Vegansk bolognese: Lækker og nem børnevenlig aftensmad

Når man hele tiden er et skridt videre

Jeg struggler lidt for tiden med nogle tanker, som gør mig lidt mere stille og indadvendt end normalt. Og jeg vil prøve at sætte ord på det. Måske, forhåbentlig, kan det hjælpe til at jeg bliver bevidst om hvor fjollet og first world problems-agtig det her er (for jo det er det virkelig), hvis jeg ligesom kan se det sort på hvidt her.

Det handler om at have svært ved at være i nuet, uden hele tiden at tænke frem – noget jeg ellers altid synes jeg har mestret. Og om ikke helt at kunne finde ud af hvad der gør mig glad og lykkelig. Hvad er det gode liv for mig?

For tiden kan jeg ikke rigtig mærke hvad det er der gør mig glad. Jo jo, min familie gør mig glad, lykkelig faktisk. Mine børn og min mand. Men jeg er konstant et skridt videre, hvilket ikke gavner noget som helst.

Tag bare, nu er vi en familie på fire og i princippet kunne det være dét. Far og mor, storebror og lillesøster. Egentlig ret perfekt, ikke? Og jeg har sagt det flere gange før, jeg tror ikke vi skal have en treer. Men alligevel kan jeg ikke helt slippe tanken. Skulle man? Efterfulgt af en million tanker om hvad det så ville betyde. For mig, for forholdet, for de to andre. Her er en ting som jeg oprigtigt ikke kan mærke hvordan jeg har det med og det irriterer mig og gør mig rastløs på en måde. Og jeg ved godt at det ikke er noget vi behøver tage stilling til nu, jeg er kun 30 år, men det fylder alligevel nu. Det gør det altså bare. Og hvorfor søren er det at jeg ikke bare stornyder to skønne unger, nu jeg er fuldt tilfreds med det jeg allerede har, for det er i sandhed helt perfekt.

Så er der noget med min situation, jeg ikke helt kan finde ro i. Jeg elsker min hverdag som den er nu, hjemmepasning af min datter. Selvvalgt og meget velovervejet, og ja bare det helt rigtige. Hver dag er jeg glad for den beslutning. Men hvorfor er det så at jeg alligevel konstant tænker fremad? Vi er kun i februar og jeg er allerede henne i august, som er der hvor hun skal starte i institution. Og jeg burde jo bare full on nyde denne tid, uden at tænke videre. .
Jeg ved endnu ikke om jeg forlænger vores hjemme-tid sammen, så hun først starter når hun er 2 år og 10 måneder, men uanset hvad vi gør, så glæder jeg mig også rigtig meget til at starte min nye hverdag op. En hverdag med tid til mig selv og egne projekter. Men hvor jeg skal lægge min energi til den tid, ved jeg stadig ikke.
Det er virkelig den evige for mig. Skal jeg ‘bare’ være fuldtidsblogger som jeg har været det de sidste mange år efterhånden? Er det det jeg vil. Eller vil jeg noget andet?
Igen, jeg har så svært ved at mærke efter. Jeg håber og tror på det giver sig selv til den tid.

Og hvad med boligsituationen? Vi bor et virkelig dejligt sted og vi har det ekstremt godt her, med god plads og skønne bedsteforældre til nabo, alt det der. Vældig priviligeret, jeg ved det godt.

Og det som faktisk er det vigtigste for os er at vi i denne bolig rent økonomisk har plads til at vi kunne leve for én indtægt var det hvad vi ville. Skrabet, bevares, men muligheden er der og det giver en stor ro. Og hvis jeg vil arbejde deltid, og det er helt klart vores drøm mens ungerne er små, så kan det lade sig gøre. Det er den fedeste situation at stå i og jeg troede faktisk at jeg havde fundet ro i at vi bliver her, fordi så mange fordele som I kan høre. Men så kommer tankerne…  Er det her vi skal være? Skal ungerne vokse op i en lejlighed på indre Frederiksberg med en lille bitte gård uden græs at boltre sig på? Skal vi lave et move? Tættere på skov og strand? Og er dét så overhovedet lykken?

