Kropspositivisme, Lotte Arndal og en gladere mig

Det er absolut ingen hemmelighed at jeg har skulle bruge både måneder og år på at finde tilbage til min ‘egen krop’ efter begge mine graviditeter. Og ja, jeg ved det da godt -min krop har hele tiden været min, både før, under og efter jeg har båret mine børn og den er i øvrigt helt fantastisk, i alle størrelser, min seje krop.

Hurra for al den krops-positivisme der er at finde alle steder i øjeblikket. Det er virkelig fantastisk at der bliver sat så meget fokus på mor-kroppen og jeg tror det er med til at gøre det lettere for rigtig mange kvinder, at holde af sin ‘nye krop’ med hvad der dertil måtte høre af ekstra kilo på sidebenene, en blødere mave, strækmærker og bryster der højest sandsynligt er blevet lidt, hvis ikke meget, saggy.

Jeg vil dog stadig gerne slå et slag for, at det faktisk også er ok, ikke at føle sig super tilpas i sit hylster efter graviditet (eller når som helst). Så længe man har et realistisk billede af hvad der ‘er galt’ og så længe man ser på sin krop med omsorgsfulde øjne. Giver det mening?

Nej, du kan selvfølgelig ikke forvente at du stadig ligner dig selv fra dengang du var 18 år og trænede i fitness flere gange om ugen. Nogle kvinder kan sikkert få et vaskebræt, men det er vel?! de færreste sådan et kommer let til, efter børn og delte mavemuskler og hvad ved jeg. Og ja, strækmærker er der ikke så meget andet for end at embrace, et evigt minde om det du og din seje krop har præsteret. Groet et freaking menneske. Fucking sejt jo.

Men men. Jeg synes altså også det er helt ok, gerne at ville ændre på ting og jeg kan godt mærke at det for mig, i disse tider nærmest føles helt fy fy at sige. Er der nogen der kan genkende det?

Jeg har det sådan her: Thumbs up big time til alle, der er med til at sprede krops-positivisme og til dem der bare owner deres smækre kroppe uanset hvor mange børn født eller flødeboller indtaget.

Men også kæmpe thumbs up til alle der ender med at få lavet bryster, får korrigeret deres kejsersnitsar eller dem som tager kampen op mod strækmærkerne på en skønhedsklinik.

Og thumbs up til dem der må indse, at de ekstra kilo der sneg sig på under graviditeten ikke gør en glad. Måske betyder de at man føler sig begrænset i alt lige fra tøjvalg til intimitet, til glæden ved en snarlig sommer hvor man igen skal hoppe i bikinien.
Thumbs up til alle der gør noget ved dét de ikke er tilfredse med også, mødre eller ej.

Beklager min lange intro her, men jeg følte den skulle med. Det jeg egentlig gerne vil fortælle jer er at jeg de sidste 12 uger har været på et helt vildt godt online forløb hos dejlige Lotte Arndal, Kost og livsstil hedder det. Forløbet er en gave til mig, derfor: Reklame:

Mit eget helt personlige mål var at tabe de sølle 3-4 kilo, der lige akkurat gjorde, at alt mit mit tøj strammede på en virkelig irriterende måde og min egen selvtillid haltede lidt bagefter, når jeg stod foran spejlet. Mit mål var også at blive lidt stærkere og sidst men ikke mindst at blive bedre til at tænke over, hvad det var jeg proppede i munden.

Jeg har et dejligt og yderst afslappet forhold til mad. Måske lidt for afslappet? ; ) Jeg spiser sundt og varieret det meste af tiden synes jeg. Men jeg har en hang til sukker. Særligt chokolade. Og snacking, åh snacking. Og så er jeg typen, der aldrig siger nej til noget. Aldrig nej til et ekstra stykke kage, aldrig nej til dessert efter middagen – det kunne ikke falde mig ind og slet ikke når alle de andre skal have.
Der er også klart et eller andet socialt aspekt i det for mig. Jeg synes det er død-kedeligt at skulle lade mig begrænse, da det gode liv for mig i høj grad altid har handlet om at spise lækkert. Og jeg har i øvrigt heller aldrig følt, at det gjorde det svært for mig at være glad for min krop. Men det var før børn. Efter børn, eller måske bare med alderen, skete der et eller andet. Og jeg har virkelig skulle lære at min afslappede ja-hat hvad angår mad, kombineret med mit også vældig afslappede forhold til motion (læs: ikke eksisterende), simpelthen ikke kunne gå op, hvis jeg samtidig gerne ville have det godt i min krop.

