De simple rutiner

Klar parat institutionsstart

Som nævnt på Instagram lakker vores hjemmetid, Isoldes og min, mod enden. Og jeg har lyst til at sætte lidt ord på, men først en lille bitte disclaimer, fordi det føles nødvendigt:
Jeg deler ikke vores måde at gøre tingene på, for at hævde mig over andre, der ikke har haft mulighed for eller lyst til at udskyde institution. Jeg skriver ikke om emnet fordi jeg i virkeligheden er usikker; for er der noget jeg ikke er i mit moderskab, så er det usikker – og (sgu) slet ikke omkring mit valg om, at holde institution for døren en smule længere end hvad der er normalen for de fleste her i Danmark.
Jeg er meget glad for mit valg og vil til hver en tid anbefale det til alle der er interesserede. Jeg ved også at der stadig sidder en flok derude, der synes det er hyggeligt og rart at følge med og som kan bruge eller inspireres af mine erfaringer i deres eget liv. Så det er derfor:


Tilbage i marts fik vi tilbudt en plads til Isolde i storebrors vidunderlige institution pr 1/7 19′. Den takkede vi nej til. I stedet fik vi en plads i maj 20′, og fik sagt at kom der noget tidligere måtte de gerne huske os og evt. tilbyde os pladsen (institutionen er privat og dermed udenom pladsanvisningen).

Foråret gik, sommeren kom og vi havde den bedste af slagsen. En måned i sommerhus og der skete vildt meget med hende – det gør der jo som oftest, når børn holder ferie med mor og far. Jeg skænkede ikke institution en tanke, for i mit hovede var der lang tid til.
Men da vi kom hjem igen og så småt startede op, C på kontoret og Sax i børnehave, var det som om, noget var forandret ved hende. Fra at være lidt ligeglad blev hun nu utilfreds, når drengene skulle ud af døren om morgenen og hun ikke skulle med.
Når hun var med nede og aflevere eller hente i børnehaven var hun svær at få lokket med hjem igen. Hun ville bare gerne blive og lege. Der var også noget med de andre børn, helt naturligt for en 2 årig blev hun mere og mere interesseret. Tog kontakt, var opmærksom, søgte at lege med de andre børn osv.

Heldigvis havde vi og har stadig vores dejlige legegruppe, så leg og børnekontakt har der egentlig været nok af. Og I princippet kunne man snildt fortsætte sådan længe endnu. Faste legeaftaler måske 3-4 gange ugentligt, legeplads-dates, rytmikhold, svømning, you name it.

Men en anden følelse kom også til mig, her efter ferien. Følelsen af at det måske ville være dejligt for hende at høre til et sted. At have et sted der er hendes og altså ikke altid bare være med mig rundt. Da hun var baby var det jo ret ligegyldigt hvor vi var, hendes behov var blot at være tæt med mig.

Det er ikke hver dag at den følelse er der, og de fleste dage er stadig super fede, men nogle dage, særligt dem hvor jeg står for både at aflevere og hente Saxo i børnehaven (typisk 1-2 dage på en uge), kom følelsen pludseligt – at det måske ikke helt var hendes behov længere. Ikke hendes behov at blive afbrudt i en leg om morgenen og skulle med ned på cyklen for at aflevere i børnehaven, at ankomme og få at vide efter 10 minutter, at nu skal vi gå igen, for så at tage på ny legeplads, hjem og putte i sengen til middagslur og så ned igen til børnehaven og samme scenarie med at hun egentlig bare gerne vil blive og lege. Jeg ved ikke om nogle af jer hjemmepassende mødre med ældre børn i institution måske kan nikke genkendende? Heldigvis synes Sax at det er dejligt at få lov til lige at lege færdig, så nogle eftermiddage har vi brugt temmelig meget tid på legepladsen i børnehaven. Heh.

På den måde er hun jo også allerede tryg ved stedet kan man sige. Det er kun godt.

Så på baggrund af alt ovenstående – og også en for mit vedkommende lyst til nu at rykke mig selv lidt videre, har vi altså takket ja til en plads 1. november. Viiiildt!! : )

Isolde kommer til at gå på deres mellemstue med børn i alderen ca 2-4 år (yes, ingen helt små babyer, der tager pædagogernes arme og fokus) og min tanke lige nu er at hun starter med måske 3 korte dage, alt efter hvad der passer til hende, institutionen og jeg.
Jeg føler oprigtigt at vi begge to er klar til et nyt kapitel og føler mig så privilegeret over at have haft mulighed for at kigge på mit barn og vente til den følelse opstod.

Måske trækker jeg i land og føler helt anderledes hvis indkøringen viser sig at være svær, men lige nu og her er jeg meget positiv stemt og tænker faktisk at det hele kommer til at gå rigtig fint. Hun er vant til at sige farvel til mig og kigger sig nærmest ikke tilbage, men det er selvfølgelig også med folk, bedsteforældre og Olde som hun er meget tryg ved.

Vi må se hvordan det går. Jeg giver i hvert fald lige en update på det hele når vi er landet i det. Ønsk os held og lykke : )

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De simple rutiner