Og dagene går med..

Godt og blandet og rodet

Det er mandag fortæller min kalender mig, men det føles alt andet end mandagsagtigt egentlig. Mere sådan henad ferie-stilen, hvor jeg glemmer hvilken dag det er og hvad vi skal i morgen. Isolde kører også sin helt egen rytme for tiden. Sover til ca 9 om morgenen. Lur mellem 13-15. Sover til natten tidligst klokken 22. Gad måske godt at hun sov til klokken 07 og tilsvarende gik i seng to timer tidligere, men har ikke i sinde at forsøge at lave om på det. Alt, seriøst ALT med børn er i faser og lige nu er det sådan her. Ulempen er knap så meget voksentid om aftenen. Bonus er at jeg er totalt udhvilet om morgenen. Og det kan sgu da også noget.

Lige nu sover hun lur og jeg slapper foran computeren. Vi har været på tur her til formiddag, haft en fest, leget med sand og vand, gynget og blevet temmelig våde, da regnen ramte. Men det gjorde ingenting. Så var det bare hjem, tage et varmt bad og så faldt hun i søvn i mine arme. Lille skat.

Er så hamrende taknemmelig for det her liv og denne hverdag lige nu. Og samtidig fylder fremtiden og tanker om hvordan vi vælger at indrette det her ene liv vi har, lidt mere end hvad jeg vil indrømme (dog ikke nødvendigvis på en dårlig måde, synes jeg).

Det fylder hvordan børns barndom aldrig kommer tilbage, og om det mon en dag bliver mere accepteret at sige at man som mor (eller far) tjekker ud af ræset, mens børnene er små (jeg håber det). Det er jo ikke fordi man så aldrig kommer til at arbejde igen, vi skal for faen jo arbejde til vi er 117 år. Det fylder, at mange af os løber rundt i et hamsterhjul for at tjene penge. Men penge til hvad? Selvfølgelig til at kunne leve og bo, det er klart. Men (for mange af os) også til alle mulige materielle ting, som vi alligevel ikke har brug for. Jeg kan i hvert fald, her ud af øjenkrogen, tælle de første 10 ting, der bare står og er sådan lidt.. ligegyldige?..
Måske også til dyre udenlandsrejser, der snildt kunne erstattes af ferie i Danmark, og uden at jeg nogensinde kommer til at blive belærende med klima-udtalelser, så ville det jo sådan set også gøre vores klode godt.

Arbejdsliv fylder meget. Kan man finde på noget meningsfuldt at lave, uden at det kræver alt ens tid? Er det acceptabelt at sige at man ikke ønsker et liv, hvor man arbejder på fuld tid. I hvert fald ikke på den der 5 dage om ugen 9-17 måde

Men især er det børnene mit hjerte banker for. Og deres barndom, som jeg jo på mange måder føler vores samfund overhovedet ikke tager seriøst. Hvad er det her for et børneliv vi byder dem?

Jeg mødte i øvrigt også nogle seje mødre, med de sødeste og rareste unger, i dag da vi var ude. Ingen af børnene skulle i børnehave, men i stedet hjemmepasses til skolealderen. Blev helt fristet altså.. Men holder fast i mine tanker om børnehave for nu.

I det hele taget søger jeg nok bare lidt ekstra efter det meningsfulde for tiden. Jeg har vist passeret de 30 år, tydeligvis ; )
Jeg synes jeg er godt inde, har formået at finde ind til hvad der er vigtigst for mig, for vores familie. Men jeg ønsker også fortsat at tage de rigtige valg og ikke nødvendigvis bare gøre, “fordi det bare er sådan man gør”.

Jeg føler i øvrigt at jeg kredser om det samme i mange af mine blogindlæg pt. Kører lidt i ring måske. Og jeg er ked af at jeg ikke kan give jer noget mere spændende – og så alligevel ikke – for jeg har virkelig svært ved at skrive om noget, der ikke giver mening for mig og det ville alligevel spejle sig i mine blogindlæg i sidste ende. For nogle måneder siden fx. lavede jeg det klassiske blogindlæg “10 ting I ikke vidste om mig”. Men jeg var nødt til at slette det, efter bare ca. 2 minutter online, fordi det bare pludselig overhovedet ikke gav nogen mening for mig at udgive. Det føltes ikke spor meningsfuldt.

Jep, der sker ting og sager i mit lille hovede og jeg tror at jeg med næsten 100% sikkerhed kan sige, at I ikke kommer til at se flere tøj-collager med affiliate-links, “10 random facts om mig” eller ting i den dur herinde mere. Det skal sgu give mening for pokker. Men lad os nu se. Det går op og ned og følelser kan ændre sig hele tiden.

Jeg håber at det her blogindlæg gav bare en lille bitte smule mening. Og så håber jeg at jeres mandag er fabelagtig! Måske I får tid til en stor is? Det er i hvert fald planen for vores eftermiddag!!  <3

2 kommentarer

  • Lisbeth

    Jeg synes 10 random ting kan være okay indimellem. Man lærer dig bedre at kende og alt indhold kan jo ikke være lige dybt. Når man har de lidt lettere indlæg indimellem står de dybe og tunge indlæg stærkere. Det sagt er jeg klart tilhænger af din blogstil med et par indlæg om ugen i snit fremfor hver dag👍🏼

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Jeg synes også det er hyggeligt at læse om hos andre, så det var ikke for at disse sådanne indlæg : ) Jeg er helt enig, det behøver sket ikke være lige dybt hver gang og fx laver jeg jo også mange af de her små glimt fra hverdagen. De er heller ikke dybe og dem nyder jeg meget. Jeg tror bare at jeg prøver at skære alt det der (for mig) er ligefyldigt fra : )

      Og tak, det er godt at høre. Jeg kan også bedst lide at blogge lidt mindre, fremfor hver eller hveranden dag.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Og dagene går med..