Men det har vist sig ikke at være så ligetil for mig at få styr på balancen, så Lotte kom på en opgave gav mig en virkelig tiltrængt hjælpende hånd.
Jeg kom som sagt på hendes online forløb, som også indebar at hun fungerede som min personlige coach. I 8 uger skulle jeg HVER DAG sende Lotte billeder af ALT hvad jeg spiste og drak. Dertil skulle jeg sende hende dagens aktivitet, hvor meget jeg havde gået (hun anbefaler 10.000 skridt om dagen), om jeg havde fået trænet (3 x ugentligt) og lavet mine hjemmeøvelser (5 minutter hver dag).

Min oplevelse af forløbet:

Kost:
For mig fungerede Lottes plan for min kost genialt. Man får ikke en decideret kostplan og alt mad er sådan set tilladt, men gennem Lottes online videoer får man tips til hvordan man sammensætter sin mad, hvad der skal begrænses og hvad der skal spises meget af. Derudover er der ikke noget der hedder snacking. Kun 3 måltider om dagen. For mig gav dette vildt god mening, fordi det nok ofte er her jeg kommer til kort. Pludselig har jeg, allerede inden frokosten, indtaget en müslibar, en banan, nogle kiks, en smoothie og sådan fortsætter det måske hele dagen og så mister man hurtigt fornemmelsen for hvor meget man egentlig har indtaget.

Træning:
Jeg var flittig med min blide hjemmetræning, der bl.a bestod af vejrtrækningsøvelser, men måtte indse at det at skulle træne 3x ugentligt ikke var noget jeg kunne få til at hænge sammen med familieliv og hjemmepasning. Er sikker på at nogen vil tænke, at det da bare er et spørgsmål om prioritering, i så fald ville jeg ikke prioritere det, da det ville gå for meget ud over resten af familien.
Det tog mig en måneds tid at være ok med det, og i stedet endte jeg med 1x ugentlig træning.

Jeg nåede op på mine 10.000 skridt hver dag. Jeg sørgede for at få dem flettet ind i min hverdag, og i stedet for at cykle til alt gik jeg.

Jeg trives rigtig godt med forløbet og synes især den daglige kontakt med Lotte var super fedt.
Lotte er hård og lægger ikke skjul på hvad hun mener, men sikke en gave at have sådan en ekspert lige ved hånden. Jeg blev vældig glad for hende og også lidt misundelig. Sikke en powerkvinde og nu endda gravid med nr 4 barn!

Resultat:
Ret hurtigt, allerede i uge 6 mener jeg, fik jeg faktisk smidt de ønskede 4 kilo. Tænk, at det skulle være så simpelt og nemt? Og hvorfor var det at jeg ikke meldte mig til dette forløb langt tidligere?
Kiloene blev smidt uden at jeg på noget tidspunkt følte at jeg manglede noget. Jeg spiste alt det jeg plejer, dog tilsat ekstra mange grøntsager.

Nu:
Ud over at jeg føler mig vældig meget bedre tilpas og at mit tøj ikke længere strammer, så har jeg også lært noget simpelt, men vigtigt: At der er nødt til at være balance i tingene. Jeg kan ikke bare sige JA til mad og nej til motion, nu jeg har en nogenlunde præference for min vægt, for at føle mig tilpas.
Det er jo så simpelt, men jeg synes egentlig først nu at jeg forstår det sådan rigtigt.
Hvis ikke jeg får dyrket motion, hvis jeg i snit går 1500 skridt dag, jamen så kan jeg sgu ikke tillade mig at spise den dessert, heller ikke selvom aaaalle de andre gør det.
Jeg må tage ansvar for mig selv og det har været lidt af en øjenåbner. Og det hele værd.

