Planer for den kommende uge

Misundelse er en grim ting, men..

Glædelig fredag til jer <3  Jeg startede jo ugen ud med at snakke om det at vi heldigvis, ovenpå virkelig lang tid sygdom, alle var blevet friske og frejdige igen. Fast forward til i dag fredag, hvor vi nu går på weekend med 41 i feber, tid hos lægen senere og ja, nok om det nu. Det er næsten ikke til at holde ud at snakke mere om, så vi lader den ligge.

I stedet har jeg skriblet en lille tekst om alle de ting jeg virkelig godt kan blive misundelig over hos andre. Måske I kan nikke genkendende?

Jeg misunder:

Alle med langt tykt hår. Jeg har ikke decideret tyndt hår, der er ok meget af det (det siger min frisør i hvert fald haha) men når mit når en vis længde, så kan det bare ikke mere. Så spalter det, ser tyndt og tjavset ud og åh, jeg har bare altid gerne ville have lange tykke lokker. Jeg synes det er så flot og feminint og lækkert og kan ikke forstå at man vælger at få en kort page, hvis man er så heldig at have meget hår.

Familier der har eller gerne vil have flere end to børn. Fx min gode veninde. Hende og hendes mand vil gerne have 4. Jeg tænker, sikke et overskud, gid det var os der var friske på den – for sikke et rigt liv. Så mange at elske blive elsket tilbage af. Jeg elsker tanken om en stor familie, men bliver med tiden også bare mere og mere klar over, at det ikke nødvendigvis er for os. Jeg vil faktisk vildt gerne høre fra jer, der bevidst har valgt at holde jer til to børn. Hvad ligger til grunds? Er I glade for det valg?

Dem der har fundet deres kald i forhold til deres arbejde. Jeg ved godt at de fleste af os har perioder hvor vi måske tvivler på den vej vi nu er gået, laver vi nu det rigtige osv. – det er nok uundgåeligt. Men åh det må være dejligt at være sådan en, der bare hviler i der hvor man nu er. Sådan er min far fx. Måske er det en ting med den ældre generation? At man ikke har været vant til at hoppe fra job til job, som vi unge jo i højere grad gør i dag.

Dem der har en passion for noget. Som virkelig går op i noget med liv og sjæl. Sport, kunst, madlavning, sang, whatever. Jeg føler mig ikke passioneret omkring noget. Jo mine børn og familie selvfølgelig, men det gør man vel altid?

Familier der vælger at unschoole deres unger og generelt lever et liv anderledes end hvad normen her i DK er – og trives med det.
Jeg har valgt at hjemmepasse de første år og sikke en gave det har været og er for mig. Der er gået et lys op for mig, og tænk så hvis man gik hele vejen. Det ville aldrig fungere for mig i vores konstellation her på Frederiksberg, så derfor: Ingen hjemmeskole til os. Men tænk hvis man nu fx boede i udlandet et skønt varmt sted hvor man hang ud med søde dejlige mennesker, der gjorde det samme som en selv. Levede livet på en strand og hjemmeskolede ungerne som var frie og havde legekammerater overalt og man drak kokosnødder og badede i havet hver dag. Dyrkede yoga og spiste lækker mad. Ok og nu stopper jeg 😉

Kvinder hvis fedt sætter sig på numse og lår. Jeg er blevet udstyret med gener der gør at mit fedt som det første sætter sig på mave, siderne og i ansigtet. Mega fedt, not

Folk der ikke får tømmermænd (ja hej Mie).
Seriøst, den anden dag var jeg ude at spise. Vi mødtes klokken 18 hvor jeg drak én cocktail. Under maden drak jeg endvidere én øl.
Klokken 23 lå jeg under dynen og 9!! uafbrudte timer senere vågnede jeg…… helt smadret. Og hele dagen kunne jeg mærke at jeg havde drukket. Ej er det ikke for meget?

Dem der ikke er bange for at rejse alene. Sikke mange oplevelser man kunne få, hvis bare man turde kaste sig ud i tingene.
Jeg kan næsten ikke forestille mig noget mere angstprovokerede end at rejse langt væk alene. Ej pyha. Kan jeg få min mand og mine unger med – så er det en helt anden sag. Men alene? Nej tak.

