Kropspositivisme, Lotte Arndal og en gladere mig

En forvirret lille en

Et godt mix af bl.a ægte lækkert forårsvejr og dermed lysten til at være ude hele tiden, at have været græsenke, fordi min mand har drukket vin i Paris (slet ikke misundelig nej nej) og et kæmpe behov for bare at stene, efter ungerne er puttet om aftenen, har holdt mig fra tasterne på det seneste. Men nu passede det lige med alting og derfor et lille hej fra mig.

Alt er godt i øjeblikket. Jeg er glad og helt vildt forårskåd, gud hvor er det tiltrængt, men jeg kæmper altså stadig lidt med at finde ro i, at jeg ikke ved hvad fremtiden bringer (det ved man selvfølgelig aldrig I know) – og nok mest af alt, at jeg ikke ved hvad jeg ønsker den skal bringe. Jeg har enormt svært ved at mærke mig selv for tiden. Hvad ønsker jeg, for familielivet, arbejde, for mig selv. Den ene dag vil jeg det ene, den næste dag noget helt andet. Det er virkelig skørt og underligt at have det sådan her og jeg husker ikke at jeg nogensinde har været så forvirret, som jeg føler mig netop nu.
Jeg talte med en god veninde om det i sidste uge og hun har det på fuldstændig samme måde, hvilket var befriende at høre. Vi blev enige om, at det sikkert er ganske normalt, her hvor vi er lige nu i livet. Gennem tyverne kørte det bare og der var ligesom hele tiden en plan: Starte på uddannelse, gøre uddannelse færdig, få et barn, et arbejde, giftes, få et barn mere. Bum og nu er vi her, 30 år gamle og har i princippet opnået mange af de “obligatoriske ting”. Og var det så bare dét? Min veninde har fået et ægte voksenjob, som hun i princippet kan have resten af hendes liv. Nu har man kæmpet for det, anstrengelserne på uddannelsen har båret frugt. Men er det så overhovedet det man vil?

Ja ja, alle de tanker. Mon ikke vi finder ud af det hele før eller siden? Jeg tror det. Men ja, for tiden øver jeg mig altså ekstra meget på at være i nuet, at være taknemmelig for det jeg har og på at lade tankerne være. Hvad med jer? Kan I relatere?

Nu vil jeg lukke computeren i. Jeg er helt og aldeles træt efter en virkelig dejlig lørdag, hvor vi har været udendørs fra morgen til aften. I morgen tror jeg at turen går ud til noget hav <3
 

 

2 kommentarer

  • Ceci

    Jeg kan relatere fuldstændig, og jeg har ikke engang opnået det alt det, som du kalder de ‘obligatoriske ting’. Jeg er midt i mine 20’ere, har ingen børn og er ikke gift. Men jeg har dog en kæreste, som jeg har købt et hus sammen med. Men jeg kan blive i tvivl om alt; vil vi have børn eller ej? Skal vi giftes? Er det den rette uddannelse jeg er ved at tage? Skal vi have faste 7-15 jobs resten af vores liv? Skal vi tage ud og rejse? Bor vi det rigtige sted? Osv.

    Det er ret frustrerende, men jeg prøver bare at lade mig forføre af livet og se hvad det bringer. Og så tager jeg én dag ad gangen, og håber på at livet alligevel kan give mig en helt masse at smile af uanset i hvilken retning det går.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Åh kan godt forstå den forvirring, har selv fået drømmejobbet, det jeg altid troede jeg skulle lave…..men vil jeg så det, resten af livet???

    Kommer der forresten en opdatering på din laserbehandling? overvejer det nemlig kraftigt selv ;0)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kropspositivisme, Lotte Arndal og en gladere mig