På det seneste

Glædelig mega solskinsdag. Hurra for det! Mit humør er i top i dag, og det er endda oven på to nætter med sparsom søvn. Jeg er træt helt ind til benet. Men også helt vildt glad, og ja, vejret har klart noget at sige her.

Klokken er 13 og jeg bruger den lille dames middagslur til lidt skærmtid. Det eneste tidspukt på dagen jeg orker at åbne computeren. Om aftenen er jeg så flad og vil bare stene i sofaen. Kender I det?
Vi har været på biblio i dag. Sammen med hende her og afkom. Simpelthen så hyggeligt. Tog et priceless billede af Vagnus der krammer Isolde, som ser meeeget ubekvem, ud og lagde op på min story. Men det var virkelig bare fanget i det helt rette (eller forkerte)?! sekund. De hyggede sig helt vildt sammen de to. Rendte efter hinanden på hele biblioteket, så mødrene kunne få sludret lidt. Helt perfekt.
Elsker at følge den der proces med at barnet langsomt bliver mere selvstændig og helt af sig selv vender sig væk fra mor og far. Nu løber hun af sted uden at se sig tilbage. Det føles helt rigtigt og er bare vildt dejligt at være vidne til.

Og apropos så var vi kun tre hjemme fredag aften. Saxo var til legeaftale med overnatning. Tænk at vi nu er her hvor man som det naturligste i verden gør sådan noget. Det var en stor stolt dreng vi hentede hjem lørdag morgen. Jeg er vild med det. Babystadie = hyggeligt, børn = det allerfedeste.

Og high five til overskudsforældre der orker have 5 drenge til middag, fredagsslik og Disney Sjov og efterfølgende have 3 overnattende drenge. Sådan vil jeg også gerne være, men føler ikke overskuddet helt er der endnu. Til info er deres, overskudsforældrenes, mindste 5 år. Så kan man også lidt igen, ikke? Så altså når Isolde bliver 5 så giver vi igen ❤️

For nylig er der også sket det at min kære mand (for anden gang) taber sin vielsesring. Altså for pokker. Så nu ligger den et sted i Asserbo, men vi ved nogenlunde hvor, så vi er på jagt efter en metaldetektor. I var så søde at give os en masse tips og tak for det. Kryds fingre for at vi finder den, ikke?

Det der simple liv. Se – Alt børnene har brug for, for at hygge sig er jo blot nogle grene så man kan bygge hule og en trillebør. Det ligger stadig og ulmer.. Skulle man rykke teltpælene ud til noget natur.. Så svært. Så mange tanker om det. Uanset hvad så bliver det ikke uden naboen. Det er alt for værdifuldt for os at have mormor og morfar inde ved siden af. Ikke mindst for ungerne. Men måske de kan lokkes med? Hehe

Jeg har hatet lidt på byens legepladser, men Ørstedsparken er sgu en helt ok en af slagsen. Her i fuld ganf med at fodre duer med riskiks. Er det egentlig dårligt for de små fugle? Hmm. Forudser mange gode stunder der i løbet af forår og sommer.

Faldt lige over dette billede, taget for 2 år siden. Jeg synes faktisk jeg var en snack som gravid. Og nu får jeg pludselig en kæmpe trang til at få farvet lokkerne lidt lysere igen.

Dancing in the rain. Lad os håbe på lidt mindre regn i april, ikke? Og tjek da lige verdens sødeste regnfrakke. Den er fra Miniature : )

Når legegruppen kommer på besøg. Haps!

Dejligste unger

En fantastisk bevægelse

En helt fantastisk bevægelse er i gang nu!

Kan I også mærke det – hvor meget der er sket, bare på få år?

Jeg kan huske at jeg engang skrev et blogindlæg der handlede om, at jeg var helt sikker på at det bestemt ikke var det lille barns behov at sidde i en vuggestue sammen med 11 jævnaldrende og alt for få voksne. Det var i 2015. Der var ramaskrig da jeg trykkede udgiv. Hvad bildte jeg mig ind? (der var heldigvis også positive reaktioner og folk der var med mig, men altså).

Sådan er det ikke længere, føler jeg. Der er altså sket en udvikling i vores bevidsthed. Lige så stille ser vi nu tingene klarere end nogensinde.

Og hurra for det. Hurra for at man kan kalde en spade for en spade. Hurra for at vi endelig kan være enige om, at det lille barns behov ikke er en vuggestue, at det aldrig var. At det er direkte skadeligt for nogle børn, under de forhold vi i 2019 byder dem, kan vi nok desværre ikke alle være enige om endnu. Men det kommer lige så langsomt, det tror jeg på.

