Misundelse er en grim ting (den omvendte)

Status på hjemmepasning: 1,5 år

Så gik det sådan, at jeg lige straks har gået hjemme med min datter i halvandet år. Og her kommer en lille status på det til jer, der skulle have lyst til at læse med. Hvordan går det? Trives jeg? Trives hun? Hvad laver vi? Hvad er det bedste og det sværeste og hvad med fremtiden?

Og så vil jeg også samtidig gerne sige TAK til alle jer, der er så søde at skrive og fortælle at mine skriverier omkring dette emne, små børn og institutioner, hjemmepasning mm. har gjort en forskel. At det på den ene eller den anden måde har sat tanker igang hos jer og at det endda har været med til at inspirere nogle af jer til at gøre tingene anderledes end hvad normen i Dk er – hvad end det så har været at forlænge barslen lidt, hjemmepasse de første år som os eller bare være med til at åbne øjnene for at man godt kan vælge en anden vej. Jeres beskeder betyder virkelig meget for mig, så tak.


Så hvordan går det med Isolde?
Jeg kan ikke skrive så meget andet, end at hun (selvfølgelig) stortrives. Hun er, som forventet, helt på niveau med hvilket som helst andet barn i hendes alder, hjemmepasset eller ej. Hendes sprog er bedre end Saxos var på samme tid, men om det skyldes noget andet end at børn bare udvikler sig i forskelligt tempo, tænker jeg nu ikke.
Hun er tryg, glad og sommetider virkelig hysterisk, haha. Hun er ikke så glad for at være på legeplads i øjeblikket, men hun elsker sine bøger og indendørs hygge. Hun er glad for de andre børn i vores legegruppe, som hun også ses med flere gange ugentligt.
Nogen har spurgt om jeg oplever at hun er mere mor-glad, fordi hun går hjemme med mig hver hver dag. Og det synes jeg ikke. Jeg er dog #1 især under sygdom, som vi har været plaget meget af de sidste par måneder, men far har også en meget stor rolle i hendes liv. Han putter, giver mad, trøster osv. på lige fod med mig. Derudover har hun en tryg og stærk tilknytning til både storebror, bedsteforældre, olde, moster og onkel – Så der ér altså andre end mig i hendes liv.

Hvordan går det med mig?
Jeg trives fortsat med en hverdag, hvor hun er omdrejningspunktet. Jeg elsker at være hende der ser det hele og føler mig meget heldig.
Men betyder det, at alt er zen og at jeg ikke til tider savner at kunne tage en hel dag for mig selv? Gå på arbejde, spise min frokost uforstyrret, alt det der? Nej selvfølgelig ikke. Selvom det er skønt og givende er det også hårdt arbejde at hjemmepasse, men for mig ér det bare det hele værd og føles så rigtigt. Casper er god til at hjælpe med at tage hende sommetider, hvis jeg trænger til lidt mig-tid.
Efter at Casper har kunne putte på lige fod med mig – især efter jeg stoppede med at amme, er jeg også blevet god til at tage ud at spise med mine veninder om aftenen. Det giver mig rigtig meget og en bonus ved at være sammen med sit barn hele dagen er, at der ikke er den mindste smule dårlig samvittighed ved at tage noget tid for sig selv. Den dårlige samvittighed er ikke eksisterende og det er så rart.

Hvad laver vi i løbet af en uge?
Det største tip jeg kan give videre til forældre, der ønsker at passe hjemme er at teame op med andre der gør det samme, Jeg har dannet en legegruppe med børn i nogenlunde samme alder som Isolde og det har været helt fantastisk at have dem. Vi ses fast hver onsdag og derudover mødes vi flere gange om ugen i diverse legestuer, biblioteker, på byens legepladser, på Remisen, i svømmehallen osv. Vi har også løbende tilmeldt os de samme rytmik-hold.
Noget der også har betydet meget i vores hverdag har været storebror. Saxo går i børnehave på deltid/efter behov og lyst, så nogle dage bliver han hjemme – og bare det at han er i huset er nok til at holde Isolde beskæftiget og underholdt. På de dage hvor Saxo er afsted i børnehave er det typisk Isolde og jeg der henter ham. Så går forholdsvis meget af dagen faktisk med det. Og ofte bliver vi 30-40 minutter og leger med på legepladsen. På den måde tænker jeg også, at Isolde langsomt vænner sig til institutionen, hvor hun jo også skal gå en dag. Mere om det længere nede.
Noget jeg igen og igen hører forældre sige til hinanden er, at det er svært at aktivere barnet, efter det er fyldt 10-12 måneder og derfor bliver det godt eller ligefrem bedst for dem at komme i vuggestue. Og jeg forstår hvad der menes, børn i den alder er krævende, men jeg vil så gerne være med til at udfordre det, fordi jeg mener at det kan man oprigtigt godt, aktivere. Og bor man måske endda i København, jamen så er der ingen undskyldning  – her er så meget at lave hver dag og masser af jævnaldrene børn at mødes med.
Jeg har tidligere skrevet indlægget “det kan du lave med dit hjemmepassede barn”, hvor I kan læse mere uddybende om hvad vi laver hver dag og få tips og tricks til hvad I kan lave med jeres hjemmepassede barn.