Næste step, for mig, bliver at finde en motionsform jeg kan se mig selv dyrke på den lange bane. Jeg tror nok jeg skal nå dertil someday, men er også bevidst om, at jeg ikke kan det hele på een gang. Og for nu er det familielivet med to små børn der skal gå op.

I kan finde Lottes online forløb lige her.

Self care og søvn

For første gang i rigtig mange år, sover jeg ikke længere så godt om natten, og det er, som man måske kunne tro, ikke mine børns skyld. De sover eminent. Det er mig selv og jeg tror godt jeg ved hvad det er der trykker. Enten kan jeg ikke falde i søvn og lige når jeg når ned i noget der minder om det, vågner jeg med et spjæt, hjertebanken og panik, som dog på sekunder bliver fint igen. Og sådan kan det blive ved et par timer, inden jeg for alvor døser hen. I går faldt jeg hurtigt og tidligt i søvn, men vågnede efter to timer og sov ikke før klokken 03 something. Heldigvis vågnede ungerne ikke før 7.30, så jeg fik da lidt timer, men jeg er stadig bare så mast i dag alligevel.

Jeg har aldrig været en god sover og da jeg var teenager havde jeg et par år, hvor jeg havde massive søvnproblemer. Det var så drænende og jeg ønsker det ikke for min værste fjende. Man kommer ind i en ond spiral hvor man til sidst bliver bange for ikke at kunne falde i søvn. Og tænker man allerede at man ikke kan sove, før man er gået i seng. Ja så er det altså svært at falde hen.

Som sagt har jeg sovet godt i mange år, men jeg kan aller bedst sove i min egen seng, helst liggende på maven. Kunne aldrig falde i søvn i en kørende bil fx og sover jeg ude er det også garanti for at jeg har sværere ved at overgive mig til søvnen. Er svært misundelig på min mand, der seriøst kan sove hvor som helst og når som helst. Det må være så dejligt.

Nu er det formiddag og mens Casper er taget ud i det gode vejr med børnene, så er jeg lige returneret til hjem fra verdens dejligste massage. Åh hvor var det dejligt altså. En hel times ekstra afslapning til mig. Mig i fokus. Lige hvad jeg trængte til.

Resten af dagen står forhåbentlig på en masse ude-liv, da vejret jo simpelthen bare er fantastisk. Senere får vi en legekammerat på besøg til Saxo som skal overnatte, og så hepper jeg lidt på noget rigtig lækkert aftensmad. Måske et lille glas bobler i anledningen af at foråret endelig er kommet! Hvor er det skønt.

Jeg håber I får en dejlig lørdag <3

Når tiden arbejder for en

Så blev det sørme fredag endnu en gang. Var det da ikke lige mandag?

Oh well. Vi startede vores dag ud rigtig godt med legepladsbesøg og derefter kig på ænder i Ørstedsparken. Det var mildt i vejret og som vi gik rundt i parken fik jeg den vildeste forårsfornemmelse, kunne nærmest dufte det og så en lykkefølelse over at stå lige der, på et smukt grønt område midt i mit elskede København.
Jeg havde medbragt toasts, peperfrugt og riskiks med mørk choko – andre end mig der er lidt afhængige af den riskiks? Så godt jo.

Derefter med ladcyklen hjem og så en lur sammen. Jeg er begyndt putte Isolde til lur herhjemme i sengen fremfor i klapvognen, fordi jeg har fundet ud af at hun sover betydeligt længere sådan. Klapvognen: temmelig sikkert 40 minutter. Sengen: temmelig sikkert 2 timer.
Og de to timer for mig selv midt på dagen er altså kærkommen.

