Et farvel

Høj puls, projekter og den kommende sommerferie

Vi er retur på Frederiksberg og det er nu i grunden ganske rart. Ude godt men hjemme bare aller bedst, ikke sandt?
Vi nyder sommerdagene i byen med en masse udendørsliv og jeg drøner rundt på ladcyklen (den har jeg godt nok savnet) til parker og legepladser. Og så spiser vi selvfølgelig mindst én is om dagen. Hverdagen med arbejde, børnehave, legeaftaler – og for mit og Isoldes vedkommende vores legegruppe, er dejlig og lige som den skal være.

Derudover er pulsen lidt høj for tiden. Især efter at det, her den anden dag, gik op for os, at sommerferien kun er 16 dage væk. Vildt! Vi er ikke helt klar, kan jeg godt mærke. Jeg holder meget af hverdagen og mit eget hjem og den og det er vi jo kun netop kommet tilbage til, efter tre uger nordpå. Og ja, lige om lidt hedder den altså en måned rundt i det danske land, mest i sommerhus, lidt på Fyn og så noget vi endnu ikke har planlagt, hehe. Jeg kunne mest af alt bruge en måned hjemme. Men jeg er sikker på at lysten til ferie og alt hvad det indebærer sniger sig ind på mig, som vi kommer nærmere. Især hvis vejret også gider vise sig fra sin bedste side. Jeg krydser altså fingre for en hedebølge, det ville ikke gøre mig spor!

Hvad med jer? Har I gode sommerferieplaner i vente?

Inden vi går på ferie har jeg nogle små-projekter jeg gerne vil have ført ud i livet. Først og fremmest projekt-børneværelse. Vi har for nylig rykket rundt på værelserne herhjemme, så nu deler Saxo og Isolde det største soveværelse.
De bliver også som noget relativt nyt puttet sammen derinde om aftenen og det fungerer bare. For det meste sover de der hele natten, men Isolde kommer sommetider ind, hvilket hun er meeeeere end velkommen til. Jeg elsker at sove med hende og jeg kunne gøre det hver nat, men det er nu en gang også meget rart, faktisk rigtig dejligt, at falde i søvn sammen med sin mand ; )

Anyway, værelset skal vi have gjort lidt hyggeligt og så har vi besluttet at gøre noget ved Sax’ meget høje ønske om en køjeseng. Så tænker jeg at han sover i overkøjen og hende i den nederste. Dét bliver så godt.

Så har vi en IKEA date. Vi skal have noget så kedeligt som nye skabe. Tænker det bliver Ikeas pax. Helt standard.

OG så har vi talt om at købe et gyngestativ, måske kombineret med rutchebane op til sommerhuset. Er der nogen af jer hus og havemennesker, der kan tippe mig om, hvor jeg får et godt solidt og ikke mega dyrt et af slagsen?

Jeg har også en lille ting jeg ser mega meget frem til, sådan helt for mig selv. Jeg holder meget af at forkæle mig selv, når tiden er til det, hvilket ikke er ret tit, haha. Jeg synes simpelthen at jeg fortjener det så meget. Massage og body sds har været mine go to behandlinger længe. Nu skal jeg prøve noget nyt. I Tullinsgade er der åbnet et kvindeunivers. La Jolie hedder det. Det var også dem jeg var nede og få lavet lash lift hos, som jeg var og er såååå glad for. De tilbyder også kropsbehandlinger, så nu har jeg booket behandlingen Ro til dit nervesystem, fordi jeg i den grad føler at mit nervesystem trænger til at få ro på. Elsker tiden lige nu af hele mit hjerte og vil ønske at det aldrig skulle ende, men det er samtidig også en tid, hvor alting går meget stærkt og hvor jeg har en masse tanker. Ikke dårlige tanker, men det påvirker mig og helt konkret på min evne til at geare ned om aftenen og falde i søvn. det er sværere for mig pt og min krop prøver vist at fortælle mig noget, men hvad er jeg ikke helt sikker på. Uanset skal det blive godt med lidt ro på, selv hvis det bare er for 45 minutter på en briks.

Jeg håber at I har det skønt og godt <3

Ps. Kender I den lille legeplads på Nyvej? Den ligger lidt gemt, men er altså så hyggelig, måske mest for de helt små størrelser.

Pps. Wow hvor det tordner og lyner her til aften. Sidder i mit soveværelser og synes det er nærmest helt spændende.

5 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Et farvel