Hvem passer vores børn?

Og forleden så jeg da også dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ (så I den)? og blev pludselig inspireret på ny til at skrible lidt tanker ned. Jeg har ellers været stille længe.

Dokumentaren giver et indblik i hvordan vores daginstitutioner her i 2019 ser ud. Og det ser ikke for godt ud, skulle man stadig være i tvivl. Der er skønne og engagerede og vildt dygtige pædagoger – men bare slet ikke nok af dem.

Jeg ved ikke om I oplever det lige så intenst som jeg, men i disse dage kan jeg ikke gå ind på mine sociale medier, Instagram og Facebook, uden at jeg bliver bombarderet med folk, alle typer – også dem der har deres små i fuldtidsinstitution, der linker til lige netop udsendelsen.
Og jeg klapper i mine små hænder over det store fokus der i øjeblikket er på små børn og deres behov. Det er SÅ vigtigt, for pokker da.

Dokumentaren er selvfølgelig en must watch, men jeg vil nu sige at intet jeg så sådan rigtig kom bag på mig. Den fik vist nogle skræmmende ting og er helt klart et godt (og skræmmende ja) billede på hvordan tingene forholder sig i langt de fleste kommunale daginstitutioner i Danmark.
Men jeg synes dog at der manglede noget. Der manglede scener som viser at pædagogerne ikke altid har overskud eller tid til at være så pædagogiske som de er i filmen (ham den unge mand var godt nok skøn, han måtte gerne arbejde i mine børn institution). Jeg synes der mangler scener fra den lille pige, der efter 3 ugers indkøring stadig ikke vil tilpasse sig og “rette ind” og som man i stedet ser sig nødsaget til at køre frem og tilbage i en barnevogn ude på terrassen, mens hun skriger sine lungers fulde kraft – men der bliver ikke kigget ned i vognen og hun tages ikke op, for hun er nødt til at lære det, (hej søvntræning) fordi de 11 andre små børn på stuen skal der selvfølgelig også tages hensyn til (oplevet med egne øjne i mit barns tidligere vuggestue i øvrigt)!!!
Jeg synes at der mangler scener, som viser vikarerne der må træde til og som knapt nok kender børnenes navne og da slet ikke deres behov. Og hvad med den halvandenårige der, helt mut, går rundt på legepladsen i mere end en time uden at nogen henvender sig til hende. Babyen der sidder på skødet af yndlingspædagogen og hver gang hun gør antræk til at gå begynder hun at græde. Drengen på et år der konsekvent får huen ned i øjnene, ingen ser det, ud over mig. Og hvad med alle børnene der skændes, slår hinanden og bider? Jo, jeg synes klart der manglede noget der.

Hvad gør vi nu?

Men det der er vigtigst er at den dokumentar har sat en bevægelse i gang. Nu ved vi at noget må ske og at det kun kan gå for langsomt.

Nu ved vi at det for de små er livsvigtigt med en tryg tilknytning til voksne, især de allermindste. Og det får de ikke i en institution, fordi der ikke er nok voksne. Det er så simpelt, ingen kan længere være i tvivl.

Så hvad gør vi herfra? Ja jeg ville virkelig ønske jeg havde svaret.

Minimumsnormeringer, tilskud til pasning af eget barn i alle kommuner, mulighed for at gå ned i tid på arbejdet og have lov til altid at passe ens syge børn? JA TAK, for søren da.

Og her kan I på Facebook følge grupper der alle kæmper for netop ovenstående. Jeg er selv en del af dem:

Familiepolitisk Netværk
Demonstration for minimumsnorneringer i daginstitutioner

Småbørnsfamilieforeningen Samfo

Men hvad hvis det ikke nytter? Hvad hvis der ikke sker noget? Og hvad hvis der gør, hvad hvis der så kom lidt flere pædagoger -Var det så godt? Godt nok?

Jeg håber af hjertet at der bliver indført minimumsnormeringer, men jeg tror ikke på at det alene vil gøre forskellen for børnene. Det er trods alt bare en rettesnor for hvad der som minimum bør være.

Jeg tror vi skal et stik dybere. Vi skal retænke det gode familieliv. Vi skal forstå at vi ikke er super-mennesker der kan det hele på en gang. Vi kan ikke have råd til det store hus, det pæne interiør, de mange rejser og de rigtige outfits uden at vores børn kommer til at lide under det. Selv hvis der blev sat ekstra pædagoger ind på hver en stue, ville det ikke ændre på, at det ikke er et barns behov at være i institution i 8-9 timer hver dag. Ej heller at starte når det er 12 måneder gammelt.