Vi er inde i en fed periode, hende og jeg. Det kører bare med at have hende hjemme og jeg nyder at hun er blevet det ældre. Man kan lave så mange flere sjove ting med hende nu og jeg har på fornemmelsen at det kun bliver sjovere som månederne går. Bevares det er også stadig hårdt arbejde indimellem. Men mest af alt nyder jeg det bare.

Jeg kan godt mærke at flere har denne her opfattelse af hende som værende en bestemt og temperamentsfuld lille dame – selvfølgelig fordi jeg selv har omtalt hende sådan et par gange.
Men jeg må faktisk tilstå at det ikke forholder sig sådan længere. Hun er bare glad og sød og nem. Måske vil jeg endda gå så langt at sige at hun er mild? Nej, der er for meget, haha. Men ingen meltdowns og klart mere en ja hat end det modsatte i hvert fald.

Ja tænk, pigen der absolut hadede at køre bil, synes nu at det er super chilleren og falder i søvn uden brok. I øvrigt ikke noget vi har øvet med hende, det var bare tiden der arbejdede for os.

Så i morgen, når vi er dem der er på vej i sommerhus bliver det med ro på bagsædet og godt humør. Det er dejligt.
Vi skal i øvrigt i sommerhus fordi min bedre halvdel mistede sin vielsesring oppe i haven. Armen altså, Casper for fanden. Det er anden gang nu. Kan man være så heldig to gange? Jeg håber det virkelig.

Under alle omstændigheder bliver det en hyggelig dag. Vi tager et par gode venner med, spiser en simpel frokost, hygger i haven og en gåtur på Liseleje strand. Jeg glæder mig.

 

Med ønsket om en dejlig weekend til jer x

På det seneste

Glædelig mega solskinsdag. Hurra for det! Mit humør er i top i dag, og det er endda oven på to nætter med sparsom søvn. Jeg er træt helt ind til benet. Men også helt vildt glad, og ja, vejret har klart noget at sige her.

Klokken er 13 og jeg bruger den lille dames middagslur til lidt skærmtid. Det eneste tidspukt på dagen jeg orker at åbne computeren. Om aftenen er jeg så flad og vil bare stene i sofaen. Kender I det?
Vi har været på biblio i dag. Sammen med hende her og afkom. Simpelthen så hyggeligt. Tog et priceless billede af Vagnus der krammer Isolde, som ser meeeget ubekvem, ud og lagde op på min story. Men det var virkelig bare fanget i det helt rette (eller forkerte)?! sekund. De hyggede sig helt vildt sammen de to. Rendte efter hinanden på hele biblioteket, så mødrene kunne få sludret lidt. Helt perfekt.
Elsker at følge den der proces med at barnet langsomt bliver mere selvstændig og helt af sig selv vender sig væk fra mor og far. Nu løber hun af sted uden at se sig tilbage. Det føles helt rigtigt og er bare vildt dejligt at være vidne til.

Og apropos så var vi kun tre hjemme fredag aften. Saxo var til legeaftale med overnatning. Tænk at vi nu er her hvor man som det naturligste i verden gør sådan noget. Det var en stor stolt dreng vi hentede hjem lørdag morgen. Jeg er vild med det. Babystadie = hyggeligt, børn = det allerfedeste.

Og high five til overskudsforældre der orker have 5 drenge til middag, fredagsslik og Disney Sjov og efterfølgende have 3 overnattende drenge. Sådan vil jeg også gerne være, men føler ikke overskuddet helt er der endnu. Til info er deres, overskudsforældrenes, mindste 5 år. Så kan man også lidt igen, ikke? Så altså når Isolde bliver 5 så giver vi igen ❤️

For nylig er der også sket det at min kære mand (for anden gang) taber sin vielsesring. Altså for pokker. Så nu ligger den et sted i Asserbo, men vi ved nogenlunde hvor, så vi er på jagt efter en metaldetektor. I var så søde at give os en masse tips og tak for det. Kryds fingre for at vi finder den, ikke?

