Vores (herre spændende) weekendplaner

Efterår, legepladser, vanter og ondt i maven

^^^ (Termosæt her reklame-link).

Glædelig 1. oktober! SÅ blev det efterår og sikke køligt det er i dag eller er det bare mig? Næsten vante-vejr. Og jeg kunne for en gangs skyld smadder godt tænke mig at finde de helt perfekte børne-vanter i år. Det har jeg virkelig ikke haft held med de seneste år. Et par der sidder godt, varmer godt og ikke falder af i brug. Kender I dem, så må I vildt gerne tippe?

Sax er tilbage i børnehave efter 12 dages fri. Og det var altså sååå kært i morges, de omringede ham dernede, fortalte ham hvor meget de havde savnet ham, de 3 bedste venner. Det var en meget glad og stolt dreng jeg vinkede farvel til. Eller vinke – det gør vi ikke engang. Han løber bare ind, kigger sig ikke tilbage. Sådan har det altid været med ham.

Er virkelig spændt på hvordan det bliver med Isolde. Jeg håber så meget at vi kan undgå gråd – ikke fordi børn ikke må være kede af det, det må de gerne og det er jo så naturligt, men hun er bare så stor nu og bevidst og vi er så forbundne. Jeg kan ikke forestille mig at gå fra hende, hvis hun græder efter mig. Det ville bare føles så mærkeligt. Men lad os nu se, jeg har sgu en god mavefornemmelse som sagt. Hun er sej og jeg ved at hun ved at jeg kommer tilbage.
Om præcis én måned starter hun dernede! Hun ved jo stadig ikke hvad det der børnehave drejer sig om, men vi taler meget med hende om det. Hun nikker, vinker og siger “heeej heeej mor, ses senere” når jeg fortæller at så skal mor gå, men at hun skal blive dernede og lege med de andre børn. Det bliver spændende og jeg glæder mig nu, det gør jeg altså. Timingen føles helt rigtig.

Efter aflevering smuttede vi på legeplads her på Frederiksberg. Der fik jeg så desværre akut ondt i maven, da jeg overværede en pædagog tale så nedladende og hårdt til et meget lille barn. 15 -18 måneder var barnet vel. “Nej du skal IKKE gå den vej op, kom så her”. “Det der kan du godt stoppe lige nu, alle skal have cykelhjelm på (da de var på vej hjem fra legepladsen) ellers så kører vi uden dig (vel at mærke sagt i en meget hård tone, mens barnet græder). Av.

Nu har jeg jo det sidste års tid været på et hav af legepladser om formiddagen, som også er i det tidsrum hvor institutionerne kommer. Og stort set alle jeg har mødt og oplevet har været virkelig søde og dygtige pædagoger med dejlige unger. Der var endda en gang hvor jeg nærmest blev helt forelsket i to mandlige pædagoger, fordi de bare var så nice med ungerne, haha. Jeg sagde det også til dem – altså ikke det med forelskelsen, men sagde at de var top fede og at det virkede som en dejlig institution.
Men der har også været et par stykker hvor jeg er blevet så foraget. En legeplads på Nørrebro, en stor institution, hvor ingen havde styr på noget. Helt kaos. En lille dreng, som kun lige havde lært at gå blev gang på gang fuldstændig ignoreret i sin gråd. Han var så utryg, græd, løftede armene op til pædagogen, hun var tydeligvis meget irriteret over, at han var som han var, så hun blev ved med at gå væk fra ham, han fulgte med så godt han kunne, hun tog ham aldrig op eller bøjede sig ned til ham. Fjernede kun hans små hænder fra hendes ben. Til sidst, og vi snakker en halv time hvor han havde grædt non-stop, stod han helt stille på legepladsen, helt alene, han havde totalt givet op og det blik han havde i øjnene, ej, det var helt slukket. Det var så forfærdeligt at se.

