Hej sommerferie

I dag har vi budt sommerferien velkommen for alle mand og på søndag forlader vi København og returnerer først i starten af august. Vi skal først og fremmest bare være i og omkring sommerhuset. Os fire til en start og dernæst sammen med familien. Vi skal også besøge venner i deres sommerhuse, lidt rundt på Fyn, og så er den måned vist også gået?

Jeg glæder mig helt vildt. Og samtidig kunne jeg godt bruge et par uger endnu med helt almindelig hverdag. Jeg tænker at det er ret luksus overhovedet at kunne tænke sådan, så jeg er meget bevidst om at nyde det og tage det ind, sætte pris på det i stedet. For det fortsætter ikke sådan her. Næste år er det som sagt skole og børnehave og et, forestiller jeg mig, noget mere struktureret liv, hvor man tæller ned til sommerferien på en helt anden måde, end vi har haft behov for at gøre nu og de sidste par år, mens jeg med vilje har sænket farten for børnenes skyld, for alles skyld faktisk. Jeg tænker, uden at vide det, at begge ting kan noget?

Jeg er mega spændt på fremtiden, hvilket jeg vist også har fået skrevet om et par gange herinde efterhånden sorryyyyy ; ) Men det fylder altså. Og jeg føler at jeg står lidt ved skillevej, hvor alt det velkendte skal til at ændre sig. Jeg er fuld af håb om det nye der kommer vores vej, hvad end det så bliver, og også lidt skræmt, hvilket min hals, der helt fysisk føles som om den snører sig sammen om aftenen, vidner om. Det er sjovt hvordan kroppen bare reagerer, selvom hovedet er klogt og ved at der er styr på det, at alt er lige som det skal være. Den er klog nok den krop, når den tvinger en til at sætte sig ned, lave de dybe vejrtrækninger, få lidt ro i hovedet igen. Det er smart.

Nu må jeg løbe. Praktiske duties kalder på mig <3

 

 

København

Jeg har brugt den sidste måneds tid på, at skrive rigtig meget om alle de ting jeg forestiller mig er vidunderlige ved at flytte ud af København. Og jeg har ment hvert et skrevet ord.

Men samtidig, og måske især her efter vi er returneret til lejligheden, har jeg tænkt over hvad det egentlig er ved vores by, jeg holder så uendeligt meget af, nu jeg så åbenlyst også nød natur, plads, ro og livet nord for København.

Jeg synes det er sindssygt svært at sætte en finger på, men også mega spændende og interessant. Og det tætteste jeg nok kommer på hvorfor, er at det er en følelse.

En følelse af komplet frihed (og lykke), som jeg kommer cyklende i fuld fart gennem Københavns gader. Som i går hvor jeg spontant spiste middag på Islands Brygge med dejlige damer.

En følelse af at der er noget meget større end mig selv, som jeg betragter arkitekturen og de vildeste bygninger fra en helt anden tid (altså ikke på Bryggen, selvfølgelig ; )

En følelse af glæde over diversiteten, her er virkelig plads til os alle.

Der er også noget med mulighederne, der giver mig blod på tanden, jeg føler at alt kan lade sig gøre her. Intet er for meget, for vildt eller gakket. Alt er muligt.

Jeg føler mig ung her og jeg har på fornemmelsen, at byen altid vil holde mig ung, uanset hvor gammel jeg bliver. Og ikke at der er noget som helst galt med at blive gammel, vel – men vi vil alle gerne holde os unge af sind?
Jeg tænker på min kære farmor, som er i midten af halvfjerdserne. Hun er ung for mig. Hun gør brug af byens tilbud på ugentlig basis, koncerter, teater, foredrag og udstillinger. Da hun besøgte os nordpå sagde hun klart og tydeligt – her er da dejligt, men også lidt kedeligt. Haha.

Der er plads til spontanitet her. Et glas vin i gaden med en veninde en tirsdag aften. En Tivoli-tur på en ganske almindelig eftermiddag.