Det der simple liv. Se – Alt børnene har brug for, for at hygge sig er jo blot nogle grene så man kan bygge hule og en trillebør. Det ligger stadig og ulmer.. Skulle man rykke teltpælene ud til noget natur.. Så svært. Så mange tanker om det. Uanset hvad så bliver det ikke uden naboen. Det er alt for værdifuldt for os at have mormor og morfar inde ved siden af. Ikke mindst for ungerne. Men måske de kan lokkes med? Hehe

Jeg har hatet lidt på byens legepladser, men Ørstedsparken er sgu en helt ok en af slagsen. Her i fuld ganf med at fodre duer med riskiks. Er det egentlig dårligt for de små fugle? Hmm. Forudser mange gode stunder der i løbet af forår og sommer.

Faldt lige over dette billede, taget for 2 år siden. Jeg synes faktisk jeg var en snack som gravid. Og nu får jeg pludselig en kæmpe trang til at få farvet lokkerne lidt lysere igen.

Dancing in the rain. Lad os håbe på lidt mindre regn i april, ikke? Og tjek da lige verdens sødeste regnfrakke. Den er fra Miniature : )

Når legegruppen kommer på besøg. Haps!

Dejligste unger

En fantastisk bevægelse

En helt fantastisk bevægelse er i gang nu!

Kan I også mærke det – hvor meget der er sket, bare på få år?

Jeg kan huske at jeg engang skrev et blogindlæg der handlede om, at jeg var helt sikker på at det bestemt ikke var det lille barns behov at sidde i en vuggestue sammen med 11 jævnaldrende og alt for få voksne. Det var i 2015. Der var ramaskrig da jeg trykkede udgiv. Hvad bildte jeg mig ind? (der var heldigvis også positive reaktioner og folk der var med mig, men altså).

Sådan er det ikke længere, føler jeg. Der er altså sket en udvikling i vores bevidsthed. Lige så stille ser vi nu tingene klarere end nogensinde.

Og hurra for det. Hurra for at man kan kalde en spade for en spade. Hurra for at vi endelig kan være enige om, at det lille barns behov ikke er en vuggestue, at det aldrig var. At det er direkte skadeligt for nogle børn, under de forhold vi i 2019 byder dem, kan vi nok desværre ikke alle være enige om endnu. Men det kommer lige så langsomt, det tror jeg på.

Hvem passer vores børn?

Og forleden så jeg da også dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ (så I den)? og blev pludselig inspireret på ny til at skrible lidt tanker ned. Jeg har ellers været stille længe.

Dokumentaren giver et indblik i hvordan vores daginstitutioner her i 2019 ser ud. Og det ser ikke for godt ud, skulle man stadig være i tvivl. Der er skønne og engagerede og vildt dygtige pædagoger – men bare slet ikke nok af dem.

Jeg ved ikke om I oplever det lige så intenst som jeg, men i disse dage kan jeg ikke gå ind på mine sociale medier, Instagram og Facebook, uden at jeg bliver bombarderet med folk, alle typer – også dem der har deres små i fuldtidsinstitution, der linker til lige netop udsendelsen.
Og jeg klapper i mine små hænder over det store fokus der i øjeblikket er på små børn og deres behov. Det er SÅ vigtigt, for pokker da.

Dokumentaren er selvfølgelig en must watch, men jeg vil nu sige at intet jeg så sådan rigtig kom bag på mig. Den fik vist nogle skræmmende ting og er helt klart et godt (og skræmmende ja) billede på hvordan tingene forholder sig i langt de fleste kommunale daginstitutioner i Danmark.
Men jeg synes dog at der manglede noget. Der manglede scener som viser at pædagogerne ikke altid har overskud eller tid til at være så pædagogiske som de er i filmen (ham den unge mand var godt nok skøn, han måtte gerne arbejde i mine børn institution). Jeg synes der mangler scener fra den lille pige, der efter 3 ugers indkøring stadig ikke vil tilpasse sig og “rette ind” og som man i stedet ser sig nødsaget til at køre frem og tilbage i en barnevogn ude på terrassen, mens hun skriger sine lungers fulde kraft – men der bliver ikke kigget ned i vognen og hun tages ikke op, for hun er nødt til at lære det, (hej søvntræning) fordi de 11 andre små børn på stuen skal der selvfølgelig også tages hensyn til (oplevet med egne øjne i mit barns tidligere vuggestue i øvrigt)!!!
Jeg synes at der mangler scener, som viser vikarerne der må træde til og som knapt nok kender børnenes navne og da slet ikke deres behov. Og hvad med den halvandenårige der, helt mut, går rundt på legepladsen i mere end en time uden at nogen henvender sig til hende. Babyen der sidder på skødet af yndlingspædagogen og hver gang hun gør antræk til at gå begynder hun at græde. Drengen på et år der konsekvent får huen ned i øjnene, ingen ser det, ud over mig. Og hvad med alle børnene der skændes, slår hinanden og bider? Jo, jeg synes klart der manglede noget der.

