Snart september og lidt om vores tur

Glædelig næsten 1. september og altså næsten efterår – hvor er det vildt! Så gik den sommer – selvom vejret lige nu jo stadig er temmelig sommeragtig. Jeg eeeelsker denne tid. Sensommer og efterår, det har alle dage været favorit.
Jeg føler vi har fået det bedste ud af sommeren og jeg føler mig helt klar på den nye tid vi nu går ind i.

Vi er lige kommet hjem i øvrigt, fra en rigtig dejlig smuttur på vores elskede Mallorca. Det var slet ikke meningen, men pludselig gik det ligesom op for os, at næste august har vi en dreng der går i skole og dermed kan vi ikke bare lige holde ferie når det passer os og er underlagt skolesommerferien, hvor alle andre også rejser (og hvor priserne bliver skruet i vejret). Så, vi tog afsted og det var den bedste beslutning. En uge på resort, charter er vist det rette ord. Det var en oplevelse, haha. Jeg kan ikke huske hvornår C og jeg har grint så meget sammen. Det var så absurd på så mange måder, men det aller vigtigste var at ungerne, og især ham på 5, havde en SERIØS fest. Der var pools med rutchebaner fra piratskibe, pools med hoppeborge, legeplads, alverdens aktiviter for børn, herunder børnedisko og fuld smadder på underholdning hver eneste dag og aften. Ej men altså, det var i sandhed et børneparadis. Og hvad er det nu man siger? Når ungerne har det godt så har forældrene det også…. Og der ér jo bare noget om det <3

Nogen har spurgt ind til hvor vi boede og jeg vil selvfølgelig gerne dele det. Zafiro Bahia hed hotellet.
Om jeg kan anbefale det? Altså hotellet var rigtig lækkert og super god standard, god service. Pool og strand var også lige i øjet. Men området?.. Det er bare slet ikke os og det er så langt fra nogle af de dejlige steder vi har været på Mallorca. Men det vidste vi godt i før vi bookede. Jeg ville kun tage derhen hvis man ønsker en nem ferie på børnenes præmisser og er ligeglad med hvor man befinder sig.
Og hvis det er første gang på Mallorca, så vid at Mallorca er SÅ meget mere. Virkelig. Vi kommer ikke tilbage dertil igen tror jeg, men det var helt vildt sjovt at prøve for en uge og skal det være charter, så tror jeg at dette hotel ligger i den gode ende af hvordan sådan noget ellers kan være.

Så men NU er det rigtig tilbage til hverdagen og det kan også noget. Vi kom lidt sent hjem tirsdag aften og Sax fik derfor valget om han ville holde en fridag dagen efter eller om han ville ned til vennerne i børnehaven. Der var ingen tvivl: Ned til Adam, Viggo og Ivan, hvad ellers, mor? Han er simpelthen blevet så stor. I dag fredag har han en legeaftale hos en ven med overnatning. Jeg husker ikke at jeg sov hos mine venner allerede i børnehavealderen, men det fungerer altså så fint for dem.

Så vi har kun et barn i aften og har planer om noget take away med vin på sofaen. Slappetid. Skønt! Og så skal vi handle ind og planlægge lidt til i morgen hvor vi holder Isoldes 2 års fødselsdag for familien. Vi var jo afsted i sidste uge på dagen d. 22, og hun skal ikke snydes for en rigtig fest, det er klart. Min lille store mus. Tænk at jeg har to rigtige børn nu, ingen babyer. Det føles så godt.

Jeg håber I har det godt præcis hvor I er. Snakkes snart igen x

Ny start

Annonce:

Halløj allesammen!

Hverdagen er i fuld gang igen og det er nu egentlig ganske rart. Sådan en ende på sommerferien markerer, for mig, altid en helt ny start og dermed følger der (oftest) fornyet energi, inspiration og lysten til at udrette ting med. Jeg har altid følt den meget stærkere her i august, end jeg gør når vi fx træder ind i et nyt år. Måske fordi sommerferien ofte giver tid og ro til rent faktisk at mærke ordentligt efter i maven. Og det kan man måske ikke helt sige om december? ; )

Jeg ved ikke om det kun er det, enden på sommerferien altså. Måske der også er noget med energierne lige nu? Jeg er ikke super meget inde i den spirituelle verden, selvom jeg synes det er vildt spændende, men jeg har en eller anden fornemmelse af at der er noget i gære lige i disse dage.
Jeg føler at jeg ser tingene klarere end jeg har gjort længe. Jeg føler mig stærk og modig og så craver jeg forandring og udvikling. Ikke fordi jeg ikke er tilfreds, mere sådan – lad os gøre det endnu bedre agtigt.

Jeg er virkelig så klar på et nyt kapitel – og det må I høre mere uddybende om snart.

Reklame: Først vil jeg egentlig bare gere vise jer en ting som vi har optimeret på, her efter vi er returneret fra ferie. Det er nemlig noget jeg også har haft behov for. At sortere, rydde ud, optimere.

Og noget af det første der skulle ske var lidt kærlighed til ungernes værelse. Ud med (aka sælge til den brugte legetøjsbutik på HC. Ørstedsvej) al legetøjet der ikke længere leges med, sortere i tøj og tegninger og, og, og.