Vi skal myten om socialisering til livs. Det er verdens største misforståelse at børn der ikke passes i institution bliver asociale væsener. Jeg hører det stadig ofte rundt omkring. Ligesom at jeg hører at det at passe et barn hjemme er lig med at man så bare ér derhjemme. Selvølgelig skal børn se andre små venner og det kan de heldigvis også selvom de ikke er i institution.

Jeg håber at det med tiden bliver nemmere for folk at passe deres børn selv. At pengene følger barnet, at man har ret til at gå ned i tid på arbejdet og at flere gør det, så man ikke føler sig alene.

Jeg håber at vi vil kigge og lytte på barnet først og fremmest, for det er barnet der taber her. Barnet kan ikke bare sige op, ligesom lederen af daginstitutionen i dokumentaren gjorde. Av.

Jeg har virkelig behov for at gøre noget, et eller andet. Men jeg er på bar bund. Hvis nogen har gode idéer, så del dem da endelig med mig.
De sidste par dage har jeg sågar overvejet at blive privat børnepasser. Så kunne man da gøre en forskel for 2-3 børn? Jeg er med på at det ikke ville ændre noget i det store billede, men igen – jeg tror på at vi må retænke livet med små børn.

Hvad tænker I om det hele?

Torsdagshygge

Torsdag aften og børnene er puttet. Ingen af dem var trætte før 20.30, fordi de begge tog sig en pæn middagslur tidligere på dagen. Flere har spurgt ind til vores putterutine med Isolde i øvrigt. Den er helt simpel. Vi læser en bog og så putter hun sig ind til mig, lægger sig til rette, med hovedet på mit bryst. Hun bliver puttet i vores seng og her sover hun også hele natten. Det fungerer så godt. Intet brok, ingen gråd, hverken til lur eller om aftenen. Hun sover også igennem om natten, men vågner dog de fleste aftener stadig 1 eller 2 gange og skal have en hånd på maven. Det er inden vi selv er gået i seng, sådan mellem klokken 20-23 – altså lige der, hvor man er helt flad og bare gerne vil ligge på sofaen og helst ikke rejse sig for at traske ned i den anden ende af lejligheden. Men sådan er det bare lige nu.

Så men i dag har været en vildt dejlig dag. Jeg har hygget med mine to bavianer. En cykeltur i ladcyklen, som jeg i øvrigt efterhånden er blevet helt ferm til at manøvre og sikke en masse frihed det giver (bye bye klapvogn, som ingen alligevel rigtig gider). Handle ind til frokost  – det kan så til gengæld godt tage 1000 år med gående halvandenårig, der gerne vil pille ved det meste, haha. Og så en tur på Frederiksberg Bibliotek. Jeg kan virkelig varmt anbefale det sted til stort set alle størrelser. I kælderen har de en stor børneafdeling med en masse legesager – og bøger selvfølgelig. Og lige nu er der en Alfons Åberg udstilling også. Så fint så fint.

Da Isolde blev født var Saxo 3,5 år, og mange måneder efter, var det naturligvis lidt svært at imødekomme begge børns behov sådan samtidig. Der var gang i ham og hun skulle have ro – kæmpe respekt til mødre der hjemmepasser større barn og nyfødt samtidig, pheeew.

Men nu er vi her, hvor de med deres 5 år og 1,5 år rent faktisk bare har super meget glæde af hinanden og hvor det er lige så nemt at have dem begge to på samme tid, ja faktisk nemmere, fordi de underholder hinanden – Og undskyld jeg sådan gentager mig selv her, jeg tror nok jeg har skrevet om dette et par gange eller 10 efterhånden. Jeg kan ikke huske det og jeg er for træt til at undersøge det, men det er altså bare noget jeg virkelig er begejstret for i øjeblikket, kan I nok forstå.

I dag var en breeze, sådan at have dem begge to med på biblio. Jeg overvejer at gøre det til en fast torsdagstradition.

Nok snak herfra. Nu står den på en kop te og sofa-hygge med min mand, Jeg håber jeres torsdag også har været dejlig <3

Siden sidst

En uge uden blogging, jeg har simpelthen ikke haft tid. Hver gang jeg har sat mig ned for at skrive er jeg blevet forstyrret.
Men nu skulle det være. Vi er netop hjemvendt fra en lørdagstur nordpå. Og Saxo faldt i søvn i bilen lige som vi var kørt mod Kbh. Vi holder i gården nu og han sover stadig. Så mens de to andre er smuttet op i lejligheden, bliver jeg siddende ved siden af ham. Nyder roen og muligheden for at tjekke ind her.

Vi var i øvrigt i Hornbæk. Jeg elsker at komme nordpå og kan godt mærke at tiden, hvor den del af landet trækker mere og mere, langsomt sniger sig ind på mig. Foråret og sommeren. Sidste sommer havde jeg dage, hvor jeg næsten fik klaustrofobi af Frederiksberg. Det var så varmt og svedigt og jeg manglede luft og plads og ro. Så er det altså godt at man kan tage bilen og temmelig hurtigt komme ud til noget mere åbent.

Jeg elsker jo Frederiksberg. Måske er det egentlig bare det bedste af begge verdener vi har her. Lejlighed i byen og sommerhus hvor man kan tage til hvis det bliver for meget. Men altså, sådan et flot hav kan fucking (ja undskyld mig) også noget på en blæsende regnvejrsdag i marts. Wauw. Jeg er forvirret.

Ikke engang en måned skulle der gå fra sidste lange og stride sygdomsperiode til at husets mindste beboer igen var ramt. Virus, høj feber, søløvehoste, snot.
Det er som om hun rager alt til sig og jeg forstår det simpelthen ikke. Det er så synd for hende. Og også en lille smule for mig.

Jeg har stadig vitterligt ingen idé om hvordan vi havde klaret at balancere det hele, hvis ikke jeg gik hjemme. Pheew.

Hver dag føler jeg mig heldig over søskendekærligheden mellem de to her. Halvandet år er gået og jeg går stadig lidt og venter på at der kommer en eller anden konflikt mellem dem. For det har søskende jo, ikke sandt? Nåmen det skal jo nok komme og indtil da er jeg da bare glad for at de er så glade for hinanden. Det er simpelthen bare det fineste.

Et smut forbi butikken for at hente C hjem fra arbejde i går.

Jeg havde pigerne til middag i tirsdags og havde ikke overskuddet til at kokkerere. Så jeg betalte mig fra gildet. Sushi blev det til. Fra Karma. Så godt! Og så lavede jeg en brownie til dessert. Denne fra Anne Au Chocolat. Jeg har lavet den 1000 gange og det er den bedste bedste bedste (og nemmeste) brownie ever.

En svingom på havnen, efter overflod af fisk og friture til frokost, pyha

Jeg kigger på min 5 årige og husker så tydeligt da han var halvandet, som hun er nu. Det føles som i går. Det er gået SÅ stærkt det hele og det prøver jeg at huske mig selv på, de dage jeg synes det er lidt hårdt slet ikke at have noget tid til mig selv. Og det hjælper. For så står det pludselig ret klart, at denne hjemmepasningperiode er ovre før jeg når at blinke. Og når jeg så tænker på alt det jeg oplever med hende nu, og alt det som jeg gik glip af med ham, fordi han var i vuggestue, så bliver jeg helt trist. Og så giver det her jo bare ekstra meget mening og længslen efter mig-tid er (næsten) ikke-eksisterende.

Hjemvendt

… Efter en helt vildt dejlig overnatning i Sverige.

Jeg var lidt nervøs for om jeg nu kunne nyde det 100%. Men det kunne jeg, virkelig. At jeg troede jeg skulle vågne op udhvilet, fordi: ingen børn, og jeg så sov mega dårligt er en anden ting, haha! – jeg sover åbenbart bare allerbedst, når jeg bliver sparket i ryggen af en halvenårig.

Men altså. Det var så dejligt at komme lidt væk. Få talt sammen, gået nogle lange ture ved vandet, grinet og hygget over middag med god vin. Det var helt perfekt.

Og mormor og morfar havde holdt skansen og hygget med ungerne – der havde ingenting været. Så alt i alt: Succes! Dejligt for børnene og dejligt at vi voksne igen kan gøre sådan noget her sammen. Lidt ligesom i gamle dage. Det giver lidt ekstra overskud på kontoen.

Nu skal der lægges lidt planer for ugen. Fastelavnsfest i morgen i børnehaven, og jeg kan ikke finde Saxo’s kostume?! Tirsdag får jeg alle pigerne over til middag – jeg aner ikke hvad jeg skal lave af mad? Et par kampagner skal forberedes og så alt det sædvanlige elskede trummerum, som jeg faktisk er ret meget fan af lige nu <3

Forsat god søndag til jer x