Torsdagshygge

En fantastisk bevægelse

En helt fantastisk bevægelse er i gang nu!

Kan I også mærke det – hvor meget der er sket, bare på få år?

Jeg kan huske at jeg engang skrev et blogindlæg der handlede om, at jeg var helt sikker på at det bestemt ikke var det lille barns behov at sidde i en vuggestue sammen med 11 jævnaldrende og alt for få voksne. Det var i 2015. Der var ramaskrig da jeg trykkede udgiv. Hvad bildte jeg mig ind? (der var heldigvis også positive reaktioner og folk der var med mig, men altså).

Sådan er det ikke længere, føler jeg. Der er altså sket en udvikling i vores bevidsthed. Lige så stille ser vi nu tingene klarere end nogensinde.

Og hurra for det. Hurra for at man kan kalde en spade for en spade. Hurra for at vi endelig kan være enige om, at det lille barns behov ikke er en vuggestue, at det aldrig var. At det er direkte skadeligt for nogle børn, under de forhold vi i 2019 byder dem, kan vi nok desværre ikke alle være enige om endnu. Men det kommer lige så langsomt, det tror jeg på.

Hvem passer vores børn?

Og forleden så jeg da også dokumentaren ‘Hvem passer vores børn’ (så I den)? og blev pludselig inspireret på ny til at skrible lidt tanker ned. Jeg har ellers været stille længe.

Dokumentaren giver et indblik i hvordan vores daginstitutioner her i 2019 ser ud. Og det ser ikke for godt ud, skulle man stadig være i tvivl. Der er skønne og engagerede og vildt dygtige pædagoger – men bare slet ikke nok af dem.

Jeg ved ikke om I oplever det lige så intenst som jeg, men i disse dage kan jeg ikke gå ind på mine sociale medier, Instagram og Facebook, uden at jeg bliver bombarderet med folk, alle typer – også dem der har deres små i fuldtidsinstitution, der linker til lige netop udsendelsen.
Og jeg klapper i mine små hænder over det store fokus der i øjeblikket er på små børn og deres behov. Det er SÅ vigtigt, for pokker da.

Dokumentaren er selvfølgelig en must watch, men jeg vil nu sige at intet jeg så sådan rigtig kom bag på mig. Den fik vist nogle skræmmende ting og er helt klart et godt (og skræmmende ja) billede på hvordan tingene forholder sig i langt de fleste kommunale daginstitutioner i Danmark.
Men jeg synes dog at der manglede noget. Der manglede scener som viser at pædagogerne ikke altid har overskud eller tid til at være så pædagogiske som de er i filmen (ham den unge mand var godt nok skøn, han måtte gerne arbejde i mine børn institution). Jeg synes der mangler scener fra den lille pige, der efter 3 ugers indkøring stadig ikke vil tilpasse sig og “rette ind” og som man i stedet ser sig nødsaget til at køre frem og tilbage i en barnevogn ude på terrassen, mens hun skriger sine lungers fulde kraft – men der bliver ikke kigget ned i vognen og hun tages ikke op, for hun er nødt til at lære det, (hej søvntræning) fordi de 11 andre små børn på stuen skal der selvfølgelig også tages hensyn til (oplevet med egne øjne i mit barns tidligere vuggestue i øvrigt)!!!
Jeg synes at der mangler scener, som viser vikarerne der må træde til og som knapt nok kender børnenes navne og da slet ikke deres behov. Og hvad med den halvandenårige der, helt mut, går rundt på legepladsen i mere end en time uden at nogen henvender sig til hende. Babyen der sidder på skødet af yndlingspædagogen og hver gang hun gør antræk til at gå begynder hun at græde. Drengen på et år der konsekvent får huen ned i øjnene, ingen ser det, ud over mig. Og hvad med alle børnene der skændes, slår hinanden og bider? Jo, jeg synes klart der manglede noget der.

Hvad gør vi nu?

Men det der er vigtigst er at den dokumentar har sat en bevægelse i gang. Nu ved vi at noget må ske og at det kun kan gå for langsomt.

Nu ved vi at det for de små er livsvigtigt med en tryg tilknytning til voksne, især de allermindste. Og det får de ikke i en institution, fordi der ikke er nok voksne. Det er så simpelt, ingen kan længere være i tvivl.

Så hvad gør vi herfra? Ja jeg ville virkelig ønske jeg havde svaret.