For pokker da altså. Langt de fleste er gode steder, vidunderlige pædagoger, uden tvivl tvivl, men vi må sørme være obs som forældre, for det andet findes også. På Frederiksberg, Nørrebro, overalt.

Så men nok institutionssnak… for nu. Jeg skal have pakket dagens Nirrimis ordrer, mens Isolde snorker i sengen og så skal vi hente Saxo.
I aften skal jeg spise med pigerne, det er den første tirsdag i måneden og dermed tid til tirsdagsgryden.

Jeg håber jeres 1. oktober er god xx

8 kommentarer

  • Tea

    Pyha har også helt ondt i maven nu. Hvordan endte det med den lille på 15-18 mdr og den lille dreng? Fik de dem trøstede og gav dem den opmærksomhed de havde brug for? ;-(

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Nej det gjorde de ikke. Han stod alene midt på legepladsen helt forstenet indtil de skulle køre hjem igen. Det var virkelig frygteligt og vi overvejede om vi skulle sige noget, men sendte i stedet lange blikke i håb om at pædagogerne ville forstå at folk omkring dem så hvad der skete og ikke fandt det i orden. Vi fandt ud af institutionens navn og overvejede virkelig at ringe derned og sige hvad vi havde set. Vi fandt dem også på Instagram hvor vi dog kunne fornemme at påtalte pædagog var temmelig elsket blandt forældre og kollegaer der også var på Instagram. Så man håber jo lidt at hun bare havde en dårlig dag den dag.
      Det er så svært om man skal agere i sådan en situation. Men havde det været mit barn, så havde jeg 100% gerne ville have vidst hvad der foregik den dag – og så havde jeg meldt ham ud med det samme.
      suk.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Tea

      Så svært! Men får virkelig ondt i maven. Er jo ens værste frygt at ens barn overlades til sig selv ked og alene. Jeg oplevede en gang det samme, tog barnet i hånden og fulgte det over til en pæd. “I har vist en her der godt lige kunne bruge en voksen”.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Hvor er du sej, det har man også pligt til at gøre. I dette tilfælde var det lidt sværere fordi pædagogerne faktisk stod om ham, men de ignorerede ham bare, så på den måde stod han jo ikke helt alene, han var bare alene. Så det havde på en eller anden måde virket voldsomt at træde ind i det for at sige noget. Ved ikke om det giver mening.
      Måske fortryder jeg også lidt nu. Men ja.. Det er svært.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Åh jeg får også helt helt ondt i maven. Jeg har også set det, du beskriver, her på min barsel. Og jeg ærger mig altid over, at jeg ikke siger noget. Ikke fordi jeg vil gå over og blande mig, men tænker at man godt kan sige på en ordentlig måde og gøre opmærksom på, at barnet græder. Måske skal pædagogen gøres opmærksom på det, for at se hvad der er brug for. Anyway det er svært. Og det er så svært at se på. Jeg får så ondt i hjertet, fordi jeg ikke så eller tænkte over dette, da min ældste startede i vuggestue, og nogle gange tænker jeg, at det er naivt at tro, at hun ikke også har oplevet ting, som hun ikke havde ville hjemme med mig eller sin far.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ja det er så sindssygt svært, men jeg er helt med dig, det kunne man sagtens gøre opmærksom på på en pæn måde.
      Jeg tænker klart at det er de færreste steder hvor der foregår det jeg omtaler her. Eller som de viste i den dokumentar med skjult kamera i institutioner for måneder tilbage.
      Jeg kender ikke løsningen eller svaret, men tænker at man virkelig må følge sin mavefornemmelse og er der noget der virker som om det ikke er ok, må man ikke lukke øjnene for det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    https://www.rumlii.dk/ Disse er så gode! Jeg er vuggestuepædagog og de er kort bedst! Netop fordi de stadig kan gribe fat i legeredskaber osv med dem på 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Tak for tip, de ser så dejlige ud!! Helt perfekt <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores (herre spændende) weekendplaner