Dem der altid lige kan bakse en kreativ og lækker salat sammen. Jeg elsker virkelig salat, men når jeg står i Føtex er det eneste jeg kan finde på noget med tomat, agurk, ruccola – og jeg kan ikke engang lide ruccola. Ej jeg er SÅ ikke-kreativ når det kommer til salater. Det må jeg øve mig på.

Folk der kører bil. Jeg har kørekort, men jeg kører ikke bil. Hovedsageligt fordi jeg aldrig kom ind i en god rutine med at køre, efter jeg havde fået kortet som 18 årig. Og nu er det bare så længe siden jeg har kørt, at jeg vitterligt har glemt hvordan man gør.

Alle som altid husker at sortere vasketøjet, således at man ikke behøver smide 4 (helt nye)! par uldstrømpebukser ud, fordi de efter vask på sølle 30 grader var ubrugelige! For slet ikke at tale om alt det hvide tøj, der med tiden er blevet en god grå farve.

12 kommentarer

  • Cecilie

    Kære Emilie,

    Sikke et interessant indlæg. Lidt af en øjenåbner for mig. For jeg kan finde på mange ting som jeg misunder ved dig, men kan faktisk hakke 9 ud af de 11 punkter af som du misunder hos andre 😉 Det synes jeg er lidt tankevækkende. Jeg øver mig i at bruge min misundelse på en positiv måde – som nogle indikatorer på, hvad jeg længes efter, og som er værd at kigge nærmere på. Nogle ting er selvfølgelig umulige at opnå – fx hvordan ens krop er fra naturens hånd. Så her prøver jeg bare at give min krop masser af kærlighed og elske den som den er – nogle dage er det nemmere end andre, men jeg synes virkelig at det bliver nemmere med øvelse og ikke mindst alder. Men når jeg fx misunder dig for at hjemmepasse jeres datter, så er det simpelthen noget jeg er begyndt at tale med min kæreste om; kunne det være noget der kunne lade sig gøre i vores liv og med vores økonomi osv. Og det tyder det på – så det har været en meget “inspirerende misundelse”, hvis det giver mening.

    Tak for en dejlig blog. Det er så hyggeligt at følge med!

    Bedste hilsner fra Cecilie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak for at tage dig tid til at skrive denne kommentar – den kan jeg leve højt på længe. Ikke fordi du kan finde mange ting som du misunder ved mig, selvfølgelig, men fordi jeg kan være med til at inspirere på hjemmepasning. Det gør mig bare SÅ glad! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Jeg ser frem til at læse kommentarerne til dette i indlæg omkring flere børn. Vi har netop fået nummer 2 nu og allerede taler vi om, om vi skal have en mere. Det gjorde vi også før, men vi håbede ligesom bare, at når nummer 2 kom ville vi føler os fuldendt. Det gør vi bare ikke og mens vi kan se alle fordelene ved 2 børn, så kan vi også se lykken ved 3. Det er svært, og jeg håber det giver sig selv inden for de næste par år. Pt synes jeg faktisk det er hårdt med to små børn 0 og 3 år, men mit overskud er ikke maks’et ud, der er mere tilbage, spørgsmålet er så bare om man behøver at bruge rub og stub, før det er godt nok.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg kan også lave en virkelig lang liste med fordelene hvis man holder sig til to børn – men når alt kommer til alt så handler det jo om følelser og kærlighed og så er alt andet på en eller anden måde ligegyldigt. Så hvis I allerede nu taler om en tre’er så lyder det da som om, at det er dét i skal rykke på. Man fortryder aldrig de børn man får : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • En med 3 børn