Minimumsnormeringer, tilskud til pasning af eget barn i alle kommuner, mulighed for at gå ned i tid på arbejdet og have lov til altid at passe ens syge børn? JA TAK, for søren da.

Og her kan I på Facebook følge grupper der alle kæmper for netop ovenstående. Jeg er selv en del af dem:

Familiepolitisk Netværk
Demonstration for minimumsnorneringer i daginstitutioner

Småbørnsfamilieforeningen Samfo

Men hvad hvis det ikke nytter? Hvad hvis der ikke sker noget? Og hvad hvis der gør, hvad hvis der så kom lidt flere pædagoger -Var det så godt? Godt nok?

Jeg håber af hjertet at der bliver indført minimumsnormeringer, men jeg tror ikke på at det alene vil gøre forskellen for børnene. Det er trods alt bare en rettesnor for hvad der som minimum bør være.

Jeg tror vi skal et stik dybere. Vi skal retænke det gode familieliv. Vi skal forstå at vi ikke er super-mennesker der kan det hele på en gang. Vi kan ikke have råd til det store hus, det pæne interiør, de mange rejser og de rigtige outfits uden at vores børn kommer til at lide under det. Selv hvis der blev sat ekstra pædagoger ind på hver en stue, ville det ikke ændre på, at det ikke er et barns behov at være i institution i 8-9 timer hver dag. Ej heller at starte når det er 12 måneder gammelt.

Vi skal myten om socialisering til livs. Det er verdens største misforståelse at børn der ikke passes i institution bliver asociale væsener. Jeg hører det stadig ofte rundt omkring. Ligesom at jeg hører at det at passe et barn hjemme er lig med at man så bare ér derhjemme. Selvølgelig skal børn se andre små venner og det kan de heldigvis også selvom de ikke er i institution.

Jeg håber at det med tiden bliver nemmere for folk at passe deres børn selv. At pengene følger barnet, at man har ret til at gå ned i tid på arbejdet og at flere gør det, så man ikke føler sig alene.

Jeg håber at vi vil kigge og lytte på barnet først og fremmest, for det er barnet der taber her. Barnet kan ikke bare sige op, ligesom lederen af daginstitutionen i dokumentaren gjorde. Av.

Jeg har virkelig behov for at gøre noget, et eller andet. Men jeg er på bar bund. Hvis nogen har gode idéer, så del dem da endelig med mig.
De sidste par dage har jeg sågar overvejet at blive privat børnepasser. Så kunne man da gøre en forskel for 2-3 børn? Jeg er med på at det ikke ville ændre noget i det store billede, men igen – jeg tror på at vi må retænke livet med små børn.

Hvad tænker I om det hele?

23 kommentarer

  • Sanne

    kan du ikke nævne det forældreopgør der er undervejs og de planlagte demonstrationer den 06 april netop mod forholdene i dag institutioner? tænker du kan nå mange via din blog 😊😚

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Jeg enig i stort set alt det, du skriver, men synes ikke kun hele denne debat handler om institutionsliv vs eksempelvis hjemmepasning (det siger du dog heller ikke). Det handler i lige så høj grad om, at det danske arbejdsmarked på ingen måde tager hensyn til børnefamilier på samme måde som i fx Sverige, hvor alle har RET til at være på deltid hvis man har barn eller børn under 9 år. I Danmark er det virkelig svært at finde et deltidsjob (i hvert fald hvis man er akademiker). Jeg er med på, at man i princippet bare kan sige sit job op, prioritere at hjemmepasse osv. men jeg synes ikke, at man alene kan forvente at forældre løser det her “problem”. Det er et større samfundsmæssigt strukturelt problem og løsningen ligger heller ikke kun i flere pædagoger til institutioner. Tror man kunne komme langt ved fx at se mod Sverige og se hvordan de har indrettet sig og hvordan samfundet og arbejdsmarkedet “tager hensyn” til børnefamilier ved fx at gøre det muligt for forældre at arbejde på deltid. Håber ovenstående giver mening 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg er helt og aldeles enig med dig – beklager hvis det ikke fremstår sådan i mine skriv.