Jeg forestiller mig sommetider livet med teenagere i byen. Og hvor jeg stadig tænker at det for de helt små ville være et skønt børneliv uden for byen, så ser jeg klart for mig en masse fordele ved at kombinere lidt ældre børn og byen. Tænk hvor mange muligheder her er. Og tænk, måske kunne man være så heldig at ungerne ikke flyttede alt for langt væk, den dag de blev store nok til det (hvis altså man økonomisk overhovedet kan komme i nærheden af noget til den tid, suk for de Københavnske boligpriser).

Og så er der minderne, selvfølgelig. Jeg boede den første tid af mit liv på indre Nørrebro. Flyttede til hus og have i Vanløse da jeg var 2 år. Og så direkte tilbage til Nørrebro da jeg var 18 og flyttede sammen med en veninde. Og fra jeg var 21 og til nu her 10 år efter har mine adresser ligget nogenlunde lige her hvor jeg er nu. Byen er simpelthen fyldt til randen med minder fra min barndom og ungdom og de gør mig glad.

Jeg kan blive træt af larm og mennesker og jeg kan sommetider næsten føle mig klaustrofobisk over ikke lige at kunne traske ned til havet, som vi fx kunne i skønne Vedbæk.

Men jeg ved ikke.. Jeg tror egentlig bare at jeg er kommet frem til, at jeg synes der er noget meget livsbekræftende ved at bo lige præcis hvor vi gør.

Er der nogen byboere som kan relatere mon?

På det seneste

Det er maandag og jeg ser tilbage på en helt vildt dejlig weekend, hvor der var tid til at C og jeg kunne spise en uforstyrret sushi-frokost, præcis som i de gode gamle dage, hvor vi fik ordnet praktiske ting, bl.a en tur i Jysk – skønt sted (not) og dejligt (not) flashback til min teenage-tid hvor jeg arbejdede i jysk i Vanløse, hehe. Det blev også til en eftermiddag med sol på næsen og bare tæer i Oldes kolonihave, en tur i svømmehallen med ungerne, pizza fra nyåbnede Dal Forno på Værneren (SÅ gode slices, prøv dem), hang out i venners gård med rødvin og børn der bare legede og legede. En helt igennem dejlig weekend!

Og nu er det som sagt mandag. Og mandagen for mig er faktisk også ret great i dag. Solen skinner, begge mine børn er afsat til anden side, hhv oldemor og farmor, så jeg har fået nået tusind ting allerede og nu smutter jeg ned og handler ind til en grillaften i gården senere.

Life is good!

Og hermed lidt glimt fra den seneste tid gennem min telefon:

På det seneste har jeg:

– Haft en virkelig god oplevelse hos La Jolie i Tullingade. Louise healede mig. Ja, sgu. Jeg var så afslappet og godt tilpas bagefter og sov som en drøm om natten. Jeg er ret draget af det spirituelle – bortset fra jeg aldrig rigtig får gjort noget ved det, haha. Men jeg synes det er enormt spændende. Kender I det?

– Har jeg haft tid til at mødes med Kia til frokost. En GOD frokost, haps!

-Har vi leget turister i egen by. Efter en lang periode væk fra byen og en snarlig sommerferie, som også skal bruges væk fra byen, så suger jeg så meget Kbh til mig som muligt. Planen var egentlig at tage på kanalrundfart, men som himlen blev mørkeblå besluttede vi at tage hjem, sove lang lur i stedet og så hoppede vi i svømmehallen. Kanalrundfart bliver næste gang : )

-Har Isolde og jeg spenderet vældig meget af vores tid på byens legepladser. Og jo, det kan da også noget.

-Og den lille frøken har gynget. Meget. Hun kunne seriøst sidde på en gynge hele dagen fik hun lov.

– Og jeg har spist fisk!

– Været til Fyn-gryde med pigerne, hos Sidsel der er flyttet i kæmpe hus og drukket aperol og mange af dem OG nusset de kæreste killinger. Jeg er ikke en katte-dame, men sådan en lille killing kan man jo ikke stå for, hva?