Og jeg kan lige love for at sådan en weekend hos gode venner på Fyn, som har købt et kæmpe landsted (vi snakker mere end 300 kvm bolig og 6500 kvm land) sætter tanker i gang. Oh my god! Som jeg også skrev på Instagram: Sikke et nærværende og roligt liv man kunne leve der, forestiller jeg mig. På et tidspunkt observerede jeg min venindes mand og deres søn, lidt ældre end Isolde, gå rundt ude i haven. Han klippede nogle grene, mens drengen samlede sten og legede lidt med kattene. Og sådan brugte de en hel time, måske mere. Altså de lavede jo ikke noget som sådan. De var bare. Sammen. Udendørs. Og Saxo han nød det så meget, mens vi andre var udenfor blev han inde med sin veninde og de legede bare. Sommetider bankede de på ruden fra første sal og så kiggede vi op og så to børn der skraldgrinede.
Det er lidt den samme følelse jeg får når vi er i sommerhus – at børnene på en måde blomstrer endnu mere op. Og det er meget det her med at kunne løbe ind og ud tror jeg. Det har vi ikke her. Enten er vi hjemme eller også er vi ude. Og ude er som regel på en eller anden, undskyld mig, dødsyg legeplads. Jeg føler at legen på en måde bliver sådan lidt tvungen. NU tager vi på legeplads og så 1, 2, 3 leg børn!

Og samtidig ved jeg jo også godt at jeg ikke kunne trives midt ude på landet. Jeg elsker liv omkring mig og bliver faktisk decideret angst når der er for stille og jeg ikke kan spotte andre mennesker.
Jeg elsker byen, dens alsidighed og alt hvad den kan og giver, men jeg er også blevet bevidst om, at jeg ikke har noget behov for at træde ud af min opgang og så stå midt på fancy Frederiksberg omringet af smarte mennesker, hypede bagerier og overpriced caféer. Det siger mig ingenting længere. Og hvad gør det at der er mennesker omkring en, hvis man aldrig fører en samtale med dem?

Jeg forestiller mig at man, når man bor mere landligt, hvor der er noget lokalsamfund, snakker mere sammen. Er mere nærværende overfor naboer. Passer det mon?

Slutteligt, hvis I lige skal have hele miseren med, haha, så kæmper jeg sgu lidt med at finde mig til rette i den person jeg er i øjeblikket. Kender I det? Jeg kan godt lide mig selv, jeg ved min mand kan, mine børn kan, mine tætte. Jeg ved godt at jeg er totalt average, intet særligt over mig. Men til tider føler jeg bare ikke at jeg passer ind nogle steder – og det er normalt heller ikke noget jeg stræber efter at gøre vil jeg skynde mig at sige.

Jeg føler at jeg i min venindekreds, ja og måske i de fleste kredse lige ud over sammen med de fellow bloggende, er lidt mærkelig fordi jeg blogger og lever af at reklamere for ting.

I blandt nogle af de hjemmepassende mødre jeg omgås er jeg hende som tropper op med hævede læber, fordi jeg har fået filler i og jeg er hende der klæder min datter i lyserøde kjoler, hvor de fleste andre (og undskyld for at generalisere ret meget her) giver deres børn unisex tøj på, så jeg helt kejtet altid siger ‘hvor er han sød’ og får svaret tilbage ‘det er en pige’. Jeg er hende der lavede et aktivt ammestop. De ammer deres 3 årige i sofaen på biblioteket. (Og bare så vi er helt clear her, jeg elsker unisex og langtidsamning). Intet skal skille os ad står det til mig og kæmpe hurra for forskellighed, altid, virkelig! Men jeg har følt mig lidt udenfor sommetider, hvis jeg skal være helt ærlig, som om jeg ikke var helt god nok til dem. Ikke hele tiden, bare sommetider, I ved.
Blandt vores venner er jeg omvendt super kontroversiel fordi jeg vælger at hjemmepasse og fordi jeg ikke går op i at have en fed karriere lige nu.


Jeg ved jo godt langt de fleste dage at jeg er helt perfekt lige som jeg er. Og at jeg ikke skal puttes i nogen boks. Du kan godt være en hjemmepassende mor og elske lyserød og være den der siger stop på amning. Og du kan godt være med i samtalen blandt gode venner, selvom du ikke har en fancy titel på jobbet.