De deler i øvrigt værelse indtil videre. Vi strækker den så længe vi kan og Isolde har på ingen måde har ytret ønske om at få sit eget værelse (det er egentlig så komisk at det første man gør når man bliver gravid første gang, er at lave børneværelse, barnet er jo hamrende ligeglad de første år) og ligeledes har Saxo på ingen måde har ytret ønske om at få værelset for sig selv. Så det fungerer så godt.

Lige inden sommerferien byttede vi om på værelserne herhjemme og gav de to elsklinger et nyt værelse. OG en ny seng.
En køjeseng, whoop whoop. Saxo havde virkelig snakket om sådan en længe, så vi tænkte at nu skulle det altså være. Vi, eller han var det, valgte en Flexa køjeseng fra deres Popsicle serie. I farven blueberry/oak.

Den er så pæn og god og virkelig bare en drøm at sove i. Jeg prøvede den for første gang sidste weekend hvor jeg kom hjem om natten efter at have været ude med pigerne. Det var i øvrigt sådan en god aften og jeg er underligt stolt af mig selv over, at jeg formåede at give slip og bare nyde og ikke tænke på dagen i morgen. Det der med at drikke og feste har fyldt minimalt i mit liv de sidste mange år, fordi der jo helt naturligt har været to børn der var vigtigere. Men nu hvor Isolde fylder 2 år, sover igennem og hverken er afhængig af amning eller mig for at sove, kan jeg bare mærke at jeg har fået lysten til at gøre sådan noget igen, tage ud og feste med pigerne og komme hjem klokken røv. Ikke hver weekend bevares, men bare lidt mere altså. Det føles så dejligt at være nået hertil. Virkelig.

Og tilbage til sengen, som begge børn hygger sig super meget med. Noget jeg har lært om køjesenge er, at de skal have en behagelig stige. Og det har Flexa’s.  Måske man tænker, at det da giver helt sig selv, men jeg kan love jer for at der er forskel på stiger på køjesenge af forskellige mærker. Jeg har prøvet flere som decideret var smertefulde at træde op og ned på. Det holder jo ikke. Men alt hos Flexa er bare lækkert jo – dansk design, bæredygtigt ovenikøbet, fantastisk kvalitet.

Så jo, nu er mine unger de glade ejere af en køjeseng. Og det er helt perfekt.

Jeg vil smutte igen. Skal ned og fodre nogle ænder, inden det er tid til at fejre blog-kollegaer i aften xx

Pssst: Isoldes rævekjole er fra Hust And Claire her.

Glædelig fredag og hej fra mig

Glædelig fredag og et lille pip fra mig.
Det er første gang i meget lang tid at jeg har et par timer helt for mig selv og jeg nyder roen. Mine børn er hhv til legeaftale hos en børnehaveven og med morfar i svømmehallen. Og min mand er i de nye lokaler han har fået til Apato. Det ligger i Nordhavn og det er så spændende. Butikken i Oehlenschlægersgade på Vesterbro beholder vi for nu, men lidt luftforandring og ny inspiration er aldrig af vejen. Det bliver hammer godt!

Vi er tilbage fra ferie og som jeg også skrev sidst var det noget af en ferie. På den absolut fede måde. Det hele spillede. Børnene havde en fest og der var masser af hænder til dem, så mor og far rent faktisk også følte at det var ferie ; ) Der var ingen konflikter – men ok det er der faktisk aldrig mellem de to, vi har skudt papegøjen der det er helt sikkert. Der var kun plads til kærlighed, glade dage, ro, natur, dejlig mad og en masse fede oplevelser – og man må da gerne kaste lidt op nu, men det var vitterligt sådan det var. En drøm af en ferie, sgu.

Så derfor har vi også alle lige skulle vænne os til at være hjemme igen. Jeg tror måske at jeg er den der har synes det var hårdest at være tilbage.
Jeg savner allerede ‘the village’ omkring børnene, savner at man kan åbne op om morgenen og så er man på græs på et sekund, savner at dagene ikke skal planlægges, savner fuglefløjt og ludospil, strandture og øl og snacks efter ungerne er lagt i seng.

Nu hedder den arbejde, børnehave, sunde (læs kedelige) måltidkasser, ingen øl efter put og så bare meget mere planlægning naturligvis. Og det er også fint nok, det kan jo ikke være anderledes, vel.

Isolde og jeg skal også lige ind i kampen igen og finde ud af hvad vi skal få dagene til at gå med. I mandags var vi i Zoo og i dag en tur på biblioteket. Legegruppen starter også op igen snart og så vil jeg havde fundet os et fedt rytmik eller dansehold vi kan gå på en formiddag om ugen.
Der er sket så sindssygt meget med hende de sidste par måneder og måske særligt under ferien (sådan er det tit med børn, ikke). Jeg kan ikke helt sætte en finger på præcis hvad, men hun er bare en rigtig lille pige nu. Med sprog, egne meninger, den sjoveste humor og kæreste lille sangstemme. Hun er en kæmpe fest og jeg kan næsten græde af taknemmelig over at lige hun kom ind i vores familie. Perfect match.

I aften skal mine veninder og jeg reunite efter den lange ferie og det glæder jeg mig helt vildt til. Vi skal ud og spise og så ser vi hvad aftenen bringer. Jeg har tænkt mig at hoppe i den pinkeste kjole jeg ejer og i de højeste hæle. Trænger til det.

Kan I have en rigtig dejlig weekend <3