Og det var vist det. Jeg håber I nyder jeres mandag <3

 

Høj puls, projekter og den kommende sommerferie

Vi er retur på Frederiksberg og det er nu i grunden ganske rart. Ude godt men hjemme bare aller bedst, ikke sandt?
Vi nyder sommerdagene i byen med en masse udendørsliv og jeg drøner rundt på ladcyklen (den har jeg godt nok savnet) til parker og legepladser. Og så spiser vi selvfølgelig mindst én is om dagen. Hverdagen med arbejde, børnehave, legeaftaler – og for mit og Isoldes vedkommende vores legegruppe, er dejlig og lige som den skal være.

Derudover er pulsen lidt høj for tiden. Især efter at det, her den anden dag, gik op for os, at sommerferien kun er 16 dage væk. Vildt! Vi er ikke helt klar, kan jeg godt mærke. Jeg holder meget af hverdagen og mit eget hjem og den og det er vi jo kun netop kommet tilbage til, efter tre uger nordpå. Og ja, lige om lidt hedder den altså en måned rundt i det danske land, mest i sommerhus, lidt på Fyn og så noget vi endnu ikke har planlagt, hehe. Jeg kunne mest af alt bruge en måned hjemme. Men jeg er sikker på at lysten til ferie og alt hvad det indebærer sniger sig ind på mig, som vi kommer nærmere. Især hvis vejret også gider vise sig fra sin bedste side. Jeg krydser altså fingre for en hedebølge, det ville ikke gøre mig spor!

Hvad med jer? Har I gode sommerferieplaner i vente?

Inden vi går på ferie har jeg nogle små-projekter jeg gerne vil have ført ud i livet. Først og fremmest projekt-børneværelse. Vi har for nylig rykket rundt på værelserne herhjemme, så nu deler Saxo og Isolde det største soveværelse.
De bliver også som noget relativt nyt puttet sammen derinde om aftenen og det fungerer bare. For det meste sover de der hele natten, men Isolde kommer sommetider ind, hvilket hun er meeeeere end velkommen til. Jeg elsker at sove med hende og jeg kunne gøre det hver nat, men det er nu en gang også meget rart, faktisk rigtig dejligt, at falde i søvn sammen med sin mand ; )

Anyway, værelset skal vi have gjort lidt hyggeligt og så har vi besluttet at gøre noget ved Sax’ meget høje ønske om en køjeseng. Så tænker jeg at han sover i overkøjen og hende i den nederste. Dét bliver så godt.

Så har vi en IKEA date. Vi skal have noget så kedeligt som nye skabe. Tænker det bliver Ikeas pax. Helt standard.

OG så har vi talt om at købe et gyngestativ, måske kombineret med rutchebane op til sommerhuset. Er der nogen af jer hus og havemennesker, der kan tippe mig om, hvor jeg får et godt solidt og ikke mega dyrt et af slagsen?

Jeg har også en lille ting jeg ser mega meget frem til, sådan helt for mig selv. Jeg holder meget af at forkæle mig selv, når tiden er til det, hvilket ikke er ret tit, haha. Jeg synes simpelthen at jeg fortjener det så meget. Massage og body sds har været mine go to behandlinger længe. Nu skal jeg prøve noget nyt. I Tullinsgade er der åbnet et kvindeunivers. La Jolie hedder det. Det var også dem jeg var nede og få lavet lash lift hos, som jeg var og er såååå glad for. De tilbyder også kropsbehandlinger, så nu har jeg booket behandlingen Ro til dit nervesystem, fordi jeg i den grad føler at mit nervesystem trænger til at få ro på. Elsker tiden lige nu af hele mit hjerte og vil ønske at det aldrig skulle ende, men det er samtidig også en tid, hvor alting går meget stærkt og hvor jeg har en masse tanker. Ikke dårlige tanker, men det påvirker mig og helt konkret på min evne til at geare ned om aftenen og falde i søvn. det er sværere for mig pt og min krop prøver vist at fortælle mig noget, men hvad er jeg ikke helt sikker på. Uanset skal det blive godt med lidt ro på, selv hvis det bare er for 45 minutter på en briks.