Jeg ved det hele, men sommetider og særligt lige i disse dage, kan det godt glippe med at huske det. Gotta work on that ; )

Tak hvis I læste med så langt x

17 kommentarer

  • Maria

    Puha- Næsten alt kan jeg genkende. Det er stærke sager og jeg bruger næsten alle huller/fritid på at ‘mærke efter’, tænke og fundere over retningen og pladsen i mit liv. Og det er Svært. To små børn, er rykket til Aarhus fra Vesterbro og har kørt to barsler efter hinanden. Og hvad så nu? Alt er vendt på hovedet og jeg overvejer ny uddannelse, samtidig med at jeg føler mig u-hjemlig både sammen med mine karriere-venner og div. hjemmepassergrupper på nettet. Og vigtigst af alt har jeg ikke lyst til at vende tilbage til mit gamle job med fuld fart på. Manner. Jeg synes, at vi skal starte vores egen online-mødregruppe, hvor vi kan snakke om alt det der følger med, når man står med evner og ben i flere sfærer…. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dorthe

    Virkelig et fantastisk godt og ærligt indlæg. Mest fordi jeg virkelig kan spejle mig i alt hvad du går og bakser med. Her har vi også to dejlige børn, vi er flyttet helt ud på landet og elsker det. Vi har også truffet valg som langtidsamning, tid med vores børn, minimalisme osv. men samtidig elsker jeg osgå stadig lækker boligindretning, tøj osv. Og uanset hvilken vej ens netværk vender, så kan man få en følelse af forkert. Pyha, det kan være svært at være 30 med to børn og skal finde hovede og hale i det hele! Tak fordi du delte de tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg har præcis den samme fornemmelse af ikke rigtigt at passe helt ind nogen steder, og det kan godt føles lidt ensomt. Men det må være en øvelse, erkendelsen af at det er okay at være sig selv sammen med andre, uden at passe perfekt ned i en enkelt boks ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Jeg har bare den største respekt for dig Emilie. Som mennesker, som kvinde og som mor. Du sætter virkelig altid dine børn først: Hvor vil de bo? Hvad er fedt for dem? Men samtidig er du nærværende for din mand, men også dig selv. Tænk at du i en stresset hverdag alligevel har tid, overskud og fordybelse nok til rent faktisk at stoppe op og mærke efter. Der er nok andre der bare køre på automat gear uden at sætte mål og drømme op for hvor man vil hen. Man skal selvfølgelig være tilstede og i nuet – men i lige præcis de spørgsmål som du sætter op: Bopæl, børn og karriere. Der er det måske egentlig meget godt at tænke godt efter og kigge fremad før man tager en beslutning?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mai

    Alt det du skriver passer på mig fra 2016-2018. To dejlige børn. Et dejligt job. Dejlig lejlighed i byen. Jeg var så rastløs og usikker på hvad vi ville. Jeg blev gravid, mega ulykkelig, fik en abort, mere ulykkelig. I tvivl.
    Vi flyttede til Køge og her er vidunderligt, men det tog mig 2 år og falde til. Nu er jeg endeligt Landet og det føles fantastisk.
    Vi skal ikke have flere børn, for jeg er simpelt hen så vild med det jeg har. Også overskud, alenetid og kærestetid. Og vi skal bo her for mine børn er så glade, det har været det bedste skift for dem og her har vi et kæmpe hus, by, skov og vand og jeg kan være på deltid. Jeg arbejder i byen, så jeg er der stadig tit. For mig hjalp terapi. Det går ikke over af sig selv. Jeg synes en 3’er er den største beslutning. Jeg vidste jeg ville have barn, jeg vidste også hun ikke skulle være alene. Men en 3’er er ligesom en luksus som man jo kommer til at knus elske. Jeg vil bare så gerne kunne følge mine 2 store tæt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg bokser med mange lignende ting, men føler absolut ikke det first world problems. Nok mere en mini livskrise 😂

    Nåede aldrig rigtig at finde ud af hvem jeg var efter at have fået min første datter.
    Nu har jeg to børn på henholdsvis 27 og 13 måneder, og ved forsat ikke rigtig hvem jeg er post børn. Syntes (og synes stadig væk) det er svært at finde ud hvem jeg er og hvordan jeg gerne vil være som mor.

    Vi drømmer lidt om en 3’er, men får vi nogensinde stort nok overskud til at kunne give alle 3 børn den mængde kærlighed og opmærksomhed der føles rigtig for os?

    Jeg har kørt to barsler i forlængelse af hinanden, og har forlænget min sidste barsel med 6 måneder for at passe hjemme. Vil så gerne nyde den ekstra tid jeg har fået, men fordi jeg aldrig rigtig har fundet mit nye “jeg” og egentlig slet ikke har lyst til at skulle tilbage på job, bruger jeg alt for meget tid på at fokusere på jobstart i juli og har ondt i maven over det.