    Vi har tre børn på 6 år, 4 år og en på 4 måneder. Vi har altid tænkt at vi skulle have to børn, fordi.. det er det vi selv kommer fra og det “man” gør, ik’? Men vi manglede noget. Der manglede noget i vores familie og det var ikke et kæledyr. Så vi besluttede os for at få nummer 3 og det har simpelthen været så dejligt. Vi har præcis 2 år imellem de første og det var en hård omgang, synes vi. Men nu hvor de to store er 4 og 6, så er alt det praktiske bare meget nemmere end første gang – og de deltager på en helt anden måde omkring lillesøster og elsker at lege med hende og underholde hende. Helt uden at man er bange for at de sætter sig ovenpå hende fordi de ikke ved bedre. Så.. jeg synes bare man skal følge sin mavefornemmelse og huske at man har et standpunkt til man tager et nyt. Jeg kan ikke forestille mig at vi skal have en 4’er en dag, men jeg vil aldrig sige aldrig, for man ved jo ikke hvad vi føler om nogle år.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Er det det man gør? Det ved jeg ikke. Jeg synes ALLE skal have 3 eller flere børn. Jeg er selv ud af en søskendeflok på 3, så for mig føles to børn som “lidt” : )

      Det lyder som den helt rigtige beslutning for jer med 3. Saxo var også næsten 4 år da Isolde kom til verden og det hat jo også været helt uproblematisk og man er rolig på en helt anden måde, fordi man ved at de nemlig ikke sætter sig på den lille, som du også siger.

      Jeg er helt med dig – man skal aldrig sige aldrig. Jeg er jo “kun” 30, så selvom vi umiddelbart lige nu tænker at 2 er ret perfekt, så ved vi ikke hvordan vi har det fx 5 år frem i tiden. Og så kan man jo altid tage den op igen : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie

    Jeg har to børn og vores familie er fuldendt. Det har vi besluttet fælles, og det har givet os en stor ro at være enige om det og have taget endeligt stilling. Jeg arbejder som speciallærer, og ser så mange børn, der af en eller anden årsag kæmper, har det svært eller lignede og kan ikke undgå at tænkte, hvor heldig jeg er, at mine børn indtil videre har det godt, er sunde for raske, vokser op i gode trygge rammer med forældre, der magter dem, elsker dem og hinanden. Mine drenge er knap 6 og 2 1/2, og de har begge sovet værre end elendigt om natten, og efter seks år med minus på overskontoen og ikke en fuld nats søvn, kan vi begynde at ånde lidt, prioritere længere aftener til at kysse, efter børnene er puttet osv. Jeg ville ikke satse mit overskud endnu engang, for der betales uden tvivl en eller anden pris ift. parforhold og de børn, man allerede har, også selvom overskuddet vender tilbage en dag. Jeg har to drenge, og det kunne også være sjovt med en pige, men jeg vil hellere have to raske drenge, råd til lidt ferier, gode vinterstøvler, til privatskole, (kun fordi folkeskolen her, ikke er en, jeg vil byde mit barn) osv. OG samtidig ikke skulle arbejde så meget, for at få økonomien til at løbe rundt, for jeg vil ærligt talt hellere være mere sammen med familien end at arbejde en masse, selvom jeg er så heldig, at finde mit job meget givende. Jeg ville elske at være gravid igen, føde igen, amme igen, men jeg elsker også den frihed, vi lige om lidt har som familie, når vi snart er ovre lur og ble, når de pludselig af sig selv spørger om at sove hos bedsteforældre, at bedsteforældre her overskud til at passe indimellem, fordi der kun er to, og jeg kunne blive ved. Vi er lykkelige lige nu, og selvom endnu et barn med garanti vi bringe masser af lykke med sig, for det gør de da heldigvis oftest, så holder vi her, hvor vi har det som nu, og ikke for noget i verden, vil risikere at sætte noget over styr❤️

    Jeg kører i øvrigt heller ikke bil, af samme årsag som dig, og er træt af det, men åbenbart ikke så træt, at jeg har gjort noget ved det endnu.

    God weekend og god bedring hos jer.
    Kh Stephanie

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg kan så godt forstå dig og jeg tænker mange af de samme tanker som dig.