Hvad gør vi nu?

Men det der er vigtigst er at den dokumentar har sat en bevægelse i gang. Nu ved vi at noget må ske og at det kun kan gå for langsomt.

Nu ved vi at det for de små er livsvigtigt med en tryg tilknytning til voksne, især de allermindste. Og det får de ikke i en institution, fordi der ikke er nok voksne. Det er så simpelt, ingen kan længere være i tvivl.

Så hvad gør vi herfra? Ja jeg ville virkelig ønske jeg havde svaret.

Minimumsnormeringer, tilskud til pasning af eget barn i alle kommuner, mulighed for at gå ned i tid på arbejdet og have lov til altid at passe ens syge børn? JA TAK, for søren da.

Og her kan I på Facebook følge grupper der alle kæmper for netop ovenstående. Jeg er selv en del af dem:

Familiepolitisk Netværk
Demonstration for minimumsnorneringer i daginstitutioner

Småbørnsfamilieforeningen Samfo

Men hvad hvis det ikke nytter? Hvad hvis der ikke sker noget? Og hvad hvis der gør, hvad hvis der så kom lidt flere pædagoger -Var det så godt? Godt nok?

Jeg håber af hjertet at der bliver indført minimumsnormeringer, men jeg tror ikke på at det alene vil gøre forskellen for børnene. Det er trods alt bare en rettesnor for hvad der som minimum bør være.

Jeg tror vi skal et stik dybere. Vi skal retænke det gode familieliv. Vi skal forstå at vi ikke er super-mennesker der kan det hele på en gang. Vi kan ikke have råd til det store hus, det pæne interiør, de mange rejser og de rigtige outfits uden at vores børn kommer til at lide under det. Selv hvis der blev sat ekstra pædagoger ind på hver en stue, ville det ikke ændre på, at det ikke er et barns behov at være i institution i 8-9 timer hver dag. Ej heller at starte når det er 12 måneder gammelt.

Vi skal myten om socialisering til livs. Det er verdens største misforståelse at børn der ikke passes i institution bliver asociale væsener. Jeg hører det stadig ofte rundt omkring. Ligesom at jeg hører at det at passe et barn hjemme er lig med at man så bare ér derhjemme. Selvølgelig skal børn se andre små venner og det kan de heldigvis også selvom de ikke er i institution.

Jeg håber at det med tiden bliver nemmere for folk at passe deres børn selv. At pengene følger barnet, at man har ret til at gå ned i tid på arbejdet og at flere gør det, så man ikke føler sig alene.

Jeg håber at vi vil kigge og lytte på barnet først og fremmest, for det er barnet der taber her. Barnet kan ikke bare sige op, ligesom lederen af daginstitutionen i dokumentaren gjorde. Av.

Jeg har virkelig behov for at gøre noget, et eller andet. Men jeg er på bar bund. Hvis nogen har gode idéer, så del dem da endelig med mig.
De sidste par dage har jeg sågar overvejet at blive privat børnepasser. Så kunne man da gøre en forskel for 2-3 børn? Jeg er med på at det ikke ville ændre noget i det store billede, men igen – jeg tror på at vi må retænke livet med små børn.

Hvad tænker I om det hele?