    ELSKER at bo i byen, og har svært ved at skulle give slip på den, men vi kigger alligevel on and off på huse tæt på bedsteforældrene. Begge mine piger elsker at være ude, og ærligt så hænger den der “tvungne” legepladsleg mig langt ud af halsen. Er træt af at føle der skal “aktiveres”, i stedet for blot at være.
    Måske vi turde rykke, hvis vi havde nogle ligesindede i vores liv, som var samme sted som os, og også turde tage chancen med at slippe byen 🤷🏼‍♀️ frygter om farvel til byen også vil være farvel til venner, fordi det kan være svært at få praktik og logistik til at gå op, nu hvor der er små børn at tænke på.

    Jeg føler ikke rigtig jeg passer helt ind nogen steder. Vil gerne hjemmepasse, amme indtil det ikke giver mening for os længere, samsove mm. Samtidig vil jeg også gerne på spa ophold, spise ude, købe nyt tøj, generelt leve lidt luksuriøst.
    Det kan virke som om der er en holdning om at de to ting ikke kombineres 😆

    Elsker min familie, elsker den ekstra tid jeg har fået hjemme med min yngste, og min familie gør mig glad, men alligevel føler jeg mig lidt tom og trist lige for tiden. Alt for mange forvirrende tanker, som ikke får afslutning.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg kan også fuldt se mig selv i det, du skriver. Hele tiden at være lidt videre inde i hovedet, selvom jeg forsøger at være præcist der hvor jeg er – som er et sted truffet på meget velovervejet vis. Ønsker større hus, men økonomisk frihed. Karrierejob, men også nedsat tid og fokus på ungerne, hvilket er svært at forene i min branche. Drømmen om barn nr tre, selvom fornuften og manden siger nej.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hvor skriver du godt og malende. Tak for et ærligt og sårbart indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Du er ikke alene i at føle dig “lidt ved siden af”. Både i forhold til at gå imod normen imodsætning til sine veninde relationer og samtidig ikke matche andre hjemmepassere 100 %. Jeg kan godt føle mig lidt alene på den front, fordi jeg ikke matcher helt med én type. Men jeg ved, at min hjerte taler sandt og det i sig selv, gør at roen har lidt lettere ved at indfinde sig i mit sind. ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Du er ikke alene om at have de tanker.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Du er ikke alene

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Kære søde Emilie
    Jeg forstår så godt, at det er svært at være i nuet, når der er så mange brikker, der endnu ikke er faldet helt på plads. De her år i 30’erne (eller hvornår man nu tager de store valg udover evt uddannelse) er bare så vilde. Som om man virkelig lægger grundstenene for fremtiden. Beslutninger om børn og bolig og arbejde. Det er jo virkelig i hvilken retning man ønsker sit liv skal gå.

    Jeg tror det er helt ok og vigtigt at reflektere, når man jo på en måde står lidt i en faseovergang, hvor de store beslutninger skal tages. Eller i hvert fald hvad der føles som store beslutninger.

    For omvendt, så sker livet jo også bare. Heldigvis. Jeg blev fx gravid med nr. 3 trods brug af prævention. Så blev den beslutning taget <3. Og at købe vores hus i provinsen synes jeg også var lidt grænseoverskridende. Men vi lovede hinanden, at hvis det ikke funger, så må vi jo rykke tilbage. Og man kan jo også rykke tilbage til byen, når børnene flytter hjemmefra. Den reflektion gør det så meget nemmere at træffe de her mega stor livsændrende beslutninger.

    Jeg synes du er så spændende og vedkommende og ærlig at læse med hos. Og sikke mange spændende snakke du kan have med dine veninder, når du reflekterer så godt over og stiller spørgsmålstegn ved dine valg.

    Det er super sejt! Du ville i hvert fald passe godt ind hos mig. Godnat

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Engsbro-Jansson

    Stærkt indlæg Emilie. Jeg kan så godt relatere.
    ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne

    Du er definitivt ikke alene med de der følelser. Jeg kan nikke genkendende til meget af det. Jeg satser også på at jeg finder ud af det! Jeg øver mig i at mærke efter i maven.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • H

    Åh alt det her rammer mig..
    Børn nu eller først senere? Hvad venter vi egentlig på?
    Vi har verdens dejligste hjem, men vil det være sundt for os at flytte og få nye inputs?
    Jobsituationen… Den er nok grunden til, at jeg ligger med hovedpine lige nu.
    Og det at passe ind – aldrig har jeg følt mig mere “skæv”/ved siden af ift. mine venindegrupper, på min arbejdsplads mm.
    Puha jeg er faktisk nok lidt i en identitetskrise, og jeg kan ikke rigtigt komme med gode råd eller “det-skal-nok-gå”-vibes, men jeg tror faktisk, at jeg ved, hvordan du har det.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vegansk bolognese: Lækker og nem børnevenlig aftensmad