeg er helt perfekt lige som jeg er. Og at jeg ikke skal puttes i nogen boks. Du kan godt være en hjemmepassende mor og elske lyserød og være den der siger stop på amning. Og du kan godt være med i samtalen blandt gode venner, selvom du ikke har en fancy titel på jobbet.

Jeg ved det hele, men sommetider og særligt lige i disse dage, kan det godt glippe med at huske det. Gotta work on that ; )

Tak hvis I læste med så langt x