      I vores tilfælde ville et trejde barn, ud over alt det obligatoriske såsom mindre overskud til de to andre børn og parforholdet også betyde at vi ikke nødvendigvis kunne blive boende i vores lejlighed. Jo klart, med tre små børn kunne det sagtens gå an, men tre teenagere her? Nej tak. Jeg ved ikke om vi overhovedet har lyst til at bo her for altid, sikkert ikke, men tanken om at vi kunne, hvis vi ville er dejlig.

      Og tre børn (potentielt) på privatskole. Pyha, der skal godt nok skrabes nogle penge sammen hver måned så, og det går ikke nødvendigvis så godt i spænd med den måde vi ønsker at leve vores liv = mest tid med familien og mindre tid på arbejde.

      Men når alt kommer til alt, så tænker jeg at fornuften bliver fejet væk af følelsen i maven. Og hvis man ønsker sig en trejde (eller fjerde eller femte hah (!) så løser alt det praktiske sig jo i sidste ende.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Seriøst, for nylig var jeg ude og drak to glas vin og én cocktail, og jeg havde de ondeste tømmermænd dagen efter! NOT fair.
    Jeg har haft det som dig med bilkørsel – blev nærmest angst, når jeg skulle køre. Øvelse er den eneste vej frem. Og man kan i øvrigt tage timer hos en kørelærer for genopfriskning. Den første gang jeg kørte en time alene med begge børn var en kæmpe sejr!
    Men jeg elsker mit job! Arbejder med kommunikation i en humanitær organisation og siden jeg første gang satte mine ben i Afrika, har jeg vidst, at jeg skulle arbejde for en verden med mindre fattigdom. Det er nok det, man kalder et kald 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tillykke med kørslen, hvor er du sej : ) Jeg tænker også at jeg en dag tager mig sammen og får taget de køretimer det kræver for at jeg igen føler mig tryg bag et rat. Lige nu er vi bare i den situation at jeg aldrig har brug for at køre. Vi bor i byen og jeg går hjemme, så jeg er nervøs for at jeg igen ikke ville få rutinen ordentligt ind. Så jeg tænker egentlig at vente til den dag, hvor jeg ved at jeg virkelig kommer til at køre fast på ugentlig basis.

      Det lyder som et dejligt og givende job! <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Vi skal kun have to børn. Jeg har oprigtigt en følelse af taknemmelighed om at få to raske børn, og jeg føler til fulde, at “nu er vi her allesammen”.
    Jeg føler ikke, at en 3. ville bidrage med mere end vi har nu. Jeg tør ikke gamble – tænkt hvis det blev tvillinger, blev handicappet, fik kolik og gjorde, at jeg ikke kunne være der for de andre.
    Måske det lyder hårdt, men jeg har ikke brug for flere, end de dejlige jeg har nu.
    Desuden GLÆDER vi os til at vi om nogle år kan starte en ny æra med to dejlige store børn, og en ny tilværelse, hvor der er mindre bud efter os, og hvor der er tid til at prioritere hinanden som kærester lidt mere. Alt er godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det må være så dejligt at have den følelse, “at nu her vi her allesammen”. Det er jo sådan man skal have det <3 Jeg er lidt misundelig, fordi jeg føler ikke 100% at jeg har den endnu. Men jeg arbejder på det : )

      Jeg synes ikke det lyder hårdt – jeg synes det lyder klogt. Jeg har også tænkt tanker som dig, tænk hvis det så blev et barn med særlige behov, som gjorde at vores tid fra de andre to blev taget væk. Det ville være så hårdt – selvom man selvfølgelig ville komme igennem det og selvfølgelig elske det barn lige så ufatteligt højt.
      Omvendt kan jeg så også tænke, tænk, hvis der sker noget med et eller begge vores børn. Så har man ikke flere. Hvis det giver mening?

      Vi er klart også der, hvor vi ser det som en stor fordel, at vi om få år kan lave en masse fede ting alle fire sammen som en familie, i stedet for at vi konstant er delt op, fordi én skal sove lur, én ikke rigtig gider køre langt i bil osv. Og endnu en baby ville helt klart igen forsinke den tid. Så det kan jeg virkelig godt følge dig i.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Planer for den kommende uge