Velkommen til vores nye hus og hood

Tilbudt plads i institution og børnehavetanker

For et par måneder siden fik vi pr. 1 juli 2019 tilbudt en plads til Isolde i storebrors institution, institutionen som vi i øvrigt er ekstremt begejstrede for.

Og det var jo det, der hele tiden har været meningen. At hun skulle starte når hun fylder 2 år, som hun gør i august, og jeg har egentlig ikke skænket det ret mange tanker. Men men.. Som mail med dato tikkede ind og jeg var nødt til at mærke ordentligt efter og tage stilling, kunne jeg med det samme mærke, at vi ville takke nej til pladsen. Så det har vi gjort.

Jeg tror faktisk at Isolde ville have det fedt nok i en vuggestue – på deltid altså. Hun er vældig social, glad for alle mennesker, tryg og alt det der. Jeg tror hun ville have glæde af de andre børn, af det sjove legetøj, de hyggelige faste aktiviter, leg i den skønne have og af de søde voksne som er på stuen. Jeg kunne snildt se det fungere. Og jeg kunne da egentlig også godt trænge til nogle timer for mig selv efterhånden, det ville ikke gøre mig spor : )

Men hvorfor så ikke lade hende starte?

Fordi jeg tror hun vil have det endnu bedre her. Som sagt mange gange før, så trives vi bare rigtig godt i vores hverdag. Den er egentlig ikke så meget længere. Jeg føler endnu ikke at hun mangler noget, hun ikke kan få her. Vi laver så mange sjove ting og ofte sammen med andre små venner (læs evt hvad her). Og derudover besøger hun farmor sammen med storebror, hygger med mormor og morfar om eftermiddagen, tager med Oldemor i kolonihaven en hel dag osv. Så det sociale er altså også dækket.

Så vi gør det her fordi jeg tror på at det er det mest optimale, som jeg kan give hende lige nu. Jo, jeg ville elske lidt mere mig-tid, det ville være dejligt, men det her er så kort en periode i et forhåbentligt langt liv – og jeg ved bare hvor meget alene-tid der venter i fremtiden. Se bare på min 5 årige, der allerede nu ikke gider blive hentet før tidligst 15.30, har travlt med legeaftaler – endda med overnatning, og om under et år starter i skole (!!) med alt hvad der dertil hører af tid væk fra os. Det er virkelig gået stærkt og med den vished, har vi altså udskudt institutionstart.

I stedet starter hun i maj 2020.

I princippet springer hun så vuggestuen helt over og starter i børnehave. Det fungerer dog ikke helt sådan i vores institution, da der kun er 3 stuer i alt, en for de helt små, en for de mellemste og en for de største. Isolde starter altså på stuen for de mellemste med børn fra ca 2-4 år. Forhåbentlig bliver det så ikke så stort et chok, men nu må vi se.

Så ja, det er planen for nu og det føles skønt. Dermed ikke sagt, at planen ikke kan ændre sig, enten til en tidligere start eller en senere, hvis det skulle føles forkert. Jeg kan dog ikke forestille mig det sidste scenarie.

Jeg går jo i en legegruppe med kloge og skønne mødre, hvor de fleste passer deres børn til børnehavestart. Men et par har også planer om at børnene slet ikke skal i børnehave. Jeg har kun respekt for det valg og jeg synes de er top seje og jeg synes deres børn er heldige.

Jeg tror ikke på at en børnehave er uundværlig, så længe man kan finde jævnaldrene kammerater, som børnene kan lege med flere gange om ugen.
Jeg ville dog være meget i tvivl om jeg kunne give mine børn det, i det liv vi lever her, så derfor vælger vi børnehaven til.

Vi har så gode erfaringer fra storebror og jeg ville ikke have undværet det til ham, da jeg synes at de venskaber han har fået ud af børnehaven har været helt fantastiske.

For os har børnehave på deltid været helt rigtigt og jeg tror og håber at Isolde vil få lige så meget gavn af det når tiden kommer.

Men først hjemmelivet et års tid endnu ❤️

4 kommentarer

  • Lykke

    Jeg har min et-årige hjemme og har aktuelt ingen planer om at sende ham afsted i institution. Men jeg er lidt ny i hele hjemmepassergamet, så jeg tænkte på om du kunne tippe om hvordan man får kontakt til andre med børn hjemme/legegrupper osv? Er det facebook? Kh. Ps. tak for al dit indhold om pasning og børnenes behov <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg fandt min gruppe gennem min blog og via facebook-gruppen “Moderne Hjemmegående Mødre”. Hvis jeg var dig ville jeg skrive et opslag i den gruppe. Nu ved jeg kke hvor du bor, men mange byer har også lokale Facebookgrupper for hjemmepassende mødre – men det kan “Moderne Hjemmegående Mødre” også henvise dig til : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hejdi

    Min storebror og jeg gik kun i børnehave og ikke vuggestue 🙂 vores lillebror som er 2 år yngre end mig gik kun i børnehave i 3 måneder før skolestart – hvilket kun var fordi min far døde og min mor derfor havde brug for det. Vores lillesøster gik både i vuggestue og i børnehave 🙂 børn er meget forskellige og har man muligheden, så synes jeg det er godt at have dem hjemme, hvis man kan sørge for at de stadig ser andre børn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Velkommen til vores nye hus og hood