Det bedste ved hjemmepasning?
Det er at vide at jeg giver hende det jeg mener er den bedste start på et barneliv. Bare dét, gør det 100% det værd. Og det at jeg ser og oplever alt det sjove – De første skridt, alle de små ord osv. Så er der de små ting som altid at kunne sove til vi vågner, at sove lur sammen, at gå i svømmehallen i dagstimerne, hvor der ikke er så mange mennesker osv. listen over positive ting er rigtig lang

Det sværeste ved hjemmepasning?
Tilsidesættelse af egne behov. Min datter sover typisk ikke mere end 45 minutter på en dag. Jeg når seriøst ikke engang at spise frokost, før jeg er på igen, haha. Jeg tror at man virkelig er nødt til at gøre op med sig selv hvad der er vigtigst, for man kan ikke det hele. I mit helt eget tilfælde som selvstændig, har jeg måtte prioritere. Hende eller arbejde. Jeg holder jo stadig lidt liv i bloggen her med indlæg 1-2 gange ugenligt og lidt Instagram og det er dejligt, men som et fuldtidsarbejde, som jeg jo ellers har kørt det som de sidste par år – glem det, det er umuligt. Og det kan man sommetider blive frustreret over, men det nytter ingenting.

Fremtiden?
Planen har hele tiden heddet sig, at Isolde skal ned og gå i storebrors institution når hun fylder 2 år, altså til august. Her skal hun starte på deres “mellemstue” (der er kun 3 stuer i hele den integrerede institution) og skal gå der deltid og have korte dage, indtil jeg synes at det giver mening for hende at være der mere. Lige nu tænker jeg at en uge kunne hedde 3 dage fra 9- til når hun vågner fra lur agtigt. Men alt dette må jeg se på når hun starter. Jeg tænker det giver helt sig selv hvor meget eller lidt hun skal være der. Jeg tror på at det nok skal blive rigtig fint for hende at starte på det tidspunkt og jeg tror også at det på mange måder bliver fedt for mig at få lidt mere tid til bloggen her. Noget jeg også virkelig ser frem til er at kunne tage en fridag kun med Saxo. Når det er sagt så er der også en lille del af mig, der tænker på at holde hende hjemme længere tid. I min optik er man stadig rigtig lille når man er 2 år og jeg ved at der sker uendeligt meget med barnet, barnets forståelse for sig selv, for andre, barnets lyst til at lege med andre børn fra man er 2 til 3 år. Så måske kunne jeg godt finde på at udskyde hendes start. I så fald ville det blive året efter i maj hun ville kunne få plads, og her vil hun være 2 år og 9 måneder. Men alt dette kan jeg først afgøre, når vi kommer lidt tættere på kan jeg mærke. Det kommer rigtig meget an på hende, føler jeg at hun har gavn af at komme derned til august, så er det klart det vi gør. Så vi må se til den tid : )

6 kommentarer

  • Catharina

    Hej Emili,
    Jeg synes, det er fantastisk, det du gør for din datter og jeres familie. Faktisk har du været medvirkende til, at jeg har truffet samme valg om at holde min snart 10 måneder gamle datter hjemme på ubestemt tid. Før jeg blev mor, havde jeg aldrig skænket det en tanke, men i tiden efter har det fyldt rigtig meget, og jeg har aldrig fået “taget mig sammen” til at melde hende ind i en vuggestue/dagpleje. Jeg tænker, at jeg på en eller anden måde har vidst, at hun ikke ville komme til at starte alligevel, og det føles helt naturligt at hun selvfølgelig skal være sammen med mig. Jeg ville dog ønske at have flere ligesindede heroppe i det nordjyske, men jeg håber og tror på, at det nok skal komme. 💪
    En anden ting er, at jeg også rigtig gerne vil kunne følge med på din Instagram, men af en eller anden grund kan jeg ikke komme ind på din profil. Måske er jeg blevet blokeret, men da jeg aldrig bruger min konto aktivt, kan jeg ikke forestille mig, at jeg skulle have gjort mig fortjent til det. 😄 Jeg skrev for et godt stykke tid siden en besked til din salgsbruger (den eneste jeg lige kunne finde) om det samme, men måske har du ikke set den?
    Tak for at dele dine tanker! 🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det er jeg bare så glad for at høre. Tænk at kunne inspirere på dette område, det er stort <3

      Det lyder mærkeligt med Instagram. Hvad hedder din bruger, så kan jeg se om du ved en fejl er blevet blokeret.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Catharina

      Hov, havde slet ikke set, at du havde svaret. Men ja, det er lidt mærkeligt! Min bruger hedder ginnungagap0.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Du var blevet blokeret. Men nu er der åben igen : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Catharina

      Tusind tak! 🤗

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jean

    Hej,
    Jeg er helt tilfældigt faldet over din blog og dette indlæg. Jeg er pædagog i en vuggestue og jeg elsker mit arbejde. Jeg synes, det er en spændende alder og jeg gør mit bedste for at give børnene den tryghed og det nærvær de fortjener. Selvom jeg ved at børnene på min stue har det godt, kræver det en ekstra indsats hver dag fra mig og mine kollegaer at opfylde børnenes behov p.g.a den elendige normering. Vuggestuen er egentlig mere til for samfundets end for børnenes skyld. Det er ikke rigtig i barnets interesse i så lille en alder at være væk fra forældrene. Jeg synes hjemmepasning mens barnet er lille, er en rigtig god ide. Måske vil nogle sige, at indkøringen i børnehaven så bliver sværere fordi hun er ældre, men det er slet ikke sikkert.. Man kan jo indkøre hende i hendes tempo, du skal jo ikke nå og tilbage på arbejdet. Så der er ingen stress. Stor respekt for din beslutning..

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Misundelse er en grim ting (den omvendte)