På det seneste..

Sidste officielle hjemmedag

I dag har været den sidste officielle hjemmedag for Isolde og for jeg. I morgen fredag starter hun i børnehave.

Dagen startede med at vi afleverede Saxo dernede og at Isolde spurgte mig, med tårer i øjenene (jo, den er altså god nok), om hun ikke nok bare måtte blive og lege, da jeg sagde at vi skulle gå. Så var vi ligesom igang.

Ja og sådan har det faktisk været den sidste måneds tid. Bevares det er hurtigt glemt når vi cykler videre og tager på legeplads og hun ved jo stadig ikke hvad det for alvor indbærer at gå i institution, men det at hun gerne vil blive, det er sgu da et fedt udgangspunkt for institutionsstart. Nu det skal være.

Der er så mange der både omsorgsfuldt og nysgerrigt har spurgt og spørger ind til mig: “Er du klar” “Nå hvordan har mor det så med det”? “Bliver det ikke helt tomt derhjemme nu”?

Og det kommer fra et godt sted, det ved jeg, men jeg har også fornemmet en vis forventning om, at jeg har det svært med det, at det bliver hårdt at give slip på min lille skat, nu vi har gået hjemme det længere osv. osv.

Der er stadigvæk denne her tendens til at man bliver forventet at være en overbeskyttende mor, en mor der ikke kan give slip, hvis ikke man sender sit barn i institution når det er 10 måneder gammel. Ligesom dengang at en, rent faktisk udannet i børn, spurgte mig: “Er det for hendes skyld eller for mors skyld”? Pakket ind med et glimt i øjet og et skævt smil, men alligevel så tydeligt fuld af fordomme om, at denne her udskydelse af institution var for mors skyld.

Pyha. Og jeg kan næsten ikke.. Jeg bliver SÅ træt og håber simpelthen så meget på at vi en dag rykker os videre herfra..

Jeg glæder mig helt vildt meget til at Isolde skal starte og jeg har det så godt med det. Det har jeg fordi jeg vitterligt føler at hun er så klar som man kan blive. Hun snakker om den børnehave på daglig basis. Giver udtryk for at hun ikke vil med hjem, at hun vil blive og lege. Hun snakker om de andre børn, nævner deres navne, leger at hun vinker til mig og siger “heeej heeej, mor” og vi taler om, at bliver hun ked af det kan Maiken trøste, hvortil hun siger: “Neeej, jeg er bare glad”.

Jeg føler ikke at timingen kunne være bedre lige præcis nu, og jeg er så klar. Jeg glædes over den lange tid vi har haft sammen og glædes over at hun forhåbentlig vil glædes over at have en hverdag – stadig sammen med os, med mig, men altså også i børnehaven, med små venner og nye udfordringer.

Hvis ikke den såkaldte indkøring kommer til at forløbe nogenlunde smertefrit, som jeg (måske naivt) forventer, så er det meget muligt at jeg trækker i land og fortyder det hele. Men for nu vil jeg glæde mig og se frem mod dette nye kapitel med et stort smil.

Ønsk os held og lykke <3

 

 

3 kommentarer

  • Ida

    Ej, hvor fedt at timingen er så god for jer! Det kan man bare ikke altid sikre, uanset hvor meget man prøver. Glæder mig til at høre, hvordan indkøringen er gået. Kh en fellow børnehaveindkøringsramt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg ønsker jer begge så held og lykke!! Det har været vanvittigt inspirerende Emilie, måden du/I har gjort det på. Så tak fordi du har delt – trods det, at du har skullet stå lidt på mål. Det er klassisk, så snart man gør noget andet end det gængse. Men i dét ligger også et kæmpe oplysningspotentiale, og det har du klaret og påtaget dig, til glæde for os andre. Så tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På det seneste..