Jeg håber at I har det skønt og godt <3

Ps. Kender I den lille legeplads på Nyvej? Den ligger lidt gemt, men er altså så hyggelig, måske mest for de helt små størrelser.

Pps. Wow hvor det tordner og lyner her til aften. Sidder i mit soveværelser og synes det er nærmest helt spændende.

Et farvel

annonce – Vores tid i rækkehuset i Bonavas nabolag i Vedbæk is coming to an end. Suk hjerte, brist ej. Det har været sådan en dejlig tid for os og det har været helt vildt sjovt og særligt at få lov at bo i et helt nyt nabolag, i en helt ny by og i et hus fremfor en lejlighed. Det har i den grad sat tanker i gang om byliv vs forstad og så har det bekræftet os i, at alt det man forestiller sig er dejligt ved at bo i hus fremfor lejlighed, ér dejligt.

Ikke alle reklamekampagner er lige sjove at lave, men denne her, den har for mig, og os, været super fed og ikke mindst meget relevant. Jeg håber og føler at I også mærkede det, at det var oprigtigt og ægte. Få har skrevet at de ikke forstod – ‘jamen I flytter jo alligevel ikke, så hvorfor reklamere’?  Til det må jeg huske jer på, at de eneste der ved hvad vi gør os af bolig og flyttetanker er os. Jeg har aldrig påstået at vi flytter til Nordsjælland, men jeg har heller aldrig sagt at vi ønsker at blive på Frederiksberg til evig tid. Vi er en helt almindelig børnefamilie, der helt naturligt løbende gør os tanker om hvor vi gerne vil hen, hvad vi ønsker for vores liv, og vores børns liv. Om et år starter Saxo i skole, så lige nu har tanker om hvor vi skal slå os ned faktisk aldrig fyldt mere.

Nu har vi prøvet Vedbæk af i tre uger og hvem ved, måske (forhåbentlig) har det været til inspiration for andre boligsøgende? Det  var hensigten og det har i hvert fald været til inspiration for os selv og sat en masse tanker i gang om, hvad det er for et liv vi ønsker at leve.

Nu vil vi for altid have et forhold til Vedbæk. Som jeg også har skrevet her og her så er Vedbæk et sted jeg ville elske at lade mine børn vokse op. Her er så ultra ultra børnevenligt, men på en lækker måde, hvor forældrene også kan være med, hvis det giver mening? Her er alt hvad man skal bruge. Caféer, take away, butikker. Den hyggeligste havn med restauranter, strandparken hvor folk i disse dage stimler sammen og derudover skøn skøn natur.

Og nabolaget. Jeg håber at I gennem mine billeder og videoer har kunne fornemme det. Hvordan børnene virkelig har nydt at have naturen tæt på og hvordan de har elsket det friere liv. Det har været vidunderligt bare at kunne åbne dørene op og lade dem rende ud – det har været lige præcis så dejligt som jeg forestillede mig det ville være. Legepladsen lige ude foran vores hus har været samlingspunktet for børnene og vi har brugt pladsen hver dag. Og ret hurtigt fik ungerne nye legekammerater. Jeg synes det er nogle heldige børn der får lov at vokse op og jeg kan misunde forældrene der ender med at investere i et af Bonavas rækkehuse.

Det har været en stor oplevelse for os, ingen tvivl.

Hvis I også kunne tænke jer at snuset til livet i Vedbæk (eller i et af Bonavas andre nabolag) så husk endelig at Bonava  tilbyder deres weekendkoncept, hvor I kan bo i deres prøvebolig for en weekend. Det kan jeg altså varmt anbefale. I kan læse mere om konceptet her. Og her kan I læse mere om Bonavas nabolag og alle husene. Og husk at på de indflytningsklare boliger tilbyder Bonava deres flyttepakke, hvor man kan bo gratis de første 3 måneder, få 30.000 til nye boliger og gratis flyttehjælp : )