Efterår, legepladser, vanter og ondt i maven

Fra at have været så ked, til at have genfundet lysten

Det ér jo ingen hemmelighed at jeg har måtte drosle meget ned for bloggen gennem de sidste to år.
Hjemmepasning og arbejde er virkelig svært at kombinere, skulle det vise sig. Olde har været en fantastisk hjælp og taget hende en halv eller en hel dag i ny og næ, og Casper også, hvis jeg fx har haft et møde eller noget andet vigtigt. Men primært har det været mig, der har været sammen med hende.

Det første år under ‘barslen’ gik det egentlig ok med at arbejde ved siden af. Hun sov mange og ofte lange lure og jeg følte at jeg stadig kunne få en del fra hånden.

Da hun fyldte 11 måneder gik hun fra to lure til én om dagen og samtidig krævede hun nu helt naturligt mere og mere af mig.
Så især fra 11 måneders alderen speedede vi op. Havde flere ugentlige get togethers med fellow hjemmepassende familier, gjorde flittigt brug af alle byens tilbud, rytmik, biblio, svømmehal og so on.
Når hun sov sin ene daglige lur, havde jeg selv så meget enten brug for at sove med eller simpelthen bare ligge og stene. Så det gjorde jeg. Og om aftenen efter put var det lidt det samme, nogle aftener kunne jeg ikke engang åbne computeren af bare træthed. Jeeez..

Jeg havde forberedt mig på at min tid med hende hjemme kunne gå ud over min blog og mit eget (og jeres) engagement omkring den.
Men jeg tog beslutningen om at sætte hende, og resten af familien, aller først så længe det krævede det. Vi har jo for søren resten af livet til at arbejde i.

To år senere er det stadig det aller bedste jeg har gjort og jeg har ikke fortrudt en eneste gang. Heller ikke selvom, at det jeg havde forberedt mig på omkring manglende engagement faktisk også skete. Prioriteringen var fuldt ud bevidst, men når man ikke vander sit græs, så ja…
Og ud over at have forsømt bloggen har jeg, vel nok det sidste halve års tid, også haft det rigtig ambivalent med at blogge.
Flere gange har jeg været på nippet til at slette det hele. Instagram med, virkelig bare stemple ud og finde på noget helt andet.

På et tidspunkt følte jeg ikke at jeg kunne følge med eller være på beatet. Jeg droppede stort set selv at læse andres blogs, følte ikke at jeg kunne spejle mig i andre bloggere og bevægede mig langsomt væk fra den verden, som jeg jo har været i så længe.

En anden ting, der desværre også påvirkede min lyst til at dele, var bloggergossip-kanalen, som jeg opdagede engang tilbage i marts eller april. I kan tro at jeg har været trist over at læse med, ikke kun over det grimme der stod om mig, men lige så meget om mine kollegaer og branchen i det hele taget. “Emili er min absolut hadeblogger”. Ah hvad?? Jeg havde vitterligt ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg kunne være n0gens hadeblogger, og selvom det selvfølgelig bare var én ud af manges holdninger, kommende fra en helt anonym, så slår det altså hårdt sådan noget.

Heldigvis har jeg langt om længe fået slettet appen for good, det tog lidt tid for mig, for på et tidspunkt var jeg nærmest afhængig af at kigge med, men nu hvor den har været helt og aldeles slettet i mere end en måned kan jeg mærke hvor godt og befriende det er. Jeg kommer 100% aldrig tilbage til den app eller kanal og jeg kan anbefale alle at sige farvel til kanalen for good.

Og nu langsomt men sikkert har jeg genfundet min lyst, lysten til at dele ud af stort og småt. Jeg har lyst til at være helt ærlig, helt mig selv, uagtet hvad andre måtte tænke om det eller om mig – det er sådan jeg er her i det virkelige liv og det er sådan jeg alle dage har skrevet denne blog. Folk må mene hvad de vil, men det skal ikke skal stoppe mig fra at være mig. Kliché måske, men ja, er sikker på at I forstår.

Det er ikke sikkert at I overhovedet lægger mærke til det, og der kommer ikke til at blive ændret noget særligt, ud over at jeg kommer til at dele mere og oftere.

Jeg havde simpelthen lige behov for at fortælle hvor jeg står. Og at YES, jeg har genfundet min lyst til bloggen her.
Det føles helt enormt dejligt <3

8 kommentarer

  • Julie

    Hej Emili.
    Folk skulle skamme sig, når de skriver om andre på den måde. Vi har lang vej igen, når det gælder digital dannelse. Sejt at du “kommer tilbage” – jeg er sikker på, at vi er mange der stadig er her, og at nye kommer til. Her fra hvor jeg læser, så synes jeg, at det ser ud til at du virkelig har fundet hjem i dig selv.Det lyder lidt åndet, når jeg skriver det, men jeg håber du forstår hvad jeg mener. Du har ro på og er blevet klarere på, hvordan du gerne vil leve dit liv.Masser af hep til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Tror du har påvirket mange med dine indlæg om, og holdning til hjemmepasning og familielivet med småbørn generelt. Jeg holder mit barn hjemme til 1,5 år i hvert fald, og de tanker startede ved at læse med her. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marie

    Du har været meget afgørende ift at få italesat mine egne tanker og følelser omkring institutioner og små børn. De lå derinde allerede fra jeg fik mit første barn og via din blog, kunne jeg få argumenterne og ordene frem til at vælge at vores yngste ikke skulle afsted. KÆMPE tak for det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Chris

    Synes, du skal vide, at din blog faktisk har betydet noget for mig! Den har styrket min tro på, at den mavefornemmelse jeg havde, og har omkring børn og institution ikke nødvendigvis er noget jeg står alene med. Det er meget din fortjeneste, at mit 2. barn er blevet passet hjemme til han blev 2 år. Det er det bedste og mest rigtige jeg har gjort. Se, det er der ikke mange bloggere der har på samvittigheden 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Du er også absolut min yndlingsblogger!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Du er også én af mine yndlingsbloggere!!! Ser frem til masser af nyt indhold. Hav en skøn solskinsdag <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla Jørgensen

    Du er en af mine ynglings bloggere – tak for dit univers 🤗

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Emili

      Ej for søren, jeg fælder en tåre her i sofaen. TAK <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Efterår, legepladser, vanter og ondt i maven