      Som jeg også skriver er det slet ikke alle der har mulighed – men heller ikke lyst til at hjemmepasse. Jeg tror ikke at hjemmepasning er løsningen – ikke for alle.
      Vi burde helt 100 kigge mod Sverige, hvor de har langt bedre mulighed for fx at gå på deltid. Det er vores samfund som den er gal med – og derfor mener jeg også at minimumsnormeringer ikke kan gøre det alene. Vi skal have mulighed for at alle (der ønsker det) kan hjemmepasse, lade pengene følge barnet, og mulighed for at gå ned i tid.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Mine børn er 6 og 9 nu og var så heldige at gå i dagpleje da det stadig var muligt. De var kun 4 børn der og var super glade for det og havde den bedste start på livet væk fra mor. I et privat hjem med ro og stabilitet. Bare alle børn havde den mulighed.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Hvor er det bare vigtigt alt det du skriver. Har haft så ondt i maven det sidste halve år, hvor jeg har oplevet at 5 nye børn på under 8 måneder er startet på min søns stue i vuggestuen. Det har gjort ondt, fordi det ikke er barnets behov at komme så tidligt afsted (selvom jeg har hørt flere af deres forældre fortælle, at babyerne har brug for aktiviteten i vuggestuen, men at de selv går hjemme af forskellige grunde. Og jeg synes det er vildt, at forældrene selv tror på, at det er rigtig det de siger), men jeg har også haft ondt i maven på mit eget barns vegne, fordi han så er blevet gjort meget større end han egentlig er, fordi de helt små på 6-8 måneder, der er startet på stuen har brug for mere hjælp. Heldigvis er jeg studerende, så jeg henter altid tidligt, havde 2 måneders sommerferie sidste år med mit barn, hvilket han også får i år, selvom alle sagde at jeg var skør sidste år, fordi jeg gad det… Og han havde lang juleferie osv.. ved godt, at alle forældre ikke kan det, men synes det er vigtigt, at gennemtænke hvad institutioner egentlig er til for, altså at passe vores børn når vi har brug for det, og ikke når vi selv holder fri. Jeg glæder mig til at valget kommer, for jeg håber at vi forældre vil kæmpe børnenes kamp, så politikerne ikke er i tvivl om, at vores børn er fremtiden ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Jeg synes din tekst emmer af så mange gode intentioner og et stort hjerte for barnets behov. Synes også det er rigtig dejligt med dette fokus, og vil sætte min stemme et sted med planer om at forbedre forholdene i institutionerne. Jeg tænker bare også på den enlige mor, for hvem det ikke handler om det rigtige tøj, rejer osv som du nævner, men om at have til det nødvendige. Skal hun føle sig som en dårligere mor, fordi hun ikke har mulighederne for at passe hjemme/gå ned i tid/vælge privat? For er det ikke det vi inddirekte kommer til at påstå med alle de gode intentioner? Jeg tænker på 100 års kvindekamp for ligestilling, lige ret til arbejdsmarkedet, for let’s face it, Det er næsten altid mødre der passer hjemme og går ned i tid. Skal vi tilbage til kødgryderne imens mændene tjener pengene? Er det et fremskridt? Med dette vil jeg bare sige, at det for mig er et hyper komplekst felt, hvor hjemmepasning (som jeg selv praktiserer), forhold i institutioner, moderrollen osv bliver blandet sammen i én stor pærevælling og det virkelig er vigtigt at have nuancerne med og tungen lige i munden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg er 100% med på hvad du siger. Men omvendt – fordi nogen ikke har samme muligheder, skal vi så så bare tie, nu vi endelig har så vigtig en viden omkring hvad børn har brug for og hvad de ikke har? Jeg synes stadig det er vigtigt at pointere at stort set alle 1 årige børn i Dk går i dagtilbud – det er altså de færreste der hjemmepasser og ud af dem der gør, kender jeg faktisk flere der er enlige og stort set ingenting har. Omvendt kender jeg par der ikke mangler noget som helst og hvor enten mor eller far snildt ville kunne gå ned i tid, men gør det ikke – ‘for hun har jo godt af at komme i vuggestue’. Kan du følge mig?

      Jeg ved ikke hvad svaret er i alt dette virvar, men jeg ved at hjemmepasning ikke er for alle og det er sådan set heller ikke min drøm at det skal være sådan. Jeg håber bare på at vi vågner op og indser at det her med at sende sit lille barn afsted i mange timer om dagen til vuggestuer uden nok personale ikke burde være det åbenlyse valg som det er nu. Igen – hjemmepasning er ikke for alle, ikke alle har mulighed (eller lyst).
      Men der er jo alternativer. En enlig har lige så meget mulighed for fx at finde en privat børnepasser eller en privat institution (koster ikke mere end det offentlige) fx.

