Livet lige nu

Fredagshilsen fra motorvejen

Hej fra motorvejen et sted i Sveriges land. Det er fredag aften og Casper og jeg er på vej hjem i bilen. Vi har lige 3 timers kørsel endnu, men jeg tror vi når hjem tids nok til lidt fredagshygge med børnene. Eller barnet. For Sax er til soveaftale. Isolde er med mormor og morfar inde ved siden af. Hun har holdt en fridag med morfar i dag. Været i svømmehallen og rå-hygget. Hun er stadig ikke ‘indkørt’ i børnehaven eller noget der ligner, men mere om det længere nede. Hurra for familie der kan træde til i hvert fald.

Vi har været oppe til et sidste tjek up af min operation. Og alt ser så fint ud. Det var femte gang vi var der i dag. Først en forundersøgelse, så selve operationen, tilbage til tjek tre dage efter, tjek igen 2 uger efter og så igen i dag efter 6 måneder. Det skal man lige have med i overvejelserne når man vælger klinik. Men for mig var det det hele værd. Hellere lidt ekstra transporttid for at vælge det hele rigtige sted.
Jeg er så glad for at jeg gjorde det. Det kommer jo til at lyde så skide overfladisk når jeg taler om det, men ja, det var bare det aller bedste jeg kunne gøre for mig.

Det har ellers været nogle ret crazy sidste uger. Vi var lige blevet friske igen og så blev jeg ramt. Slem hoste og feber. Den toppede i går og jeg føler at det bliver bedre og bedre nu. Men shiiiit det trækker tænder ud, dette efterår. Vi er så gennemfærdige om aftenen. Går i seng samtidig med ungerne eller går omkuld på sofaen om aftenen. Absolut intet overskud.

Så er der ‘indkøringen’. Sidst jeg skrev gik det jo så godt. Men den er så klassisk tror jeg – alt er godt i starten og så sker der det at barnet pludselig forstår hvad der sker, at det er alvor. Og så går det ikke helt så let længere.
Første uge var jo nem. Jeg var der med hende hver dag, hun legede og havde en fest. Anden uge gik jeg onsdag og torsdag i halvanden times tid og hun spiste selv frokost dernede. Begge gange gik så fint og hun vinkede og smilede til mig da jeg gik, var glad da jeg kom tilbage. Dog klart en reaktion om aftenen, hvor hun skulle vide hvor jeg var hele tiden. Og sådan har jeg seriøst aldrig oplevet hende før.
Fredag kunne jeg mærke at humøret hos hende var liiiidt anderledes, hun gad faktisk ikke afsted og var slet ikke vild med at jeg skulle gå, men lod mig dog gøre det uden gråd. Jeg holdte mig i nærheden af institutionen og havde en lidt underlig fornemmelse indeni. Og rigtigt nok. En time efter jeg var gået ringede de og fortalte at hun var blevet så ked. Så jeg kom med det samme. Av.
Uge 3, altså denne uge kunne jeg og pædagogerne tydeligt mærke på hende at hun ikke var gearet til at jeg skulle gå. Så jeg aftalte med dem at vi tog det stille og roligt og at jeg blev med hende. Tirsdagen med også. Og så blev jeg syg. Så denne uge har vi kun været der to dage.

Nu prøver vi forfra på mandag. Men jeg kan godt mærke at det ikke bliver så let som jeg havde forventet og håbet. Jeg har al den tid i verden til det her og vi tager det i hendes tempo, men det er selvfølgelig også en balance. Hun skal være tryg, men hun skal heller ikke vænnes til at jeg er med hele tiden.
Det kan selvfølgelig ændre sig, men som det er nu tror jeg ikke vi kommer udenom, at jeg er nødt til at gå fra hende, selvom hun ikke vil have det.

Og den skal jeg lige sluge, da jeg ikke havde set den komme. Og hvad så hvis hun ikke trives i det, er det så det her vi ønsker overhovedet? Ville det være lettere for hende om vi ventede et års tid eller vil det bare være at udskyde smerten? 2,3 år så ér man stadig lille og selvom jeg kan se fidusen for sådan en størrelse med helt korte dage i institution, så er det stadig, ifølge mig og min helt personlige mening, ikke den 2 åriges behov.

For mig er drømmen at hun er der 3 dage om ugen. 9-12 og hentes efter frokost eller 9-14 og hentes efter lur.
Bare lige at kunne have de få timer til at kunne arbejde på Nirrimis. Det ville gøre godt. Men jeg kan sætte mig selv til side så længe det behøves og vil bare det bedste for hende. Og jeg var så sikker, men nu bliver jeg i tvivl. Om hvad der er det bedste for hende.

Uanset. Jeg trækker lige vejret dybt og giver det selvfølgelig en fair chance over de næste måneder og så må vi se. Men jo, jeg synes det er lidt hårdt lige nu. Mor-hjertet ❤️

Men hey, nu blev det hele sådan lidt negativt og det var heller ikke meningen. I det store hele billede er vi så glade og taknemmelige. Der er så meget kærlighed og god kemi i vores lille hjem og selvom vi er udmattede kan vi godt mærke hvordan vi er kommet oven på igen. En 6 årig (lige om lidt) og en 2 årig er så optur. Der er plads til parforholdet også. Plads til sex og pjat og grin. Plads til drømme om fremtiden og arbejde. C er så røv sej. Det har han alle dage været, men særligt lige nu hvor en, ja faktisk to, store arbejdsmuligheder er opstået for ham. Han er vitterligt typen alt arbejdsmæssigt lykkes for, men han også god og dygtig og fantastisk til at pleje netværk. Okay sikke mande-pral jeg lige fyrer af, men altså han inspirerer mig hver eneste dag. Det er så fedt.

Og jeg har faktisk også truffet en beslutning om nooooget. Det har været så længe undervejs og jeg glæder mig rigtig meget til at dele det med jer (og nej det er ikke noget med en tredje baby, haha).

Jeg håber også at I har det dejligt. Rigtig god weekend til jer ❤

1 kommentar

  • Maria

    Jeg har Johanne på 2 år, og hun er på samme måde med mat mor ikke må gå.. og generelt bare mor mor mor mor mor mor. Og jeg valgte at prøve at finde ud af hvorfor det er sådan. Der er et kææææmpe udviklingsspring når de er 2 år. det er der hvor de ser sig selv som individer og den naturlige seperationsfase sætter ind. Prøv at læs om det, ikke at det giver en løsning. Men det giver en forståelse 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Livet lige nu