Mandag aften. Min alene-aften, hvor C spiser middag hos farmor sammen med børnene. Jeg kunne tage med, men disse timer er så tiltrængte og vigtige for mig, at alle synes det er helt ok at jeg bliver hjemme. Jeg er en heldig kartoffel.

Jeg sidder med et glas rødvin, god musik og trækker vejret dybt ned i maven. Eller forsøger. Jeg har haft sådan en uro hele dagen, og jeg ved godt hvad det skyldes – jeg har fået den bedste idé til noget nyt på Nirrimis og nu kan jeg slet ikke vente med at føre det ud i livet. Så får jeg uro, sådan helt stress-hjertebanken, fordi jeg bare vil have at det skal være NU. Helt tosset, fordi det er jo kun er en god ting, nye gode idéer. Men ja, rødvin hjælper da lidt.

Siden sidst jeg skrev herinde er der ikke sket så meget andet end at vi har været voldsomt ramt af diverse virus-sygdomme. Gabende kedeligt, I know. Men shit det har været sååå sindssygt. Så sent som i weekenden, da jeg virkelig troede det var ovre, stod den på opkast og jeg ved ikke hvad all night long…. I dag alt dog ok. Så i morgen prøver vi igen med den der indkøring af Isolde i institution. Sikke et show. Jeg kan virkelig ikke anbefale nogen at starte indkøring i efteråret. Selvfølgelig bliver man syg, det kan ikke være anderledes.

Og sidst jeg skrev om det, indkøringen, synes jeg jo det var lidt svært. Fordi hun reagerede. Overvejede (næsten) at kvitte. Sådan har jeg det ikke længere.  Jeg tror bare vi gik for hurtigt frem, fordi det jo gik så forrygende der i starten. Og det kom dårligt tilbage til os, at gå for hurtigt.

Så vi startede forfra og jeg har været med hende dernede alle dage (altså de dage hvor vi da ikke har været sløje herhjemme hvilke har været mange) og jeg kan se hvordan hun er blevet gladere og gladere for det. Kender alle børnene ved navn, er blevet mere fortrolig med hendes primære pædagog, der virkelig har været en stjerne og gjort en kæmpe indsats for at komme ind på livet af hende. Det var i øvrigt også hende der kørte Saxo ind, sådan en rigtig dejlig og rolig omsorgsfuld kvinde og pisse dygtig pædagog. Elsker hende lidt ; D
Jeg kan se hvordan hun nyder at være med til deres lille samling om morgenen, sidde der i rundkreds og synge de samme sange.
Jeg kan se at det vil være godt for hende at have det sted, hendes sted. Stadig blot et begrænset antal dage og timer om ugen. Bare lige nok til at jeg også kan få noget andet fra hånden.
Resten af 19′ bliver det sådan at jeg henter hende 11.30/12 lige efter frokost. Så tager vi det med at skulle sove dernede engang i det nye år. No stress.

Så alt godt. På lørdag skal jeg til den årlige julefrokost med pigerne. Dét glæder jeg mig til (selvom jeg også allerede bliver lidt træt ved tanken, haha). Jeg husker ikke hvornår jeg sidst har været ude, nu skal det være. Gamle kone altså..

Må I have den dejligste december og så snakkes vi ved <3