      Og nej, vi skal selvfølgelig ikke tilbage til kødgryderne og far kan lige så vel passe barnet hjemme som mor. Det kunne også være en bedsteforældre eller en anden mor.

      Alt jeg håber på er at børnenes tarv kommer i første række, altid. At ingen bliver spundet ind i en løgn om at socialisering og aktivering kun kan ske i en vuggestue. Og at vi kan træffe egne beslutninger ud fra den viden vi nu en gang har. Jeg tror på at vi må starte der hvor det gør nas, ved børnene, som er de helt store tabere. Derfor synes jeg det er enormt vigtigt at snakke om det her emne, også selvom det kan gøre ondt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • L

    Hvor jeg bare elsker, at du bruger din blog til at promovere denne her sag. Den er nemlig SÅ vigtig. Jeg håber, at vi kan få mobiliseret en hel masse mennesker til at sætte børns trivsel på den politiske dagsorden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anabell

    Fuldstændig enig i det du skriver!

    Jeg synes faktisk, at det er en god ide at åbne et mindre privat pasningstilbud 🙂 Go for it Emilie! Især for de forældre der ikke har muligheden for at hjemmepasse eller gå meget ned i tid, vil det være et godt alternativ til de store (kommunale) institutioner.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise Madsen

    Hej Emilie. Jeg er også utrolig frustreret over at der ikke er nok fokus på hvad der er barnets behov og jeg er sikker på at der bliver nødt til at blive gjort noget politisk bl. a. indført minimumsnormering og tilskud til alle der vil hjemmepasse. jeg har selv lige opdaget Jacob Mark fra SF. Prøv at find ham på Facebook. Der har lige været et forslag fra SF om at få indført minimumsnormering, som blev stemt ned at blå blok og Socialdemokraterne. Det er simpelthen så ærgeligt, da det ville have været godt sted at starte ift. at sikre børn bedre vilkår.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annie

    Hej Emili! Jeg er SÅ enig! Har ikke selv børn (endnu) men har snakket så meget med min mand om hvad vi gør når vi får børn mht. arbejde! Min mand er fra Brasilien, og der er der ikke normalt at sende sine børn i institution. Nogle gange arbejde nybagte mødre en smule for at tjene lidt til føden, men tilgengæld har man et helt andet familiesammenhold og det er normalt fx tanter, bedsteforældre eller ældre søskende passer baby lidt mens mor arbejder og derved er baby stadig i sine trygge rammer 😊 og mor arbejder højt lidt timer om dagen og langt fra hver dag.
    Personligt forsørgede min far også min mor da jeg var baby og indtil jeg var cirka 2 gik hun hjemme med mig.. Og de har alligevel klaret det helt fint. Kan slet ikke forstå hvorfor man ikke ser tingene i et større perspektiv og tænker over at 2 år eller måske 3 år er SÅ lidt af ens liv, men at det gør SÅ meget for ens små at de er omkring deres primære omsorspersoner. Vi har SÅ travlt i dag i vores samfund! Vi skal uddanne os, starte karriere med det samme, blive gift og få børn (helst inden vi er 30) og helst skal man eje en lejlighed/hus og bil osv osv.. og det har selvfølgelig en pris! Og den pris går bare for mange familier ud over de små børn, der bliver hentet mega sent i institution af stressede forældre, der ikke føler de har tid til noget og nærmest ikke når at se deres børn.☹️ jeg skal skam nok nå at skabe en karriere eller hvad jeg nu har lyst til og vi skal nok nå det hele, når børnene bliver lidt større .. Synes man burde tage det mere med ro og give mere plads til at man fx kan tage orlov fra arbejde eller at alle kommuner fx betalte tilskud til at hjemme passe sine børn!! Synes du gør det mega godt Emili og synes det er SÅ dejligt at bliver ved med at tale om dette emne for det er VIRKELIG vigtigt!!! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helene

    Det er så vigtigt at der kommer mere fokus på at forbedre institutionerne for de små. Men jeg synes hurtigt folks reaktioner og kommentarer ender ud i hvordan de har forlænget barslen, hjemmepasser osv. Det er også fint nok og fedt for dem og deres børn. Men hvis vi virkelig mener det her, så skal der fokus på ALLE samfundets børn- dvs det er politikerne der skal råbes op. Vi skal snakke højt og kræve bedre vilkår for alle på et højere niveau og ikke bare hjemme bag vores egne fire vægge.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Enig med dig. Og derfor er det også så fantastisk med denne bevægelse. Jeg tror på at det rykker noget.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emilie

    Jeg er SÅ enig! Fantastisk indlæg! Jeg har længe følt at jeg skulle forsvare min holdning til tidlig institutionsstart og kommer tit til at lyve lidt om hvor gammel jeg egentlig synes mit barn skal være før hun starter (mindst to år, og gerne senere hvis vi har mulighed). Det er jo bare dumt?? Men den kultur man bliver mødt med omkring at “børn jo har godt af at starte tidligt og de skal jo aktiveres(?)” kan være svær at stå imod, især når man er lidt alene med sine holdninger i ens omgangskreds. Derfor er jeg så glad og håbefuld over alt det der er ved at ske❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja, vi har virkelig fået spundet hinanden ind i nogle seriøse løgne omkring børn, det er helt frygteligt. Så ja, det er virkelig fantastisk med al den fokus lige nu. Uanset hvad der kommer til at ske så tror jeg på at det vil rykke noget i folk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Det er så vigtigt, og jeg håber sådan mulighederne bliver flere og bedre, hvis man gerne vil have et andet familieliv.

    Jeg får så ondt i maven af at tænke på, at min store datter måske har oplevet at skulle rette ind og måske har grædt sig selv i søvn. Det er slet ikke til at holde ud, også selvom hun sjældent havde lange dage. Men nu skal vi se frem. Og jeg har en lille nyfødt. Vi har forlænget vores barsel så længe vi føler vi kan økonomisk. Jeg ville dog aller helst, at man fik tilskud til hjemmepasning i min kommune. Det ville give os mulighed for at strække barslen endnu længere.

    Jeg synes det er svært, hvor man virkelig kan sætte ind og gøre en forskel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det skal vi nemlig, se fremad.

      Inde på Familie Politisk netværk kan de hjælpe med at få tilskud igennem. Jeg ved de har gjort det med succes i flere kommuner.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Ps. For øvrigt sagde mine kloge forældre lidt det samme som dig – med en anden vinkel: Nemlig at endnu vigtigere end normeringssnak er fleksibiliteten gennem et helt arbejdsliv. Giv småbørnsforældre mulighed for at være sammen med deres små børn, nyde dem og klæde dem ordentlig på til livet fremfor at opdragelse og støtte primært forventes løst i institutionsregi. Forældrene er og vil være de vigtigste for de små børn. – og ligeledes fleksibilitet i seniorårene 😉 Så rigtigt at også fagforeningerne/staten må på bamen for at sikre småbørnsforældre rimelige arbejdsvilkår. Giver ikke mening at arbejde de små børns første vigtige år væk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Kunne ikke være mere enig med dine kloge forældre. Spot on.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Du rammer hovedet på sømmet. Er så enig!
    “Vi skal myten om socialisering til livs”. Er selv ved at indkøre mit barn på 14,5 måneder. Og jeg er udmærket klar over at det IKKE er hans behov, der tilgodeses, men alle andres. Så når folk spørger mig: Keder han sig ikke også derhjemme? Savner han ikke at møde andre børn? – ja, så svarer jeg rungende nej. Han har det så fint herhjemme med mig og også hans ældre søskende, far, bedsteforældre osv.

    Selvfølgelig er det dejligt for mig at kunne komme tilbage på arbejde – det er JEG klar til, og samfundet støtter også op om den produktivitet, jeg forhåbentlig kan bidrage med.

    Men har min barn behov for at gå i vuggestue i en alder af godt 1 år? Nej. Heller ikke selvom det er en af de bedste.

    Kæmpe respekt for jer der tager tørnen med længere hjemmepasning <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg synes det aller vigtigste nærmest er den erkendelse du også har gjort dig. Det er så hamrende vigtigt at vi ikke går rundt og bilder hinanden noget forkert ind. Jeg tror på at det er en god start og jeg tror på at det så også bliver nemmere at gå sammen og få indført nogle gode rammer om familielivet, nogle gode normeringer osv.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Torsdagshygge