Tilbudt plads i institution og børnehavetanker

Og dagene går med..

annonce. God morgen på en dejlig lørdag.

Og således gik der to uger her i huset i Vedbæk. Og jeg har lyst til at berette om noget negativt, bare et eller andet, så det hele ikke bliver så sukkersødt, men jeg kan for pokker da ikke finde på noget. Vi nyder fortsat huset og byen, og som jeg også skrev i sidste blogindlæg: Jeg ville absolut elske at lade mine børn vokse op her. For søren det kan noget. Her er ultra børnevenligt og naboskabet er ret unikt, vi har allerede gjort os nye bekendtskaber. Søde børnefamilier, de fleste fraflyttet København med samme tanker og håb som os: At leve det mere simple liv, at børnene har venner tæt på, at kunne lade dem lege uden for huset, uden at skulle være nervøse, og at få en eller anden fælleskabsfølelse.
I ved at jeg elsker Frederiksberg meget højt, men det er ingen hemmelighed, at man dårligt hilser på hinanden der. Vi er heldige at have en dejlig opgang og et fint naboskab, men i vores sidste lejlighed, der vidste vi ikke engang hvad naboen hed og når jeg går ned ad gaden eller står i supermarkedet, så aner jeg ikke hvem folk er og ingen taler sammen. Man har nok i sig selv i byen. Det er min oplevelse.

Det som jeg i høj grad har erfaret her, som vi måske alle sammen godt ved, men har tendens til at glemme sommetider (det har jeg i hvert fald) er, at børn er ret simple og i virkeligheden ikke har brug for særlig meget for at være underholdt. Derhjemme render vi i legestue, til rytmik, i zoo, vi arrangerer legeaftaler og så videre, hvor her er de fleste formiddage foregået i langsomt tempo og gerne i naturen. Især Maglemosen lige ved siden af vores hus har været et stort hit. Her har vi set på køer og pustet fnok af mælkebøtterne der afblomstrer. Jeg husker dem sådan fra min barndom. Så da mine børn første gang kiggede på dem, som var det noget giftigt stads man ikke måtte røre, fik jeg en klump i halsen. Så ved man at man bor i byen langt fra natur.

Vi har også kigget på både på havnen, samlet pinde og leget i sandet ved stranden.. Det har simpelthen været så dejligt simpelt og rart.

Om eftermiddagen har ungerne nydt godt at særligt legepladsen her i nabolaget, og de har hygget sig med børnene fra de andre boliger. Vi har selvfølgelig også været ude og udforske Vedbæk by, som jo er en lille by i forhold til hvad vi er vant til, men som alligevel har alt det man skal bruge.

Fx. har de en Social Foodies, præcis som på Gl. Kongevej og her har vi allerede nydt flere is – lige så lækkert, men med en langt bedre udsigt end på Frederiksberg, nemlig direkte til havet. Skønt.

Her er også fine butikker og gode indkøbsmuligheder. Vi har handlet i Netto, som nok er den Netto med det bedste og største udvalg af økologiske varer, jeg nogensinde har set. Der er også godt med take away, sushi, pizza, indisk, thai og en Home Mate, hvis man har lyst til det.

Lige ved siden af skolen og altså også kun ca 5 minutters gå-tur fra os, ligger der en skatebane, som Saxo har givet den fuld gas på. Og på regnvejrsdage har vi besøgt biblioteket på skolen. Her er der masser af bøger (selvfølgelig) men også legetøj, som børnene har været opslugt af i timevis.

Alt fortsat godt her i Nordsjælland. Og husk at I i morgen søndag d. 2 juni igen kan komme til åbent hus heroppe mellem klokken 14 og 15.  Kom sig hej og se hvor vi bor : )

Og husk weekendkonceptet, hvor I selv kan komme op og bo i Bonavas prøvebolig for en weekend. Det er simpelthen så smart. Det kan I læse mere om her.

6 kommentarer

  • Cecilie

    København kan være en skør størrelse. Vi bor på Indre Nørrebro lige bag Irma hønen, og her kan vi ikke gå udenfor en dør uden at løbe ind i en masse fra kvarteret, der hilser og stopper op for at snakke. Ungerne i gården løber ind og ud af hinandens lejligheder, der spises aftensmad hos hinanden, vi har fællesspisning i gården, hvor vores 5-årige datter desuden selv render rundt og leger nede i timevis. Og det bedste: Spontane fyraftensøl og -drinks, mens ungerne leger løs med hinanden. For os er det især naboskabet og sammenholdet generelt i kvarteret, der gør, at vi ikke har lyst til at flytte herfra.
    Men jeg kender folk ikke langt herfra, der har det præcis, som du havde det i din forrige opgang! Tilfældigheder ofte, tror jeg…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Det lyder vidunderligt.
      Jeg har to veninder der bor lige omkring dig også – måske bor I endda præcis samme sted? De har en KÆMPE grøn gård med stor legeplads i midten og nyder også virkelig godt af fælleskabet og alle de mange børnefamilier og små venner til børnene. Det er helt vildt skønt. Så ja, det er helt sikkert tilfældigheder og man kan selvfølgelig sagtens få fælleskabet i byen også. Jeg synes bare ikke rigtig jeg mærker det lige der hvor vi bor : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Jeg føler også, at min andelsforening er en lille landsby! Forældrene ser efter hinandens børn, man låner af hinanden, børnene render op og ned og leger på kryds og tværs. Jeg elsker det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Lyder fantastisk : )

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amanda

    Dejligt at se at du nyder jeres uger i Vedbæk, som jo er en lille skøn by. Jeg bor selv i Skodsborg, så vi kommer selvsagt en del i Vedbæk. Lidt sjovt at du synes godt om Netto’en i byen, for som lokal ville jeg aldrig handle der – synes virkelig, at den er lille, rodet og har et dårligt udvalg 🙈. Men jeg har på de 2 år vi har boet her nok fortrængt byens små supermarkeder og vænnet mig til bedre indkøbsmuligheder 😉
    Jeg håber at I får lidt bedre vejr den sidste uge, for her er bare så skønt, når solen skinner og man kan bade hver dag efter arbejde 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Dejligt at høre fra en lokal. Haha, jeg giver dig ret i at den er temmelig rodet, men udvalget synes jeg altså er godt. Så meget øko. Hvor handler du henne?

      Jeg håber også på lidt bedre vejr, det synes jeg vi trænger til : )

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tilbudt plads i